DANNELSESTEMA: Lad det være sagt med det samme: Selvom det ind i mellem nok vil kunne lyde sådan, er denne blogpost ikke tænkt som en sur gammel dames brok over ”ungdommen nutildags”. Tværtimod handler den om, at jeg selv skammer mig over at have svigtet de yngre generationer og set passivt til, mens det uddannelsessystem, jeg selv nød så godt af som ung, systematisk blev afmonteret og pillet fra hinanden i en grad, så vi i dag står tilbage med noget, der snarere burde kaldes et afdannelsessystem, skriver Nadja Pass. Det er ikke ungdommen, der fejler noget, men systemet.
Set i bakspejlet fatter jeg ikke, at vi bare lod det ske. Hvorfor råbte alle vi, der kunne have råbt op, ikke meget højere, dengang 12-talsskalaen blev indført? Der burde have lydt et ramaskrig. I stedet var det, som om det gik helt hen over hovedet på de fleste voksne danskere, hvor alvorlig en forringelse af uddannelsessystemet, den nye karakterskala faktisk medførte – og hvor store konsekvenserne skulle blive for al den kreativitet, innovation og selvstændige tankegang, vi ellers altid har hørt, at “Danmark skal leve af”.
Der er en verden til forskel på 12 og 13
Med lidt god vilje kunne det dengang undskyldes med uvidenhed. Alle os, der var opflasket på 13-skalaen, følte os i mødet med 12-skalaen pludselig lige så dinosaurusagtige, som vores egne forældre lød, når de talte om TG kryds, MG minus og UG med kryds og slange. Så vi nåede aldrig at opdage, at den umiddelbare talforvirring bare var blændværk. Den væsentligste forskel på de to karakterskalaer er ikke tallene, men måden karaktererne skal gives på og forskellen på, hvad der honoreres med en høj karakter.
13-tallet var vores ultimative trumfkort i internationale sammenhænge. Vores Joker.
Selv nu, ca. 10 år efter den ”nye” skala blev indført, har vi tilsyneladende stadig ikke fattet det. Hver gang studenterne springer ud, oversvømmes Facebook med opdateringer, hvor stolte forældre jubler over, hvor ufatteligt intelligente, deres unger må være, når nu de scorer det ene 12-tal efter det andet. Og det slår heller aldrig fejl, at nogle kritiske røster så begynder at spørge, om ikke der er gået inflation i alle de 12-taller. Begge typer udsagn afslører, at voksengenerationerne stadig ikke har fattet, at et 12-tal intet har med tidligere tiders 13-tal at gøre.
For sat på spidsen, er et 12-tal egentlig ikke i sig selv noget at prale af. Helt bogstaveligt gives 12-tallet til de studerende, der kan det, der forventes af dem. Hverken mere eller mindre.
Spræng skalaen
Og det er en radikalt anden måde at tænke en karakterskala og et uddannelsessystem på, end 13-skalaen var udtryk for. Det er ikke fordi 13-skalaen var ufejlbarlig. Den var ulogisk i sin opbygning og 13-tallet var vitterlig en mærkelig størrelse. Men den gjorde noget fantastisk ved alle os, der blev opflasket med den. Noget, der gjorde det danske undervisningssystem unikt: Den ansporede os til at tænke selv, udfordre stoffet, koble elementerne på en hidtil ukendt måde, sprænge rammerne.
13-skalaen var ikke ufejlbarlig. Men den gjorde noget fantastisk ved alle os, der blev opflasket med den
Selvfølgelig skulle vi kunne vores stof. Men det var ikke i sig selv det, vi stræbte efter. Og ikke i sig selv det, vi blev målt på. Selv når vi kunne stoffet til fingerspidserne, fik vi højst et 10-tal for vores ”udmærkede, men noget rutineprægede præstation”, hvis ikke vi formåede også at demonstrere en høj grad af selvstændig tankegang og tilgang til stoffet. Skulle vi have topkarakteren 11, skulle vi levere en ”udmærket og selvstændig præstation”. Og drømte man om sær-karakteren 13, skulle der være tale om en ”usædvanligt selvstændig og udmærket præstation”.
