BREXIT & COVID19 // STORBRITANNIEN – Han, Boris Johnson, så faktisk lidt hærget ud, som han stod der bag pulten i 10, Downing Street og gav os en covid19-opdatering for åben skærm. Datoen var tirsdag 26. januar, og dagens store nyhed, som premierminister Johnson hermed delte med os, var, at det britiske tabstal, næsten et år inde i covid19- krisen, var oppe på et hundrede tusinde. H.C. Andersen giver et overblik over krisen i britisk politik.
Da krisen begyndte, mens Boris Johnson endnu prøvede at overbevise os om, at det ville blive en kort krise, som nationen sagtens kunne komme igennem, forudså nogle eksperter, at Det forenede Kongedømme (som vi plejer bare at kalde ”Storbritannien” og som mange stadig bare kalder ”England”) forhåbentlig ville kunne holde dødstallet nede på tyve tusinde.
Jeg husker endnu den i maj 2020, da vi fik at vide, at det allerede var oppe på fyrre tusinde. Dengang var det svært ikke at bide mærke i premierministerens lidt flabede måde at ”opmuntre” os på i fjernsyn og presse. Det var i forvejen irriterende og ikke rigtig tillidvækkende. Nu fik vi på fornemmelsen, at nationens højeste ledelse slet ikke havde situationen under kontrol.
Tallet bare steg og steg
I foråret 2020 var det selvfølgelig også klart, at vi i Europa reagerede meget forskelligt på covid-pandemien.
Situationen var kaotisk i Italien, nærmest uforståelig i Sverige, præget af sund fornuft og beslutsomhed i Danmark. Det var både foruroligende og beroligende at høre den danske statsminister og de danske eksperter i dansk fjernsyn: det lød, som om der var voksne i lokalet, i hvert fald i København.
Men det satte så også London lidt i kontrast. Den britiske tilgang var underligt prøvende og eksperimenterende – lidt af det ene, lidt af det andet, man ville ikke gå for dramatisk til værks.
Man havde på fornemmelsen, at der bag den drengede premierminister med det tjavsede hår og lidt useriøse bemærkninger om sundhedssituationen sad et konservativt regeringsparti, der var i intern strid.
Den ene fløj – som Boris Johnson påstås at tilhøre – lægger vægt på folkesundheden og vil have nedlukninger, mens en anden fløj, partiets konservative højrefløj – er bange for den skade, nedlukninger kan anrette på økonomien.
Nu går vi rundt i supermarkedet med ansigtsmaske og ser mistænksomt på andre kunder: går ham der ikke lidt tæt på, og hende der, går hun ikke i den forkerte retning
Professionelle økonomer, blandt andet dem i den britiske nationalbank, Bank of England, maner til gengæld til besindelse: pandemien koster mange penge og kommer til at koste flere, men vi kommer over den, og til den tid kommer der gang i økonomien igen. Nok er der krise, men det er en sygdom i befolkningen, ikke i nationaløkonomien, der godt kan tåle en pause.
Sommeren kom, og det begyndte snart at se ud til at gå helt godt.
Risikoen for at få covid19 var ikke meget større end at få en helt almindelig influenza. Og det var slet ikke nogen dårlig sommer – så længe man ikke arbejdede indenfor hotel-, rejse- eller restaurationsbranchen. Vi fik da lidt ferie, vejret var udmærket, man kunne gå til frisør og male fordør osv.
Der opstod nye problemer med at holde afstand ude på feriestederne, hvor de lokale helst ikke ville for tæt på de måske sygdomsbefængte byboere. Til gengæld var mange turister ligeglade med afstand og masker: de var på ferie, fra sygdom og bilos, nu skulle man endelig have en pause fra den nye besværlige virkelighed.
Og selvom pandemien begyndte at tage fart i efteråret, så det ud til, at situationen var nogenlunde under kontrol: i begyndelsen af november var dødstallet steget fra de fyrre tusinde i maj til halvtreds tusinde. Mange, bestemt, frygteligt mange, som ikke burde have mistet livet, men vi var nok blevet lidt hårdhudede i forhold til dødstal. Det var dem, der glemte at passe på, det gik ud over. Fester og strandture, for mange lemfældige kys og kram, ungdom der skulle have lov til at være unge, og så en hel masse der åbenbart bare syntes, de havde lov til at feste, så længe det foregik i det skjulte.
