Det politiske forlig om en ny dagpengelov skal gøre livet lettere for selvstændige, freelancere og tidsbegrænset ansatte. De kan opnå bedre betingelser for at få dagpenge, fordi al beskæftigelse nu regnes med i beregningen. Mange klapper i hænderne, men Karen Hedegaards klappen lyder ikke så højt.
I gamle dage var det hele mere enkelt. Der var arbejdsgiverne på den ene side og arbejderne på den anden side. Lovgivning og overenskomster var indrettet, så de passede til den måde at organisere arbejdsmarkedet på.
I dag er det mere indviklet. Flere og flere arbejder nu som freelancere eller selvstændige i enkeltmandsvirksomheder, andre frister en tilværelse som projektansatte, tidsbegrænset ansatte eller hopper fra det ene vikariat til det andet.
Dagpengelovgivningen har indtil nu passet rigtig dårligt til freelanceres og selvstændiges behov. Derfor var jeg spændt på at se, hvad forliget vedrørende dagpengeforhold for freelancere og selvstændige, som blev fremlagt den 18. maj, indeholdt.
Al beskæftigelse tæller
Jeg blev meget glad for at se, at forliget løser det måske allerstørste problem, freelancere og selvstændige har haft med dagpengelovgivningen: det var, at dagpengeretten skal beregnes enten ud fra, hvor meget man arbejder som lønmodtager, eller hvad man tjener som selvstændig.
Med de nye regler tæller al beskæftigelse med, når retten til dagpenge skal beregnes. Man kan godt have både virksomhed og lønmodtagerarbejde, det kan nu lægges sammen, når dagpengeretten skal beregnes.
Og det manglede da også bare. De nuværende regler passer ikke til den virkelighed, som mange frie fugle kender – man arbejder for eksempel 10 timer om ugen som lønmodtager ved siden af sin selvstændige virksomhed, eller man tager et kort vikariat som lønmodtager for derefter at arbejde som selvstændig med et projekt.
En anden positiv ting ved dagpengeforliget er, at det bliver nemmere at ophøre med sin selvstændige virksomhed, eller rettere – kravene til, hvornår virksomheden bliver betragtet som ophørt for, at man kan modtage dagpenge, bliver lempet.
En fotograf behøver for eksempel ikke som tidligere at afhænde alt sit ofte meget dyre udstyr. Det betyder, at det bliver lettere at komme i gang igen, når man ikke skal starte fra scratch med at købe helt nyt udstyr.
Supplerende dagpenge forringes
Men der er også dårligt nyt i den nye aftale. Med de nuværende regler kan man modtage supplerende dagpenge i 78 uger, det bliver mere end halveret til 30 uger. Det betyder, at når jeg har opbrugt mine 30 uger med supplerende dagpenge, så vil jeg miste mine dagpenge i en hel måned, hvis jeg får blot én dags arbejde. Men siger jeg nej til opgaven, kan jeg få dagpenge i hele måneden.
Hvis jeg skal have råd til huslejen og har valget mellem én dags indtjening eller en hel måneds dagpenge, så ved jeg da godt, hvad jeg vælger – så siger jeg nej tak til opgaven, tager dagpengene i stedet for og krydser fingre for, at kunden vil vende tilbage til mig i en anden måned, hvor jeg har flere opgaver og dermed råd til at sige dagpengene fra.
Det er katastrofalt for freelanceren eller den selvstændige på længere sigt, at man kan blive tvunget til at sige nej til arbejde. Hvilken arbejdsgiver tør satse på en arbejdskraft, der siger nej tak hver anden gang?
Og staten kommer til at udbetale flere dagpenge, end det egentlig var nødvendigt, hvis man havde råd til at tage det arbejde, man fik tilbudt. Hvem var det lige der sagde, at det skal kunne betale sig at arbejde?
Der indføres endvidere en såkaldt ”jobsøgningsperiode” på seks måneder for selvstændige. Det vil sige, at der skal gå seks måneder, fra man ophører med sin virksomhed, før man kan få lov til at starte op igen.
Genopliv barselsfonden
Hvis jeg nu skal være positiv, så er jeg glad for, at politikerne har forsøgt at være pragmatiske og løse nogle af de knaster, vi frie fugle har haft med dagpengesystemet.
Politikerne kan så passende fortsætte ad den sti og genetablere barselsfonden, der giver freelancere og selvstændige bedre råd til at holde barsel. De nuværende regler får kvinder i den fødedygtige alder til at overveje en ekstra gang, om de skal springe ud som selvstændige, fordi de frygter for økonomien, når de skal holde barsel.
De selvstændige fædre afholder sig fra at tage deres del af barselsorloven af økonomiske årsager – de er faktisk den gruppe, som tager allermindst barselsorlov.
70.000 faldet ud af dagpengesystemet
Men ét stort problem løser hverken de nye dagpengeregler for fastansatte eller den nye lovgivning for freelancere og selvstændige: I 2010 besluttede et flertal i Folketinget at halvere dagpengeperioden fra fire til to år og samtidig fordoble genoptjeningsperioden fra et halvt til et helt år.
Det har indtil nu betydet, at cirka 70.000 personer er faldet ud af systemet og har mistet deres dagpenge. Mange er forhåbentlig kommet videre, men andre står i dag uden forsørgelse overhovedet. Dét problem mangler politikerne stadig at løse.
Topfoto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her