Da jeg gik i skole florerede en historie om en elev, der til 9.-klasses afgangsprøve havde fået emnet ”Dovenskab” i dansk stil og havde afleveret en stil, hvis fulde ordlyd lød ”Kære lærer og censor: Dette er dovenskab”. Den fik han 13 for. Det var givetvis en vandrehistorie, men den siger meget om det uddannelsessystem, jeg blev skolet i: Vi havde alle sammen en tro på, at de selvstændige, overraskende, nytænkende løsninger var de allerbedste. Det var en dyd at udfordre vanetænkningen. En dyd at byde ind med noget uventet. En dyd at vende det velkendte helt på hovedet. En dyd at sprænge rammerne.
12-skalaen kan man ikke sprænge. Ikke alene er ordet ”selvstændig” fuldstændig forsvundet fra karakter-beskrivelserne; hvis man tager 12-skalaen meget bogstaveligt, risikerer selvstændighed, originalitet og nytænkning ligefrem at trække ned, uanset hvor spændende det er tænkt, hvis ikke den studerende samtidig har sørget for, at vi som bedømmere kan sætte hak ud for fagmålene.
Til gengæld er det ikke spor svært at få 12. Hvis bare man kan det, man forventes at kunne. Og der skal gives rigtig, rigtig mange 12-taller, for hvis det skal svare til det udenlandske A, skal en vældig høj procentdel af et hold, en klasse, en årgang have 12. Ellers kommer de danske studerende til at stå sig dårligt i sammenligning med de studerende fra alle de andre lande, hvor et A ikke er noget særligt. A og 12 er bare de karakterer, man får, når man ingen fejl begår.
Og dermed gik vi fra et karaktersystem, der hyldede det særlige, det selvstændige og det ekstraordinære til et karaktersystem, der vægter det ordinære og forudsigelige.
En censors bekendelser
Det var faktisk lidt et tilfælde, at jeg selv blev opmærksom på, at forskellen på de to karakterskalaer handlede om langt mere end tallene. Som censor på Det Humanistiske Fakultet var jeg blevet indkaldt til et informationsmøde om den nye karakterskala. Det er ærligt talt ikke så tit, jeg får slæbt mig afsted til den slags infomøder, men dette møde viste sig at være skelsættende – og havde jeg ikke været til det møde, havde jeg nok også bare siddet med nogle af de oversættelses- og omregningsskemaer, der florerede i rigt mål i overgangsårene, og som forsøgsvis oversatte tallene trin for trin, men som intet sagde om de radikale forandringer i tankegangen bag.
Da vi trådte ind i auditoriet var de fleste af os – internationalt orienterede som vi over en bred kam godt kan siges at være – ret positive over for ideen om en ny karakterskala. 13-skalaen var på mange måder en svær størrelse at arbejde med, og vi var positivt stemt over at gøre det nemmere at sammenligne danske karakterer med udenlandske karakterskalaer, så det ville blive nemmere for de studerende at tage på udvekslingsophold og få overført udenlandske eksaminer i en globaliseringstid.
Og dét, jeg skammer mig sådan over i dag, er, at jeg dengang lod det blive ved chokket
Men vi havde knap nok hørt det introducerende foredrag til ende, før de fleste af os var målløse. I pauserne eksploderede samtalerne til gengæld. Kunne det virkelig være rigtigt? Det handlede jo langtfra kun om tal, dét dér. Det handlede om selveste tilgangen til læring, ånd, dannelse.
Fra personlige vurderinger til multiple-choice-logik
Den nye karakterskala udspringer af lande, hvor mange af eksaminerne er multiple-choice-opgaver, hvor det er nemt at se, hvor mange procent af spørgsmålene, man har svaret rigtigt på. Men hvad gør man med alle de fag, der ikke har ét facit, én sandhed, én løsning – eller hvor den allerbedste løsning er at byde ind med det, ingen havde tænkt før? De besvarelser, der faktisk kræver en vurdering. De faglige samtaler eksaminator og censor ofte har for at vende alle de forskellige elementer i en besvarelse og nå frem til en fælles vurdering. Var de danske studerendes evne til at tænke selv, bryde reglerne og sætte tingene sammen på nye måder ikke netop dét, vi plejede at bryste os af internationalt?
Og dét, jeg skammer mig sådan over i dag, er, at jeg dengang lod det blive ved chokket og samtalerne med alle de andre, der var lige så chokerede som mig. Forskere og undervisere gør, hvad de kan ved at definere fagmålene på en måde, der ægger til selvstændighed, ved stædigt at fastholde undervisning af højeste kvalitet, selvom de bliver stadigt mere pressede på de økonomiske rammer og skal have stadigt flere studerende igennem på stadigt kortere tid. Ved at udbyde forskellige aktiviteter, der ligger uden for pensum og derfor ikke er omfattet af fagmålene. Fordi de brænder for deres fag og brænder for at danne, udvikle og stimulere de yngre generationer, mest muligt.