Men så – to måneder efter, i slutningen af januar 2021, efter flere nedlukninger og jul og nytår med mange begrænsninger – stod Boris Johnson der og meddelte os et nyt ”tabstal” på et hundrede tusinde.
Premierminister Johnson ikke bare så rystet ud, han lød rystet, og han sagde, for åbent kamera, at ansvaret var hans, for pandemien var sket, mens han var nationens premierminister
B117, den britiske variant, var dukket op og hærgede. I baggrunden lurede nye varianter fra fjerne lande: Brasilien, Sydafrika, alt er kommet nær på. Engang sejlede og fløj vi spændende varer, kaffe og vin, allevegne fra, så vi havde noget at vælge imellem i supermarkedet. En sjælden gang var der en eksotisk, måske ligefrem giftig edderkop i en bananklase, men at kunden var død af at blive bidt af sådan en, det havde man ikke hørt.
Nu går vi rundt i supermarkedet med ansigtsmaske og ser mistænksomt på andre kunder: går ham der ikke lidt tæt på, og hende der, går hun ikke i den forkerte retning, og hvad mon der svæver rundt i luften af usynligt skadestof fra lande, man ikke kan komme på krydstogt til i år?
Et hundrede tusinde døde
Premierminister Johnson ikke bare så rystet ud, han lød rystet, og han sagde, for åbent kamera, at ansvaret var hans, for pandemien var sket, mens han var nationens premierminister.
WATCH LIVE: An update on coronavirus (26 January 2021) https://t.co/JODbbRgrUV
— Boris Johnson (@BorisJohnson) January 26, 2021
Han sagde ikke, at der var noget, der var hans skyld, det ville jo være noget helt andet. For øjeblikket sker der ikke så meget andet i britisk politik end pandemien og følgerne af brexit, og det fylder også meget i det offentlige landskab. Der kommer nok en tid, hvor der skal granskes i regeringens strategier, men lige nu er der andre beslutninger, vi har travlt med. Sagde han.
Man taler om en undersøgelse af forløbet under pandemien og regeringens strategi under covid-krisen. Det lover ikke godt, at mange tvivler på, at der var en strategi. Premierminister Johnson forsikrer os om, at regeringen har gjort sit bedste. Det er jo ikke altid nok. Selvom regeringens ministre oftere og oftere siger, at beslutningerne skal tages på grundlag af, hvad videnskaben anbefaler, så er det ikke tydeligt, at det altid er sket i 2020.
det tjener samtidig et helt praktisk politisk formål: det støtter Johnsons nye image som moden og alvorlig, både som menneske og som politiker
Og er det ikke noget med, at man i nogle lande ikke altid har lyttet til videnskabens og sagkundskabens anbefalinger, og så har man måske taget de rigtige beslutninger alligevel?
Granskningen kommer senere, lover de. Mon Boris Johnson til den tid stadig er premierminister?
Det kan man naturligvis ikke sådan forudsige her. Men selvom der er mange af Boris Johnsons kritikere, som tvivler på hans evner som statsleder, bliver han nok ikke skiftet ud lige med det samme.
Ministre og prominente eksministre begyndte at larme
Britisk lov giver en regering fire år at sidde i, før der skal holdes nyt parlamentsvalg. I den periode sidder premierministeren – eller i hvert fald det regerende parti – ret godt fast i sadlen. Når man spørger i Storbritannien, hvornår der skal være valg igen, så er standardsvaret netop ”2023”, og da den konservative regering har et solidt flertal og kan bestemme, så er der sikkert en konservativ regering indtil da. Måske længere.
Det er på den anden side ikke garanteret, at Boris Johnson stadig sidder i 10, Downing Street i så lang tid. De britiske konservative kan vælte deres premierminister og indsætte en efterfølger uden valg. Det blev man mindet om det sidste par uger, hvor ministre og prominente eksministre pludselig begyndte at larme i den offentlige debat på en måde, der virkede som en udfordring til Boris Johnson.
