FILM // ANMELDELSE – En ung sort mand havner i en tidssløjfe efter en vellykket nat hos en kvinde og plages af utallige dødelige angreb af hvide politibetjente, da han morgen efter morgen forsøger at tage hjem. Filmen, der sætter fokus på politiets overgreb og mord på sorte medborgere i USA, er barsk, tankevækkende og absolut seværdig, skriver Karen Hammer.
Spoiler Alert – Denne tekst fortæller indgående om filmens handling.
Husker I Harold Ramis spillefilm fra 1993 “Groundhog Day”? Ja, selvfølgelig gør I det. Hvem kan glemme Bill Murray i sin glansrolle som den kyniske vejrekspert, der forvilder sig ind i en tidssløjfe, der dag efter dag lader ham genopleve lige netop den dag, hvor murmeldyret kommer frem fra vinterhi og foråret begynder?
Efter de første dages irritation lærer han at bruge sine oplevelser konstruktivt – han føler sig som Gud – og ender med at blive et bedre menneske og vinde pigen. Det er en morsom og lærerig film, der slår fast, at “Life has a funny way of repeating itself”.
Meget tyder på, at Travon Free, der har skrevet manuskriptet til sin og Martin Desmond Roes Oscarpriste kortfilm “Two Distant Strangers”, har en noget anderledes opfattelse.
Carters mareridt
I filmen plages den unge sorte tegneseriekunstner af utallige dødelige angreb fra en meget aggressiv racistisk gadebetjent. Unge, selvbevidste Carter træder lykkelig og afslappet efter en vellykket nat med dejlige Perri ud på fortovet i New Yorks centrum. Han tænder en cigaret, konfronteres med betjent Merk, der antyder, at cigaretten har en underlig lugt og kræver at tjekke hans taske.
Carter kender sine rettigheder men fatter ikke, at han straks bør adlyde på trods af sin egen bedre sociale position. Andre betjente løber straks Merk til undsætning. Carter ender med ansigtet mast ned i asfalten under voldsom kamp og stønner “I cannot breathe” adskillige gange, til han dør (første gang). Vi husker videosekvensen fra maj 2020 af mordet på George Floyd i Minneapolis og ser de sortes vilkår.
Filmen antyder i sine første 8 minutter en romantisk komedie, hvor to kønne unge sorte mennesker drillende kommenterer deres første nat sammen. Han skal skynde sig hjem til sin hund Jeter – en stor grå pitbull, som vi nu og da ser glimt af.
Efter mere end 100 forsøg på at slippe fra betjent Merk er Jeter stadigvæk alene i lejligheden. Carter opfatter hurtigt situationen og prøver at ændre lidt på begivenhedernes gang, men Merks eller skæbnens angreb er så forskellige, at han ikke kan gardere sig.
Han er overbevist om, at han på et eller andet tidspunkt nok skal komme hjem til sin ”fucking dog”
På intet tidspunkt kommer han til at føle sig sig som Gud, og der er intet morsomt ved de utallige gentagelser. Snarere det modsatte: Filmen bliver mere og mere uhyggelig.
Happy end?
Perri forklarer, at hun som sort kvinde i New York naturligvis har en pistol og tilbyder ham at låne den. Hun anbefaler ham dog først at tale med Merk, der forbløffet lytter til hans beretning og ud fra tydelige beviser lader sig overbevise nok til at køre Carter hjem.
Carter tror sig nu sikker og sludrer hyggeligt med Merk fra bagsædet bag gitteret i politibilen. Jeter aner, at Carter nærmer sig og logrer begejstret med halen oppe i lejligheden. Carter tager hjerteligt afsked med Merk og går mod opgangen, da Merk stopper ham og klapper ad hans præstation – nr. 100. “Den bedste af dem alle”. Han hujer af begejstring og skyder. “Vi ses i morgen”. Carter synker om i slowmotion og ligger atter som mange gange før i en stor blodpøl på fortovet.
Rapperen Joey Bada$$ er fremragende som Carter og synger filmens sidste belærende sang om “Two Distant Strangers”
Men filmen og skæbnen er ustoppelig. Endnu engang – nr. 101 – vågner Carter op i Perris seng efter endnu et utroligt mareridt. Men han er overbevist om, at han på et eller andet tidspunkt nok skal komme hjem til sin ”fucking dog”.
Dette er den mindst tænkelige happy end nogensinde, men antyder vel, at nyere tider måske en dag vil kunne ændre de hvide betjentes massemord på sorte medborgere på gader og stræder og sågar inde i private hjem.
På trods af Trump fik den ansvarlige betjent 22½ års fængsel for mordet på George Floyd. Vi opfordres til at huske navnene på de utallige sorte ofre og for fremtiden se dem som brødre.
Stof til eftertanke
Rapperen Joey Bada$$ er fremragende som Carter og synger filmens sidste belærende sang om “Two Distant Strangers”, mens den øvrige musik er skabt af James Poyser. Perri spilles charmerende af Zaria Simone, og Andrew Howard er den modbydelige betjent Merk.
Filmen vækker til eftertanke. Hvordan er vores forhold herhjemme overfor myndighederne? Skal vi også bare adlyde, når betjente eller andre myndigheder kræver det? Jeg er ikke så indstillet på det… og må glæde mig over ikke at leve i USA.
“Two Distant Strangers” er en uforglemmelig barsk film.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her