Der er så mange dramatiske historier om situationen i Fukushima. Senest blev der målt højere radioaktivitetstal end nogensinde. Og der er også mange optimistiske historier. Senest kunne man nu igen spise fiskernes fisk. Men hvad er egentlig situationen her ved seksårsdagen for ulykken? Det forsøger jeg med denne grundige fakta-artikel – så afbalanceret som muligt – at give et bud på.
260 kilometer nordøst for en af verdens største millionbyer, Tokyo, ligger der fire ødelagte atomreaktorer ved en kyst.
I morgen er det seks år siden, at Fukushima-værket, Japans næstældste og – det ved vi i dag – i årevis uansvarligt drevne atomkraftværk blev scene for verdens næstværste atomkraft-katastrofe nogensinde.
Livet går sin daglige gang i storbyen, men situationen i og ved værket i det nærliggende Fukushima er ikke endegyldigt under kontrol. Langt fra. Der er sket store fremskridt på nogle punkter siden ulykken, og der er på andre helt centrale punkter stort set ingenting sket. Det vil tage mange årtier, før de tre nedsmeltede reaktorer er indkapslet for eftertiden, og først da vil risikoen for en større genopblusset krise være totalt overvundet.
Med mellemrum kommer der på skift sensationalistiske og beroligende nyhedshistorier ud til verden om situationen i Fukushima. Såvel atomkrafttilhængere som atomkraftmodstandere er på mærkerne i forhold til hver eneste nyhedshistorie. Men det er meget svært at danne sig et overblik over hele situationen, som den ser ud i dag – seks år efter.
Nedenstående grundige fakta-artikel er et beskedent forsøg på at give et sådant overblik på en afbalanceret måde.
Skælv og tsunami
Den 11.marts 2011 blev farvandet uden for den nordøstlige kyst på Japans hovedø, Honshu, ramt af det fjerdestørste jordskælv, der nogensinde er registreret. Det blev efterfulgt af en tsunami, som i virkeligheden var flere tsunamier, som mødte hinanden og forstærkede hinanden og på den måde ramte kysten i Tohoku, Japans nordøstlige region, med en større bølgekraft og en større højde, end nogen havde drømt om, endsige kalkuleret med.
På Fukushima-værket smadrede tsunamien såvel strømtilførsel som nødgeneratorer, og tilstrømningen af nedkølingsvand til de tre reaktorer, som var i drift, blev afbrudt i flere dage. Der gik flere måneder, før Tokyos elektricitetsselskab, Tepco, som ejer og driver værket, indrømmede det offentligt, men i dag ved vi, at de tre ramte reaktorer nedsmeltede i løbet af de første døgn. Dvs. at de brændstofstave, som var i brug, i mangel af nedkøling begyndte at smelte og i større eller mindre grad havnede på bunden af reaktortanken og siden hen indkapslingsbeholderen.
Der er en standende diskussion om, hvorvidt ulykken udelukkende skyldes tsunamien, og at generatorerne først blev smadret, da kæmpebølgen ankom – eller om der allerede var sket så store skader på dem ved selve jordskælvet, at de var blevet mere sårbare over for tsunamien, end de ellers ville have været.
Et temmelig afgørende spørgsmål i et jordskælvsland som Japan, hvor man diskuterer, om det er forsvarligt at genåbne landets øvrige atomreaktorer, som i vid udstrækning stadig står stille og har gjort det siden ulykken, og hvilke krav skal man i givet fald stille til dem.
De fire reaktorer
Det nedsmeltede brændselsaffald er stadig i dag hovedproblemet. Det befinder sig i bunden af de tre nedsmeltede reaktorer. Det er den masse, som er tegnet højrød på den fine grafik, som Michaël Dorbec har avet til denne artikel på basis af materiale fra Tepco. Tak til Michaël.
Det nedsmeltede brændselsaffald er så radioaktivt, at intet levende væsen kan komme ind i reaktorerne og se, hvordan det mere præcist ligger, og derfor er det også svært at lave planer for, hvordan man en dag enten vil få brændselsaffaldet ud eller på anden vis indkapsle det for eftertiden. Situationen bliver ikke bedre af, at to af reaktorerne, reaktor et og tre, i dagene efter tsunamien blev ramt af voldsomme brint-eksplosioner, som ødelagde de bygninger, som rammede reaktorerne ind.
