Sidse Laugesen er kendt i Kina som digteren Lao Shuzhen

Inger Tejlgaard Olesen Ravn 08.06.2025

LITTERATUR // INTERVIEW – Hvordan ender en dansk kvinde som avantgardedigter i Kinas litterære undergrund – og hvorfor skriver hun digte på et sprog, de fleste mener ikke kan oversættes? Sidse Laugesen debuterede i Danmark i 2024 med Min hardcore høne, men har i årevis skrevet under navnet Lao Shuzhen i Kina. I dette interview fortæller hun om censur og sprog, om at oversætte både krop og kultur – og om den mærkelige kraft, der opstår, når man endelig får lov at tale fra et sted, hvor ordene ikke allerede er givet.

Det er sjældent, en debut-digtsamling udgivet på et mikroforlag bliver fyldestgørende anmeldt af de store aviser. Ikke desto mindre skete det, da Sidse Laugesen debuterede i efteråret 2024 med Min hardcore høne. Med til historien hører, at forud for det har hun længe fandtes som Lao Shuzhen, en etableret og flere gange prisbelønnet avantgardedigter i Kina, og den danske debut er oversættelser af disse kinesiske digte.

Ordfor

Hvad nytter det at skrive
sådan her

jeg vil jo bare
have dig til at sætte
farten ned

se på mælkebøtten
der bruger fjorten dage på at
knejse, hvidne, splitte

SLUT

Gennem de seneste 10 år har Sidse Laugesen også gjort sig bemærket som en af Danmarks dygtigste oversættere af kinesisk litteratur. Tidligere i år modtog hun Dansk Oversætterforbunds store ærespris for: ”sine oversættelser af kinesisk litteratur til dansk, og for sin engagerede formidling af en underbelyst verdenslitteratur.”

Hvis navnet i øvrigt virker bekendt, så lad os lige konstatere: Faderen hedder Peter, og han har for længst gjort efternavnet Laugesen kendt i Danmark – også ud over litterære kredse.

Vi ser ikke Kina, fordi vi hele tiden har brug for, at Kina repræsenterer noget bestemt, vi kan forholde os til

En smuk dag i maj, hvor temperaturen er klatret op over 20 grader, mødes vi til en samtale om Kina, om hvad der sker, når ord udveksles mellem lande og mennesker og om, hvordan krop og sprog hænger sammen.

Sidse Laugesen: Kinesisk er ikke så mystisk, som man skulle tro

Hvordan ser verden ser ud, hvis den udgår fra Kina?

“Nu oversætter jeg jo mest litteratur. Min første tanke er, hvordan der er denne traditionelle poetiske forventning om, hvad Kina er og specielt de kinesiske tegn. De har en næsten magisk status. Det har de også haft for mig som oversætter. Der er både i Vesten og i Kina en idé om en form for poetisk guldalder, som gør, at man siger: Det her, det er poesi, og hvis ikke man skriver sådan, så er det ikke poesi.

Når jeg fortæller, jeg oversætter fra kinesisk, så tænker folk: ”Tænker de ikke helt anderledes?” Men jeg tror måske ikke, det er så mystisk som så. Sprog er sprog for mig.” Hun lader ordene hænge, før hun fortsætter:

“Det var min første tanke: At afmystificere den her idé om kinesisk som et særligt poetisk sprog. Det var min hele min idé, da jeg var yngre, og det var derfor jeg tog til Kina og arbejdede med poesi. Det er det, de moderne digtere kæmper med i Kina, men når de så kommer herover, så kæmper de dobbelt, de virker forkerte, fordi vi har en forventning om, hvad de skal være, og fordi vi også har en forventning om, hvad de kinesiske tegn skal kunne.

Meget af det vi ser, er det vi gerne vil se: Enten er det en utopi, og så skal vi også gøre sådan eller det er det modsatte, det er et helvede, og sådan skal vi i hvert fald ikke gøre. Vi har en idé om, hvad de skal være, og på samme måde har de en idé om, hvordan vi skal være. Det hæmmer det egentlige billede af, hvad der sker derude. Vi ser ikke Kina, fordi vi hele tiden har brug for, at Kina repræsenterer noget bestemt, vi kan forholde os til.”

