BØGER // ANMELDELSE – Gyldendal har genudgivet Hulda Lütkens De Uansvarlige fra 1933. Bogen er en undersøgelse af kvindelivet. Den er vild, ambitiøs og storladen, men også famlende, skriver Inger Tejlgaard Olesen Ravn i sin anmeldelse.
Det er en kendt sag, at Hollywood er nådesløs overfor kvinder, der er blevet for gamle til at spille rollen som lyst-objekt for mandens blik. Tilbage er kun småroller som moder, tante og rare gamle bedste. Så vidt så godt, kvindens liv.
Undtagelsen er selvfølgelig den kvindelige superskurk, heksen eller den hævnende kvinde. Der findes immervæk både en Medea og en Medusa, en maskuliniseret version af kvinden, der alene derved udgør en trussel.
Lad det være sagt med det samme: Det er en vild bog, en ambitiøs og storladen bog, men også sine steder en famlende bog
Tør man overveje, endsige påstå, at denne begrænsning er et udtryk for, hvor snævert det i øvrigt ser ud, hvad angår kvindens muligheder for at boltre sig i den menneskelig eksistens? Det, hvorom alting drejer, synes symptomatisk at være faktummet, at det først er med fremkomsten af en egentlig kvindelig forfattertradition, litteraturen så småt begynder at undersøge længden, bredden og dybden af kvindelivet som mulighed.
En af de danske forfattere, der relativt tidligt begynder denne sonarundersøgelse af kvindelivet, er Hulda Lütken (1896-1946) hvis roman De Uansvarlige nu genudgives på Gyldendal for første gang siden 1933.
Lad det være sagt med det samme: Det er en vild bog, en ambitiøs og storladen bog, men også sine steder en famlende bog.
Der, hvor værket både kommer til kort i sin famlen og samtidig er mest interessant, er i forhold til formen. Man læser en forfatter, der leder efter at fremskrive en form, der kan tale om både det specifikt unævnelige og det i almindelighed unævnte
Den er vild, ikke blot fordi et gennemgående tema er hor, men også fordi den omhandler kvinder, der på den ene eller anden vis er fanget i deres kødelige lyster og begær. Det er en ambitiøs og storladen bog, fordi den samtidig også er dybt moralsk på den ikke-letkøbte måde. Den frasiger sig kristendommens dobbeltmoral samtidig med, at den sætter spot på den menneskelige fallit, der følger med et liv uden moral.
Der, hvor værket både kommer til kort i sin famlen og samtidig er mest interessant, er i forhold til formen. Man læser en forfatter, der leder efter at fremskrive en form, der kan tale om både det specifikt unævnelige og det i almindelighed unævnte.
Hulda Lütken og moderskøgen
Afsættet for romanen er den faldne kvinde som moderfigur. Det er den unge kvindes letsindige begær, der former skæbnen ikke blot for sig selv, men også for sine døtre og familier.
Den ene af de kvinder, der følger dette mønster, er Therese. Hun går den angrende synderindes vej, da Ejnar redder hende fra hendes skændige situation som ugift og gravid kvinde. Den uægte datter efter det lille fejltrin vokser op hos hendes forældre og er således ude af øje, ude af sind, indtil flere fødsler senere, hvor Therese får lægens ord for, at endnu et svangerskab betyder døden.
I baggrunden af scenariet ser vi et sandt kor af sortklædte ravne: indremissionske kvinder anført af en præst med hvide maddikefingre, der ubønhørligt presser Therese til at opfylde sin ægteskabelige pligt som hustru og lade Gud om konsekvenserne
I en tilværelse med cølibat, bønner og bibel, hvor Therese og Ejnar sover i hver sit kammer, bliver situationen tilspidset, da Agathe, Thereses uægte datter fra før ægteskabet, dukker op: Slangen i paradiset, en fristerinde i laksko med glattede negle, spytkrøller og livligt spillende tunge mellem de rødmalede læber er ankommet. Der inklineres til dødevals, da Therese står i den umulige valgsituation at lade sin ægtemand forføre af sin uægte datter eller selv at ofre sig på lystens alter med døden som sidste udgang.
I baggrunden af scenariet ser vi et sandt kor af sortklædte ravne: indremissionske kvinder anført af en præst med hvide maddikefingre, der ubønhørligt presser Therese til at opfylde sin ægteskabelige pligt som hustru og lade Gud om konsekvenserne. De gyser velbehageligt og godkender nikkende, da hun giver efter, og det ender med døden i barselssengen.
Den skamfødte datter
Et andet tema, der udfoldes i De Uansvarlige, er Skammens døtre, for så vidt vi får lov at følge de to uægte piger Agathe og Clarenca og deres skæbner.
Agathe er Thereses uønskede og forviste barn, resultatet af hendes ungdoms kropslige begær. Hun er kommet til verden i unåde og herefter bortvist, og hun vokser op i den sikre viden, at hun er hadet og frygtet af sin egen mor: ”Denne pige havde været i vejen så længe hun kunne huske.”
Da hun som ung kvinde løber af sin plads efter en nærgående husherre og opsøger sin mor, er det i skikkelse af den purunge femme fatale, nymfetten, der forfører med lige dele uskyld, koketteri og benhård forretningssans, hvad angår sin krops markedsværdi. Agathe beskrives som en følelsesforladt dukke, der lever gennem sin magt over manden. Hun er forbundet med en kold, hvid skam, affødt af moderens kuldslåede svigt. Det svigt, Agathe har været udsat for, handler ikke om et kristent svigt, men om et menneskeligt og eksistentielt svigt.
”… de søgte med den samme hunger efter livet, blot fordi livet ikke anerkendte dem. De var fnisende uartige tøse udadtil, men de var ensomme søstre, når de var ene. […] derfor viste de kun denne ensomhed deres sande ansigter.”
