FLYGTNINGE // REPORTAGE – Kreta er blevet Grækenlands nye hotspot for migrantbåde. I 2025 ankom omkring 20.000 flygtninge og migranter til en ø uden kapacitet til at modtage dem. Imens venter Muhammed Musa fra Sudan i Libyen på en ny chance for at nå Europa. Fire gange har han forsøgt. ”Vi må sætte vores lid til Gud.” Sidst var det tæt på at koste ham livet på havet.
GAVDOS, GRÆKENLAND – ”Jeg propper ikke noget i maven. Jeg er så glad. I to dage spiser jeg ingenting. Overlykkelig skal jeg møde min sekulære, tyske kæreste i Berlins gader. Jeg begynder endda at øve mig i at give en kvinde en rose, for europæiske kvinder har ikke brug for penge. En rose er alt, hvad der skal til for at vinde hende over på et minut. Men …”
Det er Muhammed Musas skrevne ord efter sit sidste forsøg på at komme til Europa. Turen endte katastrofalt og kom til at koste mange mennesker livet. I 2026 er mindst 600 indtil nu omkommet i forsøget på at krydse Middelhavet. Men trods alle odds overlevede Muhammed, og han venter nu bare på at få chancen igen. Imens bor han i en lille lejlighed i Tripoli med en masse andre. Arbejde har han kun sommetider, men Muhammed elsker at skrive og mangler blot en laptop for at samle sine skriverier til en bog, skriver han på Messenger. Jeg får lov til at bruge hans dagbogsblade fra dengang.
De ankommer fra Bangladesh, fra Pakistan, fra Egypten og rigtig mange fra borgerkrigen i Sudan. Nogle dage kommer der adskillige både. Op mod 1.000 mennesker
Den 1. april 2025 i Libyen – lige efter eid-festen – bliver Muhammed ringet op af en smugleragent. Det var nu, hvis han ville med en båd over Middelhavet til Europa, sagde manden i den anden ende af røret. Muhammed er fra Sudan, et land hærget af en bestialsk borgerkrig med millioner på flugt. Siden 2018 har han været i Libyen efter en flugt over ørkenen, hvor han også var tæt på at miste livet.
Jeg finder ham blandt mine Facebook-venner. Skriver en besked på Messenger og spørger, hvor han er. Efter et par timer ligger der svar. Han er i Libyen. Over de næste par dage udveksler vi beskeder. Muhammed har forsøgt at komme til Europa fire gange, fortæller han.
Kreta – Europas nye hotspot
Den græske ø Kreta er blevet et nyt hotspot for landing af både med flygtninge og migranter. De bliver sat ud på havet af menneskesmuglere i det østlige Libyen, i gamle udslidte fartøjer. I 2025 ankom næsten 20.000 flygtninge og migranter alene til Kreta og den lille sydligere ø Gavdos. De græske myndigheder var ganske overvældet, og den konservative regering vedtog en ny lov, der suspenderede al asylbehandling i tre måneder for migranter, som kom fra Nordafrika.
De ankommer fra Bangladesh, fra Pakistan, fra Egypten og rigtig mange fra borgerkrigen i Sudan. Nogle dage kommer der adskillige både. Op mod 1.000 mennesker, forkomne, trætte og sultne efter de mange timer på havet. Andre dage færre. Nogle dage ingen. Alt afhængig af vejret.
Som en af Europas forposter er Grækenland i forvejen ved at drukne i flygtninge og migranter
Under asylsuspenderingen blev folk sat i lukkede, overfyldte detentionscentre, hvor de skulle være i 24 måneder, mens deres sager til hjemsendelse blev behandlet. Desuden fik de en stor bøde for illegalt at forsøge at komme ind i landet.
Muhammed skriver:
”Bilen er en GMC, og chaufføren bærer en jalabiya og en rød turban, og han ligner imamen fra de to hellige moskéer. Jeg ved ikke, om han er et menneske eller en jinn (ånd), men han virker ærlig og dedikeret til at smugle mennesker.