Men jeg selv har indtil nu ikke gjort andet end at harcelere over 12-skalaen, når jeg har fået et par glas vin indenbords og føler mig i tilpas åndsbeslægtet selskab. Og så indrømmer jeg gerne, at jeg også op til flere gange har begået civil ulydighed ved at give topkarakter i specialer, der virkelig var originale og selvstændige i deres tilsnit, selvom besvarelsen af fagmålene måske lod en anelse tilbage at ønske. Men jeg skammer mig over, at ikke gjorde mere dengang. At jeg ikke var med til at mobilisere et ramaskrig.
Vaklende overgang
I starten vaklede vi alle sammen. Og jeg må med skam melde, at der har været nogle overgangsårgange, der i forhold til internationaliserings-intentionerne blev gjort en bjørnetjeneste, fordi de kom ud med for dårlige karakterer. Når man var opflasket på 13-skalaen kunne man i starten simpelthen ikke få sig selv til at give 12 for en ”rutinepræget præsentation”, når vi var vant til, at topkarakteren 13 kun blev givet i helt ekstraordinære tilfælde. Der blev givet mange 7-taller, der ifølge den nye skalas logik burde have været 12-taller. Og det gav på mange måder fin mening i en eller anden for form for isoleret dansk overgangslogik – også for de studerende, der jo i overgangsårene også selv var opflasket med 13-skalaens hyldest af ”den usædvanligt selvstændige og udmærkede præstation”. Ingen – heller ikke studerende – syntes dengang det gav mening at få 12 for en præstation, der måske nok var fejlfri, men i øvrigt var …banal… ligegyldig… uoriginal…uselvstændig.
…Der blev udstedt et dekret om, at både eksaminatorer og censorer skulle holde sig for øje, at en temmelig høj procentdel… af en årgang skulle have 12
Men i international sammenhæng svarede alle de 7-taller til C’s – og det er i international sammenhæng en virkelig dårlig karakter. Så pludselig blev ønsket om international smidighed, der oprindeligt var begrundelsen for den nye skala, på direkte katastrofekurs mod det oprindelige ønske: Når man sammenlignede karaktererne, så det simpelthen hen ud som om, de danske studerende var dårligere, end i resten af verden.
Så blev der udstedt et dekret om, at både eksaminatorer og censorer skulle holde sig for øje, at en temmelig høj procentdel (præcis hvilken høj procentdel og hvor dekretet kom fra, husker jeg ikke) af en klasse, et hold, en årgang skulle have 12. Vi skulle i princippet forestille os – hed det sig – at de studerende som udgangspunkt alle havde fået 12. Derfra kunne deres præstation så tælle ned karakter for karakter, hvis de ikke levede op til fagmålene – men opfyldte de fagmålene, skulle de have 12.
Så vidste vi dét, og så kom vi i det mindste ikke længere til at gøre de studerende en international bjørnetjeneste ved at sende dem ud i verden, med nogle karakterer, der lød meget dårligere end de egentlig var.
Men det var jo ren symptombehandling, der ikke løste det egentlige problem med den nye karakterskala: At uddannelsessystemet formelt set ikke længere vægter det originale, selvstændige, overraskende, særlige. Alt det, vi ellers altid får tudet ørerne fulde af, er noget af det, danskerne er særligt gode til. Dét, vi skal leve af i fremtiden. Dér, hvor vi står stærkere end lande, vi ellers sammenligner os med.
