SKAM // KOMMENTAR – Gisèle Pelicot har med sin bog En hyldest til livet og sit nylige besøg i Danmark igen sat ord på kravet om, at skammen skal flyttes fra offer til gerningsmand. Efter tv-interview, foredrag og mødet med Dronning Mary er hendes vidnesbyrd blevet modtaget som et stærkt opgør med tavshed og skyld. Midt i hyldesten er et væsentligt perspektiv gledet i baggrunden, skriver Sarah Winge: Datteren Caroline Darian og de øvrige pårørende og ofre i familien.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det ér på tide, at skammen skifter side. Og det er netop den bevægelse, Gisèle Pelicots bog, En hyldest til livet, skriver sig ind i. Hendes vidnesbyrd er modigt, nødvendigt og en vigtig del af et opgør med en kultur, der alt for længe har påført ofre for seksuelle overgreb skam, tavshed og skyld.
Men hvis skammen for alvor skal skifte side, må vi også turde se hele det landskab, som seksuelle overgreb foregår i. Den offentlige fortælling om, at “skammen skal skifte side”, bliver for snæver, hvis Pelicots datter, Caroline Darian, og de øvrige pårørende og ofre ikke også får plads. Og det får de ikke tydeligt nok i bogen og i modtagelsen af den.
Datteren fremstår flere steder som den konfliktfyldte part. Som den, der reagerer for voldsomt. Man får fornemmelsen af, at hun nærmest obstruerer morens proces og påfører Gisèle ny smerte, blandt andet ved at gennemgå videomaterialet hos politiet. Det har hun måske også gjort. Men det er ikke hele sandheden
For seksuelle overgreb i nære relationer rammer sjældent kun én person. De skaber ringe i vandet. De former hjem. De påvirker børn. De sætter spor i relationer, som kan vare i årtier, og som kan være svære at få øje på, fordi de er vævet ind i både sprog, adfærd og tanker. De perspektiver kommer ikke tydeligt nok frem.
Mere end ét offer
Her er det især skildringen af datteren, Caroline, der er med til at fastholde nogle af de mekanismer, Gisèle vil gøre op med. Datteren fremstår flere steder som den konfliktfyldte part. Som den, der reagerer for voldsomt. Man får fornemmelsen af, at hun nærmest obstruerer morens proces og påfører Gisèle ny smerte, blandt andet ved at gennemgå videomaterialet hos politiet. Det har hun måske også gjort. Men det er ikke hele sandheden.
Det er forståeligt, at det vækker ubehag og skam i Gisèle, at datteren gennemtrawler materialet med overgrebene mod hende. Alligevel får man ikke indtryk af, at de taler om det, eller at Gisèle følger op på sin bekymring for, hvordan det påvirker Caroline at se materialet. Moren besøger for eksempel ikke Caroline, da hun bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, efter overgrebene er kommet frem i lyset.
Carolines årsag til at se videoerne bliver heller ikke tydeligt skildret, selvom jeg sagtens kan sætte mig ind i den. Som én, der selv har været udsat for seksuelle krænkelser, genkender jeg trangen til vished. Behovet for at samle brikkerne, uanset hvor smertefuldt det er. Det er formentlig en af bevæggrundene til, at Caroline udsætter sig selv for at se de dybt krænkende videoer, som hendes far har optaget.
Undervejs i forløbet bliver Caroline overbevist om, at faren også har udsat hende for seksuelle overgreb. I hendes bog I’ll Never Call Him Dad Again, der ikke har fået samme medieopmærksomhed som Gisèle Pelicots bog og heller ikke er oversat til dansk, fortæller hun, at hun ikke oplever, at moren tror på hende. Heller ikke efter at politiet finder to billeder af Caroline, der minder om billederne af moren. Gisèle spørger derimod: “Er du sikker på, det er dig?”
““Are you absolutely sure it’s you?” She doesn’t believe me. I feel sick. Maybe her doubt is an unconscious attempt to shield herself, but it hurts me all the same. Florian steps up and insists the photos are me. His tone is firm, definitive. My mom remains in denial.”
I’ll Never Call Him Dad Again, side 55
Derfor har Caroline også brudt med Gisèle i en periode, hvilket hun blandt andet har fortalt til People. Her tilføjer hun, at morens manglende tro på hende er noget, hun aldrig vil kunne tilgive.
Gisèle nævner selv forargelsen over sin mands incestuøse blik på Caroline, men hun centrerer det omkring de to billeder, han har taget af datteren. Har det skadelige blik været til stede før? Mit bud er ja. Og hvordan har det påvirket Caroline?
På den måde gøres der ikke fuldt op med den tavshed, der er så afgørende i vedligeholdelsen af skammen. Det kan være, fordi Gisèle ikke kan rumme det. Det er forståeligt. Men når hun gør sit for at holde Carolines mistanke om seksuelle overgreb på afstand, er hun ikke med til at fjerne skammen fra datteren. Tværtimod. Skam trives i tavshed, og derfor er det vigtigt at se hele billedet.
For Caroline ér også et offer for seksuelle overgreb, også selvom hun måske aldrig finder ud af hele billedet af, hvad hun har været udsat for. Det er svigerdøtrene også, der har fået taget billeder af sig uden deres viden. Og resten af familien er også ofre for farens handlinger.
Det er bemærkelsesværdigt, at den brede internationale offentlighed ikke har talt mere om Caroline eller om Gisèles skildring af datteren. For det er en klassiker inden for overgrebsfortællinger: at forældre kan have svært ved at rumme, at deres børn har været udsat for overgreb, især når overgrebene er intrafamiliære. Og den reaktion kan få alvorlige konsekvenser for barnet.
Når skammen rammer hele familien
Jeg er enig med Louise Juhl Dalsgaard, der i sit indlæg i POV slår fast, at vi ikke må glemme, at det hele er Dominiques ansvar og skyld – og med ham de andre voldtægtsmænds. Men ansvarsplaceringen må ikke føre til, at vi forenkler den kompleksitet, som seksuelle overgreb indebærer.
For som Dalsgaard så fint beskriver i samme indlæg, spreder volden en gift, der rammer langt bredere end de direkte ofre. Den påvirker hele familiesystemet, de sociale relationer og samfundet. De forskellige lag reagerer ofte som et resultat af den samme skam, som Gisèle vil gøre op med. Den skam bliver vi nødt til også at gøre op med.
For det ér komplekst, når én eller flere bliver udsat for seksuel vold. Det skaber ofre og pårørende. Og hvad siger det om os som samfund, hvis vi ikke kan rumme den kompleksitet? Hvis nogen må lide, for at én kan få den nødvendige støtte?
For Caroline er også et offer. Også selvom hverken hun eller vi kender hele historien bag de to billeder, hun figurerer på.
Her melder et andet vigtigt perspektiv sig, som desværre er fraværende i bogen. Hvad betyder det at vokse op i et hjem, hvor grænser systematisk overskrides? Hvad gør det ved en datter at opdage, at ens virkelighed har været gennemsyret af manipulation og skjulte overgreb? Og hvordan har kulturen været i familien under børnenes opvækst?
For vi ved fra forskningen, at ingen vågner op en dag og beslutter sig for at begå de former for kriminalitet, som Gisèles mand har begået. Der vil være en gradvis eskalation, hvor det starter med små skadelige skridt, der siden kan stige i voldsomhed, i takt med at grænserne bliver udvidet.
Gisèle kommer selv ind på overgreb og andre forbrydelser, der er begået uden for familiens rammer. De aftryk, Dominiques handlinger har sat inde i familiesystemet, fylder mindre. Det giver mening, for de kan være både tvetydige og svære at få greb om. Familiens tolerancegrad kan også være blevet udvidet i takt med krænkerens eskalering.
Men vi ved også fra forskning, at børn i hjem med overgreb påvirkes – også når overgrebene ikke direkte er rettet mod dem. Det gælder både fysiske, psykiske og seksuelle overgreb. Et miljø præget af hemmeligholdelse, kontrol og seksualiseret magtudøvelse er i sig selv skadeligt. Når den dimension ikke foldes ud, risikerer vi at gentage en velkendt mekanisme: at én fortælling får plads, mens andre forbliver i skyggen.
Hvad gør vi så?
Og ligesom de systematiske svigt op til afsløringerne af Dominiques handlinger svigter systemet også familien efterfølgende. Christel Skousen Thrane skriver i sin anmeldelse af bogen i POV, at en af En hyldest til livets styrker er, at den ikke kommer med enkle løsninger. Men der ér faktisk noget, vi som samfund kan gøre.
Vi kan tilbyde hjælp til de forskellige ofre og pårørende. Vi kan tilbyde støtte til familiens forskellige processer, så de ikke står alene med de mekanismer og den gift, som overgreb sætter i gang. Ikke nødvendigvis for at samle familien for enhver pris. Nogle brud er nødvendige. Men for at ofre og pårørende ikke bliver påført mere smerte.
Jeg mistede selv 80 procent af min familie, da jeg fortalte om de seksuelle overgreb, jeg var udsat for som barn. Familiesystemet kunne ikke rumme det. Der må vi som samfund træde ind, hvis vi ikke vil påføre familier mere smerte.
Det ændrer ikke ved, at Gisèle Pelicot er et offer, eller at hendes stemme er vigtig. Tværtimod. Hendes insisteren på ikke at skamme sig er et afgørende bidrag til den offentlige samtale.
Men hvis vi virkelig ønsker et opgør med skammen, må vi også gøre op med forestillingen om det isolerede offer. Overgreb i nære relationer er strukturelle. Det kræver, at vi tør tale om andre ofre og det komplekse billede, også når det komplicerer fortællingen om styrke og overlevelse. Ellers risikerer vi at ødelægge familier i samme omgang.
Heldigvis har Gisèle og datteren fundet tilbage til en relation. Det fortalte Caroline i et interview med Time i foråret i år. Men sådan er det ikke altid, når der ikke er støtte omkring familier, hvor overgreb bliver kendt.
At flytte skammen fra offer til gerningsmand er første skridt. Hvis vi stopper her, risikerer vi at skabe en ny tavshed, når vi ikke sætter spot på de strukturelle mekanismer, der også er til stede ved seksuelle overgreb.
Vi må simpelthen ikke gentage den tavshed, som så mange af os i årevis har forsøgt at nedbryde. Og vi må heller ikke iklæde den nye klæder. Det er desværre det, jeg ser i Gisèles ellers vigtige bog. Hvor havde jeg håbet, at hun havde brugt sin stemme og den bevægelse, hun er blevet hovedfigur for, til også at sætte spot på skammens kompleksitet.
For at skammen skal skifte side, skal den rives op med roden. Og hvis vi ikke ser hele kompleksiteten og giver plads til den, skaber vi nye traumer. Så bliver det ikke det endegyldige dødsstød til den skam, der alt for længe har været placeret hos ofrene.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og