BØGER // ANMELDELSE – Bogen Stolen pride kaster et vigtigt lys over det komplekse register af skamfølelser, der som en oprørsk politisk kraft har givet demokratisk legitimitet til de konspiratoriske og autoritære tendenser, som Trump og hans vedvarende forsøg på at underminere USA’s liberale institutioner repræsenterer.
Hvordan kan en politisk figur som Donald Trump, en dømt forbryder samt notorisk løgner og narcissist, som opildnede til stormen på Kongressen og forsøgte at omstøde udfaldet af præsidentvalget i 2020, blive leder af USA? Hvordan kan en mand, der på mange måder repræsenterer modpolen til den amerikanske nations konstituerende idealer, som en art politisk messias blive ophøjet til selve legemliggørelsen af et bredt efterspurgt håb om forandring?
Dette er påtrængende spørgsmål, som den amerikanske sociolog og forhenværende Berkeley-professor Arlie Hochschild belyser i sin seneste bog, Stolen Pride: Loss, Shame, and the Rise of the Right (2024). Hochschild har tidligere afdækket vreden på den amerikanske højrefløj, da hun i 10’erne forlod sin demokratiske boble i San Francisco og flyttede til sydstaten Louisiana for at udforske den forståelse af verden, som var og er konteksten for mange Trump-vælgeres politiske orientering.
hvor venstrefløjen retter kritikken mod samfundspyramidens velstående top, vendte Hochschilds sydstatsinformanter deres vrede mod bundproppen af offentligt forsørgede og illegale migranter
Denne fordomsfrie undersøgelse udmøntede sig efterfølgende i ny-klassikeren Strangers in Their Own Land (2016), hvor hun fremlagde det højresnoede perspektiv på det amerikanske samfund, som bogen igennem benævnes ”den dybe fortælling”.
En rodfæstet fortælling baseret på idéen om at blive sprunget over i køen til at realisere den amerikanske drøm. En drøm om social progression, der aktuelt fortoner sig til fordel for oplevelsen af økonomisk tilbagegang, demografiske omstruktureringer og en liberal kultur, der udskammer de tålmodigt ventendes tro og patriotisme.
Men hvor venstrefløjen retter kritikken mod samfundspyramidens velstående top, vendte Hochschilds sydstatsinformanter deres vrede mod bundproppen af offentligt forsørgede og illegale migranter, der menes at springe over i køen samt trække på ”ufortjente” velfærdsydelser.
Hochschilds kilder optegnede således en distinktion imellem dem, som menes at skabe velstanden, og de grupper, der tærer på den, hvorfor det frie marked blev en ukritisk allieret i kampen mod centralregeringen og de offentlige institutioner, der lægger bånd på det lokale erhvervsliv og omfordeler deres skattepenge til de grupper, som menes at blive forfordelt.
I Stolen Pride giver Hochschild endnu en gang mæle til et overset segment af den amerikanske befolkning med henblik på at forstå det emotionelle landskab, der nærer tidens politiske udviklingstendenser. Denne gang er det dog ikke det dybe syd, men derimod den bjergrige Appalanchia-region, som er genstand for hendes årelange feltarbejde.
Nærmere bestemt har hun interviewet en lang række beboere i byen Pikeville i det østlige Kentuckys Pike County, som er det hvideste og næstfattigste distrikt i USA. Et distrikt, hvor 80 pct. af indbyggerne stemte på Donald Trump i 2016.
Historisk har Appalachia-regionen ellers været et demokratisk kerneland med fokus på fagforeningsaktivisme og progressive sociale programmer. Men noget har ændret sig og Hochschilds bog udmaler grundlæggende en region i forfald. En region, hvor de seneste årtiers frihandelsaftaler, automatisering og massive nedgang i områdets økonomisk vigtige kulmineindustri har ført til høje fattigdomsrater, udbredt stofmisbrug og begrænsede jobmuligheder.
The ”pride paradox”
Hochschild har altid været optaget af følelsernes sociologi, og med Stolen Pride har hun skrevet endnu et indlevende portræt af den amerikanske højrefløjs moralske og politiske psykologi.
Centralt i hendes udforskning af interviewpersonernes sociokulturelle følelsesliv finder man ordet stolthed, der som en overordnet betegnelse for subbegreber som ære, respekt og status betragtes som en selvstændig ”økonomi” i samfundet.
Stolthedens modpol er skammen og Hochschild sporer i forlængelse heraf regionens fornævnte skifte i politisk orientering til et fænomen, som hun bogen igennem benævner the pride paradox.