Overalt i bygningerne ligger der murbrokker og smadrede kabler og rør fra eksplosionerne. Det har gjort, at den ene specialdesignede robot efter den anden, som er sendt ind i reaktorerne for at måle radioaktivitet og tage billeder, er kørt fast, inden dens styrende computer eller dens kamera blev ødelagt af radioaktiviteten, og derfor ikke har givet den viden, som man havde håbet på at få.
Det gælder også den seneste mislykkede robot-ekspedition fra sidste måned, som foregik i reaktor to, hvor der aldrig skete nogen brinteksplosion, men hvor selve jordskælvet i sin tid har væltet så mange ting og fået vægge til at segne, at robotter heller ikke her kunne komme rundt. Den nåede dog at registrere en radioaktivitet, som var endnu højere end tidligere målt, og det gav anledning til nyhedshistorier i hele verden om, at radioaktiviteten var eksploderet. Det har nok snarere været sådan hele tiden. Vi har bare ikke vidst det.
Situationen er nu med hensyn til reaktor et, to og tre, at man holder fast i det såkaldte ”cold shutdown”, som man opnåede i december 2011 efter trekvart års kamp mod naturkræfterne, altså en situation, hvor reaktoren er ”kold” nok til, at der ikke er nogen fare for nogen kædereaktion.
Den situation holder man fast i ved konstant at hælde nedkølingsvand på. Man prøver undervejs at få viden om, hvordan smeltet brændstof, murbrokker og væltede vægge ligger i forhold til hinanden, så man kan begynde at udvikle en metode til at få fjernet det livsfarlige skrammel, men uden at skubbe til det møjsommeligt opbyggede ”cold shutdown”.
Ingen atom-ingeniør har nogensinde i historien været stillet over for en lignende udfordring. Tepcos ingeniører har sikkert gjort sig deres tanker, men i skrivende stund aner de ikke, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Situationen er med en Greenpeace-eksperts ord ”uden fortilfælde og næsten uden for vores fatteevne” (citat fra The Guardian 9.marts).
Tepcos officielle vurdering er, at afviklingen af det ødelagte værk vil kunne gennemføres på 30-40 år. Det er man engang kommet til at love regeringen, så det klynger man sig til. Japans industri- og handelsministerium vurderer, at de samlede omkostninger ved oprydning og oprensning på det grundlag vil løbe op på et beløb i nærheden af 1330 milliarder danske kroner.
Men efterhånden som det ene forsøg efter det andet på at blive klogere på situationen inde i reaktorerne slår helt eller delvist fejl, virker de 30-40 år mere og mere urealistiske. Nogle eksperter mener, at det snarere vil tage hundrede år eller endnu længere tid.
-I øjeblikket famler vi os stadig frem i mørke, lyder det ærligt fra Shunichi Tanaka, formanden for Japans atomovervågnings-myndighed.
Helt ude til højre, set fra land, ligger reaktor fire, som ikke var i drift på tidspunktet for tsunamien i 2011, men som blev alvorligt beskadiget af den brinteksplosion, som ramte reaktor tre. Det gjorde det til noget af en ingeniørmæssig udfordring at få de 1300 oplagrede brugte såvel som ubrugte brændselsstave, der lå i bygningen, ud. En livsfarlig opgave, som krævede, at der blev bygget et særligt stillads udenom med specialbyggede slisker og hejseværk. Men det lykkedes til sidst, og reaktor fire var tømt for atombrændsel i 2014.
Næste skridt – mens man venter på nedkøling af de nedsmeltede reaktorer og viden om det nedsmeltede brændselsaffalds tilstand – er på tilsvarende vis at redde de oplagrede brugte og ubrugte brændselsstave, som ikke var i brug under ulykken, ud af de rum, øverst i de andre tre reaktorer, hvor de er oplagret (se grafikken). Der arbejdes på en ny overbygning til reaktor tre, inklusive et solidt og effektivt stillads, som skal gøre dette projekt muligt. Fjernelse af de oplagrede brændselsstave fra reaktor tre er planlagt til at begynde i sommeren 2018.