Den kinesiske undergrund

Hvordan kan der eksistere en litterær undergrund i et land, der er så autoritært?

“Først og fremmest er det ikke en politisk undergrund – andet end at der altid er en stærk samfundsbevidsthed hos digtere, men det er en digters traditionelle position i Kina. Undergrunden er opstået historisk. Undergrunden startede under Kulturrevolutionen som en understrøm, der løb samtidig med lukningen af samfundet, og den fortsatte op gennem firserne. Og der kommer så denne nye retning, der undersøger: hvordan kan vi bruge det levende, talte sprog til poesi?

I Kina er der et officielt poetisk sprog, det er et meget bogligt sprog, men ikke et talt sprog – lidt som latin. Der er det officielle, det politiske og det akademiske poetiske sprog, og så det andet poetiske sprog, som ikke er en del af det etablerede. Der er masser af almindelige mennesker, der skriver.

Meget af det foregår på nettet. Der sker mange ting, noget af det er også kritisk og omgår censuren, fordi nettet bare er et hurtigt medium. Men censuren sorterer – noget bliver begrænset i sin rækkevidde, andet bliver slettet. Og så er der poesien, digterne, der bruger sproget til alligevel at sige noget, selv under censuren. F.eks. i forbindelse med corona, hvor begrebet det poetiske får opstod. Ordet positiv (yang) på kinesisk blev censureret, fordi tallet af smittede var en hemmelighed, men ordet ”får” (yang) lyder som ordet positiv, og så brugte folk ordet får i stedet – det er en poetisk måde at bruge sproget på for mig.”

Lao Shuzhen er en vestlig kvinde

Hvad er fortællingen om Lao Shuzhen (Sidse Laugesens alter ego, red.) i Kina? Hvad ville man vide om hende, hvis man var kineser og interesseret i avantgarde-poesi?

“Jamen, så ville man nok vide, at hun er en vestlig kvinde, som skriver ret godt og ret frit på kinesisk. Man har måske set hende i et online tidsskrift. Man ved nok, at hun er helt unik i Kina. Oprindelig var der heller ikke nogen, der havde set et billede af hende – oprindelig kunne hun have været et påfund, en fiktion … I begyndelsen trak jeg på en masse feministiske forfattere og måder at skrive på. Jeg havde læst Dy Plambek og jeg havde læst Cecilie Linds Pigedyr. De har en meget direkte skrift, som arbejder med, hvad det vil sige at være kvinde. Det har jeg jo prøvet at overføre til kinesisk i den tro, at det ville være noget, som nogen ville have behov for dér, fordi det er et lidt mere autoritært styre, og de har færre hardcore kvindestemmer, der skriver om fx seksualitet.

Jeg ville være i den mindre bløde ende af de kvindelige digtere derovre, og så at jeg jo også har vundet den der pris fire gange. Jeg går jo også imod ideen om den hellige digter, der har kontakt til en højere instans. Jeg arbejder kollektivt med forskellige digtere, der taler om, at jeg skriver mere som man snakker. Ikke dialogisk, men bare uden det lyder som poesi. Derude er det en ret vild historie, det er det jo også herhjemme, når man så kører den tilbage, det er også en vildt flot historie ikke? Hvor folk spørger, OK skriver du så i Kina? Så de to historier har også holdt hinanden i gang, i live, pendulagtigt. Den ene vej er det H.C. Andersen og Kierkegaard – de nordiske idealer, kvindeidealer, at det er frit, det er det, de ved om os. Den anden vej, der er det de kinesiske tegn og at det er et helt andet sprog, et helt andet tankesystem.”

Eftermiddag i Nyhavn/ af Shen Haobo

Høje hvide master som på et oliemaleri
Sømænd i denimoveralls der losser træ og sten på kajen
middelklassen sidder ved vandet og sipper tilfredse af kaffen
Hippier dovner i solen
København, det her er dit dejlige Nyhavn
Danmark, det her er dine smukke eftermiddage
Og på denne eftermiddag besvarer jeg journalisternes spørgsmål
Om magtcentralisering, om demokrati
Om ytrings- og trykkefrihed
Om hvorfor vi ikke gør modstand
Indtil jeg kun kan pippe som en lille fugl
De er så garvede
de kan spørge enhver
politiker, advokat, luder, lommetyv, digter, abe
der kommer krybende frem fra Kina dette store bur
om alt og det samme
[…]
13.5.2004

Samtidig med Sidse Laugesens Min hardcore høne udkommer Shen Haobos At skrive digte i Kina, en lille antologi af digte, oversat af Laugesen selv. Haobo indgår som en modstemme i Laugesens værk. Igen og igen læner hun sig tilbage i hans digte, igen og igen vender hun sig mod hans digte. Gengiver, citerer og parafraserer.

