CORONA // KOMMENTAR – Hvorfor er det, at der lige pludselig er kommet flere viruseksperter, end der nogensinde har været landstrænere i fodbold? Det må siges at være et af de mest påtrængende eksistensfilosofiske spørgsmål lige nu. Jakob Brønnum forsøger at dykke ned i den europæiske mands selvbevidsthed og dunkle psyke.
Det må have været slående for andre end mig, hvor erfarne, indsigtsfulde og velinformede virologer en påfaldende stor del af den mandlige befolkning pludselig har vist sig at være, nu da coronavirusen sætter verden på den anden ende.
Jeg er gentagne gange blevet grundigt belært på min Facebook-væg om, hvor lidt jeg ved og forstår af de faktiske forhold. Og det tager jeg imod som en mand. OK, måske ikke helt som en mand.
Hvem er disse eksperter da? Det er nydelige middelklassemænd, af god familie, mænd i deres bedste alder, mænd, for hvem udtrykket mansplaining aldrig for alvor er blevet aktuelt. Den slags er de hævet over.
Og fremfor alt kender de præcis årsagen til, argumentationen for og virkningen af de forskellige landes tiltag
Deres indsigt er da også frygtindgydende imponerende: De kender spredningstakt og smittefarlighed, for ikke at tale om smitteårsager, fordelt på alder, køn og biotop.
De kan forudse udviklingen af denne herligt verdensomspændende begivenhed, ovenikøbet med nuanceringer på baggrund af forskellige parametre, såsom hvorvidt regeringer er dygtige eller slet og ret uduelige. Det er de fleste desværre. Regeringerne, altså. Særligt dem i udlandet.
Og fremfor alt kender de præcis årsagen til, argumentationen for og virkningen af de forskellige landes tiltag, herunder særligt deres mangel på virkning. Med stor nøjagtighed og klarhed afgør de, hvilke tiltag er de bedste og mest nødvendige, så enhver kan forstå det. Med profetisk styrke forudser de de kommende måneder og års forløb af sygdommen.
Det mest imponerende er næsten udbredelsen af denne kundskab. Man ser det overalt i de digitale kredse: To eller tre mænd står overfor hinanden og fremlægger synspunkter og ræsonnementer, og så længe de er nogenlunde enige, og det sørger de langt hen ad vejen for at være i disse for vort land så alvorlige tider, så virker hele scenariet beroligende på dem selv og omgivelserne.
Det ville også være beroligende, hvis det ikke var så komisk. Og det ville være komisk, hvis ikke det var så pinligt gennemskueligt. Og det ville være pinligt gennemskueligt, hvis det ikke var så alvorligt, fordi det er en måde, den europæiske mand bearbejder sin egen eksistentielle angst.
Angst og frygt
Nu kan det være på sin plads med en skelnen fra alle mansplaineres åndelige fader, Søren Aabye Kierkegaard. Han gør et sted opmærksom på forskellen på angst og frygt. Frygt er noget, man står i overfor en konkret magt eller mulig hændelse.
Angst er en eksistentiel tilstand, som har at gøre med, at man står overfor et eller andet udtryk for fuldstændig eksistentiel tomhed, såsom den potentielt livsverdensomvæltende og i hvert fald foreløbig helt ukendte konsekvens af en pandemis apokalyptiske forløb. Men den fuldstændige tomhed findes ikke, forklarer Kierkegaard, det er et bevidsthedmæssigt rum, som i stedet fyldes af angst.
Jeg troede aldrig, jeg skulle se det igen, men jeg så faktisk for nylig i en sydeuropæisk lufthavn en ekspedient i parfumebutikken lade manden dufte til en parfume til kvinden, før hun duftede den
I tidligere tid, da samfundet var styret af religiøse dogmer, altså frem til omkring Oplysningstiden, ville den europæiske mand have udspredt religiøse begrundelser for samfundsudviklingen, hvad vi jo har så rigelige mængder af eksempler på i historien.
