EKSISTENS // ESSAY (LANGT) – Håb er ikke bare en følelse eller optimisme i modvind. Det er en eksistentiel kraft – noget der har os, snarere end noget vi har. Med filosofiske dybder og poetisk efterklang undersøger Johannes Adamsen håbets rødder i kærlighed, erindring og menneskelig mening – hinsides tab, lidelse og død. For i håbet aner vi et liv, der ikke dør som ingenting – men bærer lysets mulighed.
Klimakrise, truslen mod biodiversitet, overbefolkning, forurening, krig, og dertil sygdom, trafikuheld, menneskelige dårligdomme, inkl. kriminalitet, vold osv. – og der spejdes efter håb, råbes på håb, forskes i håb. Men hvad er håb? For de fleste vel bare det samme som optimisme, stærkere end forventning, men noget hvorefter man spejder efter tegn. Det uklare i begrebet, inkl. frygten for ”falsk” håb, er vel nok til at se nærmere på sagen.
Jeg vil i det følgende give nogle overvejelser, som peger på hvordan håbet kan forstås ikke som en slags forventning, heller ikke som optimisme, men som en eksistentiel kategori.
Det onde håb
I den antikke græske kultur var der anderledes og mindre opmuntrende aspekter af håbet. Fra den græske digter Hesiods Værker og dage (ca. 700 f.Kr.) kender vi en sådan set mærkelig fortælling om håb. Som straf for Prometheus’ (en gud/titan) tyveri af ilden til mennesket, får Zeus fremstillet kvinden Pandora, som betyder alle gaver, og giver den til Prometheus’ bror, Epimetheus, dåren, der trods Prometheus’ advarsel tager imod.
Men her kommer et mellemspil, som ikke rigtig er forberedt i fortællingen, Pandora er nu ikke gaven, det er hendes store krukke (normalt kaldt en æske), hvor alle onder er indespærret. Hun åbner den og ud flyver alle onder, som siden har hærget uberegneligt blandt mennesker. I sidste øjeblik, på Zeus’ bud, får hun lukket krukken:
”Håbet alene forblev i sin faste og ubrudte bolig/ inden for lerkarrets rand, og det flygtede ikke af gårde,/ thi i det sidste sekund fik hun atter lagt låg over karret/ efter beslutning af Zeus…” (Lene Andersens oversættelse).
Jeg har ikke håb – håbet har mig
Det er lidt uklart, hvorfor Zeus både straffer og tillige beholder håbet i krukken, når det først var der. Det er endnu mindre klart, hvorfor håbet, som jo må være et onde, så ikke slippes ud, når det er tydeligt, at håbet fanger mennesket i falske forhåbninger. Måske, som det er foreslået, betyder det, at modsat alle andre onder, ”vrimmel af plager;/sygdomme hjemsøger mænd ved dag, og andre om natten/ vandrer omkring af sig selv til fordærv” – er håbet placeret et sted, som plagede mennesker véd, hvor er, og derfor hele tiden har adgang til?
I hvert fald er det den græske tanke på homerisk tid, at håbet er et onde. Men det ændrer sig hurtigt, allerede i det 5. årh. f.Kr. er billedet med Pindar og siden Platon (427-347 f.Kr.) mere komplekst og overvejende positivt. Også i kristendommen er håbet, sammen med kærlighed og tro, en af de tre væsentligste ’dyder’, som det er formuleret hos Paulus.
Kant – er håb egentlig fornuftigt?
Oplysningstidens filosofi reducerer håb drastisk. Filosoffer som Descartes og Hobbes tænker håb som en forestilling tilsat drift, begær eller lignende. Men hos den tyske filosofi Immanuel Kant (1724-1804) brydes der med denne modernitetsudgave. I 1781 skriver han udtrykkeligt, at forståelsen af mennesket ikke kan reduceres til viden og handling, det som mangler er ”hvad tør jeg håbe”.
