UDDRAG // NY BOG – Hvordan kommunikerer folkekirken, og gør den det godt nok, spørger Malene Bjerre i bogen Religiøst sprog i en verden, der ikke forstår det, der netop er udkommet på forlaget Eksistensen. Bogens fokus er ikke gudstjenestens sprog, men folkekirkens stemme uden for den kirke, hvor en stor del af samfundet kun sjældent kommer – for forstår folk overhovedet, hvad kirken siger?
”Døden kan jeg umuligt forestille mig,
men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke
et sted derude i morgenmørket.”
Søren Ulrik Thomsen[1]
Vi mennesker lever altid på to etager samtidig, siger digteren Søren Ulrik Thomsen i et interview i Politiken i juli 2020.[2] Et liv, der er bestemt af de særlige historiske vilkår, som lige netop vi lever under. Dem kan vi forholde os rationelt til, arbejde med, prøve at ændre på.
Og så er der samtidig forhold i livet, som slet ikke har med det historiske at gøre: Vi forelsker os, vi mister hinanden, vi skal dø. De vilkår må vi overgive os til, for vi forstår dem ikke, og ingen politiske handlinger kan ændre på dem.
Og han siger en ting mere: ”Man må have et sprog, hvormed man forholder sig til det, vi ikke forstår. Læg mærke til, at jeg ikke siger et sprog for det, vi ikke forstår, for havde man det, var man jo begyndt at forstå det.” Et sprog til anden etages ubegribelighed, så at sige.
Der er ingen tvivl om, at det religiøse sprog, folkekirkens sprog, holder til på øverste etage.[3] Omvendt er der nok heller ingen tvivl om, at folkekirken ikke er helt lykkedes med at give folk et sprog, der sætter dem i stand til at forholde sig til det, der foregår her.
Det er psykologerne, sociologerne, økonomerne, politologerne, sundhedsfolkene, vi lytter til i Danmark. Ikke til kirken. Når nogen endelig siger, at der er brug for teologerne i den offentlige debat, så er det en professor i politisk økonomi
Faktisk er det i denne bog min påstand, at mange mennesker hører udsagnene om anden etage, som om de befinder sig på første etage. De tror, at de kirkesprogstalende selv har forstået, hvad der foregår. De tror, at Gud, Søn og Helligånd, opstandelse og frelse er konkrete fænomener i en historisk virkelighed. Det kan de ikke selv forholde sig til. Og derfor går mange af dem andre steder hen – til psykologien, Østen, skønlitteraturen – for at forholde sig til deres eksistens. Og somme tider er det faktisk i skønlitteraturen, vi kan lære mest om religionen. Som når Søren Ulrik Thomsen gør opstandelsen levende og meningsfuld med sin lille konkrete og genkendelige cykelklokke.
Opgaven er altså at forholde sig til ”det, vi ikke forstår”. En berømt analogi har kaldt det ”den sorte kat i kælderen”[4] og har blandt andet brugt katten i kælderen til at sætte ord på forskellen mellem filosofi og teologi. ”Filosofi er at lede efter en sort kat i en mørk kælder; teologi er at lede efter en sort kat, der ikke er i den mørke kælder, og råbe ’Her er den!’”
Analogien læser tydeligvis ’Her er den!’-udråbet som sprog på første etage, som et sprog for det, vi ikke forstår. Og læst på den måde fremstår filosofiens tilgang både klogere og mere avanceret. Dygtigere til at opholde sig i det uvisse.
På den anden side kan vi jo godt komme op fra den mørke kælder med kradsemærker på armene. Der var i hvert fald noget, og det har betydning for vores liv. Det kan vi kalde det kristne kernebudskab, og det udlægges hver søndag rundt omkring i kirkerne – men knap så meget for dem, der ikke kommer der.
Kristne budskaber fra de sekulære
En af dem, der gør noget for at udbrede det kristne budskab i Danmark, er formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen. Hun slog igennem i den danske offentlighed, da hun i 2015 leverede en veloplagt svada i Debatten på DR2 om mennesker, der bliver behandlet som ”konkurrencestatens fodsoldater”, og politikerne, der ”hopper fra reform til reform som fra tue til tue uden at se på det store billede, og hvad det egentlig gør ved de danskere, de har ansvaret for”[5]. Under coronaen kom hun tilbage med budskabet om, at vi skal lære at skelne mellem mental sygdom og så den smerte i livet, der er fælles for os alle sammen (”Det gør ind imellem ondt at blive til som menneske,” skriver hun[6]). Mennesket har en iboende værdi, det gælder også for de svageste, understreger hun; smerten er et grundvilkår, vi ikke kan slippe for, til gengæld har vi vilkåret tilfælles.
