De lever deres liv som omvandrende skikkelser – udstødt af samfundet. Bor med deres ejendele på bænke, sover under broer og i parker og varmer sig på riste ved metroen i Paris. De dør oftest, som de lever: Glemt af omverdenen og bliver ikke savnet. I 2015 døde 497 hjemløse i Frankrig – tallet er stigende.
Organisationen ”Les Morts de la Rue” (CMDR), på dansk oversat til “De, som dør på gaden”, afholdt for nylig en mindeceremoni for de 497 døde ved Fontaine des Innocents i Paris. Samtlige navne blev læst højt ét efter ét. De afdøde fik dermed det navn og det ansigt, som de ikke havde, da de levede. De blev for et øjeblik til mere end blot skygger med stor oppakning og beskidt tøj på ensom og som oftest også ulykkelig vandring gennem livet.
Hver eneste af de personer, som vi møder på vores vej, og som vi omgiver os med, er mennesker. Når vi ærer de hjemløse, som ikke er her mere, giver vi samtidigt også de hjemløse, som stadig lever iblandt os i samfundet, et ansigt.
”Ceremonien er en måde at bekræfte, at hver og én af de hjemløse, som døde på gaden i 2015, er ’nogen’. (…) Det er ligeledes et opråb til os alle. En måde at understrege, at hver eneste af de personer, som vi møder på vores vej, og som vi omgiver os med, er mennesker. Når vi ærer de hjemløse, som ikke er her mere, giver vi samtidigt også de hjemløse, som stadig lever iblandt os i samfundet, et ansigt,” forklarer koordinatoren for ’Les Morts de la Rue’, Cécile Rocca til magasinet Le Nouvel Observateur.
CMDR mener, at de 497 registrerede dødsfald kun er toppen af isbjerget. Formentlig udgør de 497 dødsfald blot 20 procent af de mange skæbner, som ender deres liv på gaden.
En konstant stigning
De 497 dødsfald blandt hjemløse i Frankrig i 2015 er registreret af CMDR. Den mest pålidelige franske kilde på området. Deres statistik bygger hovedsageligt på oplysninger fra familie, venner og mennesker i nærmiljøet. Men tallet er nærmest umuligt at fastlægge korrekt og er ifølge CMDR slet ikke repræsentativt for det faktiske antal. De mener, at de 497 registrerede dødsfald kun er toppen af isbjerget.
Formentlig udgør de 497 dødsfald blot 20 procent af de mange skæbner, som ender deres liv på gaden. CMDR vurderer, selv om det håndgribelige bevis mangler, at tallet nærmere er omkring 2.500.
Siden 2010 har CMDR registreret en konstant stigning i antallet af de hjemløse, som dør på gaden.
Vold og ulykker
Gennemsnitslevealderen for de franske hjemløse er 49 år sammenholdt med de 77 år, som er alderen for franskmænd generelt. 90 procent af de hjemløse dør inden, de fylder 65 år – det er til sammenligning kun tilfældet for 25 procent af den samlede befolkning.
Og hvad dør de hjemløse af? Der eksisterer også kun meget sparsom statistik på dét område i Frankrig. Men i 2013 offentliggjorde Le CépiDc-Inserm, (Centre d’épidémiologie sur les causes médicales de décès) – en del af Inserm (Institut National de la Santé et la recherce Medicale) en omfattende undersøgelse, som blandt andet stillede skarpt på årsagen til de hjemløses død.
Modsat forventningen dør kun fire procent af vinterens bidende kulde. En del dør forventeligt af et højt alkoholforbrug, og de sygdomme og lidelser, der følger i kølvandet. Mere overraskende er det, at det faktisk er omkring 28 procent af de hjemløse, som dør som følge af vold eller ulykker i trafikken.
En bred kontaktflade
CMDR forsøger som et led i sit arbejde at dokumentere dødsårsagen hos hver enkelt af de hjemløse, som figurerer i deres statistik. Arbejdet er i høj grad et forsøg på at sætte ansigt på den afdøde, at kortlægge deres liv. Det sker blandt andet ved at bevæge sig i den afdødes nærmiljø og forhøre sig om vedkommendes liv og færden. Her står en særlig betragtning tilbage – og overrasker positivt, forklarer Cécile Rocca:
”Det er slående, at de mennesker, som man per definition forventer, er ensomme, isolerede og lever på en anden planet end vores, faktisk er mennesker med en forholdsvis bred kontaktflade. De forbipasserende og lokalsamfundet har ofte en eller anden form for relation til de hjemløse i deres hverdag. Deres død er ofte et stort tab for de afdødes venner fra gaden – men bemærkelsesværdigt er det, at de mennesker, som bor i den afdødes nærområde, og har haft kontakt til vedkommende, faktisk også føler en form for tab.
Fakta:
- Ifølge organisationen Fondation Abbé Pierre lever omkring 3,5 millioner mennesker i Frankrig under særlige svære og udfordrende boligforhold. Heraf er omkring 150.000 reelt hjemløse (Sans Domicile Fixe)
- I Danmark stiger antallet af hjemløse ligesom i Frankrig støt. Ifølge de seneste tællinger er antallet af hjemløse i Danmark steget fra omkring 4.998 i 2009 til omkring 6.138 hjemløse i 2015. Stigningen er på 23 procent
- Ved den seneste hjemløsetælling i Danmark fra 2015 var 78 procent af de hjemløse mænd, mens 22 procent var kvinder. Modsat mange andre, fattigere lande er der stort set ingen hjemløse børn i Danmark
- Nogle af forklaringerne på det stigende antal af hjemløse i Europa generelt er ifølge CMDR og Projekt Udenfor flygtningestrømmen, de åbne grænser og EU’s østudvidelse.
Hvis du nyder mine artikler, kan du betale mig direkte for mit arbejde. Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Mit MobilePay nummer er: 28890345 Du kan kontakte mig direkte på www.maikenskeem.com
Topfoto: Wikimedia Commons – hjemløs i Paris.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her