LITTERATUR // KOMMENTAR – Hensynet til den kunstneriske frihed gør, at injurielovgivningen reelt er sat ud af kraft, når de kommer til kunst. Men det bør ikke fritage forfatterne for et moralsk ansvar for den effekt, deres værker har på især de mennesker, de bruger som forlæg for deres romaner. For forfattere har en magt, de sjældent bryder sig om at forholde sig til. Men det bør de gøre, skriver Bjarke Larsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På fredag falder der dom i den injuriesag, der er blevet rejst mod forfatteren Thomas Boberg og forlaget Gyldendal, som har udgivet hans roste roman Insula. Praksis i den slags sager er altid, at dommerne tager meget udstrakt hensyn til den kunstneriske frihed.
Sådan bør det også være i denne sag, og de fleste regner med, at Boberg og Gyldendal bliver frifundet.
Derfor har vi efter min mening brug for en mere grundlæggende debat om forfatteres (og andre kunstneres) ansvar for effekten af den bog, de skriver, eller det værk, de skaber
Men det udstrakte hensyn til den kunstneriske frihed gør, at injurielovgivningen på dette område reelt er sat ud af kraft, og at intet i praksis kan hindre en kunstner i med sit værk eller sin bog at skade andre menneskers omdømme og ry alvorligt.
Derfor har vi efter min mening brug for en mere grundlæggende debat om forfatteres (og andre kunstneres) ansvar for effekten af den bog, de skriver, eller det værk, de skaber. At vi begynder at tale om magtstrukturer i forfatteres forhold til og brug af deres (inspirations)kilder, og at forfatterne bliver mere bevidste om den magt, de besidder.
Denne problemstilling er i endnu højere grad relevant i forhold til en anden litterær ”skandale”, der dog er gået mere under radaren – nemlig Johanne Myginds ageren i forbindelse med udgivelsen af sin autofiktive roman Giftig.
MeToo som katalysator
En af de gode ting, der kom ud af MeToo-bevægelsen, var, at vi for alvor begyndte at være bevidste om – og tale om – magtstrukturerne i en (seksuel) relation. At den, der har mest magt og indflydelse, har et særligt ansvar for at sørge for, at vedkommende ikke misbruger sin magtposition.
De to aktuelle sager – Thomas Bobergs Insula og Johanne Myginds Giftig – illustrerer, hvad der sker, når en forfatter efter min mening misbruger sin magt, tilsyneladende uden at være bevidst om, hvilke skader der kan afstedkommes. Eller tydeligvis er ligeglad med det. Fordi … kunst.
”Det er kunst. Det er fiktion. Der står ’roman’ på forsiden,” forsøger man helt refleksmæssigt at lukke debatten med.
”Der går en sti fra virkeligheden ind i fiktionen, men der er ingen vej tilbage. Den er sit eget univers, uagtet hvad mennesker som dig skulle mene om det,” skrev Thomas Boberg til mig i et opslag på Facebook, hvor jeg og flere andre diskuterede denne problemstilling.
Selv hvis man tager Bobergs påstand for gode varer, er der vel ingen grund til at køre folk ned og kvæste dem på vejen fra virkeligheden og ind i fiktionen
Det er