Thereses anger over sin ungdoms letsind kommer til at stå i skyggen af en endnu større synd: Fornægtelsen af moderkærligheden. Denne skyld vender tilbage som den uhyggelige skygge af et halvt menneske. Selv med læsningen af Agathes rolle som en Lillith-agtig dæmon, er det umuligt ikke også at føle medlidenhed med dette barn, der fra første dag har været forvist fra moderens liv til en skamfuld plads i skyggen.
Veninden Sørine fra Thereses ungdomstid er ligeledes kommet galt afsted dengang, men hun har definitivt fravalgt ægteskabet og dydens smalle sti. Med sin skarpe stemme får hun lov at være i fred i det lille samfund, hvor hun indtager en særrolle. Hun går i herrebukser, skriver digte og tilbedes af flere af mændene, mens hun syer kjoler og dragter til deres koner og klipper hår på de modigste af de unge kvinder. Den mest letbenede ungdom samles hos Sørine, inden de skal i byen og til bal. Lørdag aften dukker hendes faste elsker op.
På mange måder er Sørine tilsyneladende romanens mest livsduelige hovedperson – men overlevelsen er på bekostning af hendes menneskelighed – hun ender som en forrået karikatur af et menneske, en skikkelse, der har givet køb på alle loyaliteter og tillidsforhold for at hytte sit eget skind.
Sørines ømmeste og mest menneskelige punkt er datteren Clarenca, resultatet af ungdommens letsind og begær. Hende har Sørine projiceret sine håb og drømme over på
Som det gentages i uendelighed i romanen:
”Hun sjakrede, hvor hun kunne komme til. Anderledes var Sørine ikke. Det lå hende i blodet. Hun måtte sno sig.”
Sørines ømmeste og mest menneskelige punkt er datteren Clarenca, resultatet af ungdommens letsind og begær. Hende har Sørine projiceret sine håb og drømme over på, men efter Clarenca selv har født en lille pige af en ukendt far, overlader hun sit barn til Sørine for selv at drage til storbyen og bruge sin tid og sit liv på fornøjelser som letlevende dame uden at se sig tilbage.
Erna, Therese og Ejnars datter og Agathes halvsøster står centralt i romanen som en modsætning til de faldne kvinder. Erna er førstehåndsvidne til det voksenliv, der udspiller sig mellem Therese, Ejnar og Agathe, men selv i centrum af denne djævelske trekant er hun barnet, gennem hvis skarpt observerende blik læseren oplever og forstår situationerne, trods det, at hun ikke selv har hverken viden, erfaring eller modenhed til at tolke dem.
Erna er på sin vis den skikkelse i romanen, der bærer læserens mest udelte sympati, fordi hun er helt uden aktie i de begivenheder, der tilfalder hende. Hendes fejl er den manglende evne til at handle, til at tage ansvaret for sit eget liv på sig. I løbet af romanen bliver det klart, at det heller ikke er en løsning at forblive uskyldig – man kan ikke undvige forpligtelserne og nødvendigheden af at foretage valg ved at stikke hovedet i sandet.
Hvem er ansvarlig her?
Romanen handler om kvindernes skam over at have givet sig hen til begæret og de kødelige lyster, men det er i lige så høj grad en belysning af den gradvise forarmelse af sjælen, når de ikke tager ansvaret for disse handlinger. Det handler om forbandelsen ved den handlingslammelse, der nedarves til de næste slægtssled. Therese gør sig skyldig i ikke at tage ansvaret for sit barn, og det koster hende i sidste ende dyrt, da hun konfronteres med dette barn, ligesom det koster døtrene dyrt, om end de lever modsatte liv. Sørine tager ikke ansvar for sine medmennesker, og ender som en forrået karikatur af et menneske.
En ting er sikkert: Hvis De Uansvarlige blev filmatiseret, ville der være mere end én enkelt god kvinderolle til Hollywoods fallerede skuespillerinder
De Uansvarlige er en kvindelig version af arvesynden, og den udspiller sig som forskellige variationer over begreber som skyld, skam, synd, valg og ansvar.
Hulda Lütken undersøger hvordan disse begreber føles og mærkes, hvordan de ser ud og opleves fra forskellige vinkler og sider. Hun undersøger, hvordan roller etableres og opløses i takt med, at situationer og konflikter udfolder sig. Undervejs forsvinder tråden næsten i disse forsøg på at komme helt tæt på nerven i kvindernes liv og eksistentielle kriser, men også det føles som en nødvendig del af undersøgelsen.
Der er ikke meget show, don’t tell over Hulda Lütkens skrivestil, men de intenst fortættede portrætter af det martrede menneske, sætter sig dybt gennem en særlig insisterende udpensling af samme, når der har det sværest.
Uden at ville afsløre handlingen fuldkommen, skal det siges, at bogen ikke er for sarte sjæle, både indhold og udtryk er ømt, råt og frygtløst. Hulda Lütken går simpelthen linen ud.
Udgivelsen er en del af Gyldendals lancering af en ny klassikerserie kaldet Gyldendal Nordisk. De tre første værker i serien er alle skrevet af Nordens tidligste kvindelige forfattere, og det virker unægteligt som en tanke. De pågældende forfattere er Sigrid Undset og Selma Lagerlöf fra henholdsvis Norge og Sverige og altså Hulda Lütken med De Uansvarlige herhjemmefra.
På hver deres vis præsenterer disse forfattere en undersøgelse af kvinden som menneske, som det udfolder sig på tværs af tiden og i livet. En ting er sikkert: Hvis De Uansvarlige blev filmatiseret, ville der være mere end én enkelt god kvinderolle til Hollywoods fallerede skuespillerinder.
Læs mere af Inger Tejlgaard Olesen Ravn her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