Brat opvågning
Det er lidt paradoksalt, at netop jeg sidder her og i en laaaaang tekst harcelerer over en karakterskala. For egentlig har jeg aldrig selv været typen, der hænger mig i karakterer. Jeg har aldrig forstået, at det skulle være det vigtigste incitament for at lære, udforske, undersøge og danne sig. For mig selv har det altid været nysgerrigheden og videbegærligheden og min evige undren – og aldrig karakterne – der har drevet værket. Men dengang 12-skalaen blev indført, gik det op for mig, hvor ekstremt heldig jeg havde været, fordi jeg var under uddannelse i en tid, hvor lige netop mine karaktertræk også var nogle af dem, der udløste høje karakterer. Jeg havde ikke tidligere været klar over, hvor stort et privilegium det var. Men konfronteret med 12-skalaen stod det meget klart for mig, hvor dårligt jeg ville have trivedes under 12-tals-regimet. Jeg, der ikke engang kunne acceptere at skulle tegne kravlenisser efter en skabelon, da jeg gik i børnehaveklasse…
Jeg føler mig kaldet til at skrive dette, fordi jeg desværre begynder at se nogle ret ærgerlige konsekvenser af 12-skalaen. Fordi jeg føler et medansvar for, at det er gået så galt, som det er gået. Og det vil jeg gerne være med til at råde bod på så godt jeg kan. For jeg synes, det er for tarveligt, hvis vi voksne bare overlader det til de unge at skulle fikse det igen, bare fordi vi nu selv har vores på det tørre.
Og hvad er så problemet? Er det ikke bare endnu en variation over temaet ”de aldrende generationers nostalgiske længsel efter det, de selv kendte og voksede op med og afsky for alt det nymodens. Men nej, tværtimod, vil jeg egentlig sige. Når jeg reagerer så voldsomt, som jeg gør (med 10 års flov forsinkelse), er det netop, fordi jeg ikke lader mig forskrække og pacificere af den teknologiske udvikling, men i stedet omfavner den og tager dens betydning for vores samtid ekstremt alvorligt.
Du kan ikke koge dit indhold ned til en bouillonterning, hvis ikke du allerede har nogle virkelig gode råvarer i gryden
Jeg synes virkelig, vi som voksengeneration er ved – givetvis i bedste mening – at gøre de yngre generationer en bjørnetjeneste ved i den grad at lade os dupere af deres tekniske snilde. Det er som om, vi helt har glemt at udfordre dem på alle de andre parametre, der også skal til for at blive livsduelige. Og inspirere dem til også at fokusere på alt det, der gør livet værd at leve.
Den teknologiske fejlslutning
Vi er nødt til at tage alvorligt, at teknologien i dag er en så grundlæggende forudsætning, at den ikke i sig selv er et konkurrenceparameter. Og at det derfor ikke i sig selv er nok at være ”digital native”.
Når enhver idiot kan google sig til alt, bliver det vigtigere end nogensinde at være rustet til at stille de rigtige spørgsmål, finde frem til de bedste søgeresultater og koble dem på de mest overraskende og stadig relevante måder. Og det kan man kun, når man faktisk har en masse paratviden og almen dannelse på rygraden.
Ellers kan man ikke formulere de rigtige spørgsmål. Og når man så først når frem til sine googlet-sig-frem-til, hvordan man gør forskellige ting – jeg nævner i flæng programmerer, hækler og bager surdejsbrød – er der stadig stor forskel på, om man lige skimmer grundprincipperne, eller virkelig undersøger sagerne og øver sig i praksis. Google er ofte et godt første skridt. Men øvelse gør stadig mester.
Når enhver kan klampe en nogenlunde visuelt appetitlig powerpointpræsentation sammen og vores attention-span samtidig med rekordfart bliver kortere og kortere, gælder det virkelig om at have noget på hjerte og vide rigtig meget om det, man skal præsentere. For ellers falder man hårdere igennem end nogensinde. Folk tror, at det er nemmere bare at skulle sige noget meget kort eller skulle skrive en kort tekst. Men i virkeligheden er det omvendt. Jo kortere et oplæg, jo mere forberedelse kræver det. Jo kortere en tekst, jo længere tid tager den ofte at skrive. Du kan ikke koge dit indhold ned til en bouillonterning, hvis ikke du allerede har nogle virkelig gode råvarer i gryden.
”Jamen, jeg kan jo bare google mig frem til nogle andres bouillonterninger”, tænker man måske så: ”der er da ingen grund til at bruge så meget tid, energi og besvær på at koge min egen fond”. Men dér tager man grueligt fejl. For hvorfor skulle nogen dog lytte til det, man siger, læse det man skriver, hyre en som ekspert, hvis man ikke selv har noget nyt at tilføje, har nogle personlige erfaringer at dele, formodes at have læst de bøger til ende, ingen andre tager sig tid til, har optrænet nogle helt særlige evner eller selv har stået distancen. Så kunne vi ærligt talt ligeså selv have googlet os frem til det.
