USA // ANALYSE – Weekendens amerikanske operation i Venezuela, er mere end blot en udenrigspolitisk eskalation fra den amerikanske præsident. Fjernelsen af Maduro ændrer risikobilledet for små og mellemstore stater, der befinder sig i det, Trump & co. beskriver som USA’s “indflydelsessfære” i den vestlige halvkugle på en måde, der åbenlyst inkluderer Grønland. USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen ser på følgerne for både verden og Danmark.
Artiklen er ændret søndag aften med tilføjelsen af Mette Frederiksens og formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsens svar nederst – red.
PARIS – Lørdagens luftangreb med specialstyrker i Caracas og en fysisk tilfangetagelse af Nicolás Maduro og dennes hustru med en efterfølgende rettergang i New York behøvede ikke at have haft konsekvenser for Danmark.
Hvis aktionen havde handlet om en dramatisk eskalation og implementering af Trumps definition af terrorbekæmpelse som afledning fra Epstein-balladen samt præsidentens nyfundne og med klassiske MAGA-briller noget overraskende appetit på regime change ville det passe ind i et mere klassisk billede af USA’s udenrigspolitik – selv med genoplivningen af Monroedoktrinen.
Venezuela-aktionen markerer et skifte fra indflydelse til direkte kontrol. Trump nationale sikkerhedsstrategi anvender Monroedoktrinen som begrundelse for en fuldkommen åben magtanvendelse
Doktrinen fra 1823 fastslog i sin tid, at den vestlige halvkugle er USA’s strategiske interessesfære. Europæiske magter skal holde sig ude af indblanding i Nord- og Sydamerika og til gengæld blander Amerika sig ikke i Europas indre anliggender. Doktrinen har historisk fungeret som ideologisk legitimation for USA’s interventioner i Latinamerika.
Lørdagens aktion mod Venezuela passer ind i en radikaliseret og eksplicit genoplivning af Monroedoktrinen under Donald Trumps nye nationale sikkerhedsstrategi.
Hvor doktrinen historisk blev brugt defensivt (“hold Europa ude”), anvender Trump den både offensivt og ”suverænitetsfortrængende”:
- Latinamerika defineres som amerikansk sikkerhedszone, ikke blot interessesfære.
- Regimer, der samarbejder med USA’s rivaler (Kina, Rusland, Iran), behandles som fjendtlige aktører, uanset folkeretlig status.
- “Stabilitet” og “orden” prioriteres over demokrati, selvbestemmelse og internationale normer.
Kort sagt: Venezuela-aktionen markerer et skifte fra indflydelse til direkte kontrol. Trump nationale sikkerhedsstrategi anvender Monroedoktrinen som begrundelse for en fuldkommen åben magtanvendelse, herunder en midlertidig amerikansk forvaltning af stater i regionen.
Det er et brud med efterkrigstidens multilaterale orden og en tilbagevenden til en stormagtslogik fra 1800-tallet, der har fået vittige hoveder i USA til at omdøbe doktrinen til Donroedoktrinen.
I denne doktrin bliver koblingen til Grønland relevant, men ikke fordi USA i morgen vil gøre mod Nuuk, hvad landet nu har gjort mod Caracas. Koblingen er mere subtil omend åbenlyst risikabel for Danmark.
Den danske ambassadørs reaktion er naturligvis koordineret med både stats- og udenrigsministeriet, og står således som ”Danmarks svar”… men er også ses en del af den nye, og mere proaktive danske linje overfor USA, der blev anlagt efter den nye trusselsvurdering for Danmark, der for første gang nævner Amerika som et problem
For aktionen i Venezuela demonstrerer, at Trump er mere end blot villig til at flytte grænserne for, hvad USA kan gøre, uden at forankre landet i internationale institutioner, og uden at acceptere, at Kongressen, de vestlige alliancepartnere eller FN i praksis fungerer som bremser. Ifølge Reuters blev operationen iværksat uden den ellers rutinemæssige orientering af Kongressen, der først fik besked efterfølgende.