Ved alle tre reaktorer er udgangspunktet for dette arbejde, at man uundgåeligt kommer endnu tættere på radioaktiviteten fra de nedsmeltede reaktorer, end man var ved tømningen af reaktor fire. Det bliver endnu vigtigere, at man ikke kommer til at skubbe til noget så voldsomt, at man kommer til at røre rundt i potten. Der bliver behov for endnu mere spidsfindigt udviklede stilladser og slisker. Og man kommer i endnu højere grad til at belave sig på fjernstyring via computere og robotter for at undgå at udsætte de ansatte for større risiko end nødvendigt.
Men målet er stadig at have fjernet de oplagrede brændselsstave, således at man kan påbegynde at fjerne den højrøde blanding af murbrokker og nedsmeltet affaldsbrændsel i bunden af de tre nedsmeltede reaktorer inden år 2021.
Det siger den officielle tidsplan, og det vil kræve en politisk beslutning at ændre. En politisk beslutning, som regeringen en dag kan blive nødt til at tage.
Forurenet nedkølingsvand
Rundt om de fire reaktorer ligger der på anlæggets grund nu langt over tusind kar og bassiner med i alt 900.000 ton forurenet nedkølingsvand.
Hver eneste time i de sidste næsten seks år har man pøset nedkølingsvand på de ødelagte reaktorer. I begyndelsen blev det opbevaret i nødtørftigt opstillede bassiner, som lækkede og gav anledning til at masse historier om radioaktive læk.
Det problem er der kommet langt bedre styr på. De værste bassiner er udskiftet med større og bedre. Men vandet hober sig stadig op.
Det bliver i en vis udstrækning genbrugt, og det bliver systematisk renset for næsten alle former for radioaktivitet. Men det er ikke muligt at fjerne det radioaktive stof tritium fra vandet, og derfor bliver det aldrig helt renset.
Virkeligheden er, at der engang i fremtiden ikke er anden mulighed end, at alt det ophobede vand i bassinerne ved en kontrolleret proces lukkes ud i Stillehavet, som jo heldigvis er meget stort og hurtigt vil fortynde det. Rådgivere har anbefalet Tepco og den japanske regering, at man meget snart begynder på denne udledning, som opfattes som nødvendig og uundgåelig.
Tepco har rundt om de fire reaktorer bygget en storstilet 30 meter dyb underjordisk ”ismur”, hvor man kunstigt har nedfrosset nogle jordlag for at isolere en slags jordkasse omkring reaktorerne og sikre sig mod, at forurenet nedkølingsvand forsvinder ned i grundvandet. Kritikere siger, at den aldrig har fungeret. Men Tepco siger, at den delvist fungerer og efterhånden vil komme til at fungere bedre endnu.
Anlægget
Hver dag arbejder der 6000 mennesker på fuld tid på det ødelagte atomkraftværk. Der er naturligvis strikse regler for, hvor længe man må opholde sig der, og hvilket sikkerhedsudstyr men skal have på. I større og større dele af området kan man nu tage det mere afslappet end for bare to-tre år siden, og reglerne er gradvist blevet lempet.
Men ingen må glemme, hvor tæt man er på de ødelagte reaktorer, hvor radioaktiviteten stadig er uhyggeligt høj. Derfor er der stadig tale om livsfarligt arbejde. Modige atomingeniører og tusinder af arbejdsmænd fører en heroisk kamp. De ved, hvad de har mellem hænderne, og de gør deres bedste. Kæmpe respekt for det.
En arbejder har i 2015 af det japanske sundhedsministerium fået anerkendelse af, at en kræftsygdom, som han fik diagnose på i 2014, skyldes et års hårdt arbejde på anlægget i det første år efter ulykken. Det skete i den første fase. Siden er reglerne blevet håndhævet bedre. Men ufarligt er det ikke.
Det evakuerede område
Da de to brint-eksplosioner ved reaktor et og tre skete på henholdsvis anden- og fjerdedagen, fik man uhyre travlt med at få evakueret beboerne i området. Først i ti og derefter i tyve kilometers afstand fra værket – og nogle steder endnu længere væk på grund af høje radioaktivitetstal i luften.
I begyndelsen blev 160.000 evakueret fra deres boliger på grund af atomulykken. I dag bor halvdelen af dem stadig på midlertidige adresser.
Den ene kommune i evakueringsområdet efter den anden erklæres for sikker at flytte hjem til – hvilket også betyder, at Tepco efter et stykke tid slipper for at betale løbende erstatninger til de pågældende, der boede i de byer. Men de færreste flytter tilbage.
