Statsløs på Sjælsmark: “Jeg ønsker ikke at dø som hjemløs flygtning”

af i Liv & Mennesker/Politik & Samfund

LONGREAD // PORTRÆT – Det er varmt. ‘Indian summer’, noget de fleste ville nyde, men ikke Hawar. “Uanset hvor dejligt vejret er, skinner solen aldrig på Sjælsmark. Sjælsmark er et fængsel,” siger han og åbner døren til en af de mange identiske bygninger. Chili Djurhuus har besøgt Udrejsecenter Sjælsmark og tegner et portræt af Hawar Azizi, der er statsløs kurder.

Svingdør som beboerne kan bruge, når hovedindgangen er lukket. Foto: Modtaget af anonym fotograf efter besøget i Udrejse Sjælsmark.

Skiltet Udrejsecenter Sjælsmark viser sig, samtidig med at GPS’en siger ‘drej til venstre’. Hawar Azizi står på parkeringspladsen.

På Udrejse Sjælsmark er der én ind- og udgang, hvis man sorterer den hvide svingdør fra, som kan benyttes af beboerne,  når de ankommer til centret, og tjek-in er lukket.

Der er et højt hegn rundt om Sjælsmark, der består af bygninger i stueplan kun adskilt af asfalt og en smule græs. I tjek-in skal man som gæst udfylde et papir med personlige informationer og skrive under på, at man ikke vil tage billeder af personale eller beboere uden samtykke. Derudover skal man vise identifikation. Hawar skal også skrive under.

“Solen skinner aldrig på Sjælsmark”

Det er varmt. Indian summer, noget de fleste ville nyde, men ikke Hawar. “Uanset hvor dejligt vejret er, skinner solen aldrig på Sjælsmark. Sjælsmark er et fængsel,” siger han og åbner døren til en af de identiske bygninger.

Han træder ind på en lang gang. Der er beskidt og mørkt med gule mursten på væggene og malet i cremefarve over murstene. Mange vil nok få associationer til en efterladt og nedlagt ejendom. Bygningen virker lidt som en labyrint med en masse fuldstændig identiske stier.

“Og så skal vi til højre, her bor vi i Sjælsmark-fængslet,” siger Hawar, og stopper op foran en dør. Han tager sine sko af og går ind i entreen, hvor der til højre står en masse flyttekasser med ting fra da familien var asylansøgere og boede i Jelling.

I entreen står mange af familien Azizis personlige ejendele. Da de ikke får offentlige ydelser, er der derfor ikke råd til møbler til deres ting. De skal desuden være parat til at flytte, da de er udvist og bor på et udrejsecenter. Foto: Chili Djurhuus
Et af de mange digte som Hawar har skrevet med grøn tusch på vægge og dør. Foto. Chili Djurhuus
På væggen har Hawar billeder af nogle af de politikere, som han har kontaktet. Han drømmer nogle gange, at de kommer i drømme og fjerner ham fra Sjælsmark og giver ham hans frihed. En frihed han aldrig har oplevet, da han hele sit liv har levet som statsløs politisk flygtning i fem flygtningelejre inklusive Sjælsmark. Foto Chili Djurhuus.

Væggen på Hawars værelse er dekoreret med grøn tusch, digte og tekster skrevet af Hawar.

På den ene væg hænger billeder af de folk, som han i sine gode drømme forestiller sig kommer til Sjælsmark og giver ham og familien den frihed, han aldrig har haft, fortæller han senere.

Jeg drømmer om tortur, bomber, isis  og om flygtningelejrene i Irak”
– Hawar Azizi

Hawars værelse er omkring 5 kvm. Der er en køjeseng med flyttekasser i den øverste seng, et smalt klædeskab og tæpper på gulvet. Gardinerne er trukket for, fordi solen skinner lige ind på hans vindue. Det er rigtig varmt.

