Hvis ét menneskes ufattelige elendighed kan skabe lige så ufattelig og fuldkommen lykke for titusinder – er det så en acceptabel byttehandel? Spørgsmålet er det centrale dilemma i den amerikanske forfatter Ursula Le Guins novelle ‘De der vandrer bort fra Omelas’.
Jeg kan godt lide nye bøger, men nogle gange har jeg næsten endnu større fornøjelse ved at genlæse. Jeg er en bogsluger, og det betyder, at jeg ofte går glip af finere detaljer og den sproglige sprødhed i første læsning, fordi jeg haster igennem, opslugt af at finde ud af, hvad der sker.
Det er en barnlig måde at læse på, som jeg aldrig har lagt af mig, jeg kan springe lange beskrivelser over – når jeg læser første gang, er det handlingsforløbet og personerne i det, som er i fokus. Bevares, jeg lægger mærke til, om sproget er godt, og om bogen i øvrigt er engagerende med interessante personer og miljøer, men det er hurtige betragtninger – som at nå at beundre en forhave, mens man kører forbi med 80 kilometer i timen.
Derfor er genlæsningen en helt anden nydelse, og der er bøger, som jeg genlæser næsten umiddelbart, efter at jeg læste sidste ord første gang, denne gang langsommere. Jeg ved, hvad der sker. Nu kan jeg give bogen den tid og eftertanke, den fortjener. Og jeg har bøger, som jeg har genlæst mindst 20 gange gennem årene og med lige stor fornøjelse hver gang.
Med tiden har jeg fundet ud af, at oplevelsen sjældent forbliver den samme fra læsning til læsning. Ordene gør, men min opfattelse af dem ændrer sig, fordi jeg selv ændrer mig, jeg har nye erfaringer, som jeg kan sætte i relation til bogen og dermed forstå den på en anderledes måde.
Nogle gange bliver det også ved genlæsningen af en bog klart for mig, at jeg siden sidste læsning har ændret opfattelse og tilmed værdier og vurderer eller tolker værket anderledes end første gang. Vi er slet ikke så konsistente i vores holdninger gennem livet, som vi selv bilder os ind. Og heldigvis for det, kan man sige. Ellers blev vi jo aldrig klogere.
Genlæsning som et spejl
Og så sker det en gang imellem, at en genlæsning rusker op og tvinger en erkendelse frem af, at et tidligere jeg ville være ked af at skulle stå ved mit nuværende. Vi kan svigte idealer, vi kan af magelighed gå på kompromis med meget, som vi engang ville være blevet oprørte over.
Det er ikke en særlig original betragtning, men det er med til at gøre genlæsningerne til et spejl. Bøgerne er gensyn med gamle venner og gensynsglæde, men det er også et tjek af min egen tilstand. Vil læsningen afsløre, at jeg er en anden, end jeg troede?
Forleden genlæste jeg den amerikanske science-fiction og fantasyforfatter Ursula Le Guins novelle ‘De der vandrer bort fra Omelas’, på originalsproget ‘The ones who walk away from Omelas’.
Den er for så vidt hurtigt læst. Ursula Le Guin formår at bruge sproget præcist. Hun kan med få ord skabe store og levende landskaber, intens uhygge, voldsom sorg eller boblende glæde. På det punkt – og flere andre i øvrigt – minder hun om vores egen Cecil Bødker.
Handlingen er for så vidt heller ikke noget særligt. Der sker ikke alverden, hvad der til gengæld er atypisk for hendes fortællinger, som ofte er meget originale beretninger – herhjemme er hun nok bedst kendt for bøgerne om troldmanden Gæt i serien om ‘Troldmanden fra Jordhavet’.
Men ‘De der vandrer bort fra Omelas’ er noget andet.
Ubeskrivelig fryd og glæde
Omelas er en overvældende smuk by med lysende tårne ved havet, skibene i havnen har rigninger tæt besat med flag, som glitrer i sommervinden, processioner af mennesker bevæger sig gennem gaderne, nogle overdådigt klædt, andre muntert dansende. Det er sommerfestival, og den lange beskrivelse af festligheder kan opsummeres til ét ord: Fryd.
Ursula Le Guin fortsætter med at fortælle om den fryd, som indbyggerne føler. Omelas er en utopisk verden, deres fryd er ægte, her er ingen slaver, ingen krig, ingen sult, ingen sygdom, ingen udnyttede, ingen fattige, ingen sorgfulde. Alle føler en dyb og ægte livsglæde. Historiens forfatter filosoferer sørgmodigt over, hvor svært det er at beskrive den fryd troværdigt, fordi vi selv har mistet den og snerrer ad den:
“Vi kan ikke længere beskrive et lykkeligt menneske eller fejre fryden. Hvordan skal jeg kunne fortælle dig om indbyggerne i Omelas? De var ikke naive og lykkelige børn – selv om deres børn faktisk var lykkelige. De var modne, intelligente, lidenskabelige voksne, hvis liv ikke var miserabelt. Oh, mirakel! Men jeg ville ønske, at jeg kunne beskrive det bedre. Jeg ville ønske, at jeg kunne overbevise dig”.
