SALON // KULTURHISTORIE – Saloner er på mode. Tjek bare en kulturkalender, og du vil opdage, at rigtig mange kulturarrangementer bruger salon-betegnelsen. Måske bruger de også betegnelsen “salonværtinde” om personen, der faciliterer salonen. Men hvor kommer stammer salonbegrebet fra, og hvem var de oprindelige salonværtinder i Danmark? Friederike Brun var en af dem.
Salonlivet begyndte i guldalderen, hvor en håndfuld salonværtinder inviterede kunstnere og filosoffer ind i deres private hjem for at vende verdenssituationen, udveksle viden og opføre eller fremvise deres kunst for hinanden. Mange salonværtinder var også vigtige mæcener.
Et par stykker gået over i historien som særligt markante. En af dem er Friederike Brun fra Sophienholm. Når man dykker ned i hendes historie, møder man en moderne salonværtinde, der favnede bredt, og fremfor alt en kvinde, der gjorde mere for kulturlivet, end hun er blevet krediteret for.
“Salon” er efterhånden igen et velkendt ord, der ofte indgår i beskrivelsen af kulturarrangementer. I nutiden er der er et væld af kategorier indenfor salongenren: syngesaloner, litteratursaloner, kunst- og kultursaloner, salonaftener og sågar antikapitalistiske samtalesaloner. Mere end 200 år efter at salonerne vandt frem i guldalderens Danmark, er salongenren fornyet, og salonerne har atter vundet indpas i vores kulturliv.
Både dengang og i dag handler salonlivet om at mødes i selskabeligt lag under uhøjtidelige former og høre om den nyeste videnskab, diskutere aktuelle emner, lytte til musik, digtoplæsninger, se teater, nyde kunst og kultur.
I modsætning til i dag foregik salonerne dengang i velstillede borgeres private hjem – som regel med husets frue som værtinde. Værtinden var ansvarlig for gæsternes sammensætning og for aftenens program. Salonværtinder blev disse kvinder kaldt, og der fandtes en del af dem i guldalderens Danmark.
Friederike Brun (1765-1835) fra Sophienholm var på mange måder den mest sprudlende og kunstnerisk alsidige af de salonværtinder, der figurerer i historiebøgerne.
Hun bliver vakt til live i vandreforestillingen Friederike Brun LIVE på Sophienholm de to weekender i maj. Se program her.
Danske salonværtinder
Ikke mange kender til salonværtindernes betydning i dag. Tre kvinder, som havde særlig stor betydning for det københavnske kulturliv i guldalderen, var Charlotte Schimmelmann, Kamma Rahbek og Friederike Brun. København var mindre dengang, og de tre kvinder kendte og beundrede hinanden.
Overklassen og borgerskabets kvinder måtte gerne være kloge og kultiverede, men ikke lærde eller ambitiøse
Grevinde Charlotte Schimmelmann (1757—1816) var den første, der for alvor satte gang i salonlivet i Danmark. Hun var gift med grev Ernst Schimmelmann, der var finansminister, og de boede i det fornemme Schimmelsmanns Palæ i Bredgade (i dag Odd Fellow Palæet).
Charlotte var en belæst og intelligent kvinde, og hun var derfor både sin mands højre hånd og værtinde ved mange selskaber for magteliten. Hun interesserede sig også for kunst og kultur og besluttede at invitere til saloner, hvor det ikke var etiketten og maden, men kulturudvekslingen der var det vigtigste. Med plads til op mod 100 mennesker i sine saloner blandede hun magtelite og diplomati med litterater, billedkunstnere og komponister.
Kunstnere higede efter at komme til at optræde i Charlottes saloner i Schimmelmanns Palæ, og mange håbede på at opnå hendes økonomiske støtte. Hun var en særdeles vigtig mæcen og smagsdommer i den danske guldalder.
Kamma Rahbek (1775-1829) fra Bakkehuset på Frederiksberg i København er måske den salonværtinde, der er bedst kendt i nutiden. Muligvis fordi hendes hjem i dag er et museum, der er indrettet, som dengang Kamma boede der med sin mand Knud Lyne Rahbek.
I de første årtier af 1800-tallet summede Bakkehuset af liv og samtaler hos det intellektuelle powerpar. Knud var universitetsprofessor, og Kamma var hans dannede og kunstnerisk begavede kone. De var ikke velhavende som Schimmelmanns og havde ikke på samme måde mulighed for at understøtte kunsten økonomisk, men de åbnede deres hjem for tidens kulturpersonligheder – især forfattere.
Begrænsede muligheder
Kvinden havde i 1800-tallet ingen selvstændige borgerrettigheder, så for datidens kvinder handlede livet i høj grad om at blive godt gift. At blive hustru og mor.