Det er afgørende, at Kant først ser mennesket som et fuldt menneske, når misforholdet mellem vores etiske bestræbelser, først og fremmet den andens lykke, og vores egen lykke adresseres. Det hænger sammen med, at Kant ikke mener, at vi kan handle os (etisk) til lykken. Der er ingen sikker vej til lykken. Den kommer og går, og den er tilfældig.
Håb er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til hvordan det går
Derfor er det væsentligt ikke at stræbe efter lykken som sådan, og da slet ikke gøre ens egen lykke til genstand for handling. Formålet for ens handling må være den andens potentielle lykke og ikke mindst den andens og egen humanitet, værdighed. I så fald kan lykken kun være noget, man kan modtage og håbe på. Derfor er det for Kants tanke om humanitet i høj grad vigtigt, at man må leve og handle, så man i givet fald er lykken værdig, hvis og når den kommer.
Håbet hos Kant er derfor noget, som hænger sammen med vores etik. På baggrund af vores tydeligvis uudryddelige spørgen efter lykken og de yderste svar, må tro og håb være legitim stræben for den menneskelige fornuft, mente Kant. Denne trang til at beskæftige sig med spørgsmål som ikke endegyldigt kan besvares, endsige bevises, kaldte Kant for en ’metafysisk tilbøjelighed’.
At have håb – eller at være i håbet/håbefuld
Den grundlæggende ’bagtalelse’ af håbet som falsk og urealistisk er i betydelig udstrækning modsagt af en noget fortyndet idé om håb som en slags mere eller mindre sandsynlig forventning. Dog viser Kant, at håbet er en legitim overvejelse værd.
Håb er reelt ikke er noget, man bare har – og kan miste. Det er en forkortet og misvisende forståelse. Dvs. jeg har ikke håb, håbet har mig. Håb er med andre ord en eksistentiel kategori. Sagt anderledes og ligeud: At tænke håb er at tænke over menneskets sjæl. Men har håbet mig, er jeg så ikke ufri og kan ikke gøre noget? Enten er jeg i håbet eller ej?
Hvis det forholder sig således, må det sande og vigtige spørgsmål være: Hvad er det, som grundfæster håbet som eksistentiel kategori? Udspringer håbet af noget – et valg, et livstema, en indsigt, hjertets vished – som man faktisk kan være impliceret i? Og som ikke er os fremmed som noget udefrakommende, som ren natur eller held?
Håbets kilde I – retfærdighed
Lad mig overveje de to eneste virkelig værdige kandidater til at være den eksistentielle kategori som håbet forbindes med, og som i dén forstand er min livshorisonts præmis: Den ene kandidat er retfærdighed, den anden kærlighed (se senere). Og hermed følger jeg Kant. Det kan ikke være lykken, det kan ikke være jagten på penge, prestige, rang, berømmelse, adgang til parnasset eller alt den slags. Kun disse to temaer kan, mener jeg, være kandidat til, at håbet grundfæster sig i et menneske.
Retfærdighed er vigtig, retfærdighed er en politisk, juridisk og etisk kategori, uden retfærdighed bryder fællesskab, menneskeliv, verden sammen. At kæmpe for retfærdighed er en umådelig central livsopgave, men der er også mange sider af sagen. Ikke mindst at den er abstrakt, og som abstrakt kan kampen for retfærdighed alt for let slå over i ny udøvelse af uretfærdighed, for det handler om definitionen.
I erindringen er håbet levende. Her viser sjælen sig
Måske er det vigtigt, at kampen for retfærdighed netop sjældent viser sig så direkte. Den indisk fødte filosof og Nobelprismodtager i økonomi Amartya Sen (f. 1933) har et vigtigt perspektiv, når han vender det om og tager afsæt i det negative: Vi kæmper ikke abstrakt for retfærdighed, men vi kæmper imod uretten. Imod konkrete tilfælde af misbrug, overgreb, misforhold, ulighed, undertrykkelse, nedbrydelse, ensretning, diktatur osv.
