KONCERT // ANMELDELSE – Den tjekkiske klavervirtuos Lukáš Vondráček fortolkede Griegs uopslidelige klaverkoncert, som var den skåret i rent bøhmisk krystalglas, intenst fulgt af Thomas Dausgaards direktion og Copenhagen Phils følsomme spil.
København har haft besøg af den unge tjekkiske klavervirtuos Lukáš Vondráček, som jeg ikke erindrer at have oplevet herhjemme tidligere. Han gav et sjældent bud på et af klaverlitteraturens absolutte og mest uopslidelige hovedværker, Griegs vældige a-mol klaverkoncert fra 1868, som igen var stærkt inspireret af Robert Schumanns eneste klaverkoncert i samme toneart fra 1845.
Grieg blev her indrammet af to sjældent hørte nordiske symfoniske værker af henholdsvis danske Nancy Dalberg og norsk-danske Johan Svendsen.
Aftenen var dermed programmæssigt holdt i såkaldte “nordiske toner”, men det kun på overfladen, for egentlige nationale værker, som alene er udsprunget af skandinavisk musikkultur, er en ofte gentaget, men grundlæggende forkert vinkel at anskue dem på. Dertil er alle tre værker hver for sig både sammensatte og bredspektrede i udtryk og tonesprog.
Med den komponist, der er bedst kendt for sine kammermusikkompositioner, Nancy Dalberg (1881-1949), indledte Thomas Dausgaard veloplagt koncerten med hendes godt halvtimes lange Symfoni i cis-mol fra 1917, som næppe er blevet opført i de sidste mange år.
Det er et værk, hvor man må ledes til at tro, at hun primært har undfanget det under indtryk af den verdenskrig, der rasede på samme tid, som værket konciperedes. Fyldt med tætvævede spændinger og kontraster i et orkestralt forløb over tre satser mærkes der her et både mørkt og tungt kunstnersind, der umiddelbart bør ses som et sindbillede af komponistens samtid.
Midtersatsen har et udpræget sørgemarchlignende forløb, mens de to ydersatser er karakteriseret af deres konstante udfordrende forløb, hvor instrumentgrupperne mere spilles ud imod hinanden, end de går i dialog med hinanden. Unisone og relativt korte strofer afløser hinanden i gentagne mønstre.
Tonalt betragtet er symfonien som helhed interessant for dens udtalte vovemod
Værket er dermed gennemgående af en meget episodisk og fragmentarisk art i sin grundkarakter, kun afvekslende med få mere livfulde og sprudlende afsnit, og nok bedst i slutsatsens rondo-form, hvor en næsten piblende Smetana-agtig musik dukker frem midt i al tungsindigheden. Dermed ligesom antydes håbets optimisme efter det forudgående dystre og kontrastfulde orkesterspil.
Tonalt betragtet er symfonien som helhed interessant for dens udtalte vovemod, idet den bringer anelser af Alban Bergs samtidige atonalitet, især fra dennes strygekvartet opus 3 (en genre, Dalberg selv foretrak som komponist), ligesom også en komponist som Paul Dukas og hans ti-minutter lange symfoniske digt Troldmandens Lærling fra 1897 i momenter synes at dukke op i horisonten.
Om Dalberg havde et dybere kendskab til disse værker, skal jeg ikke kunne sige, men at hun gennem sine udenlandske studieophold har suget til sig og formået at inkorporere disse indtryk, virker overbevisende, ligesom også Dausgaard og Copenhagen Phil gik til opgaven og leverede en engageret og gennemarbejdet udførelse af dette meget sjældent opførte værk.
Sjælden musikalitet
Før pausen fulgte så en forrygende intens og samtidig krystalklar fortolkning af Griegs berømte klaverkoncert. Med dette højvirtuose og passionerede naturmaleri leverede Vondráček en overskudsklang af både stålfast karakter og fineste gennemsigtige filigran, der blev holdt fast i et nærmest overmenneskeligt klaverspil, som på intet tidspunkt var uden relation til musikkens dybeste naturel.
I sit prægnante orkesterspil styrede Dausgaard med stor intensitet og næsten al sin opmærksomhed, fordelt ligefuldt på orkesteret og solistens temposkift, i en fortælling, som om vi var på et sejlskib, der befinder sig midt i et omskifteligt hav, hvorpå flyglet flyder og undertiden dukker under overfladen for derefter at hejse sig højt op over orkestrets lydmur.
Det er i overgangene mellem klaverets solistiske udladninger og orkestrets overtagen, at hemmelighederne ligger gemt i denne koncerts forførende virkning
Vondráček er en pianist, der både indordner sig i helheden og samtidig forstår at samle sit spil til en selvstændig enhed. Hvad der står mest klart tilbage, er hans rent ud formidable evne til at skabe gennemsigtighed og præcise overgange. For det er i overgangene mellem klaverets solistiske udladninger og orkestrets overtagen, at hemmelighederne ligger gemt i denne koncerts forførende virkning.
Med udsøgte klangvirkninger i de mange abrupte overgange af fuldtonede og mere tyste lyriske passager kommer denne pianists sjældne musikalitet til sin fulde ret. Det bliver især tydeligt i hans tætte samspil med solocellistens længere, næsten kammermusikalske afsnit i 3. sats, men også i hans klanglige forståelse for solovaldhornistens intense skovlyrik i især 2. satsen. Vi kunne i disse afsnit lige så godt befinde os i de storladne Tatra-bjerge i Slovakiet, som i de dybe norske fjordlandskaber.
Med deres tæt forbundne fortolkning bevægede solist, orkester og dirigent sig her sammen på en storladen musikalsk bjergvandring, som fik mere end velfortjent bifald.
I sit ekstranummer (Chopins tyste posthume Nocturne i cis-mol) fik han yderligere tilhørerne med ud på en fjern vandring, der føltes, som om vi var ude på de flade og store steppevidder, og igen forløstes med en gennemsigtighed og et indfølt ensomhedssus, der kun sjældent høres, selv af de største nutidige og fortidige pianister.
Måtte denne fine pianist snart vende tilbage til vore koncertsale.
Tidsbunden kompositionsmusik
Efter pausen fik vi Johan Svendsens 2. symfoni. Han var lærer og mentor for Nancy Dalberg, og indramningen af koncerten med hans store “nordiske” symfoni til slut kan derfor umiddelbart forekomme som et indlysende valg.
Men igen er “nordisk” her et, i mine ører, noget fortærsket tillægsord. For hvad er egentlig nordisk i dette partitur? Snarere står vi her overfor en temmelig tidsbunden, men sikkert udarbejdet kompositionsmusik, der når vidt omkring i partitur-manegens krinkelkroge, men måske også trætter lidt i længden gennem sin gentagne vekslen af passager med storladent og mere udtyndende orkesterspil.
Personligt har jeg det noget svært ved at forholde mig til den lidt målløse retning, som Svendsens fabulerende stil bærer præg af i dette værk, der virker mere som løst sammensatte episodiske afsnit uden noget egentlig klart sigte, og som konstant klinger ud i gentagne fanfareafslutninger for fuld skrue, for så igen at begynde forfra. Dette forløb gentages i alle symfoniens satser og giver dermed værket et lidt vel repetitivt præg.
Men orkesterspillet var ganske præcist, og dynamikken var på plads i Dausgaards udførelse, om end de næsten 40 minutters spil mest af alt virkede som en servering, der musikalsk mættede mere, end hvad måske egentlig var tilstrækkeligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og