
Dette års præsidentvalg i Frankrig er en usædvanlig folkelig protest mod landets etablerede politiske partier og kandidater, både på venstre- og højrefløjen. Men hvad fortæller konstellationen “Le Pen-Macron” bredt set om Frankrigs politiske elite, og om Den Femte Republik, som den styrer? Den franske historiker Hugo Drochon betragter udviklingen i et historisk perspektiv og sammenligner to eliteuddannelser, der har domineret toppen af fransk og britisk politik i årtier.
Hvordan er det kommet så vidt? Det er spørgsmålet, meget af verden – i hvert fald det meste af den franske elite – stiller sig selv før anden runde af Frankrigs præsidentvalg.
Charles de Gaulle inkluderede denne slutrunde i Den Femte Republiks grundlov som et middel til at tvinge franskmændene til at vælge fornuftigt – han var ikke sikker på, det ville ske, med mindre borgernr blev presset til det.
Alligevel står valget i år mellem Marine Le Pen, arving til den mest uhyggelige af alle franske traditioner – Vichys kollaborationistiske Frankrig – og den 39-årige Emmanuel Macron, der aldrig tidligere har været på valg og kun har kortvarig erfaring som minister.
Den franske elite, der måske er den mest forkælede og insulære af vestens eliter nu om dage, bærer en stor del af ansvaret.
Nogle placerer ansvaret for vælgernes oprør mod de etablerede kandidater på Frankrigs skleroseramte økonomi. Andre bebrejder EU for at forekomme verdensfjern og inkompetent. Men den franske elite, der måske er den mest forkælede og insulære af vestens eliter nu om dage, bærer også en stor del af ansvaret.
En gallisk uddannelse
Hvor Storbritannien har PPE (”philosophy, politics, and economics”), som avisen The Guardian for nylig beskrev som, kandidatgraden fra Oxford “der styrer Storbritannien”, så regeres Frankrig også i store træk af tre bogstaver: ENA.
Ligesom britiske statsministre som Harold Wilson, Edward Heath og David Cameron har PPE til fælles – som oppositionslederne Hugh Gaitskell og Ed Miliband også har det – så står der l’École nationale d’administration på CV’erne for de franske præsidenter Valéry Giscard d’Estaing, Jacques Chirac og François Hollande; statsministrene Édouard Balladur, Michel Rocard, Lionel Jospin, Alain Juppé, Laurent Fabius og Dominique de Villepin; foruden andre ledende politikere som Ségolène Royale og Macron selv.
Faktisk er der slående ligheder mellem PPE og ENA. Begge udspringer af ønsker om radikale brud med fortiden. Da PPE, der er den ældste af de to, blev grundlagt ved University of Oxford i 1921, var idéen at kunne tilbyde nye og spændende kurser, som gik på tværs af rigide disciplinafgrænsninger.
Både PPE og ENA var forsøg på at forbedre regeringsførelsen, men begge er blevet synonyme med en elitær og teknokratisk styreform, der har mistet føling med borgernes ønsker og interesser.
ENA’s mål, grundlagt i et knækket og modløst Frankrig i 1945, var at uddanne en administrationselite, der skulle lede landets genopbygning efter krigen. ENA blev set som en mulighed for at bryde med tidligere tiders nepotisme, fordi den skulle samle de adgangseksaminer, som styrede adgangen til det franske bureaukratis øverste geledder. Meritokrati skulle demokratisere adgangen og mulighederne.
Både PPE og ENA var altså forsøg på at forbedre regeringsførelsen, men begge uddannelser er blevet synonyme med en elitær og teknokratisk styreform, der har mistet føling med borgernes ønsker og interesser. Kritikken, som rettes mod begge institutioner, er forbavsende ens: Det brede felt af emner, der læses, skaber et overfladisk, dilettantisk kendskab til mange områder og en glat talfærdighed, men giver ingen dybere forståelse for noget.

