adler-karlsson

Gunnar Adler-Karlsson – visionær inden for økologisk balance og global retfærdighed

i Mindeord/Økonomi af
IN MEMORIAM // LONGREAD – Professor Gunnar Adler-Karlsson var en stor svensk outsider-økonom, der tidligt kom med en sjælden klar analyse af verdens økologiske tilstand. Hans økonomisk-filosofiske tænkning fra 1970’erne var bemærkelsesværdig visionær og på linje med nutidens grønne økonomer. Hans samfundsteori handlede om behovet for at vende sig mod en kortsynet og egoistisk vækstmodel og i stedet skabe en langsigtet politik for global retfærdighed og økologisk balance. Adler-Karlsson mente ikke, at teknologiske fornyelser kunne skabe grøn omstilling alene, men at en holdningsændring i det enkelte individ og i samfundet var påkrævet, skriver tidligere universitetslektor i samfundsfag, Erik Christensen i sine mindeord.

Den svenske økonom Gunnar Adler-Karlsson (f. 1933), der i en årrække arbejdede som professor på Roskilde Universitet Center (1974-88), døde den 28. december 2020.

Det er værd at mindes Gunnar Adler-Karlsson, for hans tænkning var og er bemærkelsesværdig visionær.

Adler-Karlssons kreativitet som samfundsteoretiker og idémager viste sig i hans evne til at tegne nye billeder af samfundet

Kort sagt kritiserede Adler-Karlsson den socialdemokratiske økonomiske vækstmodel og fremlagde i dens sted en model for en global bæredygtig udvikling. I stil med vores dages økologiske økonomer – som f.eks. amerikaneren Herman E. Daly, englænderen Jim Jackson og danske Inge Røpke – gjorde han op med grøn vækst-tænkning. Han mente derfor, at teknologiske fornyelser var vigtige i den grønne omstilling men ikke tilstrækkelige.

Adler-Karlssons modeller og begreber svarer nøjagtig til nutidens diskussion af forholdet mellem på den ene side miljøpåvirkning og på den anden side befolkningsstørrelse, velstand og en teknologifaktor. Ifølge Adler-Karlsson må det enkelte individ ændre værdimønster, og man må opprioritere fordelingspolitik og lighedsmålsætninger i et globalt perspektiv, hvis vi skal lykkes med at skabe økologisk balance og global retfærdighed.

Ved en genlæsning af Gunnar Adler-Karlssons gamle tekster fra 1970’erne bliver det klart, hvor fremsynet en samfundsforsker han var, og hvorfor det er relevant at genopdage hans arbejder.

I det følgende introduceres nogle af Adler Karlssons hovedsynpunkter.

Den tredje vej er den bedste

Adler-Karlsson gjorde sig bemærket som en fremtrædende idédebattør i 1967, da han udgav bogen: ”Funktionssocialism. Ett alternativ till kommunism og kapitalism”. Det var et originalt forsøg på at forklare og forsvare den socialdemokratiske svenske velfærdsstat, der blev betragtet som en tredje vej mellem kapitalisme og kommunisme. Til dette formål brugte og videreudviklede han et gammelt teoretisk begreb, ”funktionssocialisme”.

Adler-Karlsson mente, at det svenske socialdemokrati med velfærdsstaten havde foretaget en selektiv socialisering af visse af de mest betydningsfulde funktioner inden for den totalitet af funktioner, som man kalder for ‘ejendomsret’. Det betød, at staten ligesom i de øvrige nordiske lande kun i ringe udstrækning greb til formel socialisering men reelt havde stor indflydelse gennem skatte-, penge- og arbejdsmarkedspolitik.

adler-karlsson
Gunnar Adler-Karlsson i sin “filosofiske park” på Capri, 2003. Foto: Erik Christensen

Kritik af udviklingstendenser i velfærdsstaten

I begyndelsen af 1970’erne kom Adler-Karlsson imidlertid i tvivl om den socialdemokratiske velfærdsstats funktionsmåde. Det gav han udtryk for i et efterskrift til den danske udgave af bogen om funktionssocialisme, der kom i 1973.

