Ghanas unge går til valg

i Afrika/Politik & Samfund af

VALGREPORTAGE – Det er varmt i Ghana i december. Temperaturen sniger sig med lethed over de 30 grader, vejene er støvede, og sveden drypper fra panden på de mange, der sidder ved byernes små boder og sælger alt fra bananer til mobiltelefoner. Og lige nu er der varmt i mere end en forstand. For den 7. december skal over 15 millioner ghanesere nemlig bestemme, hvem der skal lede deres land: den nuværende præsident, John Mahama, der kommer fra den nordlige del, eller udfordreren, Nana Akufo-Addo, som kommer fra den sydlige del af landet.

Og uanset varmen samler begge præsidentkandidater store folkemængder af entusiastiske borgere, der kommer for at høre, hvad de har at tilbyde.

Under sidste præsidentvalg i 2012 var jeg i Ghana, og i hovedstaden, Accra, så jeg biler køre rundt med højttalere på taget. De politiske sloganer blev slynget ud i byens gader og stræder, der var prydet med flag fra de forskellige partier og reklamer, som forsøgte at få folk til at stemme på de forskellige kandidater. Valget var overalt, lige meget hvor man rettede sit blik. Jeg ventede sammen med de lokale i timevis i den varme sol på, at en præsidentkandidat ville dukke op. Vi sad under parasollerne med en Coca Cola i hånden og kunne se på både det største oppositionspartis flag – prydet af en elefant – og regeringspartiets flag, som viser en paraply;  andre partier havde valgt en due, en hane og et palmetræ blot for at nævne nogle.

Lige nu gennemlever ghaneserne så det hele en gang til. For ligesom i 2012 står valget i 2016 mellem paraplyen og elefanten. Mellem regeringspartiet National Democratic Congress (NDC) ledet af John Mahama, og oppositionspartiet New Patriotic Party (NPP) ledet af Nana Akufo-Addo. De to partier plejer at få mellem 95 og 98 procent af stemmerne, og så må hanen, palmetræet, duen og alle de andre partier nøjes med resterne.

Etnocentrisme, korruption og manglende udbetalinger af løn

Begge de to store partier døjer imidlertid med store problemer:

NPP bliver beskyldt for at være etnocentriske, og kun være et parti for den største etniske gruppe akan. Partiet står også splittet efter Akufo-Addo har tabt to valg i træk, hvor flere røster fra partiet mener, at det er på tide, at partiet ser sig om efter en anden kandidat.

Regeringspartiet NDC døjer til gengæld med korruptionsskandaler, og de offentligt ansatte beklager sig højlydt over ikke at få deres løn. Ghana gennemlever nu på sjette år en energikrise, som de lokale kalder dumsor. Dum betyder sluk og sor betyder tænd. Dumsor refererer med andre ord til, at lyset ofte går og kommer.

Både Mahama og Akufo-Addo kæmper om de unge vælgere. 33 procent af befolkningen er anslået mellem 15 og 35 år, og så stor en gruppe kan derfor tippe vægtskålen begge veje

Da jeg selv boede i Accra i julen 2015, var mit nabolag på, hvad der blev kaldt ”24-12 modellen”. Det betød, at jeg havde 24 timer uden strøm, og derefter 12 timer med strøm. Om dagen var det mindst slemt, da jeg, som de fleste andre, alligevel ikke var hjemme. Men om aften blev der virkelig mørkt. Der er heller intet at lave, og når man endelig går i seng, prøver man på at falde i søvn, mens man ligger og sveder i den høje luftfugtighed.

Energikrisen gør også, at folks elektriske apparater hurtigt går i stykker, ligesom virksomheder er nødsaget til at investere i generatorer. Det sidste koster arbejdspladser og får varer til at stige i pris. Den ghanesiske regering anslår, at energikrisen årligt alene koster landet op mod seks milliarder kroner. Energikrisen forværrer dermed Ghanas største problem, ungdomsarbejdsløsheden. Regeringen har færre penge at investere for, hvilket igen hindrer væksten. Virksomheder har heller ikke råd til at ansætte så mange nye folk, da de bruger ressourcer på indkøb af generatorer og brændstof til at holde generatorerne tændt.