Katie Millers tweet modtog et godt svar fra det officielle Danmark
Den efterfølgende og nu meget omtalte provokation på X fra Katie Miller – hustru til Trumps indflydelsesrige Deputy Chief of Staff for Policy, Stephen Miller – med ordlyden “SOON” over et Grønlands-kort iført Stars and Stripes passer ind i et den logik, og gør hendes tweet til noget andet og mere end et trolling meme.
For når en privatperson fra inderkredsen i Det Hvide Hus sender, hvad der kun kan opfattes som et territorialt signal, og verden samtidig ser USA gennemføre et regimeskiftelignende indgreb i Latinamerika, ændrer signalets tyngde sig.
Det så den danske ambassadør i Washington, Jesper Møller Sørensen, også. Han sendte nedenstående svar på X, som er usædvanligt, fordi danske ambassadører ikke normalt ville reagere på en privat provokation.
Men hans reaktion er naturligvis koordineret med både stats- og udenrigsministeriet, og står således som ”Danmarks svar” ligesom grønlandske politikere også tog afstand.
Men derudover må reaktionen også ses som en del af den nye, og mere proaktive danske linje overfor USA, der blev anlagt efter den nye trusselsvurdering for Danmark, der for første gang nævner Amerika som et problem, og hvor man også efterfølgende så indkaldelser af den amerikanske ambassadør i Danmark til samtaler hos udenrigsministeren.
Venezuela: fra “arrest mission” til “run the country”
De første døgns dækning har delt sig i overlappende fortællinger, som forklarer, hvorfor Grønland nu kan ses som mere udsat, også selv om scenarierne ikke er identiske.
Financial Times taler om en højrisikooperation, planlagt over måneder, med en stor luftkomponent og en specialstyrkeaktion mod Maduros område i Caracas; Trump fulgte forløbet fra Mar-a-Lago, og Maduro blev siden vist i amerikansk varetægt ombord på USS Iwo Jima.
Heri ligger, hvad man kunne kalde en præcedenslogik: Hvis USA kan hente et siddende statsoverhoved ud af et suverænt land, er tærsklen for “ekstraordinære” løsninger tydeligvis lavere end før.
Europas første reaktioner (mådehold, “facts first”, fokus på egne borgere) er ikke en detalje, men et signal til Washington om, at omkostningen ved normbrud er håndterbar. Det er til gengæld samtidig en af grundene til, at små lande med territorial integritet som nøgleargument som Danmark, Grønland og de baltiske lande, bliver nervøse
Flere amerikanske medier fokuserer mere på folkeret, lovlighed og procedurer som andet og mere end juridiske fodnoter og snarere om magtens fravær af begrænsning: FN-pagten, suverænitet og forbuddet mod magtanvendelse er naturligvis kun så stærke, som håndhævelsen er. Når stormagten selv er aktør, bliver sanktioner og konsekvenser politiske og ikke retlige.
Netop derfor er Europas første reaktioner (mådehold, “facts first”, fokus på egne borgere) ikke en detalje, men et signal til Washington om, at omkostningen ved normbrud er håndterbar.
Det er til gengæld samtidig en af grundene til, at små lande med territorial integritet som nøgleargument som Danmark, Grønland og de baltiske lande, bliver nervøse.
Donroedoktrinen
Hvis man ser på begivenhederne som en del af den førnævnte Donroedoktrin giver Trumps formulering om, at USA vil “run Venezuela for now” mening.
På overfladen kunne dette lyde, som om Trumps USA vil spille en midlertidig stabiliserende rolle – og hvis man tog ja-hatten på også som om, Washington rent faktisk har tænkt over, hvad der skal ske i fremtiden.
Med andre ord, at man ikke fremmer stabilitet og slet ikke hensynet til Venezuelas borgere og et muligt fremtidigt demokrati ved udelukkende at afsætte eller kidnappe en diktator (læren fra Irak).