Han kigger på sin seng og siger:

”Jeg sover ikke i min seng. Jeg sover på gulvet. Der er for varmt i sengen”. Han krummer sin krop lidt sammen og siger: “Jeg kan ikke sove i sengen, der er for trangt, og jeg sover max tre timer ad gangen. Jeg har ondt i hjertet, men hjerteafdelingen siger, at mit ikke hjerte ikke fejler noget. Jeg kan ikke sove. Jeg har stress.” Han krummer sig sammen igen og fortsætter: “Og jeg drømmer mange onde drømme.”

– Hvad drømmer du om?
”Jeg drømmer om tortur, bomber, ISIS og om flygtningelejrene i Irak”, svarer Hawar og tilføjer, at han går til psykolog i København, fordi han har det psykisk dårligt over at bo på Sjælsmark.
“Jeg kan ikke kan holde ud at være i et fængsel mere.”

Hawar sover ikke sin seng. Han sover på gulvet, fordi sengen er for trang. Han må ikke bære sengen ud, da værelset skal stå klart til nye beboere, når han og hans familie er rejst ud af landet. Familien har bare ikke noget sted at rejse hen. Foto. Chili Djurhuus

Hawar bruger lang tid på at fortælle hele sin historie. Dog husker han ikke meget fra sin barndom.

Til spørgsmålet om, hvad det første er, han kan huske fra sin barndom, bliver han helt stille. Efter et minut svarer han: “Min hukommelse  er ligesom væk. Jeg har ikke haft en barndom. Min barndom blev røvet fra mig. Jeg husker kun, når jeg drømmer.”

Familien Azizi  – statsløs på 40. år

Hawars mor sidder ved sin datters nyfødte søn fra den 22. juli 2019. Endnu et barn der er født statsløs, og som i princippet kan komme til at vokse op og dø i en flygtningelejr. Foto. Privat.

Hawar er 25 år. Han blev født i en flygtningelejr i Irak. Hawar og hans familie kom til Danmark december 2015. Familien, som er kurdere, har været på flugt som statsløse, siden de flygtede fra Iran for 40 år siden. Noget af Hawars familie bor i Danmark. De kom til Danmark og fik asyl før udlændingestramningerne.

“Mine forældre Khudamerwat og Zinat Azizi flygtede fra Iran sammen med tusinder af familier på grund af revolutionen i Iran i 1979. Min familie flygtede, da den islamiske republik med Ayatollah Khomeini i spidsen overtog magten i Iran,” siger Hawar og fortæller, at hans familie var en del af den kurdiske demokratibevægelse, som kæmpede for demokrati og kurdernes rettigheder i Iran.

“Da den islamiske republik overtog  magten i Iran, begyndte regimet en udryddelseskampagne mod alle demokratiske kræfter i landet. Min familie var tilhængere af det demokratiske kurdiske parti i Iran (PDKI). Partiet blev forbudt og mange af dets medlemmer blev fængslet, torteret og henrettet. PDKI startede en partisankrig mod det nyetablerede regime og mange af Azizifamiliens medlemmer deltog aktivt i partiets aktiviteter mod regimet”, fortæller Hawar.

Udover at være kurdere tilhører Azizifamilien Yari-religionen. Yari-religionen er en mindretalsreligion i Iran, og den er ikke anerkendt i Iran. Religionens tilhængere bliver dagligt chikaneret i Iran.

“Min familie har siden 1979 været på flugt som politiske flygtninge i Irak. Vi er anerkendte FN-flygtninge og er i besiddelse af FN-dokumenter fra de forskellige lejre,” siger Hawar, og fortæller desuden, at hans familiemedlemmer, som levede i samme flygtningelejre i Iran som Hawar, har fået tildelt asyl i Danmark.

Hawar fortæller, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ikke anerkender, at hans familie er forfulgt af det iranske styre. “Udlændigestyrelsen mener ikke, at vores families aktiviteter mod det iranske regime er af en sådan alvor, at det giver os behov for beskyttelse.” Det til trods for at andre medlemmer i hans familie netop har fået asyl på grund af det.