Den største forkynder af kristendommens budskab er naturligvis Svend Brinkmann. Og sådan var det, længe inden han bevægede sig ind på kirkens banehalvdel og tog sig et år med Gud.[7] På sin Facebookside, i sine bøger og som klummeskribent for Politiken leverer han uge efter uge præcise analyser af selvoptimeringsideologi, krav om omstillingsparathed og sorg som eksistentielt vilkår.
De to er psykologer.
Men folkekirken? Ja, den ser vi ikke rigtig noget til i den offentlige debat.[8] Faktisk aldrig. Ikke når hele Danmark lukker ned, og vi sidder isolerede i vores lejligheder, huse og sommerhuse og overvejer, hvad vi bliver ramt af nu. Ikke når Danmark så småt lukker op igen, og vi skal begynde at overveje, hvad vi har lært om os selv af nedlukningen. Ikke når racismedebatten raserer avisspalterne, og demonstranterne går på gaden med #blacklivesmatter-bannere. Ikke når skjulte optagelser viser endnu en skandaløs mishandling af vuggestuebørn eller demente på plejehjem.
Det er psykologerne, sociologerne, økonomerne, politologerne, sundhedsfolkene, vi lytter til i Danmark. Ikke til kirken. Når nogen endelig siger, at der er brug for teologerne i den offentlige debat, så er det en professor i politisk økonomi som Ove Kaj Pedersen[9]. Det kommer ikke fra kirken.
I den offentlige debat er kirken fraværende som en stemme i samtalen om, hvor vi vil hen med vores samfund. Hvornår har vi sidst hørt en biskop deltage i Debatten på P1 om forholdene i den offentlige sektor?
For hvor er præsterne? Det er helt klart ikke, fordi de ikke laver noget. De står i deres kirker og prædiker. De underviser konfirmander og minikonfirmander, holder foredragsaftener for sognet, de går på sygebesøg, holder begravelsessamtaler, giver sjælesorg. Det er usandsynlig godt og vigtigt arbejde. Men det kommer de færreste til gavn – nemlig kun dem, der ved, at der er noget at hente i kirken og derfor selv opsøger den.
Og i den offentlige debat er kirken fraværende som en stemme i samtalen om, hvor vi vil hen med vores samfund. Hvornår har vi sidst hørt en biskop deltage i Debatten på P1 om forholdene i den offentlige sektor? Hvornår har en provst blandet sig i samtalen om gyldne håndtryk i erhvervslivet? Hvilken præst har råbt højt om olieudvindingen i Nordsøen?
Hvorfor er det ikke en præst, men Svend Brinkmann, der i en klumme om tv-programmet ’Min sindssygt sunde familie’[10] skriver: ”Jeg frygter, at vi er ved at miste sansen for kvalitativ lykke, når vi tæller skridt, kilo, kalorier, vægt, puls, timer og kvantificerer alt fra nærvær til lykke.”
Hvorfor er det filosoffen Pia Lauritzen, der gør opmærksom på, at vi glemmer at lytte til Men in Black[11], og ikke en præst?
Hvorfor er det statskundskaberen Malthe Frøslee Ibsen, der skriver om George Floyds hjerteskærende råb efter sin døde mor, og ikke en præst?
Hvorfor er det journalisten Anders Haahr Rasmussen, der skriver en klumme[12] om, hvordan noget, der ender i nedsættende bemærkninger til kvinder, faktisk kan være tænkt som en omsorgsfuld men mislykket håndsrækning til andre mænd. Hvorfor er det ikke en præst?
Min centrale påstand er, at folkekirken i Danmark er lykkedes med at marginalisere sig selv, og at det først og fremmest skyldes kirkens særsprog… der er for alvor noget galt, når man slet ikke kan se, at der er et behov, fordi store grupper ikke forstår, hvad man taler om
I Danmark taler præster om forhold, der vedrører kirke og tro. Kirken holder sig pænt på sin egen banehalvdel. Dermed forpasser den sin mulighed for at få indflydelse på samfundet, være med i samtalen om, hvordan vi kan bygge et samfund på kristne værdier som ligeværd, omsorg og næstekærlighed.[13]Ovenikøbet mister den også relevans for den enkeltes tro, som sognepræst Eva Holmegaard Larsen påpeger i en artikel i kirke.dk – kirkesproget mister sin brugbarhed og bliver afløst af et intellektuelt trossprog:
”Alle taler om tro, men få går i kirke. Den ene kendte profil efter den anden springer ud som troende og formulerer smukt og begavet, hvad tro betyder for dem. Man vil gerne tale om sit forhold til Gud, og man vil gerne lytte til mennesker, der fortæller om deres tro. Der er en tørst efter troshistorier, man kan spejle sig i.