Unge familier har påbegyndt et nyt liv andetsteds. Børnefamilier har ikke mod på at udsætte deres børn for nogen som helst risiko. Så det er næsten kun ældre, der flytter tilbage. I de fleste af byerne er det ti-tyve procent af de oprindelige beboere – slet ikke nok til at skabe underlag for den betjening af læger, butikker osv., der eksisterede før ulykken.
I landsbyen Iitate 30 kilometer nordvest for det ødelagte værk, der får hævet evakueringen ved det kommende månedsskifte, ser det ud til, at en tredjedel har tænkt sig at flytte hjem. Men så højt kommer man næppe op andre steder.
I årevis er der siden ulykken brugt formuer på at have folk gående rundt og oprense området. De har bogstaveligt talt skuret og skrubbet folks huses facader og tage. De har skyllet træernes blade og kviste. Og så har de på udstrakte arealer fjernet det øverste jordlag, så jorden atter vil kunne bruges til landbrug.
Dette arbejde med at rengøre området blev i stor udstrækning udført af daglejere, som lokale kontraktfirmaer i en eller anden grad af samarbejde med gangstere fra storbyen samlede op i hele Japan. Det var hårdt og utaknemmeligt arbejde – og ikke særligt vellønnet. Det blev mest udført af ensomme mænd og hjemløse, som var desperate efter at tjene penge, og som i mange tilfælde snød med deres personlige radioaktivitetsmålere for at kunne arbejde længere tid og tjene flere penge.
Hvis man kører rundt i de evakuerede områder, står der sorte sække med forurenet jord overalt. Meningen er, at jorden ”midlertidigt” skal oplagres på arealer i de to kommuner tættest ved værket, som meget mod deres vilje er blevet defineret som oplagringsplads. I disse to kommuner vil der helt oplagt gå længst tid, før folk kan flytte hjem.
Den samlede indsats har betydet, at målingerne af radioaktivitet i dag er på et meget lavt niveau. De er højere end før ulykken og højere, end de ellers ville have været – men langt under alverdens faregrænser og langt under situationen mange andre steder i Japan og omverdenen, hvor der på grund af klippelandskaber og af andre årsager er en høj naturlig radioaktivitet.
Disse officielle målinger af radioaktivitet er gennem alle årene blevet bittert kritiseret af borgergrupper, som laver deres egne undersøgelser og engang imellem i geografiske lommer får meget højere måleresultater.
Generelt har landbrugsvarer – og senest også fisk – som produceres eller fanges i Fukushima i lang tid haft cirka de samme radioaktivitetstal som varer fra andre egne af Japan. De måles og tjekkes forfra og bagfra. Det er vigtigt, fordi der stadig er en generel skepsis, især hos børnefamilier, mod at købe fødevarer fra hele amtet – også fra egne langt fra det ødelagte værk. Fukushima er i geografisk udstrækning Japans tredjestørste amt.
Denne skepsis har været en bremseklods for amtets bestræbelser på at komme tilbage til en bæredygtig hverdag med et bæredygtigt lokalt erhverv. Den har ofte tvunget Fukushimas landmænd til at sælge deres udmærkede kvalitetsprodukter til industribrug til en langt billigere pris, end de fik inden ulykken.
Behjertede mennesker – og behjertede supermarkedskæder – har lavet kampagner for at få forbrugere i hele Japan til målrettet at købe varer fra Fukushima for med føje at støtte de tsunamiramte.
Folks helbredstilstand
I dagene lige efter ulykken havde områdets beboere det stor held midt i al uheldet, at der var vestenvind, og at det meste af den radioaktive sky, der blev dannet ved eksplosioner og udslip fra de ødelagte reaktorer, drev ud over Stillehavet. En mindre del af atomskyen drev mod nordvest, og det var årsagen til, at evakueringszonen kom til at strække sig langt længere væk fra selve værket i den retning end i andre retninger.
Evakueringen skete meget tidligt. Den skete under kaos og panik, hvilket der næppe er noget at sige til, men det betød, at de færreste beboere for alvor blev udsat for radioaktivitet i farlige doser. De nåede væk i tide.
