FORFATTERENS MAGT // REPLIK – ”Kunstneren er hverken lovgiver, politiker, uddannelsesinstitution eller moralsk autoritet. Han påtvinger ikke noget; han foreslår. Kunstværket tilbydes, det håndhæves ikke. Modtageren er fri til ikke at se det, ikke at læse det, ikke at acceptere det eller at afvise det,” skriver Trevor Madsen. ”Derfor er Bjarke Larsens kommentar om, at kunstneren besidder magt, forfejlet.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Bjarke Larsens kommentar med rubrikken Forfattere må tage ansvar for deres magt i kampen for kunstnerisk frihed, der blev bragt i POV International d. 19. december 2025, og som argumenterer for, at hensynet til den kunstneriske frihed gør, at injurielovgivningen reelt er sat ud af kraft, når det kommer til kunst, indledes med en forudsætning, som ganske vist ved første øjekast kan synes indlysende, men som i sin dybde rummer en alvorlig begrebsmæssig fejl: antagelsen om, at kunstneren besidder ”magt” og derfor er forpligtet til at stå til ansvar for de etiske konsekvenser af sit værk.
Denne forudsætning fremsættes uden en præcis definition af, hvad magt overhovedet er, og uden at skelne mellem påtvungen magt og valgbar magt. På den måde placeres kunstneren let og bekvemt i en position, som grundlæggende ikke tilkommer ham.
Et samfund, der kun tolererer kunst, så længe den ikke forstyrrer dets moralske selvforståelse, forsvarer hverken frihed eller etik
Kunstneren er hverken lovgiver, politiker, uddannelsesinstitution eller moralsk autoritet. Han påtvinger ikke noget; han foreslår. Kunstværket tilbydes, det håndhæves ikke. Modtageren er fri til ikke at se det, ikke at læse det, ikke at acceptere det eller at afvise det. I dette forhold er magten ikke ensidig; og hvis man overhovedet kan tale om magt, er den gensidig og baseret på valg.
Man bør ikke ignorere modtagerens magt
At ignorere modtagerens magt er et af de mest grundlæggende blinde punkter i denne type argumentation. Modtageren er ikke et passivt, magtesløst eller barnligt væsen, der ved mødet med en roman, en film eller et kunstværk pludselig gennemgår en 180-graders tankemæssig forvandling.
Når etik gøres til målestok for vurderingen af kunst, banes vejen for selvcensur, frygt for kollektive reaktioner og den gradvise død af kunstnerens radikale og ærlige stemme
Hvis en sådan forandring faktisk finder sted, ligger problemet ikke i kunstværket, men i modtagerens forudgående struktur: hans opdragelse samt de uddannelsesmæssige og sociale systemer, han er formet af. At tillægge kunsten en sådan magisk kraft er i bedste fald naivt og i værste fald et redskab til at flytte ansvaret fra reelle magtstrukturer over på den enkelte kunstner.
Derudover taler Larsen med en bemærkelsesværdig selvsikkerhed om ”etik” uden på noget tidspunkt at klargøre, hvad der menes med etik, og hvor denne etik stammer fra. Etik er ikke et fast, universelt eller transhistorisk begreb. Etik er et produkt af historie, kultur, ideologi, religion, klasse og magtforhold.
Det, der i ét samfund betragtes som uetisk, kan i et andet samfund være helt normalt – eller endda opfattes som en moralsk dyd. Når kunstneren opfordres til at være ”etisk”, uden at kriterierne for denne etik defineres, betyder det i praksis, at han forventes at rette ind efter den dominerende, officielle og majoritetsgodkendte moral. Dette er ikke etisk ansvarlighed, men en blød og moderne form for censur. Etik har aldrig været – og er aldrig – det samme som sandhed.
Hvor kommer rystelsen fra?
Antag, at en forfatter bevidst skriver en roman, som ud fra samfundets dominerende moral betragtes som ”uetisk”. Spørgsmålet er da: Hvis en voksen, bevidst og autonom læser efter at have læst værket oplever tvivl, forandring eller endda en etisk genovervejelse, vidner det så om værkets afvigelse – eller om skrøbeligheden og ustabiliteten i den moral, der hidtil blev taget for givet?
Hvis et kunstværk er i stand til at ryste de moralske fundamenter i et samfund, kommer denne rystelse indefra samfundet selv, ikke udefra. Kunst skaber ikke moral; den blotlægger den skjulte, undertrykte eller selvmodsigende moral. Frygten for denne blotlæggelse er ofte det, der udtrykkes som et forsvar for ”etisk ansvar”, fordi vogterne af sociale normer frygter spejlet.
Et andet bemærkelsesværdigt punkt er, at denne etiske følsomhed er selektiv. Hver dag produceres og distribueres tusindvis af timer med overfladisk, klichéfyldt, nedværdigende, forbrugsorienteret og reelt skadeligt indhold i medierne, på platforme og i underholdningsindustrien, uden at nogen kræver etisk ansvarlighed fra deres producenter. Hvorfor? Fordi dette indhold ikke udfordrer den eksisterende orden, ikke stiller spørgsmål og ikke holder et spejl op foran samfundet. Men når kunsten nærmer sig virkeligheden, nævner navne, viser såret og blotlægger magtforholdene, bliver etik pludselig kaldt ind på banen.
Forfatterens ytringsfrihed er ikke et privilegium
Kunstnerens ytringsfrihed er ikke et privilegium, som samfundet eller den dominerende moral generøst kan tildele, betinge eller suspendere; den er selve forudsætningen for, at et samfund overhovedet kan konfrontere sig selv. Kunst, der på forhånd forpligtes til at tilpasse sig gældende etiske normer, fungerer ikke længere som et spejl, men som et forskønnet billede, der kun reflekterer det, samfundet ønsker at se.
Etik – især i sin dominerende og institutionaliserede form – er ofte et kontrolredskab, ikke et redskab til forståelse
Hver gang kunstnerisk ytringsfrihed begrænses med henvisning til ”etisk ansvar”, er det i virkeligheden samfundet, der nægter at se sit eget ansigt og omdanner denne undvigelse til en dyd. Et samfund, der kun tolererer kunst, så længe den ikke forstyrrer dets moralske selvforståelse, forsvarer hverken frihed eller etik – det beskytter blot sin egen frygt.
Til sidst handler spørgsmålet ikke om at forsvare kunstnerisk frihed som et slogan, men om at forsvare den grundlæggende forskel mellem retfærdighed og etik. Etik – især i sin dominerende og institutionaliserede form – er ofte et kontrolredskab, ikke et redskab til forståelse.
Når etik gøres til målestok for vurderingen af kunst, banes vejen for selvcensur, frygt for kollektive reaktioner og den gradvise død af kunstnerens radikale og ærlige stemme. Et samfund, der kræver, at kunstneren på forhånd tilpasser sig den dominerende moral, flygter i virkeligheden fra konfrontationen med sandheden og pynter denne flugt med ansvarlighedens sprog.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og