Ét barn bærer prisen
Undervejs får Ursula Le Guin føjet en del overvejelser ind om, hvad der egentlig gør mennesker dybt lykkelige, men det virkelige dilemma kommer til sidst i novellen. Prisen for al den fuldkomne lykke er, at ét eneste barn bærer elendigheden.
Barnet beskrives nøgternt, men ubærligt: Det sidder nøgent og med åbne sår i sine egne ekskrementer i et rum på størrelse med et kosteskab, uden lys. Det har ikke længere nogen muskler, maven er opspilet af fejlernæring, og det taler ikke, det piber bare tonløst. I begyndelsen, da det stadig kunne huske solskin og morens stemme, plejede det at skrige efter at blive lukket ud og lovede, at det nok skulle opføre sig ordentligt.
Alle indbyggerne i Omelas ved, at det er der. Nogle har set det, andre har tilstrækkeligt i at vide, at det er der. Men alle som en ved de, at deres lykke er købt, og at det er et barns elendighed, som er betalingen.
Det er den sociale kontrakt, vi indgår hver eneste dag. Vi ofrer menneskers lykke hver dag. Nogle må opgive noget for at andre kan få. Vi accepterer, at nogle får en dårlig løn for deres arbejde, for at vi andre kan få billigere varer. Vi accepterer, at uskyldige dræbes i kampen for at komme af med f.eks. ISIS eller Taleban. Vi nedsætter sociale ydelser for nogle mennesker for at andre kan slippe billigere i skat – og vi tvinger nogle til at aflevere deres penge i skatter for at kunne give til andre. Er det prisen værd? Er det simpelt hen betingelsen for menneskeligt fremskridt?
De fleste indbyggere græder, når de har set barnet, knuger deres egne børn lidt tættere til sig og går hjem og tilbage til deres lykke. Men der er dem, som vælger anderledes. De ser barnet, vandrer væk fra den smukke bys lykke, og de ser sig ikke tilbage.
“Det sted, de vandrer mod, er et sted, som de fleste af os finder endnu sværere at forestille os end den lykkelige by. Jeg kan slet ikke beskrive det. Det er muligt, at det ikke eksisterer. Men de ser ud til at vide, hvor de er på vej hen, de, der vandrer bort fra Omelas”.
Menneskeofring er hverdag
Da jeg læste novellen første gang, jeg var vist 14 år, tænkte jeg over, om det var prisen værd. Ét eneste menneskes elendighed for så mange tusindes lykke. Jeg nåede frem til, at selvfølgelig var det ikke det. Det var moralsk fuldstændig uacceptabelt, ikke forskelligt fra de menneskeofringer som skulle sikre hedenske stammer gudernes gunst.
Mit voksne jeg læser igen og erkender med ubehag, at det er den sociale kontrakt, vi indgår hver eneste dag. Vi ofrer menneskers lykke hver dag. Nogle må opgive noget for at andre kan få. Vi accepterer, at nogle får en dårlig løn for deres arbejde, for at vi andre kan få billigere varer. Vi accepterer, at uskyldige dræbes i kampen for at komme af med f.eks. ISIS eller Taleban. Vi nedsætter sociale ydelser for nogle mennesker for at andre kan slippe billigere i skat – og vi tvinger nogle til at aflevere deres penge i skatter for at kunne give til andre. Er det prisen værd? Er det simpelt hen betingelsen for menneskeligt fremskridt? Og burde vi være villige til at ofre vores egen komfortable og trygge tilværelse for at kæmpe for et ideal, hvor ingen betaler prisen, men vi alle er lige – også selv om vi ikke ved, om det overhovedet findes og kan realiseres?
Styrken i Ursula Le Guins novelle er, at den er så åben og giver læseren mulighed for at tage stilling til, om han eller hun ville være blandt de, der vandrer bort fra Omelas.
Det er netop et valg. Det er det, som er bag hele debatten om ulighed, når den bevæger sig væk fra de rationelle regnestykker og over i de moralske.
Vi kan vælge et livssyn, hvor nogle mennesker er mere værd end andre, hvor nogle fås elendighed betaler prisen for flertallets lykke. I det rationelle regnestykke giver det glimrende mening, og så længe de elendige er få nok eller langt nok væk, kan vi bekvemt pakke dem væk i vores bevidstheds nederste og mørkeste rum, og vi kan vælge at lade være med at åbne døren til rummet. Og skulle vi gøre det, kan vi lukke den hastigt igen, begræde verdens elendighed og fortsætte vores liv, som vi altid har gjort.
Og vi kan vælge det moralske regnestykke, hvor menneskeofringer ikke er acceptable under nogen omstændigheder, om det så er millioners lykke, der afhænger af det, og selv om vi ikke ved, hvordan vi kommer det sted hen, hvor de ikke finder sted.
Det er en tung erkendelse, men jeg vandrer ikke væk fra Omelas. Jeg synes ikke, at ofret er rimeligt, men jeg ved heller ikke, hvilken vej jeg skulle gå ud i mørket, jeg ved ikke længere, hvad destinationen skulle være. Jeg tror, det er den voksnes erkendelse. Det kan også være, det er idealismens fallit.
Mit yngre jeg ville have hadet mig for det.
Bærende foto: De der vandrer bort fra Omelas i novellen, vandrer ud i mørket, væk fra lykken og til et ukendt sted. Foto: Juanedc, Zaragoza, Spanien Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
