KONSPIRATION ELLER RETFÆRDIGHED // LONGREAD – I en lille by udenfor Boston føres i øjeblikket en retssag, der viser både det værste og bedste ved det amerikanske retssystem. Den kvindelige universitetsprofessor Karen Read står anklaget for mord på sin kæreste. Men flertallet af amerikanerne, inklusive advokater, der normalt ryster på hovedet ad konspirationsteorier, er overbeviste om, at hun er udsat for et komplot.
“Free Karen Read!”, “Free Karen Read!”. Sådan lyder et slogan, der er blevet råbt og skrevet på papskilte i Bostonforstaden Cantons gader siden 2022. En forstad, ingen dengang havde hørt om, før den nu 45-årige Karen Read en januaraften samme år valgte at tage på bar med sin kæreste, John O’Keefe.
Parret festede sammen med en gruppe lokale borgere fra Canton og senere samme nat døde John O’Keefe, der var politimand i Boston. Han blev fundet tidligt om morgenen den 29. januar i en forhave dækket af sne.
Mange af det amerikanske retssystems til tider problematiske sider er blevet udstillet for åben skærm
Forhaven og det tilhørende hus var ejet af en af Cantons prominente familier, the Alberts. Politimanden Brian Albert havde inviteret til afterparty for gruppen, der udover Read og O’Keefe inkluderede flere lokale politifolk.
Et par dage senere, den 1. februar 2022, blev Karen Read arresteret for mordet på sin kæreste. Anklagen lød, at hun havde sat O’Keefe af udenfor Alberts hus klokken ca. 00.30 og derefter var bakket ind i ham – med vilje – med sin Lexus SUV. Hun skulle angiveligt have forladt stedet, kørt hjem og efterladt John døende i sneen.
Read har hele tiden erklæret sig uskyldig. Men staten Massachusetts, hvor Canton ligger, mener at have gode beviser mod hende, nemlig disse:
- Read skulle angiveligt have sagt til ambulancefolk, at hun ramte O’Keefe. Der er dog stor uenighed om, hvad hun faktisk sagde.
- Røde plaststykker fra Reads ødelagte baglys blev fundet i Alberts forhave.
- Read og O’Keefe havde problemer i parforholdet.
Da Read satte John af i indkørslen kort før halv et om natten, ville han ind til festen. Hun ville ikke med og kørte de fire kilometer hjem. Anklageren mener, at John O’Keefe lå død eller døende nogle få meter fra indgangsdøren og indkørslen efter at være blevet påkørt af Read. Ingen af gæsterne lagde mærke til John O’Keefe ved festen, hverken da de ankom eller da de forlod huset, har de forklaret.
Der var omkring 15-20 mennesker til festen, og de fleste var i familie med hinanden. O’Keefe og Read var klart outsiderne den aften, selvom de begge kendte flere af festdeltagerne.
Elendig efterforskning
I skrivende stund er den anden retssag mod Read ved at lakke mod enden. Den første retssag, i 2024, varede næsten 10 uger og endte i rettergangsfejl, en ”mistrial”. Juryen kunne ikke blive enige om Karens skyld eller uskyld.
Ifølge mange af de advokater, der følger sagen, var både første og anden retssag absurde retssalsdramaer, der vil skrive historie. Mange af det amerikanske retssystems til tider problematiske sider er blevet udstillet for åben skærm.
Et bemærkelsesværdigt aspekt ved sagen om Karen Read er, at den i den mest polariserede tid i USA’s historie har bragt mange MAGA-/Trump-tilhængere og demokrater sammen om en fælles sag
Blandt andet er der, ifølge eksperter, blevet afsløret helt ekstremt dårligt eller direkte mistænkeligt efterforskningsarbejde, som anklagerne aldrig skulle have taget for gode varer. De kritiske eksperter tæller et hav af advokater, FBI-folk og politifolk, der ikke arbejder i byen Canton.
