Frk. Julie

Frk. Julie – Thure Lindhardt sætter rammen

i Kultur/Scenekunst af
TEATER // ANMELDELSE – Der er klassekamp og kønskamp i August Strindbergs kammerspil Frk. Julie. At alle, både høj og lav, sidder fast i rammer og forventninger, som andre har sat, er et gennemgående tema i spillet og scenografien. Publikum er inviteret med op på scenen på Bellevue Teatret i et intimt, men også stærkt stiliseret rum.

4 POV stjernerFrk. Julie udspiller sig mellem herskab og tjenestefolk i det landlige Sverige, men på nogle punkter er rammerne mere begrænsende for de første end for de sidste. Det gælder ikke mindst for kvinderne, nemlig for grevens datter – titlens Julie.

Rollebesætningen med Sonja Richter som Frk. Julie og Alban Lendorf understreger, at ”frøken” er en stillingsbetegnelse – ikke en angivelse af alder. Julie er ugift. Julie tilhører herskabet. Hun kaster sit blik på den flotte tjener Jean, som på sin side har beundret den forfinede adelsfrøken, siden han var barn.

Råd til kærlighed

Selv om Sonja Richter ingen problemer har med at spille en ung kvinde, er spørgsmålet selvfølgelig om Frk. Julie er en ung kvinde, eller om hun blot spiller rollen som den unge, uskyldige kvinde, der trænger til lidt fest og erotisk spænding.

Det er midsommer, og som Nøkken spiller Andreas Bernitt op til en forførende dans mellem Frøken Julie og tjeneren Jean.

Efter en afbrudt forlovelse danser hun nemlig denne aften, hvor greven er bortrejst, med til tyendets midsommerfest. Dette brud på etiketten er faretruende. ”Hun er gal”, betror Jean kokkepigen Kristin, som folkene anser for hans ”kæreste”.

Hun anser vel også selv, at deres uofficielle forbindelse en dag vil ende i ægteskab. Men i køkkenet og blandt folkene på gården er ægteskabet en praktisk foranstaltning. Når Frk. Julie på et tidspunkt taler til Jean om kærlighed, svarer han, at den slags bruger de ikke.

Frøkenen befaler

Til gengæld kan folkene på herregården tillade sig, hvad herskabet ikke kan. De kan følge deres drifter. Men Frk. Julie har selvfølgelig også drifter. Igen afslører Jean, hvordan han har overværet, at hun nærmest legede en dominansleg med sin tidligere forlovede.

Rent fysisk henter skuespillerne efter tur rammer frem, som de holder op foran deres medspillere, som de modellerer i ønskede positurer og med ønskede rekvisitter

Og så står Julie pludselig der i køkkenet og kræver, at Jean skal komme ud i laden og danse med hende. Han understreger, at det ikke er passende. Hun understreger, at hun i faderens fravær er den, der bestemmer i huset. ”Kys min sko”, kommanderer hun.

“Kys min sko” – er det frøkenen, der befaler, eller tjeneren, der forfører?

Og så kommer vi over i tolkningen, om Frk. Julie gennemtvinger sin vilje, eller om Jean forfører den følelsesmæssigt ustabile Julie.

Er det Jean, der forfører med en drøm om flugt og en fremtid i det fremmede, hvor han kan foretage en social opstigning? Eller er det Julie, der drømmer om at sprænge sit gyldne fængsel og slippe ud af de dysfunktionelle mønstre, hun har arvet fra sine forældre?

Hvem falder uden for rammen?

Det er her scenografien pludselig begynder at give mening. Bagvæggen består af en sammenfiltret masse af billedrammer. Og rent fysisk henter skuespillerne efter tur rammer frem, som de holder op foran deres medspillere, som de modellerer i ønskede positurer og med ønskede rekvisitter.

Men hele tiden falder de ud af rammen.

Frk. Julie er Alban Lendorfs skuespildebut, men Thure Lindhardt undlader ikke at bruge hans balletbaggrund, så netop figurernes gliden ind og ud af rammerne bliver små dansesekvenser.

Titlens Julie vil gerne danse – og danset bliver der. Her er Alban Lendorf på hjemmebane – hvilket også symbolsk demonstrerer at tjenestefolkene er mere hjemme i deres krop.