Det ville være en måde at få styr på nervøsiteten over den nuværende unormale tilstand, hvad det så kan have været, krig, sult, nød eller pest.
Den tomhed og meningsløshed, der truer med at overtage den meningsfylde, man opretholder gennem sit verdensbillede, må fyldes med noget andet end angst, for at man ikke skal gå under. Man søger derfor at forklare alting ind i et verdensbillede, der er båret af en større normalitet, end den, der bærer truslen.
En højere normalitet, der om muligt, fordi den er højere og mere altomfattende, kan bagatellisere det truende. Derved virker det både mindre og kontrollabelt, og som om det er noget, der indgår i et system, der er forudbestemt eller kan forklares. Et system som man forstår. Religionens dogmer er perfekte til det brug: Det er Gud, der har sendt den og den ulykke. Og det kan man jo ikke gøre noget ved. Det er ovenikøbet retfærdigt og godt, hvis det er Gud, der har gjort det.
Andre parametre i spil
Men den går ikke længere. I mellemtiden er vi blevet naturvidenskabelige og demokratiske, og der er andre parametre i spil. Jeg tænker ind imellem på situationen i den midterste del af det 20. århundrede, hvor manden i huset pludselig var blevet politisk ekspert og sad uforstyrrelig bag sin avis eller lyttede til radioavisen med en mine, der viste, at han, bedre end andre i husstanden, forstod disse vanskelige og krævende problemstillinger.
Hvis man spurgte, fik man da også at vide, at det handlede om forhold, man ikke forstod.
Det naturvidenskabelige forklaringsparadigme som den højere normalitet, der kan bagatellisere en krise som f. eks. corona-pandemien, er imidlertid om muligt endnu stærkere, og den bliver det tydeligvis i en situation som nu. Jeg forstod det egentlig først gennem kombinationen af to scener, jeg oplevede i Sydeuropa.
Eksemplerne leder umiddelbart i en lidt anden retning, men jeg bruger dem til at prøve at undersøge, hvordan denne psyke er indrettet:
1) Jeg troede aldrig, jeg skulle se det igen, men jeg så faktisk for nylig i en sydeuropæisk lufthavn en ekspedient i parfumebutikken lade manden dufte til en parfume til kvinden, før hun duftede den. Jeg havde glemt at det fandtes. Det handler ikke om, hvorvidt hun kunne lide parfumen, men hvorvidt han kan.
2) Jeg stod i en hotellejlighed på Gran Canaria og skulle bruge kaffemaskinen. Jeg undrede mig over, at der var så utroligt mange dimser i, hvad man kan kalde “chassiset”, der ingen funktion havde. Lidt ligesom i en opvaskemaskine, hvor alting har huller, kanter, udstående hjørner, der ikke ser ud til at have nogen betydning. Det gik op for mig, at kaffemaskinen var tysk, og at de nordiske kaffemaskiner, vi bruger, slet ikke har alle de dimser.
Jeg huskede en erkendelse, muligvis helt tilbage fra midten af 1970’erne, da jeg var teenager, som jeg havde fortrængt.
Man søger derfor at forklare alting ind i et verdensbillede, der er båret af en større normalitet, end den, der bærer truslen
Længere siden er det ikke, at man i de nordeuropæiske hjem skulle igennem en proces, hvor man overvejede at anskaffe sig de nye elektriske hjælpemidler. De var langt, langt dyrere dengang end i dag. Og det var manden, der skulle sanktionere og betale, når kvinden, der tog sig af det huslige, skulle have eller ikke havde behov for disse hjælpemidler. Samme historie som med parfumen. Den skal overbevise ham, ikke hende.
