GAVER // ESSAY – “Ægteskabet er opstået som en økonomisk transaktion. Og det er stadig en økonomisk transaktion,” skriver forfatter Signe Kierkegaard Cain. “Kærligheden, ægteskabet og familien er tæt vævet sammen med ejendom, ting, forbrug. Og når par giver hinanden gaver, bliver gaven et forstørrelsesglas for parforholdet; som det var, som det er, og som det måske kan blive.”
Joni Mitchells Both Sides Now er en betænksom, velvalgt julegave til ens kone, der har elsket Mitchells musik, siden hun var helt ung. Men i filmen Love Actually forvandler CD’en sig til et symbol på svigt og sorg. Karen spillet af Emma Thompson har op til jul fundet den æske med et guldhjerte i en kæde, som vi tidligere har set hendes mand købe – og få pakket sirligt, overpyntet og enerverende langsomt ind af ekspedienten spillet af Rowan Atkinson.
Der stod: ”Gavekort til et skriveophold i tre dage.” Det var det meste luksuriøse, jeg kunne forestille mig på det tidspunkt
Da Karen sidder ved juletræet sammen med sine børn og manden og skal åbne sin julegave, forventer hun altså, at det er halskæden. Hun er spændt, smiler stort, flår papiret af. For så at opdage, at det i stedet er Mitchell-CD’en. Hendes ansigt falder, da det går op for hende, at det så er mandens sekretær, der skal have guldhjertet. Hun undskylder sig, forlader stuen, står i soveværelset mellem rammerne med familiefotos og græder. Hele ægteskabet passerer revy for hendes indre blik, fornemmer man.
Gaver rummer altid both sides; giveren og modtageren. Og de er langt fra kun et billede på now. Mens kapitalismens økonomisk tænkende menneske for det meste vil søge at akkumulere så meget som muligt, har gaven en anden logik: Modsat en vare skaber den relationer – bl.a. på grund af forpligtelsen til at gengælde ved at give en gave tilbage – og bidrager dermed til at opretholde sociale forbindelser, argumenterede sociologen Marcel Mauss for hundrede år siden i essayet The Gift.
Heller ikke for par kan gaver adskilles fra alt det, der findes imellem dem. Glæder og sorger, følelser, forventninger og det skænderi, de med meget lidt variation har gennemført igen og igen over årene. Og penge. I min digtsamling, Grundskyld, er parret efter mere end 18 års samliv nået til et punkt, hvor den ene siger: «Jeg vil ikke mere». De beslutter sig for at stoppe med at være kærester (eller i hvert fald holde pause), mens de stadig bor sammen med børn, hund og realkreditlån.
Dag 6.605 eller dag 1
18 år og 35 dage
og nu
siger jeg
jeg vil ikke mere
vi sidder i sofaen
den vi købte hos Bolia
for syv år siden
den mørkegrå
vi købte
otte år efter
vi havde købt
den lysegrå sofa hos Bolia
havedøren står åben
stilheden akkumuleres
så flænser et fly
himlen over egetræet, jeg
hvirvler støvet op, jeg
lægger mine øjne på dine
vil se
om dit blik falder
(fra Signe Kierkegaard Cains digtsamling “Grundskyld”)
Krigen og kærligheden
Med årene har tingene – som det sker for så mange par – hobet sig op rundt om dem: Vinterdæk, ledninger, håndskrevne breve, plasticdele til en kæmpe pool, børnetøj, der er blevet for småt. Og så videre. De er for længst blevet til det, Suzanne Brøgger i Fri os fra kærligheden kalder en «forbrugerenhed.»
