FILM // ANMELDELSE – Independent-film-darlingen Jim Jarmusch er tilbage med sin første film siden zombie-komedien The Dead Don’t Die fra 2019, der trak hårde veksler på POV’s filmredaktør. Den nye film, Father Mother Sister Brother, vandt tilmed guldløven ved filmfestivalen i Venedig sidste år, og er på godt og ondt en tilbagevenden til hans gamle dyder.
Da jeg var ung filmstuderende, havde jeg naturligvis en kæmpe, sort-hvid plakat fra Jarmusch-filmen Stranger Than Paradise (1984) hængende, og især Down By Law (1986) katapulterede instruktøren ind i bevidstheden hos de biografgængere, der gerne ville se noget andet og mere intellektuelt stimulerende fra USA end de fleste andre amerikanske film på den tid. Blandt os selvfede, minimalistisk og postmoderne indstillede filmstuderende blev han derfor en, man bed mærke i, hvis ikke ligefrem idoliserede.
Det skyldtes dels filmenes tematik om rodløshed kontra rodfæstethed, der bare føltes utroligt vedkommende, dels hans særegne æstetik med elegante billedkompositioner i lækre tracking-shots, den tilpas langsomme klipning samt en elegant brug musik. Enten eksisterende jazz og rock eller med musikerne John Lurie og Tom Waits’ bidrag. To herrer, der også spillede med i filmene.
Det første afsnit er lige ved at være morsomt flere gange, ofte på grund af Waits’ replikker. I Dublin-afsnittet er humoren mindre udtalt
Fra og med Mystery Train fra 1989 kom der også farver på – hvor vi her undtager hans 16mm-farvefilm Permanent Vacation fra 1980, der ikke kom i biografdistribution – men måske var det især stemningen, der var dragende. Kombinationen af den underspillede humor og den følelse, man fik af, at karaktererne i filmen befandt sig på kanten af både samliv og samfund uden at det var helt klart, hvor selvforskyldt det var. Kort sagt, Jarmusch kørte med klatten.
Og det er han i store træk fortsat med, også når han eksperimenterede med genrefilm, som i western-pastichen Dead Man fra 1995, men måske var det alligevel først med Paterson fra 2016, som i et meget roligt tempo følger en buschauffør med digterdrømme, at jeg igen følte, at instruktøren virkelig var tilbage. For derefter at skuffe maksimalt med zombie-vrøvlet The Dead Don’t Die nogle år senere.
Tilbage til dyderne?
Men nu skulle den være der: den gode, gamle Jarmusch, med en film, der både benytter en stram kapitelopdelt opbygning (ofte tre afsnit, nogle gange flere), et persongalleri af uforløste karakterer i mere eller mindre håbløse men delvist ufortalte relationer, og adskillige andre kendetegn, som for eksempel de lodrette skud oppefra ned mod et bord med kopper eller glas, som det for eksempel også ses i Coffee and Cigarettes (2003).
Så langt så godt. Father Mother Sister Brother består af tre dele, hvoraf den første handler om en på overfladen let forhutlet far (Tom Waits), der får besøg af sin søn og datter (Adam Driver og Mayim Bialik) et sted på landet i New Jersey. I anden del er vi i et velhaverkvarter i Dublin, hvor den tilsyneladende kølige og meget engelske mor (Charlotte Rampling) får besøg af sine to umage døtre (Cate Blanchett og Vicky Krieps), mens vi i sidste kapitel følger to fransk-amerikanske tvillingesøskende (Indya Moore og Luka Sabbat) i Paris, hvor de for sidste gang genser deres nyligt, ved en flyulykke, afdøde forældre.
Undervejs er der forskellige elementer, der går igen – blandt andet skålen i vand, te eller kaffe og et falsk(?) Rolex-ur – men ellers er det selve samværet, der springer i øjnene som lighedspunkter, og så selve varigheden af den fortalte tid på nogle få halve timer.