Vi er omkring 100 mand i en stor hangar. Før vi slukker vores telefoner, kigger jeg på den maritime navigationsapp VesselsFinder, og den viser bølgehøjder på 1,5 til 4 meter. Jeg siger til de andre: ’Folkens, der er bølger i dag. Vi må sætte vores lid til Gud.’
Lige da solen går ned, kommer en mand hen til os og siger:
’Hvis Gud vil, får jeg jer til Lampedusa.’
Først skal alle fjerne deres simkort, slukke telefonen og pakke den ind i plastikfolie og husholdningsfilm. Det er strengt forbudt at tænde telefonen, mens I er til søs i libysk territorialfarvand, siger manden. Først når I når internationalt farvand må I tænde den. Hvis nogen alligevel tænder telefonen, vil I dukke op på en libysk radar og blive sendt tilbage og ende i fængsel.”
Vi hjalp dem
På Kreta er der slet ikke faciliteter til at modtage så mange mennesker, og som en af Europas forposter er Grækenland i forvejen ved at drukne i flygtninge og migranter. Dertil kommer, at blandt andet Tyskland er begyndt at sende afviste asylansøgere tilbage til Grækenland.
Engang var tingene anderledes, husker Gelly Kallinilou. Hun var borgmester på øen Gavdos fra 2014 til 2019. Nu er hun tilbage som keramiker på værkstedet i Chania, som hun deler med tre andre. Mens en ældre græker går udenfor og hamrer nogle plader ud, fortæller hun:
”Dengang i 2015, da der kom rigtig mange flygtninge til Grækenland, landede enkelte både også på Gavdos. Vi var en gruppe af frivillige, som hjalp, når de kom. Det var Syriza (et venstrefløjsparti), der havde magten. Jeg ringede til migrationsministeren og sagde, at så længe de er på vores ø, giver jeg ordre til politiet – efter loven. Det var rigtig dårligt vejr, og vi havde ingen steder at gøre af dem. Så jeg lukkede skolen, og de var på øen i fire nætter. Alle kom med noget, mad, tæpper og tøj.”
Beder en bøn og går i bådene
”Vi har alle fint tøj på. Det er en festlig lejlighed. Vi ser ud, som om vi formelt skal fri til brudens familie – det traditionelle møde før forlovelsen, som det kaldes lokalt. Der er ingen plads til mistanke.
Efter mørkets frembrud bliver vi kørt til stranden til et stort pakhus. Vi er omkring 80 mennesker. 20 ad gangen bliver kørt ned til kysten. Vi har forbud mod at sige en lyd. Ellers vil vi blive skudt og dræbt. Vi skal sejle i en gummibåd, der bliver pustet op på stranden. Efter at have urineret beder nogle af os morgenbønnen, og vi beder Gud den Almægtige om at frelse os. Og sådan begynder historien, da daggryet langsomt bryder frem i horisonten, og vi bliver inddelt i tre grupper. I tre både.
Da vi har sejlet i ni timer, tænder vi gps’en. Bølgerne begynder at tage til, og motoren er holdt op med at virke. Nogle kaster op på grund af lugten af benzin. Motoren vil ikke starte, og vand fosser ind i båden, mens bølgerne slår voldsomt mod siden. Der er et internationalt redningshold i internationalt farvand, men vi er langt fra dem.
Efter diskussionerne og uenighederne føler vi, at døden er kommet tættere på os. Bølgerne er over seks meter høje.”
Lukkede centre
Som i hele Europa har modtagelsen af flygtninge og migranter i Grækenland ændret sig siden den åbenhjertige modtagelse af syrere i 2015 på de nordligere øer, hvor flygtningene landede. Dengang hjalp frivillige NGO’er med tøj, mad og andre fornødenheder. I dag på Kreta og Gavdos er det umuligt at komme i nærheden af de ankomne. Konstant er de under streng politibevogtning.