Jeg føler mig kaldet til at skrive dette, fordi jeg desværre begynder at se nogle ret ærgerlige konsekvenser af 12-skalaen
Når enhver kan slå om sig med nogle hurtige buzzwords og bygge en hjemmeside, så det ser ud som om man har et firma, bliver det endnu vigtigere rent faktisk at kunne levere nogle gennemarbejdede løsninger eller velfungerende produkter. Det er ikke svært at få ideer – det svære er at realisere dem, og det kræver ofte en masse hårdt og ret usexet slid. Du kan måske nok besnakke dig til de første småopgaver, fordi du er ung og har en lækker hjemmeside. Men hvis du ikke er i stand til at løfte opgaven, falder hammeren. Hårdt.
Når vi alle sammen så let som ingenting kan finde ekstremt velturnerede TED-talks og podcasts, hvor eksperterne, opfinderne og tænkerne selv udlægger deres pointer, skal man som foredragsholder saftsusemig have noget væsentligt på hjerte.
Men det er, som om vi kollektivt har bildt hinanden ind, at det nødtørftige i dag er mere end rigeligt. At ingen opdager, hvis man ”faker”, for der er alligevel aldrig rigtig nogen, der tager sig tid nok til at gå det efter i sømmene. Men i virkeligheden er det lige omvendt. For nogle år siden kunne man forholdsvis nemt fremstå ret fænomenal, hvis man bare besad en anelse teknologisk snilde eller var god til at lave flotte powerpoints. Men den går ikke længere. Når alle selv faker og småfifler lidt med noget it og SoMe, tilfalder den særlige opmærksom og succes dem, der faktisk gør deres arbejde. Dem, der tænker deres løsninger igennem og er gode til at nå fra tanke til handling. Dem, der gør sig umage, gider gå en omvej, strækker sig. Dem, der udforsker og undersøger alt det, ingen andre er opmærksomme på. Dem, der ikke bare går med den første den bedste ide, fordi ”det jo ikke skal være kunst, det skal være færdigt” og ”vi går med det, vi har”, men i stedet insisterer på, at det faktisk skal være kunst for, at det overhovedet giver mening at bruge tid på det i en verden, der i forvejen oversvømmes med ligegyldigheder, post-it’s og halvfabrikata. Dem, der gør meget mere end det nødvendige. Man kan faktisk godt se og mærke forskel. Tydeligt endda.
Dén, lader vi lige stå, mens vi så tænker tilbage på, hvad 12-tals-skalaen vægter. Og især ikke vægter. Hvad fremdriftsreformen fremdrifter – og især, hvad fremdriftsreformen ikke efterlader rum til af fordybelse, forædling og eftertanke.
Håbet spirer udenfor systemet
Og lad os lige vende blikket ud mod nogle af de opløftende ting, der så heldigvis også sker derude. For i løbet af en periode, der falder ret præcist sammen med indførelsen af 12-skalaen, har højskolerne oplevet en markant stigning i efterspørgslen på de lange kurser. De lange dannelsesrejser med rygsæk verden rundt, der var så populære, da jeg selv var yngre, er også vendt tilbage. På den måde tilkæmper de sig muligheden for det, der så nedladende kaldes ”fjumreår”, men som reelt er nogle af de år, man lærer allermest af.
I de iværksætterkredse, jeg tilbringer de fleste af mine vågne timer i, har det altid været markant og tankevækkende, hvor mange af de bedste iværksættere, der ingen uddannelse har udover 9.-klasses afgangseksamen. Og det er samtidig nogle af de mest dannede og bredt funderede mennesker, jeg kender, fordi de har læst, lyttet og rejst vidt og bredt, mens vi andre under vores uddannelser (indrømmet: også under 13-skalaen) blev stadigt mere fagligt tunnelsynede. I dag er det tydeligt, at stadig flere af vores helt unge protegéer aktivt fravælger at få en formel uddannelse. Dem, der har tilstrækkeligt meget drive og vid selv, betragter det som spild af tid, når nu de kan danne og træne sig selv – og intet forhindrer dem i bare at gå i gang. De kan nå ufattelig langt på de samme 5 år, som de ellers ville have brugt på en uddannelse. Og mens de eksperimenterer med at skabe alt fra nye virksomheder til andelslandsbyer og sociale bevægelser lærer de godt og grundigt om alverdens sammenhænge på et niveau, de aldrig ville få tid til at komme nok i dybden med på universitetet.
