BØGER // FORFATTER-INTERVIEW – Når en højtprofileret advokat debuterer som skønlitterær forfatter, vækker det forundring: Hvad driver ham til tastaturet? Hvilken historie har advokaten på hjertet? En kærlighedshistorie, viser det sig, men også en fortælling om hvor svært det er at integrere sig og en diskret punktering af forestillingen om Danmark som verdens bedste land. Catherine Lefebvre interviewer den 75-årige jurist, Georg Lett.
I en alder af 75 år debuterer den markante københavnske advokat, Georg Lett, som skønlitterær forfatter.
Det lyder utroligt, men det er sandt, og til og med er Letts første opus med titlen En uendelig affære en spændende, medrivende og omfattende roman, som bevæger sig rundt om det enkelte menneskes livsbane.
Inspireret af bl.a. forfattere som Céline, Michel Houllebecq og Joseph Roth har advokaten kastet sig ud i en klassisk romanudgivelse: Der er noget, han vil fortælle.
Erindringens byggeklodser
Om romanens tilblivelse siger Georg Lett: ”Forestil dig erindringen som en Lego-borg. Dette stykke legetøj købes med en fin tegning og anvisning til at bygge en bestemt borg. Ikke en brik for meget, og ikke en brik for lidt.
Men alle børn piller den fra hinanden og bygger noget andet. Alle brikkerne stammer fra Lego-borgen, men ligner den overhovedet ikke længere.
Bogen tager udgangspunkt i mine skoleoplevelser i Frankrig for mange år siden. Forholdene var lige så ekstreme, som de beskrives i bogen
Man kan genkende farverne på klodserne og måske også enkelte af de mere specielle klodser, men den forudbestemte borg er det ikke.”
Jeg forstår godt Letts billede – og det er sandt, at slutresultatet kun sjældent bliver, som man troede … Det fandt jeg selv hurtigt ud af ved studenterjubilæet sidste år. Billedet, hvor levet liv og fiktion blandes, synes oplagt i forbindelse med denne roman, hvis forlæg netop stammer fra Georg Letts erindring om et vigtigt år i ungdommen:
”Hvis sådan en Lego-borg skal blive vellykket, er man nødt til at give noget af sig selv. Det har jeg gjort. Bogen tager udgangspunkt i mine skoleoplevelser i Frankrig for mange år siden. Forholdene var lige så ekstreme, som de beskrives i bogen. Allerede få år efter var de fuldstændig forandret, ved jeg fra senere elever.
Fiktionen er en vigtig præmis. Jeg kommer aldrig til at skrive en bog om en advokat, der skriver en bog. Jeg kan heller ikke levere en bog om en ulykkelig barndom eller forældre, der svigtede, og jeg ville heller ikke have lyst til at skrive den.”
Ikke kun jura
Georg Lett interesserer sig for mangt og meget og slet ikke kun jura, love og regler: ”Jeg har et andet rum inde i mig selv, som har været under skarp bevogtning i mit professionelle liv. Juraen er disciplinerende for personligheden. Man tvinges til at være nøgtern og præcis.
Men jura handler også om mennesker, og dem har jeg altid interesseret mig for”.
Det er utrolig enkelt at falde i snak med Georg Lett. Han virker med sin slanke og adrætte skikkelse agil og åben, klar til endnu en samtale, klar til endnu et møde.
Jeg prøver at synliggøre, hvor svært det er at blive integreret
Og det ser ud til, at han nyder, at han nu kan lade fantasien få frit løb for åbent tæppe – og måske slippe det at være ”nøgtern og præcis”. At digte videre på hændelser fra ungdommen og placere sig selv midt imellem autofiktion og fiktion synes at være et valg, han har truffet, og som han har det godt med.
Georg Lett forklarer, at når han skriver, er det først og fremmest for at fortælle en god historie. Han vil også fortælle om mennesker, og hvordan de tænker og handler.
Men det er ikke først og fremmest en psykologisk roman. Det er heller ikke en programbog. Der er ikke noget budskab. Lett skriver ikke for at ”sætte idéer under debat”. ”Men jeg vil godt vise, at verden ser anderledes ud, når man bevæger sig uden for Danmark. Jeg vil godt – diskret – punktere forestillingen om, at vi i Danmark lever i den bedste af alle mulige verdener. Hovedpersonen lider jo på flere planer skibbrud med sine idealer”.
Den franske forbindelse
Lett fortsætter: ”Frankrig er tumlepladsen, fordi jeg havde lidt erfaring der. Valget af en anden lokation ville blive overfladisk. Og nu var det jo skoleopholdet, der satte det hele i gang. Jeg er fascineret af den forskel, der er mellem dansk og fransk kultur. Den vil jeg beskrive. Det finder jeg interessant, fordi landene tilhører samme kulturkreds og er meget tættere på hinanden, end de kulturer, vi kommer i kontakt gennem indvandringen. Jeg prøver at synliggøre, hvor svært det er at blive integreret.”