Han mente nu, at “den svenske funktionssocialisme havde lidt nederlag på flere væsentlige punkter” (s.138), nemlig:

  1. De nordiske socialdemokratiske velfærdsstater havde kun i begrænset omfang undgået en opdeling af arbejdsmarkedet i et A- og et B-hold og skabt lighed.
  2. De havde vanskeligheder med at tackle de voksende miljøproblemer.
  3. Deres manglende evne til at skabe international solidaritet og udligning blev stadig mere synlige.
  4. Endelig var kulturpolitikken blevet stadig mere kommerciel og vulgær.

Et opgør med forbrugs- og vækstsamfundet

Kritikken af udviklingstendenser i den socialdemokratiske velfærdsmodel dannede baggrund for Adler-Karlsson næste bog: Lärobok för 80-tallet (1975), der blev oversat til dansk året efter titlen ”Lærebog for 80’erne. Et antikonsumistisk manifest”.

Undertitlen på Adler-Karlssons bog: ”Et antikonsumistisk manifest” spillede elegant på en dobbelt modsætning. Det var for det første vendt imod Karl Marx’s kommunistiske manifest (1848), for det andet vendt imod den berømte amerikanske økonom W.W. Rostows bog: ”Den økonomiske udviklings faser” (1963), der havde undertitlen: ”Et anti-kommunistisk manifest”. Rostows bog blev paradigmatisk for forståelsen af hele den økonomiske udviklingshjælps-ideologi i efterkrigstiden.

Det gælder ikke om at maksimere lykken, men om at minimere lidelsen. Det vil i praksis sige at prioritere at udrydde hunger, sygdomme, arbejdsløshed, fattigdom

Adler-Karlsson skrev altså et manifest, der både vendte sig imod marxismen og liberalismen og introducerede det nye begreb, anti-konsumistisk. Med det mente han opgøret med forbrugs- og vækstsamfundet. Hans perspektiv og mål var skabelse af en global retfærdig verden i økologisk balance:

”En forandring af vort samfund bort fra den nuværende kortsynede og egoistiske vækstmodel og i retning af en langsigtet politik for fremme af global retfærdighed og total økologisk balance. Men det kræver også, at hvert enkelt individ bliver sig sit ansvar bevidst og klar over, at det er nødvendigt at skære ned på kravet om en stadig forøgelse af vort forbrugsniveau.” (s. 249).

Han opstillede tre generelle retningslinjer for politisk handlen (s. 232-33):

  1. At man skal udrydde absolut fattigdom med samme intensitet, som vi har forsøgt at udrydde malaria. Det medfører, at man skal stræbe efter at sikre en minimumsindkomst for alle mennesker på jorden.
  2. At ingen skal øge sin overflod, før alle har fået deres grundbehov tilfredsstillet. Det udmøntes i forslag om en maksimumsindkomst, som ses som den anden side af tanken om en minimumsindkomst.
  3. At man skal skabe kanaler, hvorigennem de riges opsparing kan forvandles til indkomst for fattige. Her gør Adler-Karlsson sig tanker om udformning af et internationalt beskatningssystem til gavn for u-landene.
adler-karlsson
Gunnar Adler-Karlsson introducerede i 1975 et ny begreb, anti-konsumistisk, med hvilket han beskrev et opgør med forbrugs- og vækstsamfundet. Foto: Steve Buissinne, Pixabay

Mod et opgør med vækstfilosofien

Filosofisk lagde Adler-Karlsson op til et opgør med vækstfilosofien. Industrialismens periode var præget af en ”utilitarisme”, at skabe den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker. Lykke blev i praksis forvandlet til ”nytte” og oversat til et ønske om vækst i BNP. Det kapitalistiske økonomiske system betød, at Homo Oeconomicus (det økonomiske menneske) kvalte Homo Ludens (det legende menneske).

Grænsen mellem naturlige og unaturlige behov blev forskubbet, hvilket skabte en meget destruktiv og udbredt ”klatrementalitet” i hele samfundet. Vækst blev derfor hele samfundets grundideal: ”Virksomheder, presse, partier, lønmodtagerorganisationer indgår altså i en skøn forening, hvor alle hylder kapitalismens grundideal” (s. 80).

Den generelle lovmæssighed er, at mennesker, der befinder sig på et lavere niveau i pyramiden, stræber efter at klatre i det mindste et eller et par trin opad

Adler-Karlsson mente, at man med det globale perspektiv i tankerne er nødt til at vende problemstillingen helt om og skabe det, han kalder en ”inverteret utilitarisme” – lykkemaksimering vendt på hovedet.