For herværende bliver det afgørende spørgsmål om retfærdighed kan være håbets kilde. Ser man på væsentlige og indflydelsesrige skrifter og udtalelser om håb hos tyske Ernst Bloch (1885-1977), amerikanske Rebecca Solnit (f. 1961) og den tjekkiske dissident og senere præsident Václav Havel (1936-2011), så er det tydeligt, at opmærksomheden er rettet mod den politiske og økonomiske kamp i diverse afskygninger; og det er præcist der, retfærdighed, dvs. den manglende retfærdighed, kommer til udtryk. Og det er dybt meningsfuldt, og naturligvis spiller håbet en væsentlig rolle også her.
Tilstand eller stræben?
Men retfærdighed, som samfundet generelt, er ikke bare en tilstand, som én gang opnået forbliver opnået. Retfærdighed er noget, som i menneskelivets krogede natur må være uløseligt forbundet med en stræben, dvs. noget aldrig afsluttet, noget som er permanent undervejs. Kan retfærdighed virkelig bære håbet som eksistentiel kategori?
Retfærdighed som håbets sande kilde kommer til kort i en række afgørende livssammenhænge som fx og ikke mindst sygdom, ulykker og død. Får man en livstruende sygdom, fx ALS, eller falder ens barn ud over en klippe eller rammes af fx lammelse eller sindslidelse, så kan et håb ikke søges i nogen rimelig forståelse af retfærdighed.
Spørgsmålet er, om ikke en retfærdighed, den konstante stræben, i virkeligheden selv må forbindes med noget? Hvad er det, som gør, at man stræber efter retfærdighed, at man vedvarende siger fra og modvirker former for uret? Er det ikke netop en dybereliggende forbundethed med og respekt for noget, en forbundethed som til lykkelig forveksling kan ligne kærlighed?
For det første er retfærdighed som begreb ret omskifteligt, det som det ene samfund og den ene historiske situation ikke hæftede sig ved, ses af et andet samfund i en anden historisk situation som uretfærdigt, fx slaveri og racisme.
At plante et træ – eller bare glæde sig over det – er en håbets handling
For det andet er også vores (Danmark, Europa) retfærdighedsbegreb dels under udvikling, dels gennem årtier forbundet med en opfattelse af universelle menneskerettigheder. Som i sin tur igen må grunde i noget, nemlig en overbevisning om humanitet. Men får retfærdighed næring fra en grundlæggende idé om humanitet, kan der virkelig være basis for, at retfærdighed bærer håbet.
Begrænsninger er for det første, at også humanitet må tænkes metafysisk, og for det andet at retfærdighedsbegrebet som sagt kommer til kort over for fx ulykker, lidelse og sygdom, hvor begrebet om retfærdighed simpelt hen er kategorialt forfejlet. (Selv om det ofte sniger sig ind, fx ved at spørge efter, hvorfor man er blevet syg, underforstået: Der må være en ’retfærdig’ følge af en tidligere handling. Så kan man oven i en sygdom i tilgift få dårlig samvittighed.)
Håbets grund hos Havel – ”for et træ er der håb”
Václav Havel citeres ofte for en særlig smuk og tankevækkende sætning fra et interview, hvor han blev spurgt om håbet i de år, han var fængslet under den tjekkoslovakiske kommunisme, diktaturet. Han svarede (på dansk i bogen Fjernforhør), at håb ”er en åndens tilstand, ikke en verdens tilstand”, og fortsætter ”Håb i os selv er noget vi simpelthen har eller ikke har, det er en dimension i sjælen” og videre at håb ”ikke er prognosticering. Det er en åndens og hjertets orientering, der rækker ud over det umiddelbart levedes verden og er forankret et fjernere sted, bag dens grænser.”
Lidt senere siger han: ”Håbets mål i denne dybe og stærke betydning er ikke et mål for vor glæde over tingenes gode gang eller vor vilje til at investere os i foretagender, der tydeligt sigter mod snarlig succes, men snarere et mål for vor evne til at bestræbe os på noget, fordi det er godt, og ikke blot fordi det har garanti for succes.” Håb, siger han markant, umisforståeligt og præcist: ”Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til hvordan det går.”