Derudover betyder presset med det brede pensum, at repetition i sidste øjeblik og improvisation er blevet reglen. Intellektuel ensretning bliver normen i stedet for velorienteret, kreativ tænkning. Og det forstærker alt sammen indtrykket af, at både PPE og ENA blot er gentagelser af de foregående eliter, at de to uddannelsers rolle i virkeligheden blot er at cementere og yderligere etablere deres respektive samfunds magtstrukturer.
Socialister med samme profil
Dette betyder imidlertid ikke, at PPE og ENA kun har været konservative politikeres område. I England var Tony Blairs regering stærkt domineret af PPE-kandidater, og Labour er blevet beskrevet ”PPE’s regerende fløj”, når partiet har været i regering. I Frankrig fyldte både François Mitterrand og Hollande deres kabinetter med énarques, som ENA-kandidater kaldes.
Da Hollande vandt Socialistpartiets primærvalg i 2011, gjorde han det, da han i anden runde besejrede Martine Aubry, der, som han selv, var énarque.
Chirac knuste Le Pen, og vandt med mere end 80 procent af stemmerne – et jordskredsvalg, som dette års énarque, Macron formentlig ikke kommer til at kunne gentage.
Men rivalisering mellem énarques har ikke været forbeholdt socialisterne. Ved præsidentvalget i 2002, hvor Marine Le Pens far og grundlæggeren af Front National, Jean-Marie Le Pen, for første gang i partiets historie gik videre til anden runde, så det i første omgang ud til, at den socialistiske énarque Jospin skulle stå over den konservative énarque Chirac.
Det endte under alle omstændigheder med sejr til en énarque: Chirac knuste Le Pen, og vandt med mere end 80 procent af stemmerne – et jordskredsvalg, som dette års énarque, Macron formentlig ikke kommer til at kunne gentage.
Elitens elite
For at forstå ENA’s indflydelse på de sidste generationer i fransk politik må man have dette med i betragtning: Siden 1960’erne har mellem en tredjedel og halvdelen af alle regeringsmedlemmer været énarques, selvom kun 1 procent er politisk valgte.
Langt størstedelen gør karriere i statsadministrationen, i tråd med med skolens oprindelige formål. Nogle gør karriere internationalt: Både Pascal Lamy, World Trade Organizations tidligere generaldirektør, og Jean-Claude Trichet, den tidligere præsident for the European Central Bank, er ENA-kandidater.

Derudover sidder les énarques også magtfuldt i toppen af fransk forretningsliv, hvor omkring 22 procent af skolens elever ender ifølge en undersøgelse lavet af skolen for nylig. Kandidaterne står eller har stået i spidsen alle Frankrigs største erhvervsvirksomheder – Air France, BNP, Renault, Carrefour, AXA, SNCF, Orange og FNAC – for blot at nævne nogle få.
De bevæger sig ubesværet mellem embedsværk og erhvervsliv – og tilbage igen – i det franskmændene kalder pantouflage, som svarer til ”svingdøren” mellem Wall Street, lobbybranchen og Washington D.C.
De bevæger sig ubesværet mellem embedsværk og erhvervsliv – og tilbage igen – i det franskmændene kalder pantouflage, som svarer til ”svingdøren” mellem Wall Street, lobbybranchen og Washington D,C,
Ingen journalister på ENA
I modsætning til Oxfords PPE uddanner ENA ikke journalister, selvom kandidaterne ofte har tætte bånd til mediefolk, som de ofte har studeret med ved Sciences Po – en anden af den franske elites Grandes Écoles.
Dette er endnu en væsentlig forskel på PPE og ENA: Den første er en bachelorgrad, mens den anden er en kandidatgrad. Antallet af studerende på hver årgang ved ENA er derfor langt mindre.
PPE havde i 2016 280 pladser på et treårs studie. ENA optager mellem 80-100 studerende om året på dets toårs studie, et tal der er faldet løbende siden begyndelsen af nullerne, da det lå på 150. På trods af årgangenes beskedne størrelse udgør énarques altså en ekstremt stor del af Frankrigs ledende politikere, embedsmænd og virksomhedsledere.
ENA uddanner kort fortalt Frankrigs herskende klasse.