Hvordan begyndte det?

“Digtet, du ser her, er skrevet i forbindelse en festival, jeg arrangerede i forbindelse med mine studier, hvor jeg inviterede blandt andre en meget ung Shen Haobo. Jeg var ikke klar over, at når man inviterede unge kinesiske digtere, og slap en flok journalister løs på dem, så var det dét, der blev spurgt om. Han var ikke ret gammel. Jeg tror, det var første gang, han var ude, og jeg tror både han og jeg var overrasket over, hvad de blev mødt med – det er det, Shen Haobos digt handler om for mig.”

Det bliver starten på noget stort mellem jer. Han er den, der siger ”Du er digter”. Fra at du har levet et stille liv, et liv, hvor du er tavs, så går det fra stilhed til at skrive. Hvad skete der?

“Jeg startede med at skrive digte i december 2019 og i 2020 brød corona ud. Der kom et ordentligt vrid i kommunikationen. Jeg kendte de gamle SARS-historier, og jeg kunne godt se, at det var noget godt materiale.
Det ændrede synet på Kina voldsomt her i Danmark. Det ændrede også deres syn på os. Jeg var interesseret i den retoriske del af det.

Jeg var begyndt at oversætte litteratur fra kinesisk nogle år før. Men hvis man skal oversætte litteratur, er man nødt til at være tæt på sproget, jeg havde brug for sparring. Vi er jo ikke så mange, der oversætter fra kinesisk, og de fleste af de andre kommer fra et akademisk miljø. Det gør jeg også, men jeg har poesien som indgangsvinkel, og jeg var nødt til at finde ud af, hvad ville det sige at skrive på kinesisk og at se på kinesisk, og det var så den del, der var rigtig svær at få folk til at snakke om.

Så fik jeg fat i Shen Haobo, som jeg kendte fra gamle dage, men som jeg ikke havde set i meget lang tid. Vi prøvede at skrive sammen og så sagde han: Din far er jo også en dygtig digter. Med al respekt, det kunne han jo ikke vide, han havde aldrig læst noget af ham. Men så prøvede vi med at oversætte nogle af Peters Laugesens digte, og det viste sig, at det var meget svært, for der var nogle ting, der skulle flyde på en meget bestemt måde, en rytme, der var vigtig, ellers var det et røvdigt, som jeg så det.

Det var så der, han sagde: ”Jeg tror i øvrigt, du også er digter.”

Det var jeg ikke på det tidspunkt, men jeg blev alligevel berørt af det. Og det jeg ikke havde tænkt over, mens vi havde de her ret lange samtaler frem og tilbage, mellem en der ikke rigtig kunne engelsk og en der ikke kunne rigtig kinesisk, var at han sad med et tidsskrift og var hurtig til at vurdere og udvælge og sige: ”Det her kan vi godt bruge noget mere af” eller ”det her duer ikke”. Så jeg skrev poesi uden egentlig at skrive poesi, kan man sige.”

Nogle følelser klækkes kun langsomt /af Shen Haobo

Måske ubevidst faldt du
i søvn med din
lille hånd
om mine nosser
så fattet og rolig

som en
smuk svane der
ligger på æg

13.1.2013
Digterens Nosser / af Sidse Laugesen

Hun, der var kvinde
anede ikke
hvordan det gik til at hun
blev fedtet ind i digterens nosser

Hun måtte forsigtigt skubbe
sædledere, blodårer og nervebaner til side
skære en
fin lille revne
i huden
smutte ud igen
og vaske sin
beskidte krop
helt ren og fin

(men det nye pæne ydre
gjorde hende utilpas)

7/1/2022

Jeg bemærker, at Sidse Laugesens digteriske sprog virker som en kortform. Det er ofte ”afstumpet” og konkret, uden bøjningsendelser:

“Ja, sproget er i sin natur upræcist, det glider væk fra det, man vil sige. Man prøver at blive der, i underkroppen, hvor alt er til stede og nærværende. Blive dér. Hvis man skal forsvare sig, så bliver man meget ulyttende. Det er egentlig ligesom vores hjemlige #metoo-samtale: Hvordan kan man være både lyttende og stå fast?