Det spirer, syder og bobler derude… det er ikke ungdommen, der fejler noget. Det er systemet
Andre supplerer deres uddannelser med alt det, selve uddannelsessystemet ikke længere kan give dem af udfordringer, for eksempel hos ScienceTalenterne i Sorø og Akademiet for Talentfulde Unge. Andre søger mod helt alternative uddannelsesformer for eksempel på Akademiet for Utæmmet Kreativitet. Atter andre sidder hjemme foran computeren og samarbejder med de bedste musikere, kunstnere eller tænkere rundt om i verden om nye projekter, de selv har stablet på benene med en enorm handlekraft og originalitet. Og rigtig mange andre engagerer sig i forskellige former for frivilligt arbejde, der bare ikke tæller i statistikker over “samfundsengagement”, fordi det ikke foregår i regi af traditionelle partier eller foreninger. Men de lærer en masse og gør en kæmpe forskel undervejs.
https://www.youtube.com/watch?v=HWg7XISYPoI
Det spirer, syder og bobler derude, og den handlekraft og fritænkning glæder mig usigeligt og bekræfter mig i, at vi er mange, der stræber efter meget mere end det middelmådige. Men det bekymrer mig, at alle de initiativer, der tilsyneladende gør den største forskel, i stadigt stigende grad sker fuldstændig afkoblet fra de højere læreanstalter. Ofte nærmest på trods. I opposition.
Det er ikke ungdommen, der fejler noget. Det er systemet. Og selvom jeg er opløftet af alle de fine græsrodsinitaitiver, bekymrer det mig alligevel. For jeg er ikke så meget i tvivl om, at de stærke skal nok klare sig. Dem, der altid vil gå egne veje og – som mig selv – trives bedst i det uopdyrkede grænseland. Men jeg er bekymret for, hvordan vores nuværende undervisningssystem påvirker den sociale mobilitet, for jeg synes, systemet lige nu favoriserer de unge, der kommer fra ressourcestærke familier med store netværk, der kan hjælpe dem lektierne, skaffe dem de mest eftertragtede studiejobs og støtte dem – både moralsk og økonomisk – hvis de går deres egne veje. Og jeg bekymret for, hvordan det påvirker Danmarks samlede kreative potentiale, at det ikke længere er en fast integreret del af selve systemet.
Det internationale paradoks
Det er ikke fordi, jeg synes, vi skal til at opfinde en ny karakterskala eller genindføre en gammel. Men jeg synes, vi skal gøre alt, hvad vi kan for sammen at puste luft, lys, liv og ånd tilbage ind i vores uddannelsessystem. Give underviserne mulighed for igen at belønne det originale, selvstændige, overraskende. Give de studerende tidslommer til at udforske alle de sider af, faget og dannelsen, de ikke skal til eksamen i, men som i det store billede er vigtige svinkeærinder. Alt det, der om ikke andet symbolsk var plads til og fokus på i 13-skalaens æra.
Kom nu. Lad os sprænge 12-skalaens snævre rammer. Vi kan jo godt. Vi sidder stadig med alle jokerne på hånden. Vi glemmer bare at spille dem.
13-skalaen var en slags udkrystallisering af alt det, der trods vores lidenhed gjorde, at Danmark ofte blev fremhævet som værende ”i verdensklasse” i vidt forskellige internationale sammenhænge. Det hemmelige enzym resten af verden misundte os, men aldrig kunne kopiere. 13-tallet var vores ultimative trumfkort i internationale sammenhænge. Vores Joker. Så hvor er det dog paradoksalt, at det var lige netop dén, vi valgte at give køb på, for at gøre vores karaktersystem lettere for verden at forstå.
Men det må simpelthen ikke være for sent. Længere siden er det heller ikke, at det begyndte at gå skævt. Vi er tilsammen rigtig mange, der nåede at få 13-skalaen ind under huden og på mange måder stadig lever efter den.
Lige nu er det os, der er forældrene til nutidens skolebørn og studerende, os der sidder rundt om på erhvervslivets, organisationernes og det offentliges topposter. Os, der selv underviser. Os der er de garvede iværksættere. Tilsammen må vi da kunne finde nogle veje til at genintroducere alt det bedste fra 13-skalaens tankegang i vores tankegange, handlemønstre, arbejdsliv og uddannelsessystemet. Og i de unges uddannelsesmuligheder.
Kom nu. Lad os sprænge 12-skalaens snævre rammer. Vi kan jo godt. Vi sidder stadig med alle jokerne på hånden. Vi glemmer bare at spille dem.
Topfoto: Nadja Pass.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