Gennem disse tusindvis af dage
har vi foldet vores lunger ud
i Silvan
i Rema
på DBA
smidt vores lungetræer på disken
min hånd ejer din hånd der ejer min hånd
tandemkøb
foretaget af et firhåndet dyr
(fra Signe Kierkegaard Cains digtsamling “Grundskyld”)
I Efterskælv, der handler om hendes skilsmisse, skriver Rachel Cusk om alle de forhåbninger, vi udstyrer familielivet med: ”(…) af og til har jeg tænkt på om en af faldgruberne i den moderne familie – med al dens endeløse gemytlighed og godmodighed, al denne fuldkommen ubegrundede optimisme, denne tro, ikke på Gud eller penge, men på kærlighed – om en af faldgruberne ikke er at familien ikke kan vedkende sig og tage forholdsregler imod menneskets drift efter krig.”
Ja, idealet er, at kærligheden er stor nok, rummelig nok, til at bære hele menageriet, men julen varer som bekendt længe og koster mange penge, og par med fællesøkonomi har endda selv betalt for både den gave, de giver, og den, de får. Resten af selskabet – deres børn, forældre, andre familiemedlemmer – trækkes med ind i parforholdets inderste, og det kan føles intimt, ja, næsten for intimt, at stille sit forhold til skue eller være vidne til, at gaver skifter hænder og hjerter i andres forhold.
Den romantiske dyne
I et forholds spæde start, i kurtiseringen, er der selvfølgelig knap så meget fælles historik. Men der er til gengæld alt det, de to mennesker hver især bringer med sig. I 15. sæson af Gift ved første blik USA beslutter kvinderne sig for at købe ens bluser til deres mænd, men Mitch vil som den eneste af mændene ikke vil tage imod den.
Han og Krysten, som han er blevet matchet med, er generelt meget uenige om klimaspørgsmål og forbrug, og Mitch forklarer Krysten og de andre par, hvorfor han ikke vil have blusen: ”When you buy someone a physical thing, it’s kind of like you’re putting that on them, and it’s a responsibility that they have to take on (…). To me it’s kind of materialistic.” Til det svarer Krysten: ”I think it’s weird to not wear a shirt your wife gets you.” Værdierne, symbolikkerne clasher. Krysten synes, hun med blusen viser Mitch, at hun vil forholdet. Mitch synes, det er en upassende gave – fordi den netop ikke passer til ham.
Da min mand og jeg havde været kærester i fire måneder, gav han mig en dyne i fødselsdagsgave. Umiddelbart lyder det måske ikke så romantisk, men han havde kun én dyne i sin lejlighed, og selv om det nok kunne være rart at ligge sammen under den, var den ekstra dyne en invitation: Jeg vil gerne have, du overnatter her hos mig. Siden er det sket, at han har givet mig mindre gode gaver – ligesom jeg fx i tidens løb har givet ham gavekort på både en brugt gasgrill og en middag på Noma, og han har stadig ikke fået nogle af delene.
Når par har været sammen et stykke tid bliver gaver – som i Love Actually – til gensidige forsøg på at gøre forholdsstilladset så stabilt som muligt, råde bod på svigt og manglende overskud, indgyde håb om lysere tider.
«Naturligvis er ‘lykke på dåse’ en myte, men myter er ikke løgn, for så vidt som de fungerer, og nyerhvervelsen af ting giver en fornemmelse af fornyelse i parforholdet,» som Brøgger skriver.
Da min mand og jeg havde været sammen i 12 år, fyldte jeg 40. Og nu var situationen en helt anden. Vi havde to børn på fem og otte. Jeg arbejdede som kommunikationskonsulent og var frustreret over, at jeg kun meget sporadisk formåede at skrive skønlitteratur, selv om det var det, jeg ville. En dyne ville på ingen måde føles hverken romantisk eller som en invitation. På min fødselsdag tog vi til stranden med børnene. Det var i slutningen af september, jeg bader året rundt, og den dag gik min mand med i vandet – det var i sig selv en smuk gestus.
Da vi stod der på sandbunden, i vand til navlen, rakte han mig en frysepose med en lille seddel, og da jeg igen stod på badebroen, åbnede jeg posen, foldede sedlen ud. Der stod: ”Gavekort til et skriveophold i tre dage.” Det var det meste luksuriøse, jeg kunne forestille mig på det tidspunkt. Og jeg kom faktisk afsted.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og