KOMMENTAR – I mange år har hun siddet dér på mit køkkenskab; Aung San Suu Kyi, nobelprismodtager og fredspolitiker, hvad mon hun ønsker af mig? Hendes far, general Bogyoke Aung San, er Myanmars frihedshelt; Yangons største marked bærer hans navn, men han blev myrdet 19. juli 1947 midt i arbejdet på at skaffe landet et civilt styre med lighed for alle og øjeblikkelig uafhængighed af Storbritannien.
Myanmar (Burma) fik sin selvstændighed den 4. januar 1948; lille Suu Kyi var bare to år gammel, da hun mistede sin far, og kunne ikke forudse, at hun mange år senere skulle få lige så stor politisk betydning i Myanmar, som han engang havde haft.
De mange forskellige etniske folkeslag og de forskellige politiske interesser kunne slet ikke fungere sammen. Myanmars befolkning levede i et voldeligt kaos, da general Ne Win i 1958 tog magten. Stort set siden da har militæret og generalerne styret landet. Aung San Suu Kyi var der ingen, der tænkte på, for hun kom til at studere ved Oxford og giftede sig med en engelsk universitetsprofessor.
Først i slutningen af 80’erne vendte hun hjem for at passe sin syge mor.
Fordi general Ne Win frivilligt trak sig tilbage i juli 1988, troede befolkningen, at deres demonstrationer mod styret ville kunne skaffe dem demokrati på den profetiske dato 8-8-88, og drog i store demonstrationsskarer gennem de større byer.
Militæret slog til med voldsom brutalitet, og mindst 3000 personer blev dræbt. Oppositionens nydannede parti NLD bad Aung San Suu Kyi om hjælp, og hun har siden virket som partiets talsmand og leder. I 1989 satte regeringen hende for første gang i husarrest.
Og Myanmar åbnede sig
I maj 1990 udskrev regeringen for første gang i 30 år valg. Da oppositionspartiet NLD fik mere end 60 procent af stemmerne, blev valget imidlertid erklæret ugyldigt, og NLD’s ledere blev fængslet eller dræbt.
Nu begyndte man ude i verden at interessere sig for situationen i Myanmar, og Aung San Suu Kyi modtog en lang række internationale ærespriser: I 1991 Sakharov-prisen og Nobels Fredspris, i 1992 Simón Bolívar-prisen og i 1995 Jawaharlal Nehru-prisen, og hun slap for en kort tid ud af sin husarrest.
I 1995 opfordrede hun alle potentielle turister til at holde sig væk, da ethvert overskud ville gå lige ned i generalernes lommer og gøre deres styre stærkere.
Aung San Suu Kyi var ude af sin mangeårige husarrest og rejste frit rundt på valgkampagne i landet
Efter de store demonstrationer i 2007, hvor mange munke blev arresteret og flere dræbt, ændrede hun indstilling. Nu ønskede hun at åbne op for turismen, så befolkningen, der i årevis var holdt i uvidenhed om verden udenfor, kunne møde fremmede fra Vesten. Nu var det på tide, jeg tog af sted, for jeg havde meget længe ønsket at se Myanmars tusindtallige gyldne pagoder.
Mine 29 dage i Myanmar overgik i højeste grad mine forventninger. Aung San Suu Kyi var ude af sin mangeårige husarrest og rejste frit rundt på valgkampagne i landet.
Alle talte om hende, og hun var hver eneste dag på forsiden af landets aviser. Regeringen havde givet visum til en mængde turister fra årsskiftet januar 2012 uden at bekymre sig om, hvorvidt de mange billige guesthouses havde værelser nok. Derfor måtte man ringe rundt på forhånd for at sikre sig logi, inden man købte sin bus- eller togbillet. Regeringen havde imidlertid hele tiden tjek på, hvor hver eneste turist befandt sig.
Aung San Suu Kyi vinder magten
Da Aung San Suu Kyi ved suppleringsvalget i maj 2012 vandt 39 mandater i de 40 opstillede kredse, besluttede præsident og tidligere general Thein Sein, at det ville blive nødvendigt at samarbejde med hende for at få revet Myanmar ud af generalernes klør, for hun havde en massiv støtte fra Vesten og folkets tillid.
Men da generalerne i 2011 udarbejdede den forfatning, der afviklede det 50 år lange militærstyre, stod det udtrykkeligt, at en person, der havde været gift med en udlænding, og hvis børn var udenlandske statsborgere, aldrig kunne blive præsident. Som enke efter en britisk forsker var Aung San Suu Kyi helt klar over situationen.
Nu gjaldt det for hende at holde en lav profil, så hun ved valget i 2015 kunne få en bedre politisk placering. Hun fik med sine demokratiske reformer ændret meget i Rangoon; ungdommen fik større frihed, det blev meget nemmere at komme på nettet; næsten alle fik råd til mobiltelefoner, da prisen for et simkort styrtdykkede med knap 100 procent.
Måske var folk, der tidligere var holdt nede i en tvungen uvidenhed og kun vante til kun at høre generalernes radionyheder, slet ikke modne til det væld af digitale oplysninger de nu kunne modtage. Det var alt for nemt at manipulere med en befolkning, der altid tidligere havde troet fuldt og helt på medierne.
E nchokerende hævn over rohingyaerne
Allerede i 2012 gik det galt: Et par vrede rohingyaer, trætte af militærets konstante chikane og vold, dræbte et par soldater fra Hærens Security Force.