Historien om en baglygte
Ifølge anklageren skulle Karen Read have bakket ind i O’Keefe med op til 38 kilometer i timen. Det forårsagede, igen ifølge anklageren, at hendes baglygte splintredes. Besynderligt nok fandt politiet først dage og uger efter festen røde plasticstykker, der lignede noget, der kom fra en baglygte. De fandt så mange, at der var for mange.
Mikroskopiske undersøgelser viste, at mange af dem slet ikke kom fra Reads bil. Kun nogle stykker kunne påvises at stamme fra Reads Lexus SUV. Karen Reads forsvarer mener, at grunden til, at de først blev fundet langt senere er, at de blev plantet af efterforskerne fra den lille by Canton. Og at Reads baglygte blev ødelagt, mens den var i politiets varetægt.
Denne konspirationsteori fik i første omgang de fleste til at ryste på hovedet. Det virkede desperat at mistænke politiet for at plante beviser.
Men efter at politiet tog Reads Lexus i deres varetægt, skulle de – ifølge deres egne rapporter – have fundet adskillige stykker baglysplastic på bilens kofanger. Der er dog noget meget mystisk ved dette fund. For Karen Read kørte hjem fra Alberts indkørsel i snevejr med stigende vindstyrke, og først senere blev bilen transporteret mange kilometer til politiets garage.
Reads advokater, der er særdeles erfarne jurister, arbejder alle gratis for hende i denne retssag nummer to. Det helt uhørt i så stor en sag
Hvordan glasstykkerne har kunnet forblive liggende løst på bilens kofanger uden at have været holdt fast af noget, kan ingen forklare. Det samme gælder fundet af et af O’Keefes hår, der sad løst på bagsmækken.
Baglysbeviserne har været en af grundene til, at et væld af advokater og juridiske eksperter spørger sig selv, om efterforskerne i Canton har skabt og plantet beviserne mod Read. Oveni disse overvejelser lægges blandt andet, at stort set alle efterforskerne har venskabelige eller familiemæssige forbindelser til en eller flere af festdeltagerne i Brian Alberts hus.
Hunden der forsvandt og gulvet, der blev udskiftet
Forsvarets påstand er, at John gik indenfor og deltog i festen. Og at noget skete indenfor i huset, det endte i Johns død. Ifølge forsvarets eksperter ligner O’Keefes sår og skader ikke følgerne af at blive ramt af en bil. I stedet siger forsvaret, at de til forveksling ligner skader efter en slåskamp og angreb af en hund. Brian Albert ejede en stor hund, der var kendt som værende meget aggressiv.
Efter Reads anholdelse skaffede Albert-familien sig af med hunden. Og senere med hele huset, hvor festen var foregået. At sælge et hus er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt. Men det forårsagede løftede øjenbryn i første retssag, at Albert- familien inden salget gennemrenoverede kælderen og lagde helt nyt gulv på trods af, at gulvet, der lå der til festen kun var måneder gammelt.
Den ledende efterforsker i sagen, Michael Proctor, afgav forklaring i den første retssag. Det var ham, der både fandt og senere tog de (for) mange plasticstykker i sin varetægt. Det var også ham, der besluttede, at der ikke var nogen grund til at gå indenfor i familien Alberts hus og undersøge, om der var noget af interesse i huset, hvor festen var holdt.
Faktisk kom politiet aldrig indenfor i Alberts hus på trods af, at et lig var fundet et par meter fra hoveddøren efter en fest. Også chefefterforskeren Proctor har forbindelser til flere af festdeltagerne.
Mystiske lommeopkald
Forsvaret valgte i første retssag at køre en ”third party culprit” strategi, hvilket betyder, at de valgte at sandsynliggøre, at nogle af festdeltagerne havde slået John ihjel. En sådan strategi bruges yderst sjældent, da det kræver voldsom research, og fordi forsvaret ikke skal bevise uskyld, blot skabe ”reasonable doubt”, rimelig tvivl, om den tiltaltes skyld.
