Glemte Stemmer: Børn, klassisk musik og kvindelige komponister

i Musik/Børn & unge af
MUSIK // REPORTAGE – Hvor er de kvindelige klassiske komponister? Glemte Stemmer er et ensemble og en børneforestilling, som har gravet kvindelige komponisters værker gennem tiden frem. På en skole i Sankt Petersborg optræder de for skolebørn for at inspirere og introducere børnene til klassisk musik og kvindernes historie.

“Forestil dig nu, at du sidder på en bænk inde i et af middelalderens klostre. Det er helt stille. Du kan høre vinden suse i træerne og et par enkelte svaler flyver rundt i klostertårnene. Solens stråler rammer dit ansigt, og midt i det hele begynder et kor af menneskestemmer ekkoe mellem stenvæggene.“

Det er pianisten Nadia Okrusko, som taler ivrigt foran en stor gruppe af russiske børn. Vi befinder os på School 47 i Sankt Petersborg, hvor salen er fyldt op med børn fra syv til tolv år. De kigger og lytter nysgerrigt.

Nadia fortsætter: “Vi skal helt tilbage til middelalderen for at finde den første kvindelige komponist, man har kendskab til. For omkring 900 år siden fødtes Hildegaard von Bingen med nogle ganske særlige evner. I en tidlig alder blev hun sendt i kloster, da hun allerede som treårig oplevede visioner og havde en usædvanligt skarp intelligens. I klostret begyndte Hildegard at skrive ud fra munkene og nonnernes rene stemmer. Vi vil nu spille hendes værk Aer enim volat.

De fire kvindelige klassiske musikere Nadia Okrusko (pianist), Lisa Vogel (violinist), Pauline Hogstrand (bratschist) og Nicole Hogstrand (cellist) griber deres instrumenter og fylder rummet med Hildegaard Von Bingen, alt i mens de bevæger sig mellem stolerækker i salen på den russiske skole.

En pige på ni år med crepet opsat hår og blondeskjorte kigger nysgerrigt og forbløffet. Hun har aldrig set en violin blive spillet på i levende live. Omkring hende sidder tredive andre elever og rumsterer på stolene.

To piger hvisker hinanden i ørerne, en dreng trommer fingrene på stolekanten og en pige har lukket øjnene. Solen kaster sine stråler igennem de tunge draperede orange gardiner og bader musikerne i et varmt skær, imens rummet emmer af musik.

Hvor er de kvindelige komponister?

De fire musikere går under navnet Glemte Stemmer. De er rejst til Rusland for at optræde med deres børneforestilling, og i en halv time tager de børnene med på en teatralsk musikalsk rejse gennem historien og spiller kun værker af kvinder.

Glemte Stemmer er en del af et større musikalsk kollektiv, Damkapellet, som består af seksten kvindelige musikere, som alle er baserede i København. Alle musikerne i Damkapellet er uddannede fra prominente klassiske musikkonservatorier rundt i Europa, og de har det tilfælles, at de i deres uddannelse nærmest aldrig er blevet undervist eller introduceret til værker af kvinder. Det har sat dem på en opgave for at finde kvinderne frem.

Spørger man børnene i salen i Sankt Petersborg, er der ingen, der kan nævne en eneste kvindelig komponist. Men kvinder har komponeret musik i årevis, og det er et uddrag af disse Glemte Stemmer præsenterer

“Vi har medlemmer fra mange forskellige lande og spiller tit med hinanden på kryds og tværs, men vi har én ting til fælles: At vi spiller musik skrevet af kvindelige komponister! Hvad er der så særligt med det, tænker I måske?” Nadia spørger ud til børnene. Børnene undrer sig. For hvad er der så særligt ved det? Hvor er de kvindelige komponister?

97,6% af klassiske koncerter i Europa er værker komponeret af mænd (2018). Ser man på Dansk Komponistforenings kønsfordeling, var der i 2013 kun 29 kvindelige komponister mod 210 mandlige komponister. Og spørger man børnene i salen i Sankt Petersborg, er der ingen, der kan nævne en eneste kvindelig komponist. Men kvinder har komponeret musik i årevis, og det er et uddrag af disse Glemte Stemmer præsenterer.

Fra Hildegaard von Bingen i 1100-tallet bevæger de sig videre til 1600-tallets Italien, og de spiller værket Allegro-Largo-Allegro skrevet af Isabella Leonarda, som var en af Italiens mest berømte kvindelige komponister under barokken.

Nadia Okrusko kaster hånden ud og vifter triumferende, som havde hun en vifte i hånden. “Vi er på et slot. Damerne har store kjoler på, og store frisurer, de er dækket af smykker og blomster. Måske var det lidt svært at danse, men de gjorde det alligevel.” Børnene griner. Det er levende og legende.