Inspirationen til denne omvending havde han fra den amerikanske sociolog Barrington Moore Jr., som har fremført det synspunkt, ”at mens lykke ikke lader sig definere, er lidelsen noget i højeste grad reelt” (s. 229). Det gælder ikke om at maksimere lykken, men om at minimere lidelsen. I praksis vil det sige at prioritere at udrydde hunger, sygdomme, arbejdsløshed og fattigdom.

Idéen i omvendingen vil kunne dæmpe og måske ændre klatrementaliteten, foreslog Adler-Karlsson. Hvor klatrementaliteten består i at vende sine øjne opad og hele tiden vælge normgrupper på et højere niveau, vil en politisk filosofi, der går ud på at minimere lidelse, kunne være med til ”at vende vore øjne fra højderne og i stedet for med sympati og medfølelse se på dem, der befinder sig lavere end os i den materielle pyramide”. (s. 276). Hele det nuværende samfundsstruktur og tænkemåde får os til at se vores situation med den ”relative fattigdoms” briller. Adler-Karlsson vil have os til at se os med den ”relative rigdoms” briller.

Billard-modellen

Adler-Karlssons kreativitet som samfundsteoretiker og idémager viste sig i hans evne til at tegne nye billeder af samfundet, byggende på nogle grundmetaforer, der viser nogle af det nuværende samfunds farlige grundmekanismer, og hans evne til at pege på, hvorledes et nyt samfund må bygge på andre metaforer, bl.a. den nye forestilling om en garanteret grundindkomst.

Den økologiske problematik med forestillingerne om ”grænser for vækst” dannede baggrunden for Adler-Karlssons grundlæggende samfundsbilleder.

Men på et eller andet tidspunkt ramler vi hovedet ind i en eller anden form for ressourceloft

Adler-Karlsson præsenterer for det første sit verdensbillede som et billardbord med syv vigtige kugler: 1. Befolkningen, 2. Levestandarden, 3. Ressourcerne, 4. Teknikken. 5. Institutionerne, 6. Vurderingerne og 7. Volden. (s. 87-89 og 214-23).

adler-karlsson
I Adler-Karlssons billard-model er samspillet mellem de 7 kugler, der afgør menneskehedens fremtid. Foto: Rudy and Peter Skitterians, Pixabay

Det er samspillet mellem disse kugler, der afgør menneskehedens fremtid. Kuglerne snurrer rundt mellem hinanden, støder ind i hinanden og tager derved en ny retning og ligger nogle gange i hvile. Adler-Karlsson kan se, at nogle kuglers fart og retning (specielt væksten i befolkningen og levestandarden) gør, at spillet i fremtiden er i fare for at ødelægges.

For at undgå ødelæggelse og standsning af spillet foreslår Adler-Karlsson, at der skal stødes en række nye kugler ind i spillet (forskellige reformer), der kan dæmpe nogle kuglers hastighed og give dem en anden retning.

Hidtil har der været to dominerende aktører (spillere). Den ene spiller har især været optaget af at kunne udskyde ødelæggelsen af spillet ved at få teknik-kuglen til at kompensere for den stigende hastighed i befolknings- og levestandards-kuglen (liberalismen). Den anden spiller har derimod været interesseret i, hvorledes institutions-kuglen (ændrede ejendomsforhold) kunne stabilisere spillet (kommunismen). Heroverfor kommer Adler-Karlssons forslag til en ny løsning med indførelse af en ny kugle (ændrede vurderinger), der vil kunne påvirke de andre kuglers fart, så spillet kan fortsætte.

Vippe-modellen

Et andet af Adler-Karlssons billeder for udviklingsdynamikken i verdenssamfundet er en vippe. I den ene ende sidder verdens-befolkningen, i den anden ende sidder den materielle standard. Bukken, som vippebrættet hviler på, er de materielle ressourcer i verden. Jo højere og mere stabil bukken er, des højere kan vippen svinge.

adler-karlsson
“I den ene ende [af vippen] sidder verdens-befolkningen, i den anden ende sidder den materielle standard” – og bukken er de materielle ressourcer, forklarede Adler-Karlsson om sin vippe-model. Foto: PxHere
Hvis både befolkningen vokser og levestandarden bliver for høj, vil presset på bukken blive stort, og bukken vil kunne blive ødelagt. Ligeledes vil vippefunktionen blive ødelagt, hvis den ene side vokser sig så stor, at den vipper den anden side op.