Der har været meget stor debat om de undersøgelser for skjoldbruskkirtelkræft af samtlige børn, der boede i Fukushima under ulykken, som amtet tog initiativ til, og som Fukushimas Medicinske Universitet gennemfører.
Erfaringer fra Hiroshima, Nagasaki og Tjernobyl har vist, at børn, der udsættes for radioaktivitet, er særligt sårbare over for at få skjoldbruskkirtelkræft.
Det har inden for de første år allerede vist sig, at 185 børn har vist tegn på sygdommen, hvilket naturligvis har opskræmt mange familier. Det kan ikke vær tilfældigt og må have sammenhæng med atomulykken, mener mange i området.
Men lægerne bag undersøgelsen fastholder, at de ikke har nogen normalgruppe at sammenligne med, så rent videnskabeligt er sammenhængen med atomulykken meget tvivlsom. Ifølge lægerne er der formentlig tale om ”overdiagnose”, dvs. at for mange, der ellers ville have levet fint uden, får en diagnose. Hvorom alting er, ikke færre end 146 børn har fået foretaget større eller mindre operative indgreb for en sikkerheds skyld.
Lægerne ved Fukushimas Medicinske Universitet vurderer ikke desto mindre, at de helbredsmæssige konsekvenser for beboerne i Fukushima af radioaktiviteten har været minimale. Men det betyder ikke, understreger de, at der ikke har været helbredsmæssige konsekvenser. De skyldes bare ikke radioaktiviteten.
Evakueringen skete så panikagtigt i meget koldt vejr, at 50 ældre mennesker døde under og lige efter evakueringen af sygdomme, de allerede led af.
Siden har den langstrakte evakuering været årsag til en markant øget udbredelse af livsstilssygdomme som diabetes samt til udbredte depressioner og psykiske lidelser hos de evakuerede – langt værre end hos tilsvarende grupper af evakuerede i de andre amter, der blev ramt af tsunamien, Miyagi og Iwate længere mod nord, hvor der ikke har været den samme frygt for radioaktivitet med i spillet. Antallet af selvmord har også været værre i Fukushima, sammenlignet med de andre to amter.
Under kontrol eller ej
Premierminister Shinzo Abe erklærede i 2013, da han kæmpede for at få de olympiske lege i 2020 til Tokyo, at situationen i Fukushima var ”under kontrol”.
-Men det gjorde han i Buenos Aires, hvor den internationale olympiske komité holdt møde, understreger atomeksperten Mitsuhiko Tanaka. Det ville han aldrig have sagt i Japan.
Den nuværende situation, hvor man har styr på radioaktiviteten i omverdenen, men ikke aner, hvad der skal ske i fremtiden, vil formentlig af hensyn til Japans omdømme vare, indtil de olympiske lege er overstået. Medmindre der kommer en ny gigantisk tsunami, som slår den etablerede ro i stykker, har Tepcos ledelse åbenlyst lovet regeringen ikke at risikere noget i årene op til legene. Situationen med ”cold shutdown” skal med andre ord for enhver pris opretholdes i de næste to et halvt år.
-Vi vil fortsætte vores arbejde op til år 2020 på sådan en måde, at vi ikke forårsager nogen form for bekymring, lovede chefen for Tepcos oprydningsindsats, Naohiro Masuda, ved en pressebriefing i sidste uge.
Men en dag skal man finde en løsning på problemet med det højrøde nedsmeltede brændselsaffald i bunden af de tre reaktorers indkapslingsbeholdere. Medmindre man blot vil lade den nuværende situation vare evigt, hvilket Japan traktatmæssigt har forpligtet sig til ikke at gøre. Det er forbudt at have løbsk atombrændstof liggende uden at gøre forsøg på at placere det under kontrollerede forhold.
Så længe situationen er, som den er i dag, kigger alle japanere ved hvert eneste jordskælv nervøst på jordskælvs-app’en på deres mobil, om det er nu, at den næste kæmpestore tsunami bliver varslet til at skylle ind over Fukushimas kyst.
Denne opsamling på situationen i Fukushima har jeg manglet i den dansksprogede debat. Derfor satte jeg mig hen og lavede den selv. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du også synes, at den opfylder et behov og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til flere POV-skriverier, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.
Grafik: Michaël Dorbec (på basis af materiale fra Tepco)
Foto nedenfor: Tepco
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