Den dansk-franske forbindelse er interessant, og den kommer til udtryk både i romanen og i den identitet, som bliver Georg Letts. Ungdomsåret i Frankrig kommer til at sætte sig spor – i romanens kerne, men sandelig også i Georg Letts liv og karriere, og det er tankevækkende, at de oplevelser, man som ungt menneske sådan helt formelt kommer ud for, på en måde bliver udslagsgivende for den senere eksistens. Så meget endda, at der er stof til en hel roman.
Samfundets autoritet havde forældrenes autoritet som forudsætning eller grundvold. Det er svært i dag at forstå omfanget af den magt, forældrene havde over deres børn før ’68
Som ung student kommer romanens hovedperson, en ung mand ved navn Roland, fra København til Nantes i det vestlige Frankrig, hvor han skal tilbringe et år på et kostgymnasium.
Romanen er bygget op over to spor: et nutidsspor og et andet, i datiden, der foregår i det år på gymnasiet, som man måske i dag vil benævne 4.g. Hvis det var sådan, man dengang tilbragte et såkaldt ”mess year”, må man sige, at der var tale om en disciplineret tilgang til at stå på egne ben i udlandet.
Naturligvis bliver det slet ikke sådan, som der var lagt op til – og på den måde får Lett mennesket med ind i romanens kerne:
”En uendelig affære kan læses som et kærlighedsdrama, og det er helt legitimt. Men jeg har villet noget mere. Det er også en historie om et fald, og det, der falder, er idealerne.
Det er for det første idealet om den romantiske kærlighed. Den franske forfatter Michel Houellebecq gav i en af sine første romaner udtryk for, at den romantiske kærlighed var en forestilling fra 1970’erne. Jeg vil udvide det til 1960’erne. Men det er netop kun en forestilling.
Det andet er de idealer, som blev skabt i ’68-oprøret. Det var et sammensurium af mange idealer. Man pegede på frihed og tolerance. Frihed fra autoriteter. Det særlige her er nemlig autoritetens betydning før ’68. Samfundets autoritet. Hovedpersonen tror fejlagtigt, at han er blevet fri for den autoritet, og opdager først sent, at bølgen ruller tilbage.
Samfundets autoritet havde forældrenes autoritet som forudsætning eller grundvold. Det er svært i dag at forstå omfanget af den magt, forældrene havde over deres børn før ’68”, fortsætter Lett.
Coming of age
Georg Lett beskriver med detaljeret følsomhed dét, som den unge mand går igennem, og som kalder på en universal, menneskelig tilgang til og forståelse for det at vokse til og blive voksen – ”coming of age” er vel den term, man bruger i dag, når man beskriver bevægelsen fra ung til moden.
Måske er der også tale om ”coming of age”, når det drejer sig om at bevæge sig fra juraen til gerningen som forfatter? Måske er det netop her, Lett oplever det store spring. At han er klar, viser romanen med al tydelighed.
Selve bogens opbygning er et møde i nutiden med tilbageblik, og mødet viser som så ofte før, at fortiden rummer stof til at forandre nutiden dramatisk. Pointen er, at man ikke slipper for sin fortid, selvom man glemmer den – eller fortrænger den.
Billedet af Lego-borgen ligger stadig inden i os, selvom vi for længst har smidt alle klodserne væk. Erindringen ligger som en allestedsnærværende klangbund, der viser sig her og dér og bidrager til sammensmeltningen af realitet og fiktion.
Georg Lett supplerer: ”For mig er plottet meget vigtigt. Aristoteles bog Poetikken har været en fantastisk oplevelse for mig. Hans analyse af de græske tragedier er en lærebog i fortælleteknik.
Selve rammen er ikke original, selvom jeg troede det, da jeg skrev. Temaet med i en moden alder at blive konfronteret med en ungdomskærlighed har flere andre gennemspillet. Men heldigvis på helt andre måder.”
Op til trykningen læste jeg teksten så mange gange igennem, at jeg fik kvalme. Nu står den så i bogtryk og ser meget overbevisende ud. Som om det var en anden, der havde skrevet den
På spørgsmålet om hvorfor bogen udkommer nu, svarer Lett: ”Selve tilblivelsesprocessen har været meget lang, og jeg frygtede, at hovedpersonen ville komme på plejehjem, inden bogen var færdig. Jeg har indtil for nylig haft en travl hverdag ved siden af, så jeg har skrevet tidligt om morgenen og sent om aftenen.”
Et spørgsmål trænger sig på – om hovedpersonen Roland ligner Georg Lett?
”Det håber jeg ikke”, svarer Lett, ”men det er klart, at når man går dybt ned i en romanfigurs psykologi, må man trække på sine egen erfaringer. Persontegningen må underkaste sig romanens behov. Derfor bliver nogle træk trukket skarpere op. Så ja, jeg rummer da nogle af Rolands træk. Man kan sige, at Rolands karakter rummer sider, som jeg kan identificere mig med. Men der er også træk, som jeg ikke bryder mig om. Han er snobbet. Han er konfliktsky. Han er fej. Men det er ikke gennemgående træk, for han rummer som de fleste mennesker modsætninger. Han er ikke kun snobbet, konfliktsky og fej. Kun i visse situationer. Ligesom vi andre gør han ind imellem ting, han skammer sig over.”