For på den ene side lever hendes informanter, såvel som den typiske Trumpvælger, i mindre velstående stater med strukturelt udforede økonomier, imens de på den anden side er formet af en individualistisk etik og kultur, der henfører ansvaret for den enkeltes økonomiske skæbne til individet selv.
Bogens republikanske interviewpersoner er altså i høj grad rundet af USA’s klassiske nybyggerånd, hvis selvdisciplinære betoning af individuel foretagsomhed, som et nationalt ledemotiv, er central for den amerikanske selvforståelse, hvis trosbekendelse kan opsummeres i idéen om virkelyst, præstation, initiativ og individualisme.
Men samtidig hermed er de underlagt det amerikanske indlands hårde levevilkår, hvilket har udtørret den traditionelle arbejdsetiks kilder til stolthed.
For en stor del af bogens brogede persongalleri synes adgangen til den amerikanske drøms løfte om velstand og social mobilitet med andre ord uden for rækkevidde, hvilket har frarøvet dem stoltheden ved at forsørge sig selv og deres familie, næret oplevelsen af overflødighed og hensat dem i en tilstand af eksistentiel fortvivlelse.
Reaktionen herpå er en udbredt følelse af skam, som enten vendes indad eller slår om i en vrede rettet mod de grupper, der menes at berøve dem deres selvrespekt.
Opgøret med kultureliten
En af disse grupper er den liberale kulturelite, der med afsæt i ideen om »hvidt privilegium« betragter Pikevilles borgere som bærere af særlige privilegerer, de bør skamme sig over. Store dele af den hvide arbejderklasse føler sig imidlertid allerede tynget af skam, ligesom de ikke oplever nogensinde at have været privilegerede.
Fortællingen herom knytter derimod deres personlige fiasko til kilder som dovenskab og inkompetence, og mange af bogens interviewpersoner oplever generelt at blive ringeartet og set ned på af storbyernes liberale meningsdannere, der som moralens selvbestaltede vogtere forbinder det amerikanske indland med snæversyn, religion og manglende uddannelse.
I demokraternes optik er de racister og sexister, der ikke bør klage men derimod give afkald på deres racebetingede privileger – ”the basket of deplorables”, som Hillary Clinton kaldte Trumps vælgere under sin præsidentkampagne i 2016.
I dette lys forskydes fjendebilledet også fra de superrige til USA’s kulturelle overklasse, og oplevelsen af ringeart er således illustrativ i forhold til at begribe arbejderklassens tilknytning til en mangemillionær som Donald Trump, der som en art klasseallieret i kampen mod det amerikanske meritokratis vindere inkarnerer friheden fra den liberale kulturelites politiske overjeg.
I opposition til denne veluddannede klan har Trump netop gjort skamløsheden til en ophøjet kvalifikation og politisk strategi, og hans rablende provokationers rituelle aktivering af modpartens moralske alarmberedskab virker ikke bare forløsende på hans vælgere, men synes ligeledes at styrke hans popularitet ved at positionere ham som offer for den ”arrogante” kulturelites hang til at udskamme.
Demokraternes fokus på køn, hudfarve og identitet synes generelt at have gjort dem ude af stand til at tale til den hvide arbejdsklasse, som i bogen generelt savner et narrativ at kunne spejle sig. Det demokratiske partis vigende appel til denne gruppe er imidlertid et velbeskrevet paradoks, der tidligere er blevet behandlet af blandt andre venstrefløjsjournalisten Thomas Frank, som i flere bøger har adresseret spørgsmålet om hvorfor USA’s lavtuddannede ”blue-collar workers” har transformeret deres kollektive loyalitet til at omfatte højrefløjen.
Generelt udfolder Franks bøger en fortælling om, hvordan Demokraterne, i deres jagt efter den økonomisk velpolstrede og kulturelt frisindede storbyelite, har ladt arbejderklassen i stikken ved at nedprioritere emner som jobsikkerhed, afindustrialisering og ulighed. Demokraterne menes således at have vendt ryggen til deres traditionelle vælgerbase, som nu nedværdiges og frygtes af de venstreliberale storbyseliter, som i form af den “innovative” økonomis vellønnede vidensarbejdere udgør grundstammen i dagens demokratiske parti.
Et parti, der udlægges som et redskab for en ny og højtuddannet overklasse, der omfavner globaliseringen imens den gamle middel- og arbejderklasse derimod konfronteres med diverse tabserfaringer med relation hertil.