Men i realpolitikkens sprog er det nation-building: “vi styrer, indtil…” Og de historiske erfaringer viser, at “indtil videre” sjældent har en fast slutdato, når først en supermagt begynder at tage ansvar for sikkerhed, økonomi og institutioner på fremmed jord.
Sandsynligheden for en Venezuela-lignende militær aktion mod Grønland er fortsat lav. Danmarks og Grønlands medlemskab af NATO, den eksisterende amerikanske base på Grønland samt Danmarks rolle og en enorm diplomatisk pris gør det til et ekstremt scenario
Som New York Times skriver søndag både i en artikel og i en leder: USA er ikke kun gået i krig, men har åbnet døren til et åbent engagement, hvor man i praksis påtager sig et suverænitetslignende ansvar.
Og hvad nu med Grønland – en invasion er næppe på trapperne
Katie Millers tweet har som nævnt ingen juridisk betydning i sig selv. Men som ArcticToday beskriver godt, er mekanikken klar: ingen officiel politik, men en bevidst signalværdi, fordi afsenderen er knyttet til Trumps inderkreds og herudover også en klassisk MAGA-kommunikationsform: proxy-aktører uden formel titel siger det højt, som regeringen enten ikke vil sige endnu eller muligvis har interesse i at kunne benægte senere.
Det giver bonus som en slags dobbelt effekt for Trump: Der er plausible deniability – “hun er privatperson” – samtidig med en real-world effekt. Og derfor må modparten (Danmark/Grønland) reagere, fordi risikoen ikke handler om Katie Millers titel, men om, hvorvidt budskabet matcher en bredere strategi.
Når USA selv intervenerer, reduceres landets moralske og politiske kapital til at kritisere andre stormagters “interessesfære”-projekter også selv om sammenligninger ikke er 1:1 – læs Kina overfor Taiwan og Rusland overfor Ukraine
I kombination med udpegningen af Jeff Landry som særlig udsending til Grønland er kombinationen tydelig: Der findes allerede et politisk spor, hvor Grønland omtales som et amerikansk interesseområde.
Her ændrer aktionen i Venezuela ikke nødvendigvis målet men metoderne.
Det er imidlertid vigtigt at holde proportionalitet og sandsynlighed adskilt.
Sandsynligheden for en Venezuela-lignende militær aktion mod Grønland er fortsat lav. Danmarks og Grønlands medlemskab af NATO, den eksisterende amerikanske base på Grønland samt Danmarks rolle og en enorm diplomatisk pris gør det til et ekstremt scenario.
Men sandsynligheden for hårdere og mere kreativ pression rettet mod Grønland og Danmark er til gengæld stigende. For handlingen i Venezuela demonstrerer Trumps handlekraft, risikovillighed og en normløshed, som kan omsættes i andre instrumenter end en egentlig invasion.
Kontrollen med Arktis er et sikkerhedsargument med konkrete krav: udvidet amerikansk militær adgang, flere installationer, mere “joint control” over luft- og søovervågning samt en forventning om, at Danmark/Grønland ikke stiller for mange politiske betingelser.
Vi bevidner dermed et USA, der ikke længere føler sig forpligtet til at “pakke sine handlinger ind” for at legitimere sin magtudøvelse internationalt, som flere medier har bemærket f.eks. the Guardian.
Avisen le Monde fremhæver, at Trump samtidig kobler kontrol, “transition” og udnyttelse af Venezuelas olie. Det er mere end retorik: det normaliserer en blanding af geopolitik og råstoføkonomi – se også Morten Skovgaards uddybende POV-analyse af netop dette.
Overført til Grønland betyder det, at mineraler, sjældne jordarter, adgang til infrastruktur og investeringsrettigheder kan blive prissat som en del af sikkerhedsarrangementet. Ikke nødvendigvis som “annektering”, men som en kontrol via kontrakter.
Kampen om narrativet
Endelig er der, hvad man i mangel af bedre kan kalde en informationsdominans, hvor hele diskussionen om Grønland føres som en diskursiv kamp om legitimitet.