Her bliver det imidlertid tydeligt, at Lendorf føler sig mest hjemme i det kropslige udtryk. Kropssprog og mimik lever op, når han kan kaste sig ud i graciøse dansetrin. Som skuespiller brænder Sonja Richter langt stærkere igennem.

På den anden side kommer hun til kort, når hun danser solo. Kun i den tætte pardans synes de at være på niveau.

At (for)føre i dansen

I DR-programmet Den store premiere, hvor både Thure Lindhardt og Sonja Richter optrådte som instruktører (og medspillere) for en håndfuld amatører uden nogen skuespilbaggrund, udtalte hun sin store beundring for, hvad han kan, når det gælder om at kalde ukendte talenter frem hos amatørerne.

Kønskampen fortsætter ufortrødent i dag. Nu under forskellige hashtags

Jeg fornemmer, at Thure Lindhardt her har fået det optimale ud af den foreliggende situation. I skuespillet – i dialogen – er det Sonja Richter, der trækker læsset. Alban Lendorf er mere stiv i sit spil. Men det passer samtidig til klasseafstanden mellem Frk. Julie og tjeneren Jean.

Omvendt er Jean mere kropsligt fri, og derfor forstår han at (for)føre Julie i dansen. Og her viser Alban Lendorf sin overlegenhed. Altså får vi en fysisk demonstration af, at figurerne kommer fra to forskellige sfærer.

Og så er Strindberg selvfølgelig Strindberg. Det er kønskamp og klassekamp. Og det er menneskets kamp mod konventionerne. Mod rammerne.

Kampen fortsætter

Kønskampen fortsætter ufortrødent i dag. Nu under forskellige hashtags. Med moderne øjne anno 2021 kigger vi måske efter overgreb. Men vi kommer ikke uden om, at Frk. Julie er bundet til sin tid – også selv om det for sin tid (1888 – med premiere i København i øvrigt) var moderne og provokerende.

Sonja Richter er blændende i titelrollen

Klassekampen fortsætter også (behøver jeg nævne, den igangværende strejke bland sygeplejerskerne?), men i samspillet mellem køn og klasse har overklassens kvinder langt friere rammer i dag.

Hvor kokkepigen Kristin har en opsparing (til dels baseret på kreativ bogføring med husholdningsregnskabet) og en vis økonomiske frihed, er den fine frøken helt afhængig af sin fars bevillinger.

Thure Lindhardts instruktørdebut med Frk. Julie er intens og lovende

Det er derfor Jean kan drømme om social opstigen. Hvis han vel at mærke tør bryde de rammer, som tjenerrollen sætter ham i. Det er derfor Frk. Julie bliver nødt til sin nedstigning til køkkenregionerne for at søge sin frihed.

Strindberg er stadig interessant

Der er med andre ord nogle sociale brydninger i Strindbergs stykke, som er svære at oversætte til en moderne kontekst. Magtspillet mellem mand og kvinde, forført og forfører, det driftsbaserede og det følelsesbaserede – det spilles imidlertid fortsat. Derfor er nye tolkninger stadig interessante.

Thure Lindhardts instruktørdebut med Frk. Julie er intens og lovende. Man fornemmer en klar vision. Sonja Richter er blændende. Om Alban Lendorf kan stå på egne ben, når de ikke er danseben, får vi at se, men det fungerer altså i denne meget fysiske version. Maja Ravns minimalistiske og stærkt symbolladede scenografi er også værd at tage med.

Et spændende bud på det klassiske kammerspil til 4 POV-stjerner


LÆS FLERE ANMELDELSER AF STEEN BLENDSTRUP HER


Frk. Julie på Bellevue Teatret har været plaget af udsættelser på grund af Covid-19, og spiller i første omgang kun til 29. juli, men genopsættes 27.-30. januar næste år og går herefter på turné i foråret.

Med: Sonja Richter, Alban Lendorf, Sara Hjort Ditlevsen, Andreas Bernitt

Instruktion: Thure Lindhardt

Manuskript: August Strindberg


Fotos: Robin Skjoldborg

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Steen Blendstrup er freelancejournalist og sexolog. Inden for journalistikken fylder kulturen meget – også i specielle tekstopgaver som manuskript til en reklamefilm for Skønheden og Udyret på Det Ny Teater. Det med sexologien kan du læse mere om på www.flirtmedlivet.dk.

Seneste artikler om Kultur