Václav Havel var fængslet af politiske grunde – ikke mindst som medinitiativtager til Charta 77, hvis brøde det var at kræve dét fra staten, den selv havde skrevet under på – men Havels refleksioner rækker ud over det politiske. Formuleringen – at det er en ’åndens og hjertets orientering’ – er i hvert fald potentielt andet og mere end stræben efter retfærdighed. Og jeg iler med at tilføje, at en sådan stræben så sandelig er det agt- og beundringsværdigste, især hvis humanitet lægges til grund. Det vil sige, at retfærdighed ikke tages abstrakt og derfor potentiel rigidt, men netop som en negativ kategori, der viser sig og appellerer til en, når noget uretfærdigt sker.
Havels helt grundlæggende tanke handler altså om håb som en hjertets og åndens orientering. I den forstand er håb netop en eksistentiel kategori, og hans formulering er reelt sammenfaldende med min tanke om, at håb er subjekt: Håb er så at sige noget, som har os. Derfor hedder det også, jeg gentager, at ”Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til hvordan det går.”
Formuleringen er fremragende af to grunde. Han skifter fra overbevisning til vished, og han skifter i samme åndedrag fra vores stræben til det meningsfulde. Det vil sige, at håbet her ses som en kategori, der ikke er forbeholdt vores aktive stræben, fx retfærdighed, men som også hænger sammen med en livsindstilling om, at ”noget giver mening”. (Her er en væsentlig kobling til Havels uundværlige skrift om ’de magtesløses magt’.)
Det handlende menneske og håbet
Nu er det moderne menneske i emfatisk forstand et subjekt, vi er de handlende, og verbet er nærmest pr. definition i aktiv form, men det er ret beset en udglidning udi subjektivisme: Ikke meget i et menneskeliv kan på den måde forstås som et menneskes frie handling i relativ kontrol. Men en sådan subjektivisme har svært ved at rumme håb som noget, der har os, det opfattes som kontroltab bare at tænke over det. Håb er noget, man har, mener vi – nærmest noget, man yder.
Havel er inde på det et par gange, begge gange præcist. Først siger han ”Som et rent derivat af noget herværende, af bevægelser i verden eller af gunstige signaler i den tror jeg simpelthen ikke, det kan forklares. Dets dybeste rødder føler jeg altså stikke et sted i det transcendente (…).” Og lidt senere taler han om håbet – og det er ret stærkt – som det eneste, der kan holde os oven vande, og som ”den eneste rette kilde til det svimlende i den menneskelige ånd og til dens stræben, det håb henter vi så at sige ”andetstedsfra”.”
Hvor håbet er til stede, født af erindringen, er der livsmod
Her åbner Havel for noget, som ligger mange fjernt. Transcendens er som minimum et udtryk for noget ’uden for’ – gåseøjnene betyder, at det er en rumlig metafor, men ikke handler om rum – alt det, som er i verden, uden for alt det, som i bund og grund er relationelt. At alt hænger sammen med alt muligt andet.
Transcendens er dog hos Havel en præcis betegnelse for, at håbet ikke skal forstås som rationel kontrollérbart. Han skriver ”Dets dybeste rødder føler jeg altså stikker et sted i det transcendente”, hvor ’rødder’ måske meget godt siger noget om det vanskelige ved at komme sagen nærmere, jf. også hans tale om, at det er ”andetstedsfra”. Men samtidig forbliver han veg, idet han iler med at tilføje om det transcendente, at det kan han ”til forskel fra for eksempel de kristne” ikke sige noget. Med andre ord henviser Havel til metafysikken, men som ren form, ubestemt.
Håbet er måske her som i Jobs bog (i Det Gamle Testamente), hvor mennesket bare dør, mens et træ – jeg indestår ikke for biologiens nøjagtighed – ”hvis det fældes, kan det skyde igen; det holder ikke op med at sætte friske skud. Selv om rødderne i jorden er gamle, og stubben dør i mulden, gror det igen, så snart det mærker vand”. ”For et træ er der håb”, dvs. i vores sammenhæng: For et menneske er håb kontakten med livgivende vand, at der kan sættes friske skud.