Her kunne det amerikanske narrativ eksempelvis være “Danmark kan ikke forsvare Arktis alene”, ”Grønland er truet af Kina/Rusland“, ”USA betaler regningen” kombineret med “I får rigdom og tryghed” og “det er uansvarligt at blokere amerikanske interesser, når Rusland/Kina presser på”.
Venezuela gør en sådan psykologisk krigsførelse mere effektiv, fordi den leverer et bagtæppe, der hedder USA gør det faktisk.
Trump åbner et nyt kapitel af amerikansk nation-building ved at erklære, at USA har væltet Venezuelas leder og vil styre landet på, hvad det kan ende med at være ubestemt tid. Risikoen ligger i efterspillet, ikke i “mission accomplished”.
Endelig er der, hvad man i mangel af bedre kan kalde en informations-dominans, hvor hele diskussionen om Grønland føres som en diskursiv kamp om legitimitet. Her kunne det amerikanske narrativ eksempelvis være “Danmark kan ikke forsvare Arktis alene”, ”Grønland er truet af Kina/Rusland“, ”USA betaler regningen”
Selv en perfekt udført mission som fængslingen af Maduro og hans hustru er, set med amerikanske briller, udløser en række nye risici: væbnet modstand, kollaps af institutioner, regional uro, flygtningestrømme, og ikke mindst den politiske risiko for Trump ved indfrielse af eget løfte om at levere resultater i et land, man vil styre: Man bliver ansvarlig for alt det, der kan gå galt bagefter.
En anden risiko er åbenlyst, at den regelbaserede orden bliver mere relativ. Når USA selv intervenerer, reduceres ens moralske og politiske kapital til at kritisere andre stormagters “interessesfære”-projekter også selv om sammenligninger ikke er 1:1 – læs Kina overfor Taiwan og Rusland overfor Ukraine.
Hvad skal Danmark nu gøre?
For Danmark og Grønland peger weekendens handlinger mod følgende to hovedopgaver:
Gør alliancen konkret: Hvis USA’s argument er Grønlands (arktisk) sikkerhed, skal linjen fortsættes både fra København og Nuuks side. Man skal være foran med troværdige arktiske kapaciteter og partnerskaber, så argumentet om at “I kan ikke selv” mister sin kraft.
Her vil det også være oplagt at involvere så meget af EU og Storbritannien som muligt. Hvis Danmark og Grønland får/har kontrollen via fornuftige og solide investerings- og råstofaftaler, skal man tænke forhandlinger som national sikkerhed.
Tag proxy-signaler alvorligt uden at overreagere: Den værste fejl, den danske regering kan begå vil være enten at ignorere “private” signaler eller at give dem så meget vægt, at man selv gør dem til officiel politik. Man skal svare præcist og koldt på provokationer, som ambassadørens tweet er et godt eksempel på, og holde fokus på folkeret, alliancepartnere og grønlandsk selvbestemmelse.
Søndag kom statsminister Mette Frederiksens svar også efter et interview med Trump, hvor han igen nævnte behovet for at ‘have Grønland’.
Det giver absolut ingen mening at tale om, at det skulle være nødvendigt for USA at overtage Grønland, lød det fra statsministeren:
“Jeg er nødt til at sige det meget direkte til USA,” sagde hun:
“USA har ingen adkomst til at annektere et af de tre lande i rigsfællesskabet … Vi har allerede i dag en forsvarsaftale mellem kongeriget og USA, der giver USA vid adgang til Grønland. Og vi har fra kongerigets side investeret markant i sikkerheden i Arktis.”
Samtidig anmodede hun kraftigt om, at “man fra USA’s side stopper truslerne mod en historisk tæt allieret og mod et andet land og et andet folk, som meget klart har sagt, at de ikke er til salg.”
Det grønlandske svar, der kom søndag aften, holder samme stil:
Følger du også med spænding – eller uro – med i amerikansk politik. Du kan følge vores korrespondent i USA, Annegrethe Rasmussen, der har dækket Amerika siden 2008 fra Washington her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og