Den ledende efterforsker, Michael Proctor, er ikke længere ansat i politiet. Det kom frem under retssag nummer et, at han havde deltaget i en gruppesamtale sammen med blandt andet Brian Albert og Jen McCabe på Messenger, hvor han mange gange kaldte Karen Read for en kusse, en bitch, og at han ville ønske, at hun ville begå selvmord
Men forsvaret pegede på flere af politifolkene til festen. Deres teori er, at O’Keefe kom op at slås med en eller flere af dem, og at husejernes hund angreb ham enten under eller lige efter slåskampen. Derefter har nogen, ifølge forsvaret, båret ham udenfor, mens han var bevidstløs.
En af festens deltagere, der også er i familie med Brian Albert, havde efter festen hudafskrabninger og hævelser på knoerne. Hans forklaring var senere, at han var faldet på asfalten udenfor og havde taget fra med knoerne, igen noget, der skabte rynkede bryn i offentligheden.
Ødelagte telefoner
Forsvaret fremlagde i første retssag lister over telefonopkald mellem nogle af festdeltagerne. For eksempel havde Brian Albert, ejeren af huset og en af deltagerne, politimanden Brian Higgins ringet til hinanden fire gange i løbet af natten efter festen. De benægter begge at have ringet og talt med hinanden. Begge forklarede det i første retssag med, at det må have været “butt dials” altså lommeopkald, som ingen af dem opdagede. Det mærkelige var dog, at opkaldene var så korte, at de hver især må have lagt på igen, også uden at vide det.
Forklaringen på dette mærkelige fænomen kunne muligvis være fundet, hvis de to politifolk havde afleveret deres telefoner til efterforskerne. Det gjorde de ikke, og de blev ikke spurgt. Ingen af efterforskerne interesserede sig for festdeltagerne.
Da Reads forsvarere fik en retskendelse til at undersøge Alberts og Higgins’ telefoner, havde de begge to, helt tilfældigt, skaffet sig af med deres telefoner dage forinden. Sim-kortene var tilintetgjort og selve telefonerne var ikke blot smidt i nærmeste skraldespand. De var knust til ukendelighed og smidt ud mange kilometer fra Canton.
Ingen af de to politifolk mente i retten, at der noget unormalt i af destruere en gammel telefon på den måde for derefter at transportere den ødelagte telefon mange kilometer væk til afsidesliggende containere.
Hos long to die in cold
Når oplysninger fra deltagernes telefoner alligevel har været tilgængelige, skyldes det især, at et andet politikorps, det føderale politi, FBI, også har efterforsket Read-sagen. De har foretaget flere undersøgelser, der støtter forsvarets påstand om, at Read ikke bakkede ind i John O’Keefe. Det vender vi tilbage til.
Som sagt har alle festdeltagere forklaret, at de aldrig så O’Keefe i huset, og de glade gæster har også bedyret, at de aldrig så politimanden ligge i græsset et par meter fra hoveddøren.
En af festdeltagerne var Brian Alberts svigerinde, Jennifer McCabe. McCabe destruerede ikke sin telefon, og derfor fandt FBI senere en Google-søgning foretaget af McCabe kl. 2.27 den nat O’Keefe døde. Den lød ”Hos (how) long to die in cold”. På trods af slåfejlen ser forsvaret det som et meget alvorligt bevis på, at Jennifer McCabe vidste at O’Keefe lå udenfor på græsplænen klokken halv tre om natten.
Ingen fra festen ringede på noget tidspunkt til alarmcentralen. O’Keefes lig blev – officielt – opdaget af kæresten Karen Read klokken seks om morgenen. Hun var vågnet og var blevet bekymret over, O’Keefe ikke var kommet hjem og var kørt ud for at lede efter ham.