”På Gavdos ankommer flygtningene nu fra et center en halv time før, de skal sejles til Kreta,” fortæller Gelly og fortsætter: ”På Kreta venter busser og kører dem til et lukket område ikke langt herfra. Der bliver de, indtil deres papirer er ordnet. Hvad vi ved, er, at der er mange mennesker lukket inde som i et fængsel. Det er en stor hal, som de før brugte til udstillinger. Ingen kan komme i nærheden af dem, heller ikke journalister.” Hun vil ikke fotograferes, da hun som borgmester havde problemer med den ekstreme højrefløj.
Senere bliver de sejlet til det græske fastland og sat i lejre. Den græske kystvagt har også forsøgt sig med de ulovlige pushbacks. På de nordligere øer Lesbos og Chios sejler flygtninge og migranter over fra Tyrkiet. Og her har kystvagten flere gange skubbet både tilbage til tyrkisk farvand.
Dødsengle og seks meter høje bølger
”Solen går ned, og der er stadig ingen gode nyheder. Bølgerne er over seks meter høje. De fleste af de unge mænd affinder sig med døden. Nogle begynder at sige farvel til dem omkring sig med ordene: Vi ses i Paradis, min ven.
Vi er i kontakt med en kvinde. Vi er i en frygtelig forvirring, uden anden løsning end at bede den libyske kystvagt redde os … så alle er enige i kor: ’Vi går i fængsel.’ Jeg kontakter den libyske kystvagt. Mig, som har bygget slotte i sandet, alle hans rosenrøde drømme forsvinder. Den eneste drøm er nu, hvordan jeg skal få fodfæste på land, selvom det betyder at udholde det værste fængsel. Hver af os taler med dødsenglene mere end en gang, mens al gråden fortsætter med forskellige sørgelige lyde.”
Hjemløs og bestjålet
Fra Kreta sendes folk med båd til lejre på fastlandet. Senere ender mange flygtninge og migranter på gaden i Athen. Særligt mændene. Nogle bor i gamle faldefærdige huse, hvor ingen andre bor. Andre som navnebroderen Muhammed fra Gambia bor på gaden eller – når han har penge – på et hotel til 10 euro pr. nat. Han har været i Grækenland i flere år. Først boede han sammen med andre fra Gambia og havde et arbejde, men så rejste de videre, og han kunne ikke betale huslejen alene. Så han endte her. I en park. Et arbejde og et sted at bo står højest på ønskelisten. Og Grækenland har brug for hans arbejdskraft, i byggebranchen, på hoteller og restauranter, i landbruget, til oliven- og appelsinplukning.
De nåede aldrig Lampedusa, og de vendte heller ikke tilbage til noget land i Nordafrika
Men det tager rigtig lang tid at få papirerne i orden i Grækenland. Og det kræves for at få et lovligt arbejde. Muhammeds papirer blev stjålet, men nu efter et års ventetid er det endelig gået i orden, og han har kontakt til et godt byggefirma, som vil ringe, når de har noget, siger han glad.
Men så sker det, der bare ikke må ske. Hans netop erhvervede pas og ID bliver stjålet – igen. Hvor lægger en hjemløs sine få ejendele? Gemmer dem i noget krat selvfølgelig. ”Nogen må have set mig lægge min taske der,” siger han.
”Politiet bliver da ikke ved at tro på, at jeg har mistet mine papirer,” lyder det fortvivlet fra Muhammed.
Nu har Elena på det lille vaskeri på hjørnet sagt, at han skal komme hen til hende med sine papirer.
Endnu en afrejse
Sudanske Muhammed forsøger igen.
”Nogle af os padler hele natten med bare hænder, mens andre mister bevidstheden. Den første er Nilens søn, der i starten bad en milliard gange for profeten og så blev tavs, som om han havde mødt ham. Omkring klokken fem om morgenen befinder vi os på stranden i en lille landsby. Vi er meget sultne efter at have gået i to døgn uden mad eller så meget som drikkevand. Men vi er på libysk territorium.
Hvad angår de to andre både, vi sejlede med – de nåede aldrig Lampedusa, og de vendte heller ikke tilbage til noget land i Nordafrika. De er stadig ukendte den dag i dag, og ingen taler om dem. Vi kalder den slags uløste sager eller nærmere præcist grave uden gravsten.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og