Forleden gjorde indenrigsminister Priti Patel pludselig meget offentligt opmærksom på, at hun på et tidspunkt i 2020 havde anbefalet en meget mere forsigtig pandemi-strategi end Johnson selv.
efter den fadæse, formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, gjorde sig skyldig i, da hun forleden truede med at skabe en fast grænse mellem Irland og Nordirland, viser Johnson sig nu som den håndfaste leder
Finansminister Rishi Sunak, der har gjort sig godt bemærket i befolkningen ved at udbetale milliarder i støtte til det nedlukkede erhvervsliv, tilbyder nu pludselig sin egen personlige ”nyhedstjeneste” på nettet.
Det er åbenbart vigtigt for ham selv at kunne tale direkte til vælgerne.
Sundheds- og socialminister Matt Hancock har fået politisk vind i sejlene, fordi han nu lægger vægt på aktivt at finde frem til borgere, der er syge af de nye varianter, og der er rigtigt godt gang i vaccinationerne.
Og så ser man mere og mere til tidligere udenrigsminister Jeremy Hunt, der efterfulgte Boris Johnson som udenrigsminister (en indsats, der ikke gjorde Johnson ære på nogen måde), og som var hans modkandidat i sommeren 2019 til formandsposten for de konservative. Hunt er, politisk og som menneske, i høj grad Johnsons modsætning, velafbalanceret i sine udtalelser, eftertænksom og erfaren som politiker.
Men han manglede helt Johnsons evne til at forenkle den politiske situation og få det til at se ud, som om Storbritannien bare skulle se at komme ud af EU, langt om længe. ”Get Brexit Done!” sådan lød hans slogan, og de trætte briter var lykkelige over endelig at have fundet en politiker, der bare ville skære igennem og komme videre. Det ville de også. Og han bliver nok siddende lidt endnu.
Når Boris Johnson ser ydmyg og berørt ud over de hundrede tusinde døde, er det utvivlsomt alvorligt ment – hvorfor skulle det ikke være det?
Men det tjener samtidig et helt praktisk politisk formål: det støtter Johnsons nye image som moden og alvorlig, både som menneske og som politiker.
Håndfast leder overfor EU
Han vil selv tage æren for vaccinationskampagnen – den sker jo netop også, mens han er premierminister. Og efter den fadæse, formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, gjorde sig skyldig i, da hun forleden truede med at skabe en fast grænse mellem Irland og Nordirland, viser Johnson sig nu som den håndfaste leder, der kan fortælle sit folk, at det tydeligvis var en fin ide at forlade EU. For EU respekterer ikke Langfredagsaftalen, der i 1998 blev indgået mellem den britiske og den irske regering om fredsprocessen i Nordirland.
Our commitment to the people of Northern Ireland and our Union is unshakeable. Recent EU moves have undermined the Protocol & understandably provoked concern. Let me underline that, now & in the future, Northern Ireland’s place in the UK will be protected and strengthened. 1/2
— Boris Johnson (@BorisJohnson) February 2, 2021
Og så har EU i den grad sløvet med sine vaccinationer, vil han sige, og det vil vælgerne høre og være enige i.
Så det kan komme til at gå, som det sommetider gør i det politiske liv, at den politiker mange ville have svoret aldrig kunne blive partileder, endsige premierminister, alligevel blev begge dele. At et menneske med dårlig frisure, som ingen mente nogensinde kunne drive det til noget rigtig stort i politik, faktisk får overbevist sit folk om, at det var en god ide at melde deres land ud af EU, et initiativ han stod i spidsen for.
Og at den politiker, som mange mente ikke var situationen moden under en international pandemi, i den sidste ende går styrket ud af krisen.
LÆS ALLE H.C. ANDERSENS ARTIKLER HER
LÆS MERE OM STORBRITANNIEN HER
Foto: Premierminister Boris Johnson holder tale for nationen 4. januar 2021 om nye lockdown-restriktioner. Gov.uk
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