En vigtig kvindelig dyd var beskedenhed. Overklassen og borgerskabets kvinder måtte gerne være kloge og kultiverede, men ikke lærde eller ambitiøse. Frihed eller økonomisk frihed kunne de ikke opnå, og de var ikke en del af det offentlige liv. Men de kunne stræbe efter at realisere sig selv bedst muligt indenfor ægteskabets ramme, og det gjorde salonværtinderne. De inviterede den offentlige verden ind i salonerne og gjorde sig selv og gæsterne klogere.
Friederike Brun
Friederike Brun var en sprudlende og veluddannet kvinde, der blev gift med en af Danmarks rigeste mænd, Constantin Brun, som blev rig på vestindisk handel, og med hans midler fik hun mulighed for at understøtte kunsten.
Friederike var i høj grad alene om at afvikle sine saloner, for Constantin var ikke særlig kunstinteresseret, mens Charlotte Schimmelmanns og Kamma Rahbeks saloner mere var en naturlig forlængelse af deres mænds professionelle virke.
Salonerne var netop tidens nysgerrige forsøg på at række ud efter nogle, der kunne udfordre dem, gøre dem/eliten klogere eller inspirere dem kunstnerisk
Friederike havde børn i modsætning til både Charlotte og Kamma, og hun tog tilmed mange andres børn til sig, så børneflokken var temmelig stor.
Hun var en opmærksom, dygtig mæcen og talentudvikler for kunstnere, der ofte boede hos hende og familien i Moltkes Palæ i København. I dette livlige hjem fandt hun alligevel tid til at forfølge sine forfatterambitioner. Det var usædvanligt, hvad hun overkom.
Hun brød datidens uskrevne regler om, hvad en gift kvinde kunne tillade sig. Hun var ofte på rejse, hun talte dansk, tysk, engelsk, fransk og italiensk og var en ægte kosmopolit. Hun var politisk bevidst og havde et stort udsyn, hvilket man bl.a. møder i hendes breve og rejseberetninger.
Mødtes med Goethe, Schiller og Madame De Staël
Efter vielsen med Constantin Brun blev hun mor første gang allerede som 19-årig og klarede indenfor få år flere hårde fødsler. En af fødslerne førte til, at hun blev døv, og en anden fødsel endte med, at hun mistede barnet. Friederike mistede humøret og blev sendt på kurophold i Tyskland.
Her mødte hun den europæiske åndselite, hvilket inspirerede hende og udløste mange efterfølgende rejser. Hun mødte bl.a. både Goethe og Schiller og besøgte flere gange Madame De Staël, der var datidens måske mest kendte kvindelige forfatter og europæiske salonværtinde.
På rejserne – som Friederike ofte foretog uden Constantin, men med et par af deres børn – skrev Friederike både rejseberetninger og digte. Hun lod sig inspirere af dem, hun omgav sig med, men Goethe blev angiveligt også inspireret af hende. Det siges, at han blev inspireret af hendes digt Ich denke dein fra 1792 til sit digt med samme titel fra 1795.
Ligesom andre i datiden havde hun stor interesse for arkæologi og det antikke skønhedsideal, hvilket senere førte hende til Rom, hvor hun opholdt sig flere år og til sidst blev kaldt hjem til Danmark af Constantin.
Inspirerende, udfordrende saloner
Friederikes rækkevidde var stor. Når hun var hjemme, var hun det selskabelige omdrejningspunkt for danske og udenlandske kulturpersonligheder, som hun husede i kortere eller længere tid. Hendes salonarrangementer talte mellem 15 og 50 mennesker alt efter, om de foregik på Sophienholm eller i det mere rummelige Moltkes Palæ. Så hendes saloner var ikke helt så intime som Kammas, men mere afslappede end den aristokratiske Charlotte Schimmelmanns stort anlagte saloner.
Det ubekymrede økonomiske liv, som både Friederike og Charlotte havde, kunne nemt have gjort deres saloner til et ekkokammer for overklassens selvtilstrækkelige omgang med hinanden. Men salonerne var netop tidens nysgerrige forsøg på at række ud efter nogle, der kunne udfordre dem, gøre dem/eliten klogere eller inspirere dem kunstnerisk.
Forstod kunstnere
Friederike var den eneste af de tre omtalte salonværtinder, der insisterede på en selvstændig karriere som kunstner. Som salonværtinde er hun blevet beskrevet som vellidt, gavmild og charmerende. Men mange i samtiden så hende som grænseoverskridende, egenrådig og nydelsessyg. Hun formåede at holde næsen i sporet og undgik at lade sig påvirke af folks fordomme.