Derfor måtte apparaterne i begyndelsen se ud som noget, der kunne have siddet på en bil eller en anden maskine, han anså for nyttig og vigtig, for overhovedet at appellere til hans købs- og giverinstinkt. Sådan har reklamefolkene og designerne tænkt med stor naturlighed, for det afspejlede de faktiske forhold. Kønsrollerne er stadig noget mere konservative i det tyske kulturområde, så det kan være forklaringen på, hvorfor Krups kaffemaskiner stadig ser sådan ud, hvor de nordisk producerede er enklere, mere stilrene, fordi de skal appellere bredere.
Der er kærligheden til maskinen og det maskinelle system, der står i centrum i det konservative maskindesign. Den dybe forståelse af det maskinelles eksistentielle nødvendighed i hans liv. Det er det, der holder sammen på hans følelser og kan samle dem i en bestemt retning. Det var det, jeg forstod: Det forholder sig på samme måde med naturvidenskaben og dens angivelige lovmæssigheder som forklaringsramme.
Den kan samle hans følelser og lede dem i en bestemt retning, den naturligt gør livet til noget med et formål, det ellers synes at have tabt, og sætter det i en sammenhæng, man kan identificere sig med. Et sted, hvor man kan placere, forklare og fortolke sine krav om nytteværdi og se en sammenhæng af vækst og kraft, og samtidig have følelsen af og visheden om at indgå i en højere sammenhæng, den store biologiske sammenhæng.
Den blinde tillid
Gennem de senere måneder har jeg i en del situationer reflekteret over, hvordan den blinde tillid til religionen nu er afløst af den blinde tillid til naturvidenskaben, som det, der giver den europæiske middelklassemand et verdensbillede, han kan operere i og tackle sine følelsesmæssige udsving med.
Her tænker jeg ikke på mennesker, mænd og kvinder, som har deres arbejde indenfor det naturvidenskabelige område. Vi er tværtimod ude på at prøve at forstå, hvordan den forestillede naturvidenskabelige ekspertise hos mænd, der slet ikke arbejder indenfor det område, tjener den funktion som forklaringsramme og verdensbillede, når det pludselig bliver nødvendigt, og man har brug for en højere normalitet, hvorunder alting kan indordnes.
Længere er den nok ikke, når jeg ser to mænd på en Facebook-tråd tale i et lettere højtideligt, analytisk sprog om, hvordan man mener myndighedernes tiltag er kommet for sent, og hvordan bølgen til efteråret vil være, og hvad der vil ske med ældreforsorgen i årene fremover.
De samler brokker op, de har hørt i tv og læst i avisernes digitale udgaver og kombinerer dem til et forklaringsmønster, der nøje spejler deres egne psykologiske behov, nemlig at få ro på deres egen utryghed
De taler i angivelige lovmæssigheder og deres rationaler, der har samme funktion som de religiøse dogmer havde. Hvorfor er det nu ikke to-tre mænd, som det var før? Fordi jeg ikke længere er der. Jeg er trådt et skridt tilbage og ser på forestillingen:
De samler brokker op, de har hørt i tv og læst i avisernes digitale udgaver og kombinerer dem til et forklaringsmønster, der nøje spejler deres egne psykologiske behov, nemlig at få ro på deres egen utryghed.
De glemmer, at det kun er overskrifter og beslutninger, de bruger som brokker, ikke myndighedernes interne drøftelser og afvejninger, forskningsrapporter, varierende forvaltningstraditioner i de forskellige lande, regelværk, fagligt forankrede kodesprog, internationale udvekslinger, historiske og lokale erfaringer, der gør forskellige tiltag nødvendige forskellige steder, fordi de har forskellige effekter forskellige steder.
Men det kan indramme deres angst og give den en slags indre løbegård og en baggrund at kritisere og diskutere på, så de fremstår autoritative og stærke, støttet af fornuftens naturvidenskabslignende nødvendighed, indtil det hele er overstået.
Ligeså autoritative og stærke, som når de virker som landstrænere i fodbold efter et forsmædeligt nederlag. Og som når de forklarer sammenhængen i politik. Og giver deres kone en kaffemaskine i 1960’erne. Dixit!
Foto: Pinterest
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