Den regerende klasses regler
Det var ikke Karl Marx, men den sicilianske politiker og politiske teoretiker Gaetano Mosca, der introducerede begrebet ”den herskende klasse”. I hans banebrydende bog fra 1896, Elementi di Scienza Politica, afviste Mosca Aristotles’ klassifikation af regimer som enten monarkier, aristokratier eller demokratier.
Moscas tese var, at menneskeheden op gennem historien altid er blevet regeret af en minoritet. Han udledte dette af sine studier af historie og politisk videnskab, hvor han hævdede at have samlet tilstrækkelig viden til at kunne begynde at identificere uomtvistelige historiske love. Den lovmæssighed, som Moscas studier identificerede, var, at der altid er en herskende klasse.
Hvis Moscas politiske vision var ment som global og eviggyldig, så var hans egen direkte erfaring med demokrati specifik og knyttet til tiden efter kampen for italiensk enhed, også kendt som Risorgimento. Det demokrati, der opstod i kølvandet på den kamp, var langt fra perfekt og havde kun begrænset, men dog voksende, valgret.
Trasformismo, systemet den italienske middelklasses nye ”professionelle” magtmænd skabte, da de erstattede genforeningskampens idealistiske, liberale aristokrater, var baseret på højre-venstre koalitioner, der skulle holde ekstremer stangen. Men systemet degenererede til et system med udbredt bestikkelse, klientelisme og protektionisme blandt repræsentanter med primær interesse i egen berigelse.
Det var ikke Karl Marx, men den sicilianske politiker og politiske teoretiker Gaetano Mosca, der introducerede begrebet ”den herskende klasse” .. ”Demokrati” var en ny social kraft, men Mosca var bekymret for, at den kunne dominere alt andet og blive tyrannisk.
Langsigtede principper blev ofret for kortsigtet vinding, og den økonomiske politik gjorde intet for de fattigste, analfabetismen forblev høj, og sanitetsforhold var lige så elendig som før Italiens samling.
Demokratiet og den sociale harmoni
Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at Moscas begejstring for “demokrati” under de forhold var behersket, når han med demokrati mente ”folkets” direkte indflydelse, via dets politikere, på alle aspekter af regeringsførelsen. Alligevel forblev han forsvarer af princippet om repræsentativt styre; det blev klart, da han publicerede anden udgave af Elementi di Scienza Politica (der var dobbelt så lang som den første) i 1923.
I denne anden udgave fremlagde Mosca sine tanker om “juridisk forsvar”: Den ved lov fastlagte deling af magten. Mosca mente, at civilisationer blevet drevet frem gennem udvikling af “sociale kræfter”: Alle menneskelige institutioner – hvad enten det er penge, besiddelse, religion, uddannelse eller videnskab – har social betydning.
”Demokrati” var en ny social kraft, men Mosca var bekymret for, at den kunne dominere alt andet og blive tyrannisk: Han mente, man skulle vurdere en civilisation på dets evne til at sikre harmoni mellem mange sociale kræfter. Repræsentativt styre, baseret på liberal og pluralistisk opdeling af magten, var idealet, der kunne rumme det største antal sociale kræfter, juridiske, sociale, økonomiske, administrative eller militære.
Moscas teori om et liberalt styre forankret i et stabilt og klippefast lovsystem blev selvfølgelig dybt rystet af det, der skulle komme til at ske i Italien senere. I sin sidste tale til det italienske Senat afviste Mosca Benito Mussolini – og trak sig derefter tilbage med øjeblikkelig virkning.
Efter dyden – skandalerne i fransk politik står i kø
Det kan være nyttigt at spekulere over, hvad Mosca ville have tænkt om Frankrigs Femte Republik. De Gaulle blev berømt for at betale for sine egne frimærker i sin tid som Frankrigs præsident. Men det regime, han etablerede, har været sølet ind i korruption i årtier.
