DANSK MUSIK // ANMELDELSER — Hanne Boel er efter næsten ti års albumpause aktuel med et udspil, der er bedst på de sange, hvor hun deler sangskriveræren med andre kræfter. Signe Svendsen starter stærkt, men taber poppusten, mens trioen Mikkeline og Flux er lidelsesfuld punk uden at man helt finder ud af, hvad det er, der gør ondt.
Hanne Boel – Between Dark & Daylight
Hanne Boel er den bedst sælgende danske sangerinde nogensinde hertillands. Men en floskel lyder, at man aldrig er bedre end sit sidste album. Og guderne skal vide, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem salgstal og kvalitet. Det er heldigvis tilfældet på Boels første album i næsten ti år, Between Dark & Daylight. Men det begynder svagt med Paint me a picture, som Boel står krediteret alene for.
Pladen er nemlig stærkest på de sange, hvor Boel har allieret sig med nyere sangskrivere som Jacob Bellens, Anders SG, Emil Falch og Peter Vetesse – det giver udgivelsen et varieret og interessant soulet, amerikansk udtryk.
Det er ikke helt ulig Lucinda Williams på den bluesede Memories of me, der emmer af deltallyd og sydstatsump. Pladen er raffineret instrumenteret som den mellemøstligt klingende violin på Between dark & daylight, der handler om nuet med Jacob Bellens som medkomponist som med sin intelligente basgang og stil henter inspiration i lyden på Leonard Cohens Popular Problems. Her er masser på spil.
Derudover er udgivelsen rig på blæs fra dem, man kalder i studiet, når der skal truttes: Ned Ferm, Kasper Tranberg og Mads Hyhne. Det giver ikke bare sangene et ekstra lag, der skaber flere af sangenes identitet. Som nu Hyhnes trombone, der i den grad tegner Baby, Baby, Baby.
En albumpause på henved ti år ændrer således ikke ved, at helhedsindtrykket er absolut velsmurt luksussoul og meget mere til fra den nu 62-årige sangerinde.
Det er hjælp fra dygtige legekammerater i høj grad med til.
Signe Svendsen – Det forlyder
Sangeren Signe Svendsens plade Det forlyder starter godt og lovende. Den åbner med to dirrende molakkorder, der spænder mod hinanden, og ledsages af en vokal som på amerikansk vis på dansk beretter om, hvor man skal gå hen, når man er blevet forladt. Jeg-fortælleren undrer sig over, om eksmanden overhovedet ved, at hun fortsat ejer hans ring, der så ofte i litteraturen fungerer som symbol på ægteskabet. Så er tungsindigheden, krydret med violin, slået an.
Svendsen har et formidabelt toneregister, er en dygtig sanger og med årene er hun blevet en kende mere hæs. Det viser hun allerede på åbneren Det forlyder. Og det lyder godt.
Pladen Det forlyder er dog anonymt instrumenteret med cyklende guitar og trommer og bas der ikke gør meget væsen af sig, andet end at påtage sig den ydmyge pligt det er at følge Svendsens vokal, som dikterer retningen. Det gør det svært at skelne sangene mellem hinanden. På Sort / Hvid bliver der næsten sat strøm til bandet uden det for alvor eksploderer.
Svagheden er, når lyden bliver for pæn og retningsløs, for så bliver den let kedelig og ligegyldig som på den søvndyssende Bare Kom, der muligvis vil aftvinge mangt en Coldplaylås ved Svendsens koncerter. Ordet Coldplaylås figurerer endnu ikke i den danske ordbog, men tillad mig at forklare dets betydning: Det er det favntag, som manden, der står bag sin udkårne, gør sig rundt om hendes mave mens de svajer lidt til musikkens rytmer ved livekoncerter, hvor scenen er indtaget af en blød, patostung og følsom lyd.
Desværre kan helhedsindtrykket på Det Forlyder ikke leve op til det stærke titelnummer. Pladen bliver således på trods af sine kun 35 minutter en anelse uvæsentlig. Det er ikke dårlig musik, men det efterlader heller ikke spor.
Mikkeline og Flux – Forvandlet
Trioen Mikkeline og Flux spiller på Forvandlet en hård, dyster monoton rock/punk, hvor lyden tydeligt bærer præg af en noget ensidig besætning med guitar, bas og trommer. Her er masser dynamit, knap så meget dynamik som en ekstra guitar ville kunne skabe.
Bandet sender hyldende high-fives tilbage til 1970’erne og lyder således som en paranoid krydsklipning mellem to kogende telte på en festival, hvor Lone Kellermann synger pissefuld i det ene, Patti Smith i det andet.
Sangen På det magiske kontor kan læses som en kritik af et cyklisk nine-to-five-liv omspundet i et punket svøbe, hvor vokalmelodiens fornemmeste ærinde er at lyde grim. Den ene guitar spiller skarpt som en skærebrænder og meget som et savværk. Og hele værktøjskassen foldes ud: Trommerne er som hamre og bassen som hidsig luftpistol. Sanger Mikkeline W. Gudmand-Høyer lyder sommetider björksk og sommetider bare lidelsesfuld uden at man rigtig finder ud af, hvad det er, der gør ondt.
https://www.youtube.com/watch?v=GPmhYY-Fhsc
Sprogligt er der ellers flere flotte billeder: Der skydes huller i hukommelsen med en kærlighedspistol og tiden kan sparker sekunder i stykker.
Trioen spiller godt på Forvandlet, men produktionen lugter lige vel meget af øvelokalelyd. Det skyldes både at lyden nærmer sig kladdehæfterock og at hi-hatten fx markerer fjerdeleslag for at holde time.
Det er tydeligvis et band der kræver lytterens opmærksomhed. Problemet er bare, at den er svær at få – dertil er sangene ikke gode nok. Live er jeg ikke i tvivl om, at trioen kan sætte ild til spillesteder, men på pladen Forvandlet overbeviser de ikke denne signatur.
Hanne Boel – Between Dark & Daylight. Udkom d. 24. januar 2020 på Stunt Records.
Signe Svendsen – Det Forlyder. Udkom d. 31. januar 2020 på I do records.
Mikkeline & Flux – Forvandlet. Udkom d. 16. november 2019 på Traume Tone.
Foto: PR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