Dengang jeg begyndte at skrive på kinesisk, kunne jeg mærke, at der kom nogle ting frem, ting, jeg pludseligt kunne sige, fordi det var på et andet sprog. F.eks. om at jeg har en lang uddannelse, og måske var jeg bare heldig at kunne gå hjemme. Og at jeg jo skulle have lavet en ph.d. Der var nogle år, hvor jeg ikke orkede at sige det på de sociale medier, det havde jeg ikke nødvendigvis behov for, men jeg kunne mærke, at jeg alligevel var blevet ramt af de kommentarer. Og så da jeg begyndte at arbejde med det, jeg kalder blødt og hårdt, kunne jeg godt mærke, at der var nogle ting, der gjorde mig arrig. Og det skulle jeg så have balanceret. Fordi bare ”at være arrig” er ikke nok.

Handler det om også at kunne pendulere mellem forskellige positioner? En mand, en kineser, et dyr, en anden bevidsthed?

“Hvis vi kigger på Shen Haobos digt med svanen og nosserne, så følte jeg ikke, at jeg kunne skrive på samme laissez-faire måde som han kunne, fordi jeg var kvinde. Der var nogle ting, der gjorde – og det er ikke nogens skyld – men nogle ting, der gjorde, at jeg ikke bare kunne tale, eller opføre mig på samme naturlige måde. Det prøvede jeg mange gange, men det kunne jeg ikke, uden at det blev … altså enten blev jeg for hård eller også for blød og for kvindelig. Jeg følte, jeg var blevet sat i et sprog, hvor jeg blev sagt mere end jeg sagde. Hvis jeg skulle tale ligeværdigt ind i det sprog, så var jeg nødt til ligesom at eje sproget på en måde, hvor jeg var nødt til at gøre mig hård for at besidde det eller blød for at være i det. Det var provokerende. Jeg måtte enten overtage hele stemmen eller også var jeg nødt til ikke at have nogen stemme. Det er den balance jeg arbejder på.”

Jeg nævner, at jeg er stødt på ordet ”befrugtning” mange steder, hvor jeg har læst om hendes forfatterskab. Befrugtning brugt om både en sproglig, lyrisk og en menneskelig begivenhed: befrugtet af Kina, af Shen Haobos digte.

Betyder det noget, om man taler fra en kvindekrop eller en mandekrop?

“Det betyder noget for, hvordan man taler, om man er blød eller hård: Hvis man taler fra kvindekroppen, gør man sig blød, hvis man taler fra mandekroppen, er man hårdere. Mænd kan bedre stille sig op og tale uden at forestille sig andet, end at folk gerne vil lytte. Og man kan stå og høre på dem og tænke: Det er egentligt utroligt, at de stiller sig frem med sådan en selvsikkerhed, for det jo egentligt temmelig banalt. Det er der bare ingen, der tænker, fordi det sted, det kommer fra, den person, virker så utrolig selvsikker.”

Snakken vender tilbage til ordet ”befrugte”. ”Befrugtet er for passivt”, mener Sidse Laugesen og smager på ordet. Hun gentager fonemen: ”be-” … ”be- be-” Pause. ”be-” ” … det er det passive i be-”

Sidse Laugesen vil ud af det sprog, hun har fået, hun vil have sit eget sprog, som hun vil have sin egen krop. Kvinden er ikke en krukke, ikke en beholder for manden, hvor han kan lægge sit frø til spiring.

En uge senere sender hun en tekstbesked: ”Ord som berørt og bevæget ville jeg til gengæld meget gerne bruge”.

Klik dig videre til mere bogstof her.

Inger Tejlgaard Olesen Ravn

Inger Tejlgaard Olesen Ravn er cand.mag. i litteraturvidenskab og engelsk, lektor ved URCS, digter, forfatter til artikler til Dansknoter, Litteraturtillægget Standart, mm