Der var affæren med Bokassas diamanter under Giscard d’Estaing; skandalerne med luksuslejlighederne i Paris under Chirac og Juppé; Clearstream-sagen om skatteunddragelse, der omfattede Villepin, tidligere præsident Nicolas Sarkozy og Dominique Strauss-Kahn; og svindlen med Bygmalion, kommunikationsfirmaet, der blev organiseret af Jean-François Copé, endnu en énarque, for at finansiere Sarkozys succesfulde præsidentkampagne (der yderligere fik en hjælpende hånd i størrelsesordenen 50 millioner euro fra Libyens daværende leder, Mohammed Gadaffi.)
På nationalt niveau står Le Pen anklaget for at have misbrugt statslige midler til at finansiere sine valgkampagner helt tilbage fra 2011 (for slet ikke at nævne de millioner, hun har modtaget fra Rusland via nu-opløste russiske banker).
Disse sager er gået forud for den nuværende valgkamps “Penelopegate”, hvor en af valgets tidlige frontløbere, den konservative François Fillon, står anklaget for at have brugt på mod 1 million euro af statslige midler til at aflønne sin kone for fiktivt parlamentarisk arbejde.
Fillons problemer hang ved og drænede hans kampagne Hver uge var der en ny skandale. Der var ure og jakkesæt, ansættelse af hans ikke-kvalificerede børn som advokater, betaling for møder med erhvervsledere og den russiske præsident Vladimir Putin og checks fra en hemmelig regeringsfond, der ikke var tiltænkt ham.
Og Fillon er ikke den eneste kandidat ved dette års valg, der er ramt af anklager om korruption. Le Pen står overfor to tilbageslag: I EU-regi har hun sin egen luksusskandale med sin parlamentariske assistent, der kan komme til at koste Front National 5 millioner euro. På nationalt niveau står Le Pen anklaget for at have misbrugt statslige midler til at finansiere sine valgkampagner helt tilbage fra 2011 (for slet ikke at nævne de millioner, hun har modtaget fra Rusland via nu-opløste russiske banker).
“L’État, c’est nous” – staten, det er os
Vi har hørt det hele før. Frankrigs halvpræsidentielle Femte Republik beskrives ofte som monarkistisk på mere end en måde: Ikke kun fordi den har en central og magtfuld leder, men fordi den er kendetegnet ved at have bibeholdt den korruption og favoritisme, der karakteriserede det franske Ancien Régime. I stil med Louis XIV, Solkongen, der erklærede l’État, c’est moi, så betragter franske politikere staten som deres ejendom, som de kan forvalte efter forgodtbefindende.

Les Énarques’ disproportionale rolle i fransk politik, og deres tætte forbindelse til den offentlige administration og forretningsverdenen, er uden tvivl med til at forstærke denne ejerskabsfølelse: Staten er vores. Det er et indtryk, man ikke kan undgå at få af landets største skandaler.
Så revolutionen, hvis der skal være en, kommer ikke herfra … Men den kan måske komme fra de to professioner, der historisk er blevet udelukket af ENA: Journalister og advokater.
Men man behøver ikke at være énarque for at opføre sig som en Bourbon. Sarkozy, Fillon og Le Pen er jurister. Sarkozys regering var faktisk den første, der kun havde én énarque som medlem, Valérie Pécresse, minister for videregående uddannelse (Hollande genskabte den tilsyneladende naturgivne orden og fyldte sin regering med ENA-kandidater, herunder Macron). Så revolutionen, hvis der skal være en, kommer ikke herfra.
Den kan måske komme fra de to professioner, der historisk er blevet udelukket af ENA: Journalister og advokater, hvoraf størstedelen, modsat Sarkozy, Fillon og Le Pen, ikke har søgt politisk karriere. Den højt respekterede satiriske ugerevy Le Canard enchaîné har længe ligget i front for graverjournalistikken i Frankrig, inklusive afsløringerne af skandalerne omkring Bokassas diamanter og Chiracs parisiske affaires.
Men avisens rolle i afsløringerne af skandalerne omkring Fillon er banebrydende – og her har den fået hjælp fra nyere medieorganisationer som Médiapart.