Der må findes en balance mellem befolkningstilvækst, materiel standardtilvækst og ressourcerne, hvis der skal skabes en balance på vippen. Som Adler-Karlsson ser det, er det væksten i den materielle standard i de rige lande, der er på vej til at ødelægge vippen. En nedsættelse af denne tyngde vil styrke bukken og forhindre, at vippen knækker.

Klatrepyramiden

Som et tredje billede på verdenssamfundets og det enkelte samfunds fundamentale funktionsmåde tegner Adler-Karlsson billedet af en klatrepyramide. Samfundet kan ses som en fint opdelt indkomstpyramide, hvor de store masser med lave indkomster befinder sig i bunden og de få mennesker med meget høje indkomster befinder sig i toppen.

Den generelle lovmæssighed er, at mennesker, der befinder sig på et lavere niveau i pyramiden, stræber efter at klatre i det mindste et eller et par trin opad.

Det hænger sammen med, at mennesker ikke finder tilfredsstillelse med deres indkomsts absolutte niveau, men mere i indkomstens relative niveau i forhold til de grupper han/hun sammenligner sig med. Adler-Karlsson betegner denne indstilling som ”klatrementaliteten”, der bl.a. viser sig i ”den lille retfærdighed som den stores fjende” (s. 251).

Man er meget optaget af at skabe lighed og retfærdighed i forhold til de nærmeste grupper (en meget væsentlig del af fagforeningsvirksomheden), og glemmer herigennem fuldstændig de store uligheder nationalt og internationalt.

Denne klatrementalitet, som Adler-Karlsson siger ”findes i os alle, selv om ingen af os vil erkende det” (s. 161), betyder, at pyramidens størrelse stadig ekspanderer opad. Men på et eller andet tidspunkt ramler vi hovedet ind i en eller anden form for ressourceloft. Derfor er det ifølge Adler-Karlsson bydende nødvendigt at bryde med denne klatrementalitet. Den er i virkeligheden ”en gigantisk trædemølle, hvor vi med spildt ulejlighed forsøger at løbe fra hinanden” (s. 162).

”At se bjælken i sit eget øje”

Værdien af Adler-Karlssons grundmetaforer er, at de på en enkel og fængende måde tegner billedet af tre ustabile systemer, som vil blive ødelagt, hvis der ikke sker en ændring af flere elementers adfærd. For Adler-Karlsson må verdenssystemet forsøges bevidst politisk styret, hvis der skal skabes en bæredygtig balance.

Billard-modellen opstilles af Adler-Karlsson som en åben systemmodel, hvor alle syv faktorer påvirker hinanden, uden at han analytisk vil udpege et af elementerne som vigtigere end andre. Vippe-modellen er også en analytisk åben model. Her må han dog ud fra foreløbige vurderinger af ressourcerne, forbrugsmønstret samt befolkningstilvæksten konstatere, at ”standardeksplosionen er omtrent fem til seks gange så truende som u-landenes befolkningseksplosion” (s. 153).

Hans korte og klare definition af en bæredygtig udvikling som en udvikling, hvor samfundenes ”tærekraft” ikke overskrider naturens ”bærekraft”, er på sin vis mere rammende end mange nye forsøg på at definere en bæredygtig udvikling

”Befolkningseksplosionen er splinten i vores nabos øje. Standardeksplosionen er bjælken i vort eget, som vi ikke ser eller ikke vil se!” (s. 155-56), som Adler-Karlsson bibelsk udtrykker det. Derfor udpeger han ændrede vurderinger med hensyn til klatring i den materielle standardpyramide som en faktor, der måske kan ændre de truende billeder: 1. forhindre billardspillets ophør. 2. sammenbruddet af vippen og 3. pyramidens ødelæggelse.

adler-karlsson
Vores samfundsstruktur og tænkemåde får os til at se vores situation med den ”relative fattigdoms” briller, men Adler-Karlsson ville have os til at se os med den ”relative rigdoms” briller. Foto: Marco Torrazzina, Pixabay

Alle faktorer kan principielt ændres. I forhold til tidligere historiske erfaringer har det ifølge Adler-Karlsson været uheldigt, at de to store ideologier og politiske systemer har udpeget enkelte faktorer som teknik eller institutioner som de vigtigste. De kan på kort sigt være alternativer til hinanden, men på længere sigt er de komplementære og må bringes i en indbyrdes balance.