Men vil man finde Gud, går man ikke i kirke søndag morgen. Man lukker op for P1.”[14]
Hvorfor er det sådan? Det er der mange forklaringer på, men i denne bog vil jeg holde mig til at diskutere kirkens forhold til kommunikation. Og her er forklaringen efter min mening: Vi er ikke dygtige nok.
Min centrale påstand er, at folkekirken i Danmark er lykkedes med at marginalisere sig selv, og at det først og fremmest skyldes kirkens særsprog. Der er ikke noget i vejen med at have et særsprog, der er udviklet til i særlig grad at håndtere de emner og forhold, der gør sig gældende inden for et område. Men der er noget galt, når man ikke lykkes med at oversætte særsproget, så andre også kan forstå det. Og der er for alvor noget galt, når man slet ikke kan se, at der er et behov, fordi store grupper ikke forstår, hvad man taler om.
Så ikke alene skaber kirken barrierer ved at bruge et særsprog; den er heller ikke selv klar over det.
Det er klart, at denne kritik hviler på en forestilling om, at det faktisk betyder noget for folkekirken, at både medlemmer og offentligheden forstår dens anliggende. Nogle enkelte vil måske mene, at det faktisk er i orden, at det kun er den lille faste menighed, der forstår sproget og føler sig hjemme i det. Kirken skal bare tålmodigt holde sig til sin forkyndelse af evangeliet, så må de komme, der føler sig talt til af det.
Det er ikke let at svare på, hvor mange det er, der så ikke føler sig talt til. Men når 14 procent går i kirke mindst en gang om året ud over the big four – dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – så er der jo 86 procent, der ikke gør[15].
For mig at se er det svært at acceptere dette tal, hvis man ikke forholder sig til, hvordan man så opfylder sin forkyndelsesforpligtelse for resten af befolkningen.
[1] En hårnål klemt inde bag panelet (Gyldendal 2016)
[2] https://politiken.dk/indland/art7857733/%C2%BBDet-er-vigtigt-at-kunne-glemme-at-vi-skal-d%C3%B8%C2%AB
[3] Folkekirken taler ikke kun sprog, der befinder sig på øverste etage. Hele det etiske område kan ses som en oversættelse til fællessprogets første etage: Hvordan bør vi behandle de gamle, de indsatte i fængslerne, hinanden.
[4] https://en.wikipedia.org/wiki/Black_cat_analogy
[5] https://fb.watch/v/3V_J4Lw0R/
[6] Essay i Berlingske, 14.3.2021
[7] Svend Brinkmann: Mit år med Gud (Gyldendal 2021)
[8] Og her ser jeg bort fra de enkelte teologer, der på fornemste vis blander sig i både samfundsdebatter, deltager i reality-programmer som eksperter og laver tv-anmeldelser.
[9] https://www.information.dk/udland/2020/05/ove-kaj-pedersen-staar-politikkens-oejeblik-kan-forme-fremtiden
[10] www.politiken.dk/kultur/art7764352/%C2%BBMange-af-os-er-begyndt-at-stille-de-helt-forkerte-sp%C3%B8rgsm%C3%A5l%C2%AB
[11] https://www.dr.dk/radio/p1/supertanker/supertanker-2021-02-16
[12] https://politiken.dk/kultur/art7915949/Hvor-fedt-er-det-at-fyre-en-kvindeneds%C3%A6ttende-bem%C3%A6rkning-af-Ovenik%C3%B8bet-om-sin-egen-datter
[13] Denne samtale vil naturligvis ikke føre til ét givet resultat. De kristne værdier kan få mange forskellige konkrete udtryk. Men kristendom som argument i samtalen er lige nu fraværende.
[14] www.kirke.dk/laes-eller-genlaes-troen-stiger-medlemstallet-falder-det-boer-faa-alle-kirkeklokker-til-ringe
[15] Religiøsitet og forholdet til folkekirken (FUV, 2021)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