Håbets kilde II – kærlighed
Som sagt ovenfor må håbet, hvis det tænkes som noget, der har et menneske og ikke omvendt, være forankret i noget andet. Jeg betvivler, at det kan være retfærdighed som sådan, men vil ikke udelukke troen på humanitet. Det bedste bud må være kærlighed. Havels transcendens giver god mening for så vidt som betegnelsen peger på, at håbet ikke som vinden kommer og går, som den vil. Men kærlighed hænger sammen med noget andet som håbets kilde, nemlig 1) mening, 2) erindring og 3) en tillid til, at det værende, livet, mennesket, tiden og naturen har sammenhæng.
Ad 1. At håbet er grundfæstet i mening betyder ikke tilfældige meninger, men det at livet som levet liv har en mening, som kan formuleres, og som derfor kan orientere hjertet. Denne mening kan kun ses i en positiv, konstruktiv, medskabende sammenhæng. Dvs. meningen kan ikke hænge sammen med hævn, destruktion, grådighed, ødelæggelse. Og så langt er retfærdighed også med.
Ad 2. Johannes Ewald digter smukt i Haab og Erindring om, hvordan vores liv kan opleves som en fuldstændig tilfældig forbisusen af usammenhængende øjeblikke: Glædens nu er allerede fortid, det store øjeblik er med det samme forbi og svømmende i ”Intets Ocean”. Vi kan kun se ”Vellyst, før den kommer,/ Og naar den er ey meer” – for ”Dets Fødsel er dets Død!”
På dette centrale sted, hvor tiden er opløst i forbifarende øjeblikke, og hvor enhver glæde altid kun ses komme og straks forsvinde, skriver Ewald: ”O HAAB! og du ERINDRING! – Thi kun Eder/ Betroer den Ævige/ Magt at tilveje Støv Lyksaligheder/ Og himmelsk Følelse”.
Her er et nyt aspekt til Havels håbsforståelse, nemlig erindringen. Erindringen kaldes ”Haabets moder”. Ikke bare fordi glæden, noget godt, har været, håber vi, men fordi erindringen trodser tidens gækkende linearitet: I erindringen er det forbigangne som erindret netop nærværende. Den afdøde ven var ikke bare, men i erindringen er også glæden over det, som var, og som i den forstand stadig er.
I forlængelse af Ewald kan man sige, at erindringens evne til at fastholde glæden, dvs. til at lade det forbigangne være nærværende, er der en væsentlig håbets kilde. Fra denne meningsfylde springer håbet, fordi det, som var – det gode, glæden – dels sjældent var forudset, dels aldrig er endegyldigt forbi. I erindringen er håbet levende. Her viser sjælen sig.
Helt afgørende hos Ewald er det, at nok er erindringen håbets moder, men det store heri kommer fra en betroende og betroet magt, ”Betroer den Ævige/ Magt at tilveje Støv Lyksaligheder”. Hvis man således materialistisk reducerer alt til støv, tilfældigheder, kausalitet, så har man måske ikke adgang til den sande erindring. Sjælen er i åndenød.
Håb og tilliden til sammenhæng
Ad 3. Dermed er tiden selv i en vis, men afgørende forstand ikke længere kun lineær (det er den selvsagt også). Det handler om sammenhæng, her et andet ord for mening. Erindring kan ikke være en konstrueret og idealiseret fortid, det er nostalgi, og – med Christopher Lasch’ ord – med fortiden set nostalgisk, bliver fremtiden utopisk.