For at skabe økologisk balance må både teknik og institutioner ændres, og man må tilstræbe at ændre institutionerne gennem ændring af værdierne. Det er ifølge Adler-Karlsson gennem ”en kombination af vold og vurderinger, at samfundets institutioner forandres” (s. 200), og hvis man skal minimere voldens rolle, må menneskets retfærdigheds- og lighedsideer bringes til at afbalancere magt- og rigdomskoncentrationen i verden.

Bæredygtig udvikling

Adler-Karlssons billede for en alternativ udvikling er jorden opfattet som en have. ”Vi kan betragte vores jord som en have, hvis frugter skal føde os. Jorden i en have har en vis bærekraft, som bestemmer, hvor stor frugthøsten bliver.” (s. 149).

”Bærekraften” må svare til det Adler-Karlsson kalder ”tærekraften”, et udtryk han henter fra den svenske sociologi-professor Ulf Himmelstrand. Den består af menneskenes antal og deres gennemsnitsforbrug. Fremtidens globale mål er at ”finde en balance mellem befolkningstilvækst, materiel standardtilvækst og jordens ressourcer” (s.88).

Det svarer helt til det, man i vore dage kalder bæredygtig udvikling. Man kan sige, at Adler-Karlsson på sin vis var meget forudseende og visionær på dette område. Hans korte og klare definition af en bæredygtig udvikling som en udvikling, hvor samfundenes ”tærekraft” ikke overskrider naturens ”bærekraft”, er på sin vis mere rammende end mange nye forsøg på at definere en bæredygtig udvikling.

Udpeger os selv som ansvarlige aktører og den største trussel

Adler-Karlssons format som samfundsteoretiker viser sig i hans begrebsmæssige originalitet.

Han er således i stand til smidigt at kombinere Hannah Arendts begreber om arbejde med Aristoteles’ skelnen mellem brugs- og bytteværdi, og at integrere problematikken om ”grænser for vækst” i sit politiske univers.

Når det ikke længere gælder om at gøre den fælles kage større, således at alle blot kan få lidt mere, ændres det politiske spil

Han opfinder også̊ en række begreber, der retter blikket mod ”de rige”, ”os selv” som ansvarlige aktører i verdenssamfundet. Det sker for at gennemhulle den konventionelle visdom.

adler-karlsson
I nutidens debat bruges termen økologisk økonomi, som er et videnskabeligt felt, der går på tværs af natur-, samfunds- og humanvidenskaber. Man kan læse mere om økologisk økonomi på hjemmesiden, udarbejdet af forskere ved Aalborg Universitet.

Overfor ordet befolkningseksplosion, der er et begreb, der normalt forbindes med forhold, der sker i u-landene, skaber han det nye ord ”standardeksplosion”, der peger på vores egen adfærd som en større trussel. Tilsvarende bliver bekymringen for ”naturens bærekraft” drejet ved skabelsen af et begreb om ”samfundenes tærekraft” som årsagen til problemerne med bærekraften.

Det neutrale eller positive konkurrencebegreb, der signalerer fairness og lighed, bliver begrebsliggjort som ”klatrementalitet” for at få konkurrencens skyggesider frem. Og ønsket om frihed til at lade være med at forbruge bliver benævnt som ”købefred”.

Nutidens økologiske debat

Set i forhold til dagens økologiske debat står Adler-Karlssons 1975-bog lysende aktuel.

Hans ”billard-model” og begreb om standardeksplosion svarer nøjagtig til nutidens diskussion af IPAT-ligningen (Impact = Population x Affluence x Technology), som beskriver forholdet mellem på den ene side miljøpåvirkningen og på den anden side befolkningsstørrelse, velstand og en teknologifaktor, som angiver miljøpåvirkning pr. enhed af BNP. Hvis T, det vil sige miljøpåvirkningen pr. enhed af BNP, bliver mindre, har man en relativ afkobling, mens absolut afkobling opstår, når I (den samlede påvirkning) bliver mindre.