Dermed overskred hun et klokkeklart kodeks i samtiden om, at kvinder burde stå bag deres mænd og vise beskedenhed
Set med nutidige øjne var hun både hårdarbejdende og godgørende, når hun opdyrkede talenter, og hjalp kunstnere frem. Og måske blev hun netop så populær som salonværtinde, fordi hun selv var kunstner, og om nogen forstod kunstens væsen og vilkår. Hun var vældig god til at se andre menneskers gode sider og støtte talenter.
F.eks. besøgte Friederike på en rejse til Rom i begyndelsen af 1800-tallet en ung dansk billedhugger og blev så betaget af hans talent, at hun finansierede en meget stor gipsfigur, da hans stipendium var ved at løbe ud, og han manglede penge. En rig kunstsamler så siden denne gipsfigur og bestilte den i marmor. Den unge kunstner var selvfølgelig den nu verdensberømte Bertel Thorvaldsen.
Friederikke understøttede også C.W. Eckersberg på et tidspunkt, hvor han endnu ikke var brudt rigtigt igennem som kunstner.
Et overset forfatterskab
Hvor alle dannede kvinder i guldalderen skrev breve – og salonværtinderne i særdeleshed –
tog Friederike skridtet videre. Hun skrev også rejseberetninger, digte og sangtekster, og hun indledte kunstneriske samarbejder med berømte komponister som J.A.P. Schulz og C.E.F. Weyse. Hun havde en musikalsk og lyrisk åre, og hendes digte blev udgivet (på tysk) og var så populære, at de flere gange blev genoptrykt i Tyskland. Også hendes rejsebeskrivelser og erindringer blev udgivet.
Dermed overskred hun et klokkeklart kodeks i samtiden om, at kvinder burde stå bag deres mænd og vise beskedenhed. Hendes skriverier mødte modstand fra mange kanter – endda fra nogle af de mænd, hun støttede som mæcen. Blandt andet fra Adam Oehlenschläger, der skrev, at han ”hellere vil modtage stokkeprygl end at læse hendes naturbeskrivelser”.
Friederike Brun var ikke bare en dygtig salonværtinde. Hun var en historisk spændende skikkelse og en forfatter, vi ikke må overse
Den danske eftertid har generelt ikke bedømt hendes forfatterskab mildt. Louis Bobé skrev i 1910 en afhandling om hende kaldet ”Friederike Brun og hendes kreds – ude og hjemme”.
Bogen anerkender hendes popularitet som salonværtinde og handler om hendes rejser og hendes berømte omgangskreds, men fortæller at det ikke er gennem ”sin litterære virksomhed Friederike Brun har adkomst til at blive erindret”. Bobé hånede hendes forfatterskab for at dyrke de store følelser og for at være sentimental.
Friederikes digte er fra romantikken, hvor man netop dyrker de store følelser. Hun brugte som mange store romantikere naturen til at beskrive det indre liv – ikke ulig både hendes kritiker Adam Oehlenschläger og den berømte Goethe. Kvaliteten af hendes digte er der efter denne målestok intet galt med, og hvis Goethe var inspireret af det, hun skrev, burde det være et kvalitetsstempel i sig selv.
På afstand af det hele ser det ud til, at hun har formået at provokere ved overhovedet at skrive, og fordi hun tog sine forfatterambitioner alvorligt og åbenlyst promoverede sig selv.
Syd for grænsen i Tyskland har man aldrig tøvet med at kalde hende forfatter og hendes digte bliver stadig solgt. Der udkom sågar en biografi om hende i 2019.
På dansk kan man læse Inge Lise Rasmussen Pins bog Friederike Brun – en dansk-tysk forfatterindes liv fra 1992, hvor forfatterskabet får den fortjente omtale. Rasmussen Pin har desuden oversat Friederikes humoristiske erindringsbog om barndommen i København i slutningen af 1700-tallet. På dansk er titlen Morgendrømmens sandhed (1995)
Desuden er hendes skrifter og breve fra årene i Rom i begyndelsen af 1800-tallet samlet i bogen Romersk Drama, der også foreligger på dansk. Den handler om Friederikes år i Rom under en højspændt politisk situation med Napoleons besættelses af Rom. Men det er stadig kun en lille del af forfatterskabet, der er oversat til dansk.
Friederike var en usædvanlig favnende kulturpersonlighed med forstand på både musik, billedkunst og litteratur med en kosmopolits vidende blik på verden. Hun skrev ikke blot højstemte romantiske digte, men også velskrevet erindringslitteratur og tekster af høj kulturhistorisk værdi og litterær kvalitet.
Friederike Brun var ikke bare en dygtig salonværtinde. Hun var en historisk spændende skikkelse og en forfatter, vi ikke må overse.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