Ifølge Hawar har Iran aldrig accepteret hans familie som borgere i Iran, og han pointerer, at Iran heller ikke kommer til det:

“Vi har aldrig haft identitetspapirer på, at vi var borgere i landet. Det har de iranske myndigheder aldrig villet give os. Vi er statsløse”, siger Hawar Azizi.

Fakta om statsløshed

“Hvad er statsløshed?
Den internationale juridiske definition af en statsløs er “en person, som ikke regnes for at være statsborger i noget land i henhold til national lov”. Dette medfører, at en statsløs ikke har en nationalitet. Nogle mennesker fødes statsløse, mens andre bliver statsløse.

Hvor mange mennesker er statsløse i dag?
Det er svært at afgøre præcis, hvor mange mennesker på verdensplan, der er statsløse eller risikerer at ende som statsløse, ikke mindst fordi statsløse befolkninger typisk lever på kanten af samfundet og derfor ofte er svære at identificere og tælle.

Data over statsløse bliver indsamlet af regeringer og rapporteret til UNHCR. I 2018 indrapporterede 78 lande ca. 3,9 mio. statsløse mennesker, men UNHCR vurderer, at dette tal kun dækker over en lille andel af verdens statsløse – og det er vores estimat, at ca. 10 mio. mennesker verden over lever uden en nationalitet.

Hvorfor bliver mennesker statsløse?
Statsløshed kan opstå som konsekvens af mange forskellige faktorer. Det kan handle om diskrimination mod køn og seksualitet, tilhørsforhold til specifikke etniske eller religiøse grupper, nye staters opståen, overdragelse af territorie fra én stat til en anden eller huller i national lovgivning.

Flytter en familie fra et land til et andet, risikerer deres barn, født i det nye land, at blive statsløst, hvis det pågældende land ikke tillader opnåelse af nationalitet alene på basis af fødested – eller hvis oprindelseslandet ikke tillader forældrene at videregive nationalitet. Her spiller diskrimination desværre også ind – for en lang række landes love tillader ikke kvinder at videregive nationalitet, og i visse lande er nationalitetsretten begrænset til visse racer og etniske grupper.

Statsløshed kan også skyldes fortabelse eller fratagelse af nationalitet. I nogle lande kan borgere miste deres nationalitet alene ved at have boet uden for landets grænser for længe. Stater kan også fratage borgere deres nationalitet via lovændringer, der stiller etniske eller racemæssige krav, som derved gør visse befolkningsgrupper statsløse.

Uanset hvad der er årsag til statsløshed, indebærer det typisk alvorlige konsekvenser for de mennesker, der er ramt og nægtes en nationalitet.”

Kilde: UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation

“Jeg ønsker ikke at dø som hjemløs flygtning”

Hawar bladrer i sine billeder. Det virker, som om billederne fungerer som hans hukommelse, fordi hans minder er så traumatiske. Han finder et billede af sin mor, der sidder sidder ved det nyeste barn i familien Azizi. Barnebarnet er ligesom Hawar født statsløs, og det vil, ifølge Hawar, dø statsløs, hvis de ikke får asyl i Danmark.

Jeg blev født som politisk flygtning. Jeg voksede op som politisk flygtning. Jeg ønsker ikke at dø som hjemløs flygtning

“Min mor opdrog ni børn i fire forskellige flygtningelejre i Irak. Børn uden sikkerhed, uden identitet, uden rettigheder, uden skole, uden uddannelse. Dem var jeg iblandt. Min mor har tre børnebørn i Danmark. Hvis man ser på min mors øjne på billedet ser man omsorg, sørgmodighed, bekymring og kærlighed,” siger Hawar.

Han finder flere billeder fra de flygtninglejre, han har boet i og kigger op på væggen. Han læser op af et digt, han har skrevet: “Jeg blev født som politisk flygtning. Jeg voksede op som politisk flygtning. Jeg ønsker ikke at dø som hjemløs flygtning.” Han trækker vejret tungt.