Stemningen er forholdsvis akavet og med udveksling af sideblik mellem børnene. I første del forstår de ikke rigtigt, hvordan faderens tilværelse hænger sammen, mens det i den anden er den yngste datters liv, der er fuld af løgn. I den franske episode finder vi ud af, at forældrene havde falske kørekort og flere andre hemmeligheder, som deres børn måske kun anede.
Forstillelse i familien
Kort sagt handler det om forstillelse. Konflikterne i de berørte familier berøres kun akkurat, og de camoufleres ligefrem. Ikke bare af de medvirkende men også af filmen selv. Vi skal mærke det akavede og det forlorne og det maskespil, der finder sted. Desværre betyder det også, at filmen må erklære sig tilfreds med nogle karakterer, der ærligt talt langt henad vejen virker som konstruktioner fremfor virkelige mennesker.
De livsforløb, der antydes, virker mere kunstige end godt er, og det er vel først til sidst, når snakken falder på de døde forældres dobbeltliv, at man til nød kan mobilisere lidt interesse. Men da er det for sent. Og da handlingen slutter med, at de står og kigger ind i et depotrum på alle forældrenes sager, så bliver symbolikken oven i købet også lidt tung.
Det startede ellers så godt. Første del er mageløst flot fotograferet – af Frederick Elmes, der desuden også har filmet med David Lynch – med paradoksalt varme farver i vinterlandskabet. Især faderens karnap med en smuk søudsigt er et godt billede, som genbruges elegant med de tre karakterer. Det afsnit er også lige ved at være morsomt flere gange, ofte på grund af Waits’ replikker.
I Dublin er humoren mindre udtalt, og det er især det smukke te- og kagebord, der tiltrækker sig opmærksomhed, men som vi derfor skal se alt for mange gange oppefra. Så er det større billede i normalperspektiv, hvor moderens ansigt omgives af en strålekrans fra en lampe på væggen i baggrunden brugt mere økonomisk, men så meget mere effektivt.
I Paris-afsnittet kan jeg ikke længere vurdere, om noget skal forstås humoristisk, og man skulle tro, at byen, som de to tvillinger kører en del rundt i, ville give lidt udsyn, men det virker i stedet underligt indelukket og indholdsløst. Jeg tror ikke, det er meningen, jeg skal føle sådan, for da de først ankommer til forældrenes tomme lejlighed, er der nogle meget smukke skud med stuer, vinduer og spejle, der reflekterer både stemningen og personernes sindstilstand. Fotografen i dette og Dublin-afsnittet er i øvrigt den franske – og halvtreds år yngre end Elmes –Yorick Le Saux.
Filmisk forstillelse?
Det, der slår mig allermest, er, at denne skildring af familiemæssig forstillelse – det er det bedste ord for det, synes jeg – også lider under, at energien hos karaktererne er sådan lidt opgivende og energiforladt. For det smitter altså af på fortællingen om dem. Det er der jo sådan set ikke noget galt i, men prisen er, at filmens energi kommer til at føles på samme måde, og tonaliteten bliver ensformig fremfor tvetydig.
Så det, vi elskede Jarmusch’ tidlige film for – nemlig at de registrerede og på underfundig vis viderekolporterede de medvirkendes rodløshed og søgen – bliver i Father Mother Sister Brother i mine øjne til en vis grad af formel og filmisk forstillelse. Selvom vi ved gud selv har oplevet mange akavede familiestunder, så er der for mange stereotype gentagelser og klichéer i denne film til at jeg føler, at vi kommer nærmere på nogen egentlig forståelse af andre mennesker.
Dét kan man heller ikke forlange på 1 time og 51 minutter, og det er vel også nærmest pointen med filmen, men det kunne godt have været lidt sjovere og lidt mere veloplagt at kigge på. Men det er måske sådan, postmodernisme skal se ud nu om dage, og under alle omstændigheder er jeg glad for, at en Jarmusch-film stadig kan se ud og være som den her i modsætning til hans forrige film.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og