MUSIK // PORTRÆT & ANBEFALINGER – Tom Waits er ikke for alle, siges det. Men jo, det er han, man skal bare vide, hvor man skal lede. Mikkel Stolt, der er forfatter til bogen Tom Waits og mig, giver en introduktion til den betydningsfulde sanger og sangskriver og anbefaler fire albums til nybegyndere og let øvede.
Det er en af amerikansk populærmusiks helt store skikkelser, der i dag fylder 75 år. Ja, når jeg skriver ”populærmusik”, så er det selvfølgelig for at være polemisk, for alt andet lige så har Tom Waits aldrig opnået den brede popularitet, som kolleger som f.eks. Bruce Springsteen har. Men det har tilsyneladende aldrig generet ham, snarere tværtimod, og på tiende eller femtende år (afhængig af fra hvornår man begyndte at tælle) lader han desværre til at være tilfreds med den mængde af musik, som han allerede har udgivet.
Tom Waits’ begyndelse
Født d. 7. september 1949, dagen efter at folk- og blueslegenden Lead Belly døde, hvorfor Waits efter eget udsagn følte, at han var tvunget til at bære faklen videre. Det meste af det, Waits er citeret for, skal man tage med et skævt smil, men ikke desto mindre var det tydeligt ved hans fremkomst i de tidlige 1970’ere, at han fandt stor inspiration i de forrige årtiers amerikansk musik, navnlig jazz, blues, spoken word-musik og showtunes.
Samtidig var han en slags singer-songwriter, som der jo ellers gik tolv af på dusinet, og derfor faldt han både indenfor og udenfor tidens toneklang. Han var desuden en temmelig særegen persona med en karakteristisk stemme, men som efter sin pladedebut i 1973 trods alt fik en vis succes, også som turnerende musiker. Der opstod en myte om, at manden og musikeren var den samme klaverspillende drukkenbolt, hvilket han først udnyttede dygtigt og siden forsøgte at tage afstand fra.
Han er simpelthen ekspert i musik, der er i dialog med sig selv, og derfor også med os
Hans første plader fra den tid er imidlertid præget af et mere end solidt håndværk med dragende romantiske eller anekdotisk morsomme sange, hvis de altså ikke var grumme storbyhistorier pakket sympatisk ind i lækker vellyd, men lytter man efter, er der hist og her en musikalsk længsel, der rækker frem i tiden.
Fortsættelsen
Den længsel får næring – nogle ville sige kunstigt åndedræt – af mødet i 1979-80-stykker med hende, der skulle blive hans kone og medsangskriver, Kathleen Brennan, og hans plader (det er til stadighed Waits’ navn, der står med stort; Kathleen er den grå eminence) tog derfor en drejning mod det mere eksperimenterende, inciterende og surrealistisk legende uden at det gik ret meget ud over det melodiske og underholdende.
Strygerne forsvandt dog, og der blev også længere mellem numre med klaver (som dog aldrig er forsvundet helt). Hans stemme, som mange jo holder af ikke at kunne udstå, havde allerede undergået en udvikling mod det mere growlende, og det er min påstand, at det samtidig blev endnu mere tydeligt, at han bare er en fantastisk virtuos og trænet vokalist.
Jeg springer “Swordfishtrombones” over i denne omgang – selvom det altså er et uomgængeligt album
Senere endnu, i start-midt-halvfemserne, antog hans musik måske en ny, lille krumning, idet han – som ellers altid har været tiltrukket af det teatralske – involverede sig yderligere i musik til teaterstykker. Ikke det, vi nu om dage vil kalde musicals, snarere Kurt Weill-inspireret cabaret-musik samtidig med stemningen fra det omrejsende cirkus, markedspladsen og de mærkelige instrumenter, der var introduceret tidligere, blev bibeholdt. Nogle af hans plader er derfor en slags genindspilninger af teater- og eller filmmusik, mens andre er regulære albums.
Blev populariteten ikke større, så blev anerkendelsen det, og faktisk har han jo altid været yderst respekteret blandt både kritikere og musikere. Og i anledning af hans fødselsdag, så vil jeg her lave en lille række nedslag i hans albums, som måske kan tjene til inspiration til videre lytning. Jeg kommer også til at nævne enkelte numre, men jeg vil med det samme sige, at jeg så absolut vil anbefale, at man hører hele albums og ikke bare hiver enkelte numre ind i sin spilleliste. Ikke før jeg har godkendt dem, i hvert fald.
Bad as Me
Jeg fik selv min ilddåb i 1984, da jeg hørte det album, som mange anser som et nybrud, og som vi også skrev om på POV, da albummet havde 40-års-jubilæum sidste år: Swordfishtrombones. Derfor springer jeg det over i denne omgang – selvom det altså er uomgængeligt. I stedet vil jeg starte med det, som jeg vist også kan høres sige i radioen i de her dage: at hans seneste album fra 2011(!), Bad As Me, er et ganske udmærket sted at starte.
Det var hans første album med ny musik siden 2004, og jeg var derfor både sulten og nervøs, da det kom. Men så viste det sig at være utroligt vellykket med kig tilbage i karrieren med både stille ballader (”Back in the Crowd”, ”Kiss Me”) og veloplagt rock’n’roll (”Chicago”, ”Bad As Me”) og det hele var umiskendeligt waitsk.
Samtidig fik jeg ved de første gennemlytninger også en fornemmelse af, at nogle af numrene musikken pegede fremad (krigsmareridtet ”Hell Broke Luce” og efterlivs-elegien ”After You Die”), men da der jo stort set ikke er kommet noget nyt siden, så har jeg jo ikke fundet ud af, hvad de pegede frem imod. Men det er altså et fedt og overskudsagtigt album af den dengang 60+-årige Waits.
Rain Dogs
Albummet Rain Dogs (1985) var det første, jeg som nybagt fan kunne købe som en nyudgivelse, og det er også bare et af de fedeste albums i hele min samling. Det var opfølgeren til den ”nye” Waits på Swordfishtrombones omtalt ovenfor, og det lever fuldt ud op til forgængeren.
Teksterne er nærmest blevet dadaistiske, og det er langt fra alle vers, man helt forstår meningen med, men sammenholdt med musikken bringer det lytteren et helt nyt sted hen. Han er simpelthen ekspert i musik, der er i dialog med sig selv, og derfor også med os. Hans numre kan være både morsomme og foruroligende, melodiske og eksperimenterende, harmoniske og disharmoniske, og det startede altså for alvor i disse år.
Jeg kiggede lige efter i min egen bog om Waits’ musik, hvilke numre, jeg anbefaler – som jeg gør med alle de officielle albums – men lige præcis med Rain Dogs skriver jeg, at man sgu bare skal høre dem alle sammen! Hvis jeg skal nævne et par stykker, så er ”Jockey Full of Bourbon”, ”Tango Till They’re Sore” (begge de to er at finde på lydsiden til filmen Down By Law), røverhistorien ”Singapore”, storbydigtet ”9th and Hennepin” samt titelnummeret ikke noget, du vil fortryde at skrue op for. Dine naboer vil måske, men ikke dig.
The Heart of Saturday Night
Hvis man ved med sig selv, at man er den lidt mere traditionelle type, og måske gerne vil bevare det gode forhold til ovenstående naboer og eventuel ægtefælle, så vil jeg anbefale, at man går tilbage til Waits’ andet album, The Heart of Saturday Night fra 1974. Yes, for 50 år siden, og netop i går, den 6. december, genudgav Waits’ nuværende pladeselskab det på hhv. guld- og hindbærfarvet vinyl, hvilket selvfølgelig er noget gøgl, som jeg har svært at tage alvorligt. Min sorte skive lyder fint.
Her er Waits endnu ikke gået amok i guttural galskab, men synger de fleste af disse swingende, viseagtige eller bluesede sange med en velmoduleret stemme, som fortolker de lyrisk-fortællende tekster, så man virkelig ser sig selv vandre ned ad gaden med sine venner og en six pack (øl, ikke mavemuskler), mens man længes, drømmer, flygter, svømmer hen.
”San Diego Serenade” er stadig en af hans allersmukkeste numre – og der er mange konkurrenter – mens både titelnummeret og ”Fumblin’ With the Blues” har de rette kvaliteter som optakt til en tur i byen. ”Diamonds on My Windshield” er et eksempel på de af hans numre, der tippede med hatten til beat-generationen og jazz’n’poetry.
Heartattack and Vine
Jeg havde egentlig tænkt mig at slutte med at anbefale det album, som havde 25-års jubilæum i år, nemlig det vidunderlige og ”surrural” (en sprogkombination af surrealistisk og rural) Mule Variations, men da jeg lige flippede gennem mine lp-plader, blev Heartattack and Vine (1980) ved med at falde halvt ud af reolen, og så var der ikke noget at gøre. Den slags tegn skal man ikke ignorere.
Jeg betragter selv dette album som et bindeled mellem den ”gamle” Waits og den, han blev til med Swordfishtrombones, og det er her man finder den hjertegribende ”Ruby’s Arms”, som jeg selv ikke kunne lade være med at græde til, når jeg spillede den på klaveret engang efter et særligt hårdt brud på et kærlighedsforhold. På albummet er også den af ovenstående Springsteen ofte live-spillede ”Jersey Girl”, som er noget af det tætteste, Waits har været på et egentligt hit.
Men generelt er det bare et helt igennem lækkert lydende album med både smukke stryger-ballader og voodoo-agtig New Orleans-stemning og som bonus får man de første eksempler på, hvor stor spændvidde, stemmen har.
Men hvad så med … og fremtiden?
”Men så bliver der jo ikke plads til Small Change, Blue Valentine, Bone Machine, Real Gone eller Alice eller Orphans … og … og …,” hører jeg dig sige, ”det er jo det glade vanvid.”
Og ja, det er helt rigtigt. Vanvid!
”Men hvad så? Kommer der mere med Waits?”
Vi ved det ikke – der var lidt rygter i 2023 – men intet er sluppet ud. Så enten holder han en evighedspause, mens han tusser rundt i hjemmet i det nordlige Californien og hygger sig med at spille en eller anden rolle i en eller anden ligegyldig film. Eller også kommer der lige pludselig en bonus oven i de remasterede genudgivelser, der er kommet i en lind strøm i de senere år: et double-album med nye, hidtil hemmelige og fantastiske optagelser, som lægger alen til den musikalske myte, der er Tom Waits.
Ville dét ikke være en god gave til os alle på hans fødselsdag? Jeg må hellere holde mig vågen, indtil dagen slutter på den amerikanske vestkyst!
Klik dig videre til meget mere musikstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