DIGT af Hawar Azizi


Mure og hegn taler ikke og hører ikke min eksistens.
Mor kan du fortælle mig, hvor min barndom er henne? Sjælsmarkfængslets hegn i Danmark hører mig ikke.
Mor, jeg skriger, men ingen hører mig i fængslet.
Mor, desværre, hadefulde mennesker har sat mig i Sjælsmarkfængsel.
De dræber mine ønsker,
de brænder min bog.
De dræber friheden,
de dræber freden,
de dræber rettighederne,
de dræber skolegang,
de dræber uddannelse,
de dræber blomsterne,
de dræber venskabet,
de dræber videnskaben,
de dræber drømmene.
De dræber broderskabet.
De dræber haverne.
Sjælsmarkfængslets dør er lukket i ansigtet på mig.
Mor kan du fortælle mig, hvor er min ungdom henne?

 

Et af de mange digte, som Hawar Azizi har skrevet på sin væg: “Jeg blev født som politisk flygtning. Jeg voksede op som politisk flygtning. Jeg ønsker ikke at dø som hjemløs flygtning” Foto Chili Djurhuus
Dette billede er fra 2011. Billedet viser Hawars lillebror Khabat Azizi i Al Waleed flygtningelejren mellem Irak og Syrien. På skiltet står der: “32 års liv i en flygtningelejr er nok. Efter dette billede blev taget er de 32 år skiftet ud med  40 år. 40 år, hvor familien Azizi har levet som statsløse flygtninge i flygtningelejre.

Han viser et billede af resterne af deres telt, der engang brændte, mens de lavede mad i det. Mirakuløst kom de ud. Han fortæller, at han har lært engelsk i et telt. Det er tydeligt, at det ikke er første gang, han fortæller sin historie. Han forsøger at få alt med. Han virker desperat, men ikke opgivende.

Hawar kigger op på væggen, hvor der er billeder af nogle af de politikere, han har kontaktet: Mette Frederiksen, Pernille Skipper, Özlem Cekic og nogle kendte som Prinsesse Diana og Angelina Jolie. De er alle folk, der ifølge Hawar har hjertet på rette sted. Billederne giver ham håb.

“Nogle gange drømmer jeg også gode drømme, drømme om kendte mennesker, der hjælper os væk fra Sjælsmark. Dog er de gode drømme ikke rare at vågne op fra.”

– Hvorfor ikke?
“Fordi jeg jo vågner op i et fængsel. I Sjælsmark.”

– Hvad mener du med fængsel?
“Sjælsmark er et fængsel. Her er jeg ikke fri. Jeg skal rapportere, når jeg går, og tre gange om ugen skal jeg melde mig hos politiet. Jeg har aldrig fløjet i en flyvemaskine. Jeg ønsker at kunne rejse uden at skulle kontrolleres. At kunne besøge min familie. Jeg er ikke kriminel. Det eneste min familie har gjort var at flygte fra Iran. Fra et regime.”

“Min familie flygtede, fordi den frygtede for sit liv. Vi er kurdere. Politiske flygtninge. Jeg har kun brug for frihed, retfærdighed og identitet. Jeg har brug for at gå i skole. Jeg vil gerne gå i skole og få en uddannelse. Jeg vil gerne være fri og have frihed, ” siger Hawar på et perfekt dansk.

Siden Hawar og hans familie blev udvist, har han gjort alt for at komme i kontakt med medierne og politikere. Hawar kæmper for at gøre politikerne opmærksomme på, at han og hans familie kommer til at dø på et asylcenter som statsløse, hvis de ikke får asyl på trods af, at de er politiske flygtninge ifølge FN’s flygtningekonvention. Hawar føler, at det er som at slå i en pude. Der sker intet.

Hvorfor har kurderne ikke deres egen stat?

