
POV SPORT // AUSTRALIAN OPEN – Novak Djokovic er i færd med at pakke sine ketsjere sammen og vende hjem til Serbien, da det nu er endelig afgjort, at han ikke får lov til at stille op i Australian Open. Det gør de to unge danskere, Holger Rune og Clara Tauson til gengæld.
Så er vejen lidt mere åben for Rafael Nadal til at gå hele vejen ved Australian Open og blive alletiders bedste grand slam-spiller hos herrerne. I hvert fald er hans værste konkurrent til den 21. titel nu fortid i Melbourne. Allerede inden turneringen er gået i gang.
Novak Djokovic forsøgte til det sidste at undgå den deportation, som den australske immigrationsminister Alex Hawke dekreterede lørdag, fordi den serbiske verdensetter og førsteseedede til at vinde Australian Open ikke levede op til coronavaccine-kravene for at rejse ind i Australien.
Appel omgjort
Hans hold af advokater havde vundet én appel i det lokale retssystem i delstaten Victoria, efter grænseimmigrationens nægtede ham adgang, da han ankom den 5. januar, og isolerede ham på et detentions-hotel. Men den appel omgjorde ministeren altså, og efter endnu en tur i retten søndag stadfæstede fem dommere i fuld enighed, at Alex Hawke havde truffet den rigtige beslutning uden yderligere argumenter fra Djokovics advokater.
Selv premierminister Scott Morrison kom på banen for i fællesskab med immigrationsminister Alex Hawke at bifalde afgørelsen med kommentarerne, at det handlede om at beskytte Australiens grænser, social samhørighed og en hyldest til bestræbelserne for at få australierne vaccineret.
Jeg er ekstremt skuffet over rettens beslutning om at afvise min ansøgning
Novak Jokovic var i sagens natur ikke enig eller i specielt godt humør over at blive deporteret, men han accepterede og gik sammen med sit følge straks i gang med at arrangere hjemrejseplanerne:
”Jeg er ekstremt skuffet over rettens beslutning om at afvise min ansøgning for at at få ministerens beslutning om at annullere mit visum juridisk efterprøvet, som betyder, at jeg ikke kan blive i Australien og deltage i Australian Open.
Jeg respekterer rettens beslutning ,og jeg vil samarbejde med de relevante myndigheder i forhold til min afrejse fra landet. Jeg er det dårligt med al den opmærksomhed, jeg har trukket den sidste uge, og håber, at vi alle nu kan fokusere på spillet og turneringen, som jeg elsker”, udtalte Novak Jokovic i et statement umiddelbart efter dommen.
10. gang ikke lykkens gang
Serberen har vundet den australske grand slam hele ni gange. Så sent som sidste år. Det er i det hele taget den turnering af de fire store, han har vundet flest gange. Nummer ti havde været noget af et antal at fejre, hvis det skulle lykkes ham.
Spørgsmålet er, om han overhovedet får lov til det de kommende tre gange, for en deportation er normalt lig med indrejseforbud til Australien i tre år.
Premierminister Scott Morrison uddybede sin holdning:
”Jeg takker retten for dens hurtige stillingtagen til disse problemstillinger og for tålmodigheden hos alle involverede, mens vi har arbejdet på en løsning. Det er nu på tide at fortsætte med Australian Open og vende tilbage til at nyde tennissen hen over sommeren.”
Regeringen har også argumenteret med, at man ikke var specielt interesseret i at blåstemple en højt profileret vaccine-skeptiker som varemærke eller udtryk for den store sportsbegivenhed, der trods alt kaster godt 20 millioner kroner af sig til både vinderen hos kvinderne og mændene, og som har hundredetusindvis af tilskuere igennem tælleapparaterne igennem 14 dage. Ej at forglemme et trecifret millionpublikum på TV.
Men i ren sportslig forstand er det da ærgerligt, at vi ikke kan få det afgjort på banen
Og hvad har det så alt sammen med sport at gøre? Lige så meget som alle andre store og enkeltstående sportsbegivenheder har. Sport og politik hører sammen, selvom nogle påstår, man kan skille det ad.
Men i ren sportslig forstand er det da ærgerligt, at vi ikke kan få det afgjort på banen, for ”ræset mod nummer 21” er intensiveret med 20-20-20-uafgjort på grand slam-sejre mellem Djokovic, Rafael Nadal og Roger Federer.
Federer er skadet, og Australian Open er ikke Nadals yndlingsturnering, men da han netop har sejret i en opvarmningsturnering i Melbourne, tyder det på, at han er i topform, og han får endnu et skud i sin yndlingsturnering på Roland Garros i Paris til foråret, som Novak Djokovic godt nok vandt sidste år. Nadal har vundet French Open 13 gange.
Danskere i aktion
Hovedturneringen i Melbourne begynder i morgen mandag, søndag aften dansk tid, og vi skal da lige have med, at den også har deltagelse af to danskere, Holger Rune og Clara Tauson.
Holger Rune, der er nummer 102 på verdensranglisten skal møde nummer 53, Soonwoo Kwon fra Sydkorea, mens Clara Tauson igen er meldt skadesfri og som nummer 41 i verden er oppe mod hjemmebaneudfordreren Astra Sharma, der ligger nede som nummer 101 på ranglisten.
Ret så fornemt af det lille land højt mod nord at stille med en henholdsvis 18- og 19-årig i hovedturneringen til årets første grand slam.
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her