En af de tilkaldte ambulancefolk mener at have hørt Read sige ”I hit him. I hit him.” Andre siger, at de aldrig hørte Read sige noget, blot at hun var meget oprevet.
FBI’s rolle
I retssagen, der kører nu, forsøgte anklagerne at modsvare den inkriminerende internetsøgning fra McCabe med en påstand om, at tidspunktet for søgningen, som vist i Google, ikke kunne tages for gode varer. Hvor mange af jurymedlemmerne, der købte den forklaring, vil tiden vise. Hvad der til gengæld ikke var tvivl om var, at Jenn McCabe havde foretaget 4500 Google-søgninger på sin telefon. Kun en eneste søgning havde hun slettet: ”Hos long to die in the cold”.
Det var ikke det lokale politi, men FBI, der undersøgte McCabes telefon. Det fortæller om historien i historien så at sige. Noget har udløst, at FBI har blandet sig i en lokal mordsag.
Der findes mange, der mener Read er skyldig, men den overvejende del af dem, der følger sagen, mener, at beviserne imod hende er fabrikered
FBI har imidlertid været tavse om, hvorfor de overhovedet begyndte at efterforske Karen Read-sagen parallelt med det lokale Canton-politi. En af teorierne går på, at FBI i forvejen kendte til omsiggribende korruption i Bostons politi, herunder i forstaden Canton. Og at Reads sag kunne bruges til at finde ud af, hvad der foregik. Men intet er kommet frem, og de, der måtte kende sandheden, siger intet.
FBI’s indblanding har til gengæld givet forsvaret gode kort på hånden. Både forsvaret og anklageren fik adgang til FBI’s undersøgelse af, om Reads Lexus kunne have forårsaget O’Keefes skader. Svaret var nej – det var umuligt.
Dette burde være alt rigeligt til at anklagemyndigheden i Canton frafaldt anklagerne mod Read. Hvis O’Keefe ikke var blevet ramt af en bil, var der ingen sag imod Karen Read.
Men i stedet bed den lokale anklager sig fast. I første retssag fremkom de med nogle temmelig bizarre tests. Ifølge det lokale politi i Canton var sårene på John O’Keefes arm et resultat af at være blevet ramt af Reads baglygte. Derefter skal John O’Keefe være blevet ramt bagfra og faldet til jorden, alt imens han foretog en slags balletagtig piruette, og derefter endelig være blevet ramt i ansigtet af bilen.
Dette er dog blevet afvist af FBI’s undersøgelser, der imidlertid ikke kan ikke stoppe eller påvirke sagen i øvrigt, da det føderale politi ikke har nogen indsigelsesret i en lokal retssag.
Dommeren
Den ledende efterforsker, Michael Proctor, er ikke længere ansat i politiet. Det kom frem under retssag nummer et, at han havde deltaget i en gruppesamtale sammen med blandt andre Brian Albert og Jen McCabe på Messenger, hvor han mange gange kaldte Karen Read for en kusse, en bitch, og at han ville ønske, at hun ville begå selvmord.
Hans utilslørede bias og udtalelser om Read allerede dagen efter festen var en del af FBI’s efterforskning, og Messenger-beskederne kostede Proctor hans karriere. Men Proctor var ikke alene om at udvise bias. Dommeren i begge retssager, Beverly Cannone, bliver af en af de erfarne advokater, der følger sagen, blandt andet kaldt for et ’shit show’, der stort set udelukkende tilgodeser anklageren i Canton.
”Karen Read får ikke en fair retssag. Dommeren tillader anklageren ting, som forsvaret af mystiske årsager ikke må”, lyder det bl.a. fra appelretsadvokat Andrea Burkhart fra staten Washington. Hun har fulgt hele sagen i lang tid og har lagt over 30 live watches ud på YouTube. Burkhart har også lagt omfattende analyser af sagen ud på sin Substack.