“Da Det Osmanniske Rige brød sammen efter nederlaget under Første Verdenskrig, var der lagt op til, at der skulle etableres et hjemland for kurderne – Kurdistan. Denne plan fik opbakning fra den daværende amerikanske præsident, Woodrow Wilson. De lande, der havde sejret i Første Verdenskrig, blandt andet Storbritannien og Frankrig, havde sammen med den osmanniske sultan underskrevet Sèvres-aftalen i 1920, og heraf fremgik det, at der skulle oprettes et Kurdistan. Men i Tyrkiet nød lederen, Mustafa Kemal (kendt under tilnavnet Atatürk, ’Tyrkernes fader’), stor popularitet, og den tyrkiske nationalisme blomstrede. Samtidig fortsatte krigshandlingerne i den nordlige del af det, der skulle være Kurdistan, og Tyrkiet tog kontrollen her. Resultatet var, at kurderne ikke fik den stat, de var blevet stillet i udsigt. I stedet indgik stormagterne den såkaldte Lausanne-traktat, som betød, at store landområder, der historisk set var kurdiske, blev lagt ind under Tyrkiet. Andre af de kurdiske landområder blev en del af Syrien, som var under fransk styre, mens andet blev en del af det, der i dag er Irak, og som dengang var britisk mandatområde. Atter andet blev en del af Iran.”

Kilde: Faktalink

“I hjertet er jeg fra Jelling”

Da Hawar og hans familie kom til Danmark for at søge asyl, boede de i Jelling. I Jelling havde Hawar et liv som så mange andre unge. Som han selv formulerer det, så var han fri. Han havde venner, kærester, og han var aktiv i lokalsamfundet. Han gik på sprogskole for at lære dansk. Han arbejdede blandt andet som tolk. Og hans store drøm er at læse jura. Hawar siger flere gange, at han savner Jelling, og at hans hjerte er i Jelling:

“Når jeg føler mig som en dansker i hjertet, hvorfor må jeg så ikke være en dansker? Jeg er begejstret for at gå i skole og lære. Jeg er begejstret for uddannelse. Jeg tørster efter at gå i skole igen og efter frihed og identitet.”

Hawars digt til byen Jelling

Jeg taber min ungdom
Jeg græder efter dig
Jeg ønsker, at den tid kommer tilbage,
hvor jeg igen kan dufte Jellings jord og kysse den.
Jeg er træt af at længes efter Jelling
Jeg vil tilbage til Jelling igen
Sorg og torne lad mig være
lad mig komme tilbage til min by, Jelling

Mit hjerte gør ondt og gør mig trist
Jeg er træt af at længes efter Jelling
Før mig tilbage til min by, til Jelling
Mit hjerte er såret og råber: hvor er du, Jelling?
Selv hvis jeg glemte hele verden ville jeg aldrig glemme Jelling.
Jeg kommer tilbage til Jelling igen
Og jeg vil omfavne Jelling igen
Og jeg finder aldrig et sted ligesom Jelling
Jeg er Jellings søn.
Og jeg kommer tilbage til Jelling igen.
Jeg har holdt mindet om Jelling varmt
Vi vil samle de gode mennesker efter lang tids fravær
Jeg omfavner mine gode venner og jeg husker den gode tid vi havde.

 

Et af de digte, der står på Hawar Azizis væg. Foto: Chili Djurhuus
Al waleed flygtningelejr mellem Syrien og Irak i 2010. Hawar og hans familie boede i et af teltene på billedet. Foto: Privat.
En flygtninglejr mellem Irak og Jordan, hvor Hawar og hans familie boede i 2006. Foto: Privat

“Vi bliver henrettet i Iran”

Fra en flygtningelejr, som Hawar kalder ingenmandsland mellem Irak og Jordan. På billedet står Hawars mor med hans lillebror. Billedet er fra 2006. Foto: Privat.

“Min mor siger: ‘Min mand og jeg blev frastjålet vores ungdom, identitet, frihed, rettigheder, og sikkerhed af det iranske islamiske regime. Vi er blevet gamle som politiske flygtninge og statsløse. Jeg ønsker ikke, at vores børn og børnebørn skal leve som politiske flygtninge og statsløse uden identitet, frihed, rettigheder, skole, uddannelse og sikkerhed i Danmark’,” fortæller Hawar og sukker dybt:

“Jeg vil gøre alt for, at min mor og resten af familien ikke kommer til at dø på Sjælsmark som statsløse.”

– Hvad vil der ske, hvis I bliver tvunget til Iran?
“Det gør vi ikke, fordi vi er statsløse. Men hvis vi gjorde, så vil vi med 99.9 procent blive henrettet – eller sendt i fængsel for livstid.”

– Hvorfor?
“Fordi vi er imod regimet. Vi er politiske flygtninge.”

Hawar fortæller, at hans familie aldrig havde regnet med, at de blev spærret inde i en flygtningelejr i Danmark.

Jeg vil gøre alt for, at min mor og resten af familien ikke kommer til at dø på Sjælsmark som statsløse
– Hawar Azizi

Selvom Hawar og hans familie er udvist, holder de alle fast i håbet om, at de kan blive i Danmark. Hawar gør derfor alt, hvad han kan for at blive endnu bedre til at tale dansk:

“Jeg læser avisen. Jeg læser bøger. Jeg skriver dansk. De fleste af mine venner er danskere, de besøger mig i Sjælsmark, og vi taler dansk med hinanden. Jeg oversætter frivilligt for andre flygtninge i sundhedsklinikken og i jobcentret. Andre mennesker i min situation ville måske glemme deres danske sprog, men det gør jeg ikke. Jeg elsker det danske sprog, og jeg elsker Danmark.”

“Jeg har talt med chefen for kriminalforsorgen i Sjælsmark. Jeg sagde, at jeg gerne ville gå i skole i Sjælsmark og lære dansk. Men han sagde: ‘Nej Hawar, det er forbudt. Du er afvist og Sjælsmark er et udrejsecenter. Du kan gå i skole og lære engelsk, men ikke dansk’. Jeg sagde til ham: ‘Men jeg er statsløs og jeg taler engelsk. Og jeg bor ikke i Washington eller i London. Jeg bor i Danmark. Jeg ønsker at gå i skole og lære dansk’.”

“Du må ikke tage billeder her”

Besøget hos Hawar er ved at være forbi. Hawar har meget på hjerte. Teen, som hans mor stille som en mus kom ind med, er drukket.

“Vil du se, hvordan vi bor?” spørger Hawar. Vi rejser os, og han går igennem de rum, der danner rammerne for hans familie på 10. De er mange på lidt plads. Sengene er, ligesom på Hawars værelse, fyldt med flyttekasser. Flyttekasser, hvor deres personlige ejendele er opmagasineret.

Køkkenet ville nok for de fleste danskere være tæt på ubrugeligt, da der hverken er køleskab eller komfur. Beboerne må ikke spise eller lave mad på værelserne.

Hawars families køkken. De må ikke lave mad eller spise mad på værelserne. Foto: Chili Djurhuus
Da man som flygtning på et udrejsecenter ikke får nogle offentlige ydelser, er der derfor ikke råd til reoler mm. Derfor står familiens personlige ejendele opmagasineret blandt andet i deres senge. Foto. Chili Djurhuus

Vi går mod udgangen. Under hele besøget har jeg taget billeder, og jeg tager lidt flere billeder på vej ud. En vagt kommer gående hurtigt, mens hun vifter med armene og siger:

“Du må ikke tage billeder her. Du skal omgående slette alle dine billeder. Du skal slette dit simkort.”

Hawar er stille. Han siger intet og trækker sig lidt tilbage.

Jeg kigger på hende og siger, at det har jeg ikke tænkt mig at gøre, da jeg har overholdt de regler, der var omkring ikke at tage billeder af personale og beboere. Hun kommer nu helt tæt og gentager: “Du skal slette dine billeder.” Hendes stemme er nu højere, mere diskant og let truende. Hun kigger på digitalkameraet i mine hænder og spørger: “Må jeg se dine billeder? Du skal slette dem omgående. Hele simkortet”.

De [flygtningene, red.] bruger og udnytter jer [journalister, red.] for at lave noget stort. Og så kommer I med jeres kameraer og tager billeder af, hvor dårligt de har det
– vagt på Sjælsmark

Det går op for mig, at hvis hun får hænderne i mit kamera, får jeg ikke mit simkort eller mine billeder igen. Og det sidste jeg har lyst til, er at overlade mit kamera og billeder i hendes varetægt.

Jeg beslutter derfor at slette billederne, mens jeg tydeligt giver udtryk for, at jeg ikke synes, det er okay, at jeg som journalist ikke må dokumentere forholdene, så længe jeg ikke tager billeder af personale eller beboere. Hvilket jeg skrev under på at jeg ikke ville gøre, da jeg ankom.

Efter at alle billederne undtagen et er slettet, går jeg hen til min bil. Jeg siger farvel til Hawar. Jeg spørger, om han er okay. Det er han.

Da min bil triller væk fra Sjælsmark kommer spørgsmålene: “Kan det passe, at jeg ikke må dokumentere den virkelighed, som Hawar, hans familie og de andre beboere lever under?” Og hvis jeg virkelig ikke må, i hvis interesse er det så?

DET ER PÅ DENNE GANG, HAWAR AZIZI BOR MED SIN FAMILIE. DET ER DET ENESTE BILLEDE, ARTIKLENS SKRIBENT IKKE SLETTEDE, DA VAGTEN BAD HENDE OM AT SLETTE DE BILLEDER, SOM VAR TAGET UDEN FOR HAWARS VÆRELSE. FOTO: CHILI DJURHUUS.

Jeg stopper op, parkerer og laver en live-video over facebook, hvor jeg beskriver optrinnet. Herefter vender jeg bilen og kører tilbage til Sjælsmark for at klage over, at jeg ikke måtte dokumentere Hawars virkelighed.

UPDATE.Vagt: “De bruger og udbytter jer (journalister) for at lave noget stort, også kommer I med jeres kameraer og tager billeder af hvor dårligt de (flygtningene) har det.Mig: “Så du synes ikke at de har det dårligt.”Vagt. “Jeg synes de har det fint.”Dette et udsnit af den samtale, jeg lige har haft med en vagt Udrejsecenter Sjælsmark efter jeg valgte at køre tilbage for at klage over at pågældende vagt har tvunget mig til at slette de billeder af bygninger og lokaler jeg havde taget af Sjælsmark. Da jeg ankom, underskrev jeg et dokument hvor der stod at jeg ikke måtte tager video, lyd eller billeder af personale og beboerne uden deres samtykke. Derfor var jeg meget bevidst om at der ikke var hverken mennesker eller personale på billederne.VAGT: FLYGTNIGENE UDNYTTER JERDen pågældende vagt mente ikke, jeg havde noget at klage over. Hun påpegede flere gange at journalister som mig blev udnyttet til at komme og fortælle om de forfærdelige forhold, og at jeg burde vide at jeg ikke måtte tage offentlige billeder, for det havde jeg skrevet under på. Jeg bad om at få udleverer det dokument jeg havde skrevet under på. Og rigtigt nok figurerede ordet “offentligt” ingen steder. På trods af det holdt vagten fast i at jeg ikke måtte tage billeder andre steder end på Hawar Azizis værelse. Må gerne deles.Se anden live-optagelse her. https://www.facebook.com/Chilidjurhuus/videos/10158030889906162?sfns=xmo

Posted by Chili Djurhuus on Tuesday, August 27, 2019

Da jeg kommer tilbage, får jeg samme behandling som sidst. Jeg pointerer, at andre journalister har været forbi og taget billeder. Vagten siger, at disse journalister aldrig har fået lov. Den vagt, der tvang mig til at slette mine billeder, siger:

“De [flygtningene, red.] bruger og udnytter jer [journalister, red.] for at lave noget stort. Og så kommer I med jeres kameraer og tager billeder af, hvor dårligt de har det”

Jeg spørger: “Så du synes ikke, at de har det dårligt?” Hvorefter vagten svarer: “Jeg synes, de har det fint.”

Herefter bliver hun afbrudt af en kollega, der siger:” Vi kommenterer ikke på forholdene eller borgerne.”

Forundret går jeg, kører lidt væk fra Sjælsmark og uploader endnu en video til facebook. Solen er begyndt at titte frem bag skyerne. Pludselig forstår jeg, hvad det var Hawar mente, da han sagde, at solen aldrig skinner i Sjælsmark.

Vagt: “De (flygtningene) bruger og udnytter jer (journalister) for at lave noget stort. Også kommer I med jeres kameraer og tager billeder af hvor dårligt de (flygtningene) har det.Mig: “Så du synes ikke, at de har det dårligt?”Vagt. “Jeg synes, de har det fint.”Dette et udsnit af den samtale, jeg lige har haft med en vagt på Udrejsecenter Sjælsmark, efter jeg valgte at køre tilbage for at klage over at pågældende vagt har tvunget mig til at slette de billeder af bygninger og lokaler jeg havde taget af Sjælsmark. (Se forrige live video https://www.facebook.com/Chilidjurhuus/videos/10158030740816162?sfns=xmo)Da jeg ankom, underskrev jeg et dokument, hvor der stod, at jeg ikke måtte optage video, lyd eller tage billeder af personale og beboerne uden deres samtykke. Derfor var jeg meget bevidst om, at der ikke var hverken mennesker eller personale på billederne. VAGT: FLYGTNIGENE UDNYTTER JERDen pågældende vagt mente ikke, jeg havde noget at klage over. Hun påpegede flere gange, at journalister som mig blev udnyttet til at komme og fortælle om de forfærdelige forhold, og at jeg burde vide, at jeg ikke måtte tage offentlige billeder, for det havde jeg skrevet under på. Jeg bad om at få udleverer t det dokument, jeg havde skrevet under på. Og rigtigt nok figurerede ordet “offentligt” ingen steder. På trods af det holdt vagten fast i at jeg ikke måtte tage billeder andre steder end på Hawar Azizi værelse. Husk at dele. Ellers forbliver den her viden i vores lille ekkokammer.

Posted by Chili Djurhuus on Tuesday, August 27, 2019

Svar fra Kriminalforsorgen modtaget d. 6. september

Den 6. september fik jeg følgende svar fra Kriminalforsorgen. De svarer i en mail:


Artiklens skribent har efterfølgende haft kontakt med flere journalister, der har skrevet artikler og taget billeder inde på Udrejsecenter Sjælsmærk. Ingen af de adspurgte journalister har kontaktet kriminalforsorgens presseafdeling eller for den sags skyld vidst, at de ikke måtte tage billeder udenfor værelserne.

Jeg har spurgt kriminalforsorgen, om hvorvidt det kan være lovligt, at kriminalforsorgen kan forbyde Hawar at få taget udenfor sit værelse. Til det svarer Kriminalforsorgen, at områderne udenfor beboernes værelser på Udrejsecenter Sjælsmark ikke kan betegnes som deres hjem eller et offenligt område, fordi det er Kriminalforsorgens område.


Topfoto: Hawar Azizi, Chili Djurhuus. 

H.C. Andersen sagde: ”At rejse er at leve.” Jeg siger: ”At skrive er at leve.”

Kære læser.

Tak fordi du læser mine artikler. Ord har altid været en stor del af mit liv. Udover at være journalist har jeg en baggrund som musikpædagog og psykoterapeut, hvilket gør at jeg naturligt er optaget af pædagogik, psykologi, politik. Også har jeg en svaghed for melankolsk musik.

Jeg har altid interesseret mig for de nære og autentiske historier. Historier der har fokus på livet, som det leves her og nu i nærområdet - eller i den store verden. Historier der får læseren til at reflektere over sin egen eksistens - og andres.

Hvis du har ideer til artikler, er du altid velkommen til at kontakte mig på Messenger eller chilidjurhuus@gmail.com.

God læselyst.

Seneste artikler om Liv & Mennesker