DANSK POLITIK // ANALYSE – Mette Frederiksen kopierer titlen fra Jens Otto Krags epokegørende valgmanifest fra 1945, der har skabt grundlaget for velfærdssamfundets udbygning i næsten 50 år. En stor regeringskonference i næste uge vil udstikke 10 pejlemærker for de næste ti år og involvere erhvervslivet i de løsninger, der skal finansiere velfærdssamfundets fortsatte udbygning. Det dufter af et valgoplæg, som Mette Frederiksen kan bruge til at få renset luften i forhold til Enhedslistens ultimative krav.
Socialdemokratiet har brugt sommerferien til at finpudse et nyt ideologisk udspil, der vil blive fremlagt tirsdag i næste uge samt vendt og drejet med de toneangivende organisationer på en stor anlagt regeringskonference i Fredericia.
Udspillet bærer det prangende navn ”Fremtidens Danmark” og referencerne til efterkrigstidens store socialdemokratiske valgmanifest, forfattet af Jens Otto Krag i 1945, er ikke tilfældig.
Alle – også dybt inde i regeringen – ved, at det bliver nødvendigt med reformer, selv om Mette Frederiksen ikke bryder sig om ordet
Det nye udspil vil udstikke 10 pejlemærker for de næste 10 års politisk-økonomiske udfordringer. Det vil især være fokuseret på udviklingen i arbejdskraften, hvor det er en velkendt sag, at Danmark kommer til at stå i en uhyre presset situation, hvor erhvervslivet kommer til at mangle over 65.000 faglærte.
I regeringens udspil er der ikke lagt op til konkrete løsninger. Alt er til debat, men alle – også dybt inde i regeringen – ved, at det bliver nødvendigt med reformer, selv om Mette Frederiksen ikke bryder sig om ordet.
Derfor er der på konferencen lagt op til en bred diskussion om, hvad der skal gøres for at få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne, så staten fortsat kan finansiere velfærdssamfundets udbygning i takt med den aldrende befolkning og den evigt haltende integration.
Genfødsel af Jens Otto Krags valgmanifest
Fremtidens Danmark anno 2021 vil genskabe den socialdemokratiske fællesskabstanke og skitsere de kæmpe udfordringer, der skal løses på arbejdsmarkedet med aktiv deltagelse af erhvervslivet.
Løsningerne er nødvendige. medmindre vi skal til at importere ny arbejdskraft eller hæve skatterne markant for bare at kunne finansiere det nuværende velfærdsniveau. Højere skatter er uspiselige for virksomhederne, og derfor skal erhvervslivet i langt højere grad spille aktivt ind med løsninger, er tanken bag regeringens udspil.
Der er mere Krag end Corydon i hende og med Arne-pensionen, har hun demonstreret, at hun står for en klar venstredrejning så længe, det ikke kan opfattes som en lempelse af udlændingepolitikken
Det er velkendt, at unge i dag foretrækker gymnasierne fremfor at blive optaget på en erhvervsuddannelse, hvor kun ca. 20 pct. af en ungdomsårgang mener, deres fremlid ligger. Det har derfor været en politisk målsætning for både denne og den forrige regering at få vendt udviklingen. Men det er stadig ikke lykkedes. På konferencen, og med Fremtidens Danmark i hånden, vil det blive gjort klart, hvad konsekvenserne bliver, hvis ikke bøtten bliver vendt inden for de næste ti år.
Det er første gang, regeringen er vært for en konference, og når den kommer nu i kølvandet på Mette Frederiksens danmarksturne, hvor hun er rundt og blive fotograferet med almindelige mennesker, kan det unægtelig ikke undgås at blive tænkt ind i en større strategi, hvor endemålet er et snarligt folketingsvalg.
Afghanistan kan rykke ved statsmandseffekten
Den lille ministerrokade efter kulturminister Joy Mogensens afgang, hvor Jesper Petersen blev gjort til ny forskningsminister og Ane Halsboe-Jørgensen blev flyttet over som ny kultur- og kirkeminister, tyder på, at statsministeren er tilfreds med sit ministerhold.
Det svageste led lod sig selv udskifte, og i den nuværende storpolitiske krise med danskere i Afghanistan er det også vigtigt, at regeringen viser alvor og sammenhold.
Der er næppe tvivl om, at en hurtig evakuering vil udløse en ny statsmandseffekt for Mette Frederiksen, hvorimod kritikken vil hagle ned over regeringen og især udenrigsminister Jeppe Kofoed, hvis operationen mislykkes eller trækker ud. En kritik, der allerede så småt er ved at tage sin form, fordi udenrigsministeren har været for godtroende i forhold til de amerikanske efterretninger, der har vist sig at være helt forfejlede, hvad angår tempoet for Talibans fremrykning og magtovertagelse.
Det dufter af valg
Fremtidens Danmark anno 2021 dufter derfor af et valgoplæg.
Alene navnet, Fremtidens Danmark, forpligter. I den socialdemokratiske historie er Jens Otte Krags ideologiske valgmanifest fra 1945 måske det politiske udspil, der har haft størst og længst betydning for Socialdemokratiet og for Danmark.
Krags valgmanifest anses således stadig som det ideologiske grundlag for udbygningen af velfærdssamfundet op gennem 1950’erne og frem til og med Anker Jørgensens regeringsperiode i 1970’erne.
Først med Poul Nyrup Rasmussen/Mogens Lykketoft i 1990’erne og senere med Helle Thorning Schmidt/Bjarne Corydon i 2011-2015 kom der for alvor et opgør med den fortsatte velfærdsudbygning og statslige indblanding i samfundet.
Enhedslisten er stålsat og truer med at vælte regeringen, og truslen er nu gentaget så mange gange, at partiet har parkeret hele sin troværdighed i at få sine krav indfriet eller stille et mistillidsvotum
Men Mette Frederiksen har aldrig lagt skjul på sit ideologiske ståsted. Der er mere Krag end Corydon i hende og med Arne-pensionen, har hun demonstreret, at hun står for en klar venstredrejning så længe, det ikke kan opfattes som en lempelse af udlændingepolitikken. Her bliver der ikke givet køb.
Tid til at at få renset luften
Derfor står fronterne da også stadig skarpt mellem Enhedslisten og regeringen. Regeringens støtteparti på den yderste venstrefløj kræver fortsat et mærkbart løft i kontanthjælpen og integrationsydelsen til børnefamilier velvidende, at en stor del af dem er af udenlandsk herkomst. Det har regeringen blankt afvist, og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har ligefrem luftet tanken om, at der slet ikke kommer nogen ydelsesreform.
Det peger mod en konfrontation i efteråret. Enhedslisten er stålsat og truer med at vælte regeringen, og truslen er nu gentaget så mange gange, at partiet har parkeret hele sin troværdighed i at få sine krav indfriet eller stille et mistillidsvotum til Mette Frederiksen.
Som Anders Fogh Rasmussen sagde tilbage i eftersommeren 2007, da Konservative blev ved med at plage om skattelettelser og Dansk Folkeparti lige så kategorisk afviste lettelser i topskatten:
”Måske det er på tide at få renset luften.”
LÆS ALLE FRANK KORSHOLMS ANALYSER HER
Topbillede: Udspiller Fremtidens Danmark anno 20021 vil genskabe den socialdemokratiske fællesskabstanke og skitsere de kæmpe udfordringer, der skal løses på arbejdsmarkedet med aktiv deltagelse af erhvervslivet. Foto: Statsminister Mette Frederiksen, Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her