Et voksende antal unge er derfor begyndt at vende Mahama ryggen og overvejer i år at stemme på NPP. I mit eget netværk i Ghana, er der flere, der normalt stemmer NDC, som nu fortæller mig, at de ikke vil stemme NDC i år.

Splittede familier diskuterer politik

Valget fører naturligvis også – som i mange andre lande – ofte til diskussioner blandt familier. Da jeg sammen med en lokal ven, som jeg her vil kalde for Kwame, besøgte dennes familie for at fejre jul i 2015, kom Kwame og hans far op at skændes – eller i hvert fald diskutere højlydt. Familiens medlemmer plejer at stemme NDC, og faren forventede, at det ville familien fortsætte med, men nu ville sønnen stemme på Akufo-Addo meddelte han. Kwame anklagede sin far for, at han ikke mærkede korruptionen, og ikke anede, hvordan det var at være  offentlig ansat og ikke se sin løn i månedsvis. Kwame arbejder selv som lærer, han har et barn og bliver hårdt ramt, når der ikke er til dagen og vejen, hvilket er konsekvensen, når lønnen udebliver flere måneder i træk.

Men eksemplet med Kwame er også oppositionspartiets problem. Partiet har nemlig bedst fat i den mere urbane og uddannede klasse sydpå, hvilket lige præcis er den klasse Kwame tilhører. NPP har det sværere, når de skal nå den mindre uddannede del af befolkningen, især de mennesker, der bor i de nordlige regioner.

Ifølge den pensionerede ghanesiske ambassadør Kabral Blay-Amihere, så er ”alle partier fodboldhold, der spiller en 4-4-2 formation. Der er ingen forskel på partierne ideologisk set. Forskellen består i, hvem der bedst spiller denne formation”

Ved valget i 2012 vandt Akufo-Addo blot to ud af Ghanas i alt ti regioner. Som tidligere nævnt, så beskyldes NPP for at være et parti, der taler til den største etniske gruppe i Ghana, Akan. Dermed frygter mindre etniske grupper, at NPP primært vil sigte mod at skaffe arbejde til andre medlemmer af akan og glemme de andre etniske grupper.

Præsident Mahama taler derimod til resten af befolkningen – især dem fra det fattigere nord, hvor han selv er fra. Han er landets første præsident fra nord og prøver på at tale sine egne korruptionsskandaler ned ved at anklage oppositionskandidaten for kun at ville hjælpe sine egne, mens han selv ”vil hjælpe alle”.

De unge og oliehåbet

Både Mahama og Akufo-Addo kæmper med andre ord om de unge vælgere. 33 procent af befolkningen er anslået mellem 15 og 35 år, og så stor en gruppe kan derfor tippe vægtskålen begge veje.

Så min ven Kwame og de andre unge spiller en vital rolle. Hvem tror de er bedst til at skabe job?

Her står Mahama med en stor udfordring: Efter Ghana i 2007 fandt olie, gik landet i gang med at få adgang til det sorte guld, og i 2010 blev Ghana et olieproducerende land. NDC var også dengang regeringspartiet og lovede guld og grønne skove, senest i 2013, da Mahama lancerede HOPE City.

Projektet var tænkt som en teknologisk hub, der skulle skabe 200.000 arbejdspladser, huse Afrikas højeste bygning, og være med til at bane vejen for højteknologi i Ghana. Byggeriet af HOPE City er imidlertid stadig ikke påbegyndt her næsten fire år senere. Det blev ramt af korruptionsskandaler med forbindelse til NDC og siden er den ene korruptionsskandale efter den anden rullet ind over partiet. Skandalerne inkluderer også 25 millioner kroner brugt på perlehøns, der ikke fandtes.

Et fodboldslandshold, der ikke ville fortsætte med at spille VM, medmindre de fik lønnen betalt kontant, så regeringen måtte sende et fly til Brasilien med tre millioner dollar. De mere alvorlige skandaler har været en lægestrejke i 2015, da lægerne strejkede i 17 dage, efter de ikke havde fået udbetalt løn i månedsvis. Strejken kostede minimum 500 personer livet. Senere samme år dokumenterede den lokale journalist Anas Anas omfattende korruption blandt dommerstanden.

