TEATER // ANMELDELSE – Flotte kostumer, gode melodier, sjove tekster og komisk levering sikrer underholdningsværdien i Stolt på Folketeatret. Indimellem drysses lidt eksistentiel angst og kriseberedskab, som er ganske rørende. Helhedsindtrykket er imidlertid ikke så stærkt som enkeltdelene, skriver Steen Blendstrup.
Det er en dramatisk nødvendighed, at når en gruppe mennesker bliver isoleret – på et øde skær, på en tømmerflåde, i et gammelt hus – så holder de modet oppe ved at fortælle historier. Eller ved at synge. Og det gør de da også i Stolt, hvor medarbejderne på et renseri ikke kan slippe ud.
Stolt er på mange måder skabt baglæns. Når rammen er et renseri, så skyldes det, at udgangspunktet er kostumerne. De er skabt af Nicholas Nybro som ”moderne folkedragter”. Så har Katrine Muff og Lone Hørslev skrevet henholdsvis musik og tekster, der sætter kostumerne ind i en poetisk sammenhæng.
Her er vi nærmest helt ovre i revyvisen
Derfor giver det også mening, at de indespærrede medarbejdere er tavse, indtil de åbner dragtposerne, og handlingen – eller i hvert fald sangene – går i gang. En teaterkoncert ikke skabt på basis af et musikalsk værk, men på basis af nogle kostumer.
Er du stolt af vores kriseberedskab?
Så vi skal acceptere præmissen, at Stolt ikke som sådan har en handling. Hvert nyt kostume kommer med sin egen historie. Musikalsk springer vi mellem genrerne. Der er fuldt knald på en Tue Lunding, når han synger om kærligheden, der brast foran Orange. Louise Fribo er nærmest ovre i en arie, når hun synger om den ”Ravmørke ro” over marsken. Johannes Lilleøre giver med tragisk overlegenhed en moderne folkevise om Kim, der springer ud.
Sidstnævnte er måske det komiske højdepunkt i Stolt, men der er generelt fuldt tryk på humoren – både om amokkøb under udsalg, overforbrug af alkohol i ”Hvidvinsvejr”, om en fransk indvandrers opgivenhed over for dansk madkultur og om vores kriseberedskab i skyggen af en ny kold krig. Sidstnævnte tekst er i øvrigt taget næsten ordret fra Styrelsen for Samfundssikkerhed.
Her er vi nærmest helt ovre i revyvisen. Selvfølgelig alt sammen baseret på de virkelig fantastiske kostumer og indstuderet med vokal vellyd. Men … det er ikke sjov det hele.
Alle kan have brug for en krammer
Den anden side af Stolt – og i større sammenhæng den anden side af livet – er frygten for fremtiden og en eksistentiel ensomhed. Plakatens motiv med Sonja Richter i blå sweater, der nærmest holder om hende, udfolder sig i sangen ”Brug for en krammer” til et rørende højdepunkt. Alle kan have brug for en krammer.
Begrebet folkedragt, som Nicholas Nybro bruger om sine kostumer, forankrer selvfølgelig forestillingen til den identitet, som vi forbinder med traditioner
På den måde svinger pendulet mellem sprudlende glæde og stille eftertænksomhed. Vi kommer hele følelsesregisteret igennem. Slipper vaskeriarbejderne nogensinde ud? Tjah, sidder vi ikke alle fast i livets tørretumbler. I hvert fald indtil nogen åbner døren.
Den røde tråd (!) kan på grund af udgangspunktet i kostumerne være lidt svær at finde. Hvad er det egentlig, vi eller aktørerne har at være stolte af? Niels Ellegaard pludrer som den franske indvandrer ind mellem versene på sit bedste turistfransk og spørger faktisk musikeren – Anders Stig Møller – om han er fière, stolt, af sit akkompagnement.
Begrebet folkedragt, som Nicholas Nybro bruger om sine kostumer, forankrer selvfølgelig forestillingen til den identitet, som vi forbinder med traditioner. Med hvem vi er som danskere. Vi må hver især overveje, om vi er stolte af det.
Teaterkoncert her, der og allevegne
Begrebet teaterkoncert bruges som nævnt normalt om en nyfortolkning og dramatisering af en kunstners eller en musikgruppes samlede værker. Det har vist sig som et holdbart og sædvanligvis også kommercielt gangbart format. Forhåndskendskabet til musikken sælger billetter.
Med udgangspunkt i Nybros moderne folkedragter er der i hvert fald en anderledes definition af teaterkoncert-begrebet. Men så slipper man også for at finde på en handling. Vi i publikum får selv lov til at forbinde prikkerne.
Man kan ikke klage over, at Niels Erlings opsætning af Stolt ikke er underholdende. Sangene spænder fra det lårklaskende morsomme til det tragisk rørende. Skuespillerne giver den hele armen. Ikke mindst i kraft af kostumerne er der hele tiden noget at se på, og der er finurlige detaljer i den måde, de enten skiller aktørerne ud eller forbinder dem.
Det fungerer bare bedre med kostumerne end med forestillingen som sådan. Enkeltindtrykkene bliver stående, mens helheden er sværere at få hold på.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og