Freddy Hagen: Den amerikanske forfatter Paul Auster vil huskes med en varig plads på det litterære parnas

auster paul auster — Paul Auster, May 2, 2009, New York, New York. Fotograf: Beowulf Sheehan/PEN America. Lindhardt & Ringhof.

Freddy Hagen 01.05.2024

MINDEORD – Paul Austers litteratur var præget af det selvbiografiske, skriver Freddy Hagen i dette mindeord om den store amerikanske forfatter. Det vil sige om en kunstner, der lever en relativ stille eksistens, men som gennem skriften og tankens labyrintiske veje og vildveje skaber et kosmos ud af det små. Auster vil huskes som en af de litterære giganter, der forsøgte at skrive den store, amerikanske samtidsroman.

Den amerikanske forfatter Paul Auster (1947-2024) er død. I Amerika var han ikke nær så stor som i Europa, selvom han gennem årene har vundet et utal af litterære priser.

Han var en udpræget postmodernist, rent tematisk, selvom hans litterære stil generelt var letlæselig og med stærke bånd til den amerikanske hårdkogte krimigenre.

Han blev ofte karakteriseret som en forfatter, der var stærkt præget af fransk poststrukturalisme med direkte referencer til Jacques Lacan og Jacques Derrida, hvilket han selv afviste. Årene i Paris, efter hans endte studie på universitetet i USA, har dog i den grad har påvirket ham. Alligevel var hans stil langt mere præget af amerikansk transcendentalisme, især forfatteren Henry David Thoreau og hans litterære mesterværk Walden. Dette kombineret med træk fra især italiensk eksperimental litteratur: Man kan se tydelige træk i Paul Austers forfatterskab fra Italo Calvinos mange noveller.

Austers bøger var på en og samme tid er let tilgængelige og samtidig meget komplekse

Auster slog igennem med The New York Trilogy (1985-87), der rummer alle hans senere anvendte tilgange til litteraturen: det selvbiografiske – ofte med en forfatter i hovedrollen – med metafysiske og spekulativt litteraturkritiske elementer såsom tegnlæsning af verden og en påpegning af virkelighedsopfattelsens porøse elementer, der ofte splittes og danner sprækker. Det hele holdt sammen af kriminovellens plotmæssige fremdrift, hvor eksistentielle elementer undersøges.

Hans mange værker er ofte præget af en idé om tilfældet, og det er måske hans mest amerikanske træk overhovedet. For eksempel er hans roman The Music of Chance en road-roman, der er opdateret i en postmoderne ramme.

Forfatterkollegaen og vennen Salman Rushdie skrev om Paul Auster i sin bog om mordforsøget på ham selv i 2022, hvor en ung islamist angreb ham med en kniv. I Knife, der udkom i år, skriver Rushdie, at en hel forfattergeneration er ved at nå til vejs ende, med Martin Amis, Hanif Kureishi, Paul Auster og ham selv, alle svækkede af sygdomme. Salman Rushdie mistede et øje samt førligheden i den ene hånd, men overlevede trods alt.

Ser man på de postmoderne træk hos Paul Auster, kan man med rette sammenligne ham med forfatteren Umberto Eco, der døde i 2016. Også han var inspireret af krimien som litterær form, og han brugte også denne som en del af et større plot, her især i bøgerne Rosens Navn og i Foucaults Pendul. Derudover er Paul Austers og Umberto Ecos litterære værker meget væsensforskellige med undtagelse af deres evne til at nå bredt ud, fordi de begge skrev således, at deres bøger på en og samme tid er let tilgængelige og samtidig meget komplekse.

Et krystal, hvor alting alligevel er tilstede

Paul Auster var også meget præget af det selvbiografiske, dvs. som forfatter, der lever en relativ stille eksistens, men som gennem skriften og tankens labyrintiske veje og vildveje skaber et kosmos ud af det små. Det ser man for eksempel tydeligt i filmen Smoke (1995), instrueret af Wayne Wang, som Paul Auster skrev manuskript til.

I Smoke, og i mange af Paul Austers romaner, samler hele verden sig i et lille fragment af virkeligheden, som et krystal, hvor alting alligevel er tilstede, gennem metafysiske forbindelser, der gør, at for eksempel en forfatters liv i Brooklyn og en tobakshandlers butik på et hjørne i nærheden, viser sig at indeholde mysterier, livsskæbner og litterært interessante elementer, der kan udfoldes i en større stil.

Læs Freddy Hagens essay om Smoke her.

Paul Auster var udpræget liberal i amerikansk optik. Han var ekstremt kritisk overfor Donald Trump og hans nonfiktive bog Bloodbath Nation, der udkom sidste år, handler om Amerikas tragiske historie med våben og de mange skoleskyderier. Paul Auster var en stærk modstander af landets våbenlovgivning.