Her fandt han ud af, at den svenske neutrale stat under den kolde krig havde samarbejdet med NATO, samt at Wallenberg under 2. Verdenskrig havde samarbejdet med nazisterne

Det er værd at bemærke, at Adler-Karlsson gør op med grøn vækst-tænkningen, ligesom økologiske økonomer gør det i dag. Det er forestillingen om, at miljøproblemet kan løses ved en afkobling mellem økonomisk vækst og miljøpåvirkning med fokus på teknologiske fornyelser, forøgelsen af ressourceeffektiviteten, investeringer i vedvarende energi og grøn innovation. Teknologiske fornyelser er nødvendige og centrale i den grønne omstilling, men ikke tilstrækkelige. Der må derudover ske ændringer i vort værdimønster, hvis den nødvendige absolutte afkobling mellem økonomisk aktivitet og miljøpåvirkning skal lykkes.

En anden side af hans opgør med den grønne vækstpolitik er også opprioriteringen af fordelingspolitikken og lighedsmålsætningen. Når det ikke længere gælder om at gøre den fælles kage større, således at alle blot kan få lidt mere, ændres det politiske spil. Det bliver nu tydeligt, at hvis en part skal have mere af samfundskagen, må det betyde at andre parter får mindre. Diskussionen af hvor stor ulighed, der er acceptabel, træder klarere frem på den politiske dagsorden.

Kontroversiel og i modvind i Sverige

Gunnar Adler-Karlsson opdagede ved sit forsvar for sin disputats, Western economic warfare 1947-1967 om den vestlige økonomiske krigsførelse imod Sovjetunionen og Comecon, hvor kontroversiel hans historiske analyser var.

Her fandt han ud af, at den svenske neutrale stat under den kolde krig havde samarbejdet med NATO, samt at den svenske diplomat Raoul Wallenberg under 2. Verdenskrig havde samarbejdet med nazisterne. Det førte til, at han lagde sig ud med både den socialdemokratiske og den erhvervsmæssige elite i Sverige.

I 1979 købte han et hus på Capri, hvor han fra 1989 tog permanent opholdt. Her etablerede han i 2000 en filosofisk park og afholdt forskellige internationale seminarer. Jeg besøgte ham der i oktober 2003.


LÆS MERE I POV OM GRØN OMSTILLING HER


Topillustration: Professor Gunnar Adler-Karlsson, fotograferet af Erik Christensen

Litteratur:

Gunnar Adler-Karlsson, (1967) Funktionssocialism. Ett alternativ til kommunism och kapitalism. Oskarshamn: Bokförlaget Prisma

Gunnar Adler-Karlsson, (1973) Funktionssocialisme. Alternativet mellem kommunisme og kapitalisme. København: Fremads Fokusbøger

Gunnar Adler-Karlsson, (1975) Lärobok för 80-tallet. Prisma

Gunnar Adler-Karlsson, (1976) Lærebog for 80’erne. Et antikonsumistisk manifest. København: Fremads Fokusbøger

Gunnar Adler-Karlsson, (1977) Nej til fuld beskæftigelse – ja til materiel grundtryghed. Køben-havn: Erling Olsens Forlag

Gunnar Adler-Karlsson, (2000) Meditations on Western Wisdom. Guide to The Capri Philosophical Park

Gunnar Adler-Karlsson, (2003) En uppblåst bakteries memoarer. The Capri Institute

Erik Christensen, (2000) Borgerløn. Fortællinger om en politisk idé. Forlaget Hovedland. s. 2018-234 og 252-262

Herman E. Daly (2009): Nødvendighedens økonomi. Om økologi og økonomi, omstilling og bæredygtig udvikling. Hovedland

Tim Jackson (2019): Velstand uden vækst. Grundlaget for morgendagens økonomi. Hovedland 2019.

Inge Røpke: Om økologisk økonomi .http://www.ecomacundervisning.dk

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Cand.scient.pol.Erik Christensen (1945) er opvokset i Blovstrød i Nordsjælland og har læst Statskundskab ved Aarhus Universitet.  Han er tidligere lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet, hvor han har undervist i politisk filosofi. Erik har skrevet en lang række bøger og artikler om arbejderbevægelsens historie, paradigmeskift, borgerløn/basisindkomst og økologisk økonomi og bæredygtig udvikling. Er i dag især engageret i Borgerlønsbevægelsen. BIEN (Basic Income Earth Network) Danmark. I 2017 har han udgivet bogen: På vej til borgerløn. Aktuel idédebat. Hovedland 2017. Erik har tidligere været blogger på den nedlagte internetportal Modkraft og på hans hjemmeside kan man læse tidligere artikler og blogindlæg. Erik bor i Løgumkloster med sin familie.

Seneste artikler om Mindeord