Erindring må være knyttet til det, som er stærkere end ødelæggelse, destruktion, nedgang og død – og ikke blot til barnets fødsel, men til selve livets under. I kristendommen vil man sige, at håbet springer ud af erindringen – det vil også sige: ud af tilliden til Guds kærlighed – og at netop denne tillid rummer troen på, at døden aldrig er det sidste ord. Hos den tyske digter Joseph von Eichendorff (1788–1857) bliver det til forestillingen om en sovende sang i alt og alle ting – selv i træer og bjerge – som trylleordet das Zauberwort kan få til at synge.
Men tidens støj – i sin blanding af ensomhed, splittelse og gyldne løfter – kan modgås ved at agte på det gode, vi ikke er og selv gør
Denne romantiske udgave peger på to ting: For det første, at der må være en resonans mellem verden – der ikke kun kan være døde ting og forbigående stadier – og så det menneskelige sprog (pace Camus). For det andet, at kærlighedens trylleord er det magiske ’du er elsket’. Her får erindringen fylde, og håbet udspringer af, at alting hænger sammen, og at der på trods af lidelse og død gives mening, en aldrig udtømt mening, en sammenhæng mellem fugle og menneskehjerte, mellem træer, farver og vind, mellem musik og følelsens renhed, mellem børn og – fornyet håb.
Det viser sig også i, at erindring først er erindring, når den rækker ind i nutiden og føder håbet. Her er erindring ikke blot hukommelse, men en indre fylde – hvor det væsentlige ikke fremstår som perler på en snor, adskilt og forsvindende, men som levende nærvær i en udvidet nutid.
Livsmod – og lyttende opmærksomhed
Hvad er trylleordet, som får alting til at blive til, som er skabelse, forår, sang, håb? Det, som får erindringen til at blive nutid, til fornyet energi, livsmod – er det ikke netop håbet i det af erindringen udvidede nu, hvor håbet allerede er til stede, trods frygt, død og tilintetgørelse? Hvilket trylleord? Modernitetens svar har oftest været, at det ikke findes. Og dette svar har medvirket til, at håbet bliver svært at artikulere – og dermed truer ensomheden.
Hvor håbet er til stede, født af erindringen, er der livsmod. Det håb, som har os, og ikke omvendt, hænger altså sammen med erindring. Det vil sige, at håbet rodfæstes i en sammenhængende tid, og at vi mennesker, på tværs af geografi og historie er forbundne, er ånd. Historiens hvisken, for nu at låne fra den engelske forfatter Julian Barnes (f. 1946), må overvinde tidens støj. Så længe vi er låst inde i modernitetens støj, uopmærksomme, så længe vil erindringen forblive presset og uhørlig.
Men tidens støj – i sin blanding af ensomhed, splittelse og gyldne løfter – kan modgås ved at agte på det gode, vi ikke er og selv gør. Ved at lytte. Ved at se rigdommen. Ved at åbne os for kærligheden. Ved en særlig opmærksomhed.
Også her – og det hører vel menneskelivet til – er det sådan, at det at åbne sig for kærligheden i al dens overvældende rigdom uundgåeligt ledsages af frygten: Den, som elsker og elskes, kan miste – og for de fleste: vil miste. Men har man turdet åbne sig for kærligheden, er håbet født. Ikke håbet som forventning om succes eller som en lineær forlængelse af det værende, men som et udtryk for, at det meningsfulde er så dybtgående, at det – på mærkelig vis – ikke kan holde op.
I den sande kærlighed rækker håbet ud over døden. For det håber ikke på en fortsat tidslig varighed, men fordi det at elske i sig selv er meningsfuldt – trods tiden, trods forgængeligheden.
Håb er lysets handling
En anekdote, fejlagtigt tillagt Martin Luther, fortæller, at han blev spurgt: ”Hvad vil du gøre, hvis der er dommedag i morgen?” Svaret lød: ”Plante et træ!” For et træ er der håb.
Men at plante et træ – eller blot glæde sig over det – er en håbets handling. Selv i mørket af lidelse, frygt, død og dommedag er det en handling i lysets tjeneste: at videreføre det gode, som er. Det er håbets væsen.
Læs også Johannes Adamsens tekst “Dødshjælp. Individualismens triumf”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og