Hævnen var chokerende: Regeringen lod millitæret slå ned på hele befolkningen. Moskéer, skoler og hele landsbyer blev brændt, private ejendomme og folks hjem blev beslaglagt, kvinderne blev voldtaget, og afgrøderne ødelagt. 140.000 rohingyaer blev lukket inde i lejre uden tilstrækkelige forsyninger og uden skoler, klinikker eller frihed.
I virkeligheden har rohingyaerne levet i Rakhine-provinsen siden 800-tallet – i deres eget land
Præsident Thein Sein prøvede at standse myrderierne, men blev af sit parti anmodet om at lade hæren køre sit eget ræs af hensyn til valget i 2015.
Og Aung San Suu Kyi forholdt sig tavs. Hun havde ikke lyst til at sætte sin popularitet på spil; hun vidste jo, at militæret stadigvæk havde en større del af pladserne i regeringen. Rygterne løb om, at rohingyaerne var terrorister, at de slet ikke hørte hjemme i Myanmar, at de var rejst ind fra Bangladesh indenfor de sidste 50 år, indvandrere og bengaler.
I virkeligheden har rohingyaerne levet i Rakhine-provinsen siden 800-tallet – i deres eget land. Men Kong Bowdawphayar erobrede området i det 18. århundrede, og siden anbragte Storbritannien hele Myanmar som en provins under deres største koloni, Indien.
Verdens mest forfulgte folk
Aung San Suu Kyi nægtede at anerkende, at rohingyaerne udgør et etnisk muslimsk mindretal på 1.1 million, måske for ikke at støde Myanmars store buddhistiske flertal på op mod 92 procent af befolkningen, der ikke accepterer rohingyaerne som en etnisk minoritet:
Det er en udbredt overbevisning, at de kom til landet, efter dets selvstændighed i 1948. Aung San Suu Kyi har bedt FN og den amerikanske ambassadør om ikke at bruge navnet rohingya, og hun forhindrede senere, at omverdenens nødhjælp kom frem til de mange flygtende.
Vi er mange over hele verden, som beundrer Aung San Suu Kyi, men vi er også mange, der nu er skuffede over hendes manglende interesse for menneskerettighederne
Vi er mange over hele verden, som beundrer Aung San Suu Kyi, men vi er også mange, der nu er skuffede over hendes manglende interesse for menneskerettighederne. Hun lader regeringen køre videre med de gamle statsborgerskabslove fra 1982, der på trods af, at andre 135 minoriteter i landet regnes for borgere i Myanmar, nægtede rohingyaerne denne rettighed. De skal tilsyneladende bare sendes hjem, hvor de kom fra.
FN har kaldt dem ”det mest forfulgte folk i verden”, og det især nu i 2017, hvor flygtningene i Bangladesh beretter om blodbade og massakre, hvor landsbyer med huse og mennesker og marker brændes ned, hvor kvinderne voldtages og babyerne smadres, mens befolkningen i Myanmar kun hører om ”de terroristiske bengalere”.
Aung San Suu Ki er i den nye regering blevet udenrigsminister og leder af sit parti Den Nationale Liga for Demokrati. Hun har nu fået større indflydelse og magt, men hun gør intet for at stoppe militærets fremfærd.
Hvor skal de mon allesammen ende? Hvor er hjem mon?
Bangladesh har i det sidste halvår modtaget 140.000 flygtninge, men præsidenten der er også træt af dem. Hun planlægger at sende dem hjem, men den går vist ikke, for Myanmars militær er i gang med at lægge landminer ud i grænseområdet, officielt for at forhindre voldelige terrorister at komme ind i landet. Indiens premierminister Narendra Modi har for nylig besøgt Rangoon, hvor han takkede Aung San Suu Kyi for den store indsats, hun og regeringen gør mod terrorisme.
Han planlægger at sende 40.000 rohingyaeske flygtninge hjem. I Malaysia og i Ace-provinsen i Indonesien har man på de sidste også modtaget tusinder af sejlende flygtninge. Hvor skal de mon allesammen ende? Hvor er hjem mon?
Situationen er på verdens læber
Muslimerne ude i verden, de holder sammen lige nu. I den sidste uges tid, er situationen i Myanmar på alles læber. For to dage siden bad Paven i Rom for ”vores søstre og brødre rohingyaerne”.
Erdogan tordnede mod Myanmars regering og truede med at sende militærhjælp til muslimerne; det samme gjorde Irans præsident i går. I det britiske parlament rasede en kvindelig politiker mod forsvarsministeren, der brugte millioner fra U-landsfonden til at træne Myanmars militær. Og medierne angreb Israel for at sælge våben til Myanmar og oven i købet at tjene på at uddanne soldater oppe i Rakhine-regionen.
Som udenrigsminister bliver Aung San Suu Kyi snart nødt til at træde i karakter.
23 Nobelprismodtagere, heriblandt Desmond Tutu og Malala, har skrevet under på en anmodning om, at man fratager Aung San Suu Kyi Fredsprisen, som hun fik i 1991.
Dengang sad hun i husarrest, så først i 2012 havde hun mulighed for at holde sin tale i Oslo. Hun sagde bl.a. ”It is not power, that corrupts, but fear. Fear of losing power corrupts those who wield it”.
Til det vil jeg sige: Ja. Hun må vide det.
Hovedillustration: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