Ny ham
Men hvordan er det sådan pludselig at være forfatter? Hvordan føles det at stå midt i en romanudgivelse? Det nærmest eksistentielle skifte bliver jeg interesseret i:
”Det føles stort, men også mærkeligt”, fortæller Lett og fortsætter: ”Op til trykningen læste jeg teksten så mange gange igennem, at jeg fik kvalme. Nu står den så i bogtryk og ser meget overbevisende ud. Som om det var en anden, der havde skrevet den. Jeg ser den pludselig med en fremmeds øjne.”
Georg Lett taler om en decideret fysisk reaktion på arbejdet med bogen, og jeg spørger ham om hvilke overvejelser, han har gjort sig om dette?
”Når vanskeligheden med at finde et forlag, der vil udgive den, er overvundet, melder bekymringen sig, om det overhovedet er en god idé. Perspektiverne for, hvordan den vil blive modtaget, begynder at melde sig. Ind imellem griber jeg mig i at ønske, at ingen lægger mærke til, at den er kommet.”
Maskespil
– Føler du, at du smider en maske?
”I høj grad. For kort tid siden læste jeg lidt tilfældigt Ervin Goffmans Vores Rollespil i Hverdagen – et sociologisk hovedværk – der overbevisende synliggør, at vi i alle relationer spiller roller og bærer masker i forhold til hinanden. Det er derigennem, vi skaber vores identitet. Igennem et langt liv har jeg befundet mig i rollen som advokat, der sætter nogle rammer for, hvad man gør og er. I den situation er det ganske voldsomt at udgive en bog, der – selvom den er fiktion – er meget personlig. Det er ikke en bog, man kan holde på afstand. Jeg giver meget af mig selv, når jeg lever mig ind i personerne.”
Jeg kan ikke undgå at tænke på Karen Blixen og fortællingen Syndfloden over Norderney, hvori det kendte citat ”På din Maske skal jeg kende dig” optræder.
Til min store overraskelse befinder jeg mig godt i skriveprocessen. Det er afslappende
Det er tankevækkende at høre Lett fortælle om det maskespil, som man ofte i sit professionelle liv er underlagt, men som jo netop er med til at skabe den identitet, man agerer ud fra. Masker bygger op, og masker falder, og jeg fortsætter ad det personlige spor og spørger:
– Hvad siger familie og venner til, at du nu også er skønlitterær forfatter?
”Foreløbig har reaktionerne været positive. Jeg har holdt kortene tæt til kroppen indtil det sidste, og derfor var jeg spændt. til min store overraskelse befinder jeg mig godt i skriveprocessen. Det er afslappende. Det er jo netop en maske, der falder.”
– Har du fået nye indsigter af at skrive?
”Ja, bestemt. Efter at jeg selv har skrevet, læser jeg andre forfattere på en anden måde. Jeg lægger mere mærke til fortælleteknik og sproglige detaljer. Det har jo været en læreproces. Jeg har også haft gode hjælpere omkring mig, som har givet mig fif og modspil og nådesløs kritik. Det har været nødvendigt. Der er meget håndværk i det. Jeg har dog ikke været på forfatterkursus. Jeg er sikker på, at jeg ville være gået i baglås over for forestillingen om en autoritet.
Det skyldes ikke manglende ydmyghed, men snarere min advokatevne til altid at ville se tingene fra en anden side. Der er nok lidt Rasmus Modsat i mig. Når jeg har kunnet modtage hjælp, er det fra mennesker, jeg har haft meget stor tillid til.”
Georg Lett er god til at formulere, hvordan han oplever tingene – det får mig til at spørge, om det at skrive ”har gjort noget ved ham”?
”Ja, til min store overraskelse befinder jeg mig godt i skriveprocessen. Det er afslappende. Men ellers ikke så meget – endnu i hvert fald. Jeg er ikke forfatter, men en advokat, der har skrevet en bog. Det er måske noget, der vil ændre sig, hvis der kommer en bog mere.”
Jeg tænker over Georg Letts åbne tilgang til mine spørgsmål, jeg bilder mig ind, at advokaten også her vejer for og imod, inden han svarer, men jeg oplever også en skøn ligefremhed i hans opfattelse af sit eget hamskifte. Slutteligt kan jeg ikke lade være med at stille ham det universelle spørgsmål:
– Er du i gang med ”den svære 2’er”?
”Ja”, svarer Lett. ”Den lange ventetid, mens jeg ventede på forlagenes svar, måtte bruges til noget. Jeg har faktisk skrevet ret meget. Det er noget helt andet, som ikke vil kunne sammenlignes med En uendelig affære. Det er en roman, der trækker på min store interesse for historie. Den foregår i det 18. århundrede i tiden før Struensee. Jeg har altid været fascineret af det 18. århundrede, som ofte bliver overset i historien.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