Paul Auster var også meget aktiv i International PEN, og han nægtede for eksempel at besøge Tyrkiet, fordi landets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, har fængslet et utal af journalister og forfattere. Erdogan udtalte selv, at han da var ligeglad.

Samtidig var Paul Auster sin jødiske identitet bevidst og sammen med Salman Rushdie besøgte han Israels præsident Simon Peres i 2008.

På måder er det interessant at stille Paul Austers forfatterskab op imod Stephen Kings og Cormac McCarthy. Stephen King har også været svækket længe efter en trafikulykke, der nær tog livet af ham, og Cormac McCarthy døde sidste år. Don DeLillo bør også nævnes her, og selvom kvinder ikke er nævnt i denne sammenhæng (beklager), så er det slående, at netop disse fire forfattere på mange måder alle står som dem, der forsøgte at skrive den store, amerikanske samtidsroman.

Austers styrke og svaghed

Paul Auster har været gift to gange, og han fik to børn. Hans ældste, en søn fra sit tidligere ægteskab, blev berømt som en del af Club Kids, et gruppering af vilde queer-børn, der fik megen medieopmærksomhed. Han døde senere af en overdosis.

Paul Austers anden kone, Siri Hustvedt, er også forfatter og liberal i amerikansk betydning. Også hun er mere kendt i Europa end i Amerika. Sammen fik de en datter, der i dag er sangerinde. Fælles for Paul Austers og Siri Hustvedts forfatterskab er, at de gerne skriver om den amerikanske øvre middelklasse, og i den forstand minder de også en del om Woody Allen. Det er både deres styrke, men samtidig også deres svaghed.

Kombinationen af den mere elegante og måske også elitært, litterære tradition fra Europa med træk fra det amerikanske, har givet ham en varig plads på det litterære Parnas

Kort efter Paul Austers litterære gennembrud afslørede han, at han tidligere havde skrevet under pseudonymet Paul Benjamin. Han har blandt andet skrevet krimiromanen Squeeze Play (1984), der oser af noir-stemning, men også er skrevet i et hårdt, knapt sprog. På mange måder er romanen stilsikker, men samtidig en kliche, og netop det klicheprægede i hans forfatterskab har givet ham en del kritik. Men igen: Det er hans styrke og hans svaghed.

Paul Auster var både elsket og hadet som forfatter. Selv var jeg som ung litteraturstuderende inspireret af både hans mange romaner og noveller, men især også hans mere teoretiske skrifter. Hans debut under eget navn, The Invention of Solitude, er for eksempel fremragende litteraturkritik. Også bøgerne The Art of Hunger, The Red Notebook og Hand to Mouth er interessante som litteraturhistoriske værker, hvor han udfolder sine litterære aner og teknikker. Her afslørede Auster for eksempel, at han betragtede sig selv som en arvtager til blandt andet Knut Hamsun og Franz Kafka.

Hans sidste roman, Baumgartner, der udkom sidste år efter en pause på hele seks år, viste klare træk på svækkelse, selvom den på en måde også er smuk og inderlig, omend knap så eksperimenterende og sprudlende.

Kombinationen af den mere elegante og måske også elitært, litterære tradition fra Europa, med træk fra det amerikanske, hurtige, Pulp-agtige ideer fra den hårdkogte kriminalroman – det mere svævske var den amerikanske transcendentalisme pakket ind i en forfattertilværelse, der i den grad osede af den liberale overmiddelklasses selvforståelse i amerikansk kontekst – har givet ham en varig plads på det litterære parnas.

Paul Auster var svækket længe, grundet lungekræft, som han også blev behandlet for. Men han endte med at bukke under for sygdommen efter yderligere komplikationer. Han blev 77 år.

Læs også Bo Heimanns anmeldelse af Paul Austers sidste roman, Baumgartner:

“Kondenseret perle fra Auster om livet efter den store kærlighed”

Freddy Hagen er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet med en bachelor i Filosofi. Kommer fra et arbejderhjem, har været i lære som tømrer og kok. Freddy har rejst i mange lande, levet som freelancejournalist og fotograf, undervist på forskellige skoler i litteratur og historie. Studeret i Firenze, boet i Berlin og arbejdet som kokkeelev i Paris. Freddy Hagen har studeret islam og formidlet viden om islam og muslimer gennem mange år, og fokuseret på dem der er i klemme, for eksempel homoseksuelle muslimer der har måttet leve under trusler. Han har også rejst sammen med muslimer til lande, hvor der er krig og konflikt og dokumenteret deres vilkår i artikler og gennem fotojournalistik. Han er også vidende om et hav af minoritetsmiljøer samt grupperinger til højre og venstre på de politiske fløje. I dag er han fast kulturskribent på Netavisen Pio og Netavisen Kontrast.