Skam og racisme
Hochschilds årelange feltarbejde blev indledt i foråret 2017, hvor Pikeville var udvalgt til at danne ramme om en neonazistisk march for hvide nationalister. I den forbindelse interviewer hun blandt andre marchens leder, Matthew Heimbach, hvis formørkede sind henføres til en dyb vrede baseret på oplevelsen af at blive påført en uberettiget skam koblet til hans etniske tilhørsforhold.
En skam, der ifølge Heimbach har berøvet ham muligheden for at finde stolthed i sit tyske og irske ophav. Langt de fleste af bogens interviewpersoner, og byen som helhed, afviser imidlertid den hvide nationalisme, som marchen prædiker, men forbindelsen imellem ekstremistisk ideologi og det såkaldte pride paradox fremstår alligevel relativ klar, da grupper som Proud Boys netop taler til følelser som sorg, skam og hævn.
Den hvide nationalisme udpeger desuden lokaliserbare grupper i samfundet, som kan bebrejdes de manglende muligheder for at realisere den indgroede forventning til tilværelsen, der ligger i den amerikanske drøms løfte om progression. Man fornemmer således, hvordan følelsen af skam blandt marginaliserede hvide arbejderklassemænd kan udnyttes af demagoger og slå om i støtten til reaktionære politiske projekter om etnisk separation.
En dæmonisk alliance
Overgangen til et mere vidensbaseret samfund har som helhed ikke været befordrende for arbejderklassen i USA. I forlængelse heraf konkluderer Hochschild, at en stor del af Trumps appel til denne gruppe skyldes, at han taler til den følelse af skam, afmagt og ressentiment, der opstår når jobs forsvinder og lokalsamfund eroderer i områder som Pike County i Kentucky.
Så selvom Hochschilds bog afstår fra at give konkrete bud på politiske tiltag, der kan adressere det såkaldte pride paradox, vidner den grundlæggende om behovet for at revidere ideen om den amerikanske drøm samt demokratisere adgangen til den. Stolen Pride styrker desuden blikket for det sociokulturelle følelsesliv, som udspringer af folks oplevelse af at befinde sig på vinderne eller tabernes side i samfundets moderniseringsproces.
Dette er et vigtigt bidrag, da følelsen af at være på bagkant af udviklingen for mange amerikanere har stimuleret et bagudskuende ønske om at generobre en verden, som er gledet dem at hænde, og dermed genskabe trygheden i en tabt fortid.
Hvor Trump formåede at omfavne og udtrykke vælgerhavets skamfølelse, ræsonnerede Kamala Harris positive fortælling om USA derimod ikke hos de grupper, hvis levevilkår, status og forhåbninger til tilværelsen er nedadgående
I dette lys er Trump blevet ophøjet til en messiansk agent for forandring, som i kraft af sine vredesudfald og ønsker om at genoprette kulindustrien, samt lægge bånd på den globalisering, der menes at udhule folkedybets rolle og status i den nationale stolthedsøkonomi, kan tilbageerobre den amerikanske arbejderklasses ”stjålne” selvrespekt.
Hvor arbejderklassen i det 20. århundrede gjorde oprør for at oversætte deres vitale rolle i økonomien til politisk magt, synes den aktuelt at omsætte sin politiske magt i et projekt, der skal redde den fra at miste sin økonomiske relevans.
Hvor Trump formåede at omfavne og udtrykke vælgerhavets skamfølelse, ræsonnerede Kamala Harris positive fortælling om USA derimod ikke hos de grupper, hvis levevilkår, status og forhåbninger til tilværelsen er nedadgående. I forlængelse heraf ved Trumps vælgere nok, at han er en bølle, men han betragtes som deres bølle i et urent politisk spil, hvis udfald vægtes højere end præsidentens personlige og moralske integritet.
Stolen pride kaster således et vigtigt lys over det komplekse register af skamfølelser, der som en oprørsk politisk kraft har givet demokratisk legitimitet til de konspiratoriske og autoritære tendenser, som Trump og hans vedvarende forsøg på at underminere USA’s liberale institutioner repræsenterer.
Ved at tale til disse affektive strømninger, der som et konglomerat af skam, bitterhed og fortvivlelse trives i det kriseramte og hastigt transformerede samfund, formåede Trump at vinde tilslutning til sit projekt om at frigøre nationens ”autentiske” jeg fra tidens postulerede forfald. Et gammelkendt projekt, der omformer vælgernes frustrationer til aggressive fjendebilleder og via mytologiske fantasier, spektakulære massebegivenheder og lidenskabelig handlekraft vil bortmane skammen og genetablere forbindelsen til folkedybets tabte stolthed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