Der sker en forandring hos børnene under forestillingen. Det ellers kaotiske frikvarter med barneråb og fangeleg på gangene er erstattet med nogle rolige og seriøse børneansigter, som bare lytter. Man kan se i deres blikke, at de gennemgår en følelsesmæssig rejse, imens forestillingen udspiller sig foran dem.

Nogle enkelte lukker øjnene og giver sig hen til musikken. Nogle bliver overraskede og undrer sig. Mange af dem har aldrig set instrumenterne tæt på før. Mange af dem forestiller sig billeder i hovedet, og mange af dem er overraskede over, at de faktisk godt kan lide klassisk musik.

Svenske Elfrida Andrée og hendes mod og drivkraft kom til at ændre kvinders fremtidsudsigter for altid… Hun var fast besluttet på at kæmpe for, at hendes drøm skulle blive til virkelighed, og Elfrida kom også til at dirigere sine egne værker for fuldt symfoniorkester, trods mange forhindringer

Næste værk er fra 1800-tallet – romantikken – hvor musikken, som tidligere mest blev spillet i kirker eller på slotte, er flyttet ind i folks hjem.

Svenske Elfrida Andrée og hendes mod og drivkraft kom til at ændre kvinders fremtidsudsigter for altid. Det var en tid, hvor det ikke var accepteret at studere og spille sin egen musik som kvinde, men Elfrida var fast besluttet på at kæmpe for, at hendes drøm skulle blive til virkelighed, og Elfrida kom også til at dirigere sine egne værker for fuldt symfoniorkester, trods mange forhindringer. Glemte Stemmer spiller Elfrida Andres Piano Quartet, Allegro.
Dernæst tager de børnene med til Finland til en komponist i 1950’erne – kvinden Kaija Saariaho.

Kaija havde haft en stærk vilje til at udtrykke sig, siden hun var barn, og hendes værker er meget mere aggressive end de forrige kvinders. Nadia forklarer børnene, at efter anden verdenskrig ønskede mange europæiske komponister at gøre op med de gamle traditioner. De ville lave en helt ny slags musik og eksperimenterede med at skabe nye klange, nye spilleteknikker og nye måder at skrue musikken sammen på. Musik blev nu en måde at udtrykke komponistens personlige følelser eller samfundskritik på.

Flere kvindelige rollemodeller

Glemte Stemmer bevæger sig livligt rundt i rummet, imens de spiller Kaijas stykke. Man kan mærke, at der er en større aggressivitet over måden, de spiller på, og på gulvet ligger violinisten Lisa Vogel og råber.

Børnene ser måbende på.

Det er et meget mere frit rum, musikerne bevæger sig i, og det ligger langt væk fra den traditionelle klassiske musikscene. Især i Rusland, hvor klassisk musik ofte er associeret med meget traditionelle kønsroller, og hvor kvinderne altid har gulvlange kjoler på.

Hos Glemte Stemmer er gulvlange kjoler skiftet ud med bukser og skjorter i forskellige farver, og de interagerer med hinanden på en så levende måde, at det gør den klassiske musik mere tilgængelig for børnene. Børnene er underholdt.
Glemte Stemmer ser et stort behov for flere kvindelige rollemodeller. Det motiverer nemlig de unge og inspirerer, og det kan dermed bane vejen for en mindre mandsdomineret musikhistorie og musiktradition på sigt.

De fire musikere griber for sidste gang deres instrumenter under forestillingen. “Vi vil nu spille et stykke musik mere! Det er en traditionel svensk folkemelodi, og man ved ikke helt, hvem der har skrevet den. Det kan være både en kvinde eller en mand. Men vi synes heller ikke, at det er heller ikke så vigtigt, fordi musik kan skabes af alle.”

“Men inden vi spiller dette værk, vil vi høre, hvad jeres drømme er.”
En efter en kommer børnene op og fortæller. En drømmer om at være fodboldspiller, en anden drømmer om at være dyrlæge og mellem alle børnenes drømme træder en 10-årig pige frem og siger: “ Jeg vil være komponist”.


Foto: Christina Amundsen.

Note: Billederne er taget under Glemte Stemmers forestilling på School 47 i Sankt Petersborg, Rusland.  Det er en observation af børnenes ansigtsudtryk og reaktioner, imens de hører klassisk musik.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Christina Amundsen (København) er dokumentarfilminstruktør hos filmselskabet Bacon Cph og arbejder i feltet mellem dokumentar og fiktion.

Hun har instrueret kampagnefilm for RedBarnet, Mødrehjælpen og LevUdenVold, og har været nomineret til DR Talentpris med to dokumentarer.

Hun har arbejdet mange år i musikbranchen i form af musikvideoer, livevideoer, tv-shows og musikdokumentarer både i Danmark men også internationalt.

Hun er tidligere medejer i selskabet KnocKnock, hvor hun bl.a. har lavet det journalistiske filmprojekt The Current.

Seneste artikler om Musik