Forsvaret har flere gange fået nægtet at kunne føre ekspertvidner, eller deres ekspertvidner er blevet så begrænsede i, hvad de må sige, at deres udsagn bliver meningsløse. Den retsmediciner, forsvaret havde på deres vidneliste, måtte for eksempel ikke sige noget om sårene på O’Keefes arm, og hun måtte heller ikke sige noget om, hvorvidt sårene kunne komme fra en baglygte, eller om de lignede spor af et angreb af en hund.
Retsmedicineren har 40 års erfaring, har lavet tusindvis af obduktioner og undervist på flere af USA’s bedste universiteter. Men dommer Beverly Cannones mente ikke, at eksperten var erfaren nok.
Det samme gjaldt det firma, som FBI i 2024 hyrede til at undersøge, om skaderne på bilen og på O’Keefe overhovedet kunne sættes i forbindelse med hinanden. I retssagen, der kører nu, har dommeren forbudt nogen at sige, at de arbejdede for FBI, der ellers generelt står som et varemærke for troværdighed. Bureauets repræsentanter i retten er også blevet forbudt at give deres konklusioner: at O’Keefe ikke blev ramt af en bil.
”Dommerens afgørelser er sindssyge og giver ingen mening. Der er intet i loven, som giver lov til det, hun gør. Det eneste hun vil, er at gøre det svært for Karen Read at forsvare sig selv”, siger Andrea Burkhart, der har over 126.000 følgere på YouTube, i en af sine videoer.
”Hvad helvede foregår der i Canton”, spørger hun.
Cannone bor i Canton. Rygter på internettet, som POV ikke har kunnet verificere, vil vide, at Cannone – ligesom Proctor og de andre efterforskere fra byen – har direkte forbindelser til nogle af festdeltagerne den 29. januar 2022.
Dommer Cannone forbød i øvrigt også, at oplysningerne om Jennifer McCabes slettede internetsøgning overhovedet måtte forelægges for juryen. Det forbud blev imidlertid omstødt af en appelret.
”Der er mange uretfærdige afgørelser, men det sker desværre for ofte. Denne sag er blot så kendt, at folk bliver opmærksomme på det”, siger advokat Burkhart.
MAGA og demokraterne står sammen
Ingen tør spå om udfaldet. Reads advokater, der er særdeles erfarne jurister, arbejder alle gratis for hende i denne retssag nummer to. Det helt uhørt i så stor en sag, og viser i manges øjne noget af det bedste ved det amerikanske retssystem, nemlig pro bono-arbejde selv blandt de dyreste og bedste. Advokaternes raseri over retssystemet i Canton har fået dem til at bruge et år af deres liv for at redde Read fra, hvad kun yderst få kan få sig selv til at betegne som fair.
Men de er stækkede af, at deres eksperter er blevet mødt med forbud om at sige ret meget i retssalen. Hvis denne anden jury heller ikke når til enighed, skal det hele gå om en tredje gang.
Den indtil for få uger siden komplet ukendte advokat 67-årige Robert Alessi har med sin lynende intelligens nået rockstjernestatus blandt eksperter og almindelige følgere. Alan Jackson fra Los Angeles, kendt som anklager i Phil Spector-sagen og forsvarer for både den notoriske Harvey Weinsten og Kevin Spacey. Han har en succesrate på 96 procent. Men nu står han overfor en dommer, der i de flestes øjne bruger alle midler på at gøre et forsvar umuligt.
Der findes mange, der mener Read er skyldig, men den overvejende del af dem, der følger sagen, mener, at beviserne imod hende er fabrikerede.
Et bemærkelsesværdigt aspekt ved sagen om Karen Read er, at den i den mest polariserede tid i USA’s historie har bragt mange MAGA-/Trump-tilhængere og demokrater sammen om en fælles sag:
Hvis Karen Read bliver frifundet, er der intet der tyder på, at vi nogen sinde finder ud af, hvem der dræbte politimanden John O’Keefe.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og