Efter Hollandes regering forstærkede domstolenes uafhængighed, inklusive deres undersøgelseskompetencer, har advokater ligeledes stået i spidsen for opgaven med at bringe korrupte politikere for retten. Både Fillon og hans kone, the navnkundige Penelope, er nu under efterforskning, og der er indgivet formel ansøgning om ophævelse af Le Pens immunitet som medlem af Europaparlamentet.
Udrensningen af eliten – franskmændene er trætte af den
Intet af dette ville naturligvis have været muligt, hvis der ikke havde været et jordskred i fransk moralforståelse: Franskmændene er trætte af de gamle traditioner og kutymer – herunder at ansætte familiemedlemmer som assistenter, hvilket faktisk er fuldt lovligt – og de ønsker forandring. Hvis sumpen skal tørlægges, så vil det med Moscas terminologi kræve tre sociale kræfter: En fornyet journalistisk verden, forstærkelse af domstolene og ændrede moralkodeks.
Franskmændene er trætte af de gamle traditioner og kutymer – herunder at ansætte familiemedlemmer som assistenter, hvilket faktisk er fuldt lovligt – og de ønsker forandring.
Den store ironi ligger i, at den person, der er kåret til at iværksætte denne forandring, er Macron, der selv er et produkt af systemet: En énarque, som arbejdede for Rothschild & Cie Banque, før han blev udpeget som (ikke-folkevalgt) minister af Hollande. Dette har gjort ham sårbar overfor angreb fra Front National, inklusive fra de antisemitiske miljøer, som Le Pen angiveligt har forsøgt at distancere sit parti fra.
Det er heller ikke klart, hvor stærkt Macrons kandidatur gør sig på venstrefløjen: Efter at have anklaget Macron for at repræsentere ”pengenes parti” i starten af valgkampen, har socialistpartiets kandidat Benoît Hamon nu anbefalet at stemme på ham med samme henvisning til den ”republikanske front”, som Jospin brugte til at anbefale Chirac i 2002.
Men Jean-Luc Mélenchon, den tidligere trotskist, der blev nummer fire i valgets første runde, lige efter Fillon, med næsten 20 procent af stemmerne, har nægtet at bakke op om Macron (selvom en prognose viser, at Mélenchons støtter med større sandsynlighed vil støtte Macron end Fillons støtter, der mere entydigt vender mod Le Pen).
Den store ironi ligger i, at den person, der er kåret til at iværksætte denne forandring, er Macron, der selv er et produkt af systemet … De sande revolutionære – Le Pen og det reaktionære højre – håber, Macron vil fejle. Men det, de selv har i tankerne, kan næppe kaldes fremskridt.
Macron har sværget, at han, hvis han kommer til magten, vil sammensætte sin regering, så halvdelen af dens medlemmer kommer fra civilsamfundet.
Og han har lovet at gøre det samme ved parlamentsvalget i juni. Om end det måske ikke udgør den ”revolution”, hans kampagne har lovet, så kan gennemgribende udskiftning i toppen skabe fremdrift for de reformer, som Den Femte Republik så længe og så desperat har manglet. De sande revolutionære – Le Pen og det reaktionære højre – håber, Macron vil fejle. Men det, de selv har i tankerne, kan næppe kaldes fremskridt.
Oversættelse: Alexander Meinertz og Lisa Rasmussen. Copyright: Project Syndicate og POV International (på dansk).
Topillustration: “La Liberté guidant le peuple ” er et maleri af Eugène Delacroix til minde om Juli Revolutionen i 1830. Kvinden personificerer konceptet om Frihedsgudinden, der fører folket fremad over barrikaden henover kroppene af de faldne. I hendes ene hånd holder hun “la Tricolore” – flaget fra den franske revolution, der også i dag er Frankrigs flag, den anden holder en bajonet. Frihedsgudinden, Marianne, er er også i dag et symbol på såvel Frankrig som den franske republik. Censuren af brysterne på billedet skyldes Facebooks regler, der gør, at POV ikke kan dele artiklen uden at de er tildækkede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.