I 2015 måtte NDC bide i det sure æble, og gå tiggergang hos den Internationale Valuta Fond IMF. Landet, der få år forinden var blevet et middelindkomstland, var nu på vej til at blive et dybt forgældet land igen, et såkaldt HIPC-land, Heavily Indebted Poor Country. Samtidig med optagelse af lånet steg inflationen, benzinpriserne og dumsor var værre end nogensinde.

Efter indgåelse af aftalen med IMF har tingene stabiliseret sig, men Ghanas selvsikkerhed og troen på fremtiden led et knæk.

NPP forsøger nu at lukrere på både de unges håb og drømme om en bedre fremtid, og på Mahamas problemer. NPP’s slogan i år er et ekko af Obamas valgkamp fra 2008. “Change” går igen og igen i NPP’s valgkampagnemateriale, der hitter på de sociale medier og blandt de unge. Mahama derimod forsøger at lægge vægt på, at de første fire år blev brugt til at lægge fundamentet, hvor fokus er på de mange forbedringer, der er sket. Ved at stemme på ham, så står de unge på tærsklen til en bedre fremtid.

Tillid og håb

Her er vi inde ved sagens kerne. NDC og NPP fører grundlæggende den samme politik. Det kan godt være, at det ene parti kalder sig socialdemokratisk og det andet parti konservativt, men ifølge den nu pensionerede ghanesiske ambassadør Kabral Blay-Amihere, så er ”alle partier fodboldhold, der spiller en 4-4-2 formation. Der er ingen forskel på partierne ideologisk set. Forskellen består i, hvem der bedst spiller denne formation”.

Konsekvensen er, at dette valg ikke handler om hvilken politisk ideologi, der er bedst, men hvilken kandidat, befolkningen, og især de unge, har mest tillid til kan materialisere deres drømme.

Mahama vandt valget knebent i 2012 med 50,7 procent af stemmerne, og derfor er Mahama sårbar overfor angreb. For at blive præsident, så skal en kandidat have over 50 procent af stemmerne.

Når valgdagen kommer, vil folk igen stå i kilometerlange køer i den bagende sol, mens palmetræerne giver lidt skygge til de heldige. Men på trods af IMF, gæld og energikrise vil Kwame og de andre unge stemme ud fra deres håb og drømme for fremtiden. Valget i Ghana er en fejring af de unge og en bekræftelse på, at de stadig ser lyst på fremtiden. Den præsidentkandidat, der bedst kan tænde lyset og troen på fremtiden, er den person, der vil stå som vinder efter valget 7. december.

Personligt håber jeg, at den vindende kandidat vil fortsætte med at fastholde min ven Kwames og de andres håb om en lys fremtid. Og som en populær ghanesisk reklame lød i 2012: Make Fufu Not War.

Topfoto: Ghana Youth – https://blog.standardbank.com/node/48354

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mathias Søgaard (f. 1985). Researcher og skribent med særlig interesse for de afrikanske markeder og de muligheder de repræsenterer. Hans fokus ligger på kulturanalyser og kendskab til afrikanske landes politiske og økonomiske situation, samt landenes historiske- og religiøse forhold. Uddannet cand.mag. ved Center for Afrikastudier, Københavns Universitet fra 2013, og har en bachelorgrad i religion fra Syddansk Universitet fra 2010. Mellem 2011 og 2013 skrev han speciale om, hvordan den seksuelle moral blev set som et termometer for den økonomiske korruption. Mathias har boet i  Ghana med jævne mellemrum fra 2011 til 2016. Han følger også lovgivninger på LGBT-området tæt i Afrika. Det er hans overbevisning, at udmeldinger på dette område fortæller noget om de udfordringer et givet land står i og om landets lederskab. Fra 2013 - 2014 havde Mathias sin gang hos Amnesty International. I øjeblikket er han ansat ved Dansk Røde Kors og arbejder her med børn, der flygter alene, også kaldet UMI'ere. Mathias Søgaard er opvokset delvis i Haarby på Fyn og delvis på Avernakø i det sydfynske øhav. I dag har han til huse på Amager. Han udgiver også artikler på sin egen blog, som kan findes her. Hvis man vil betale for hans artikler, kan det ske via MobilePay: 61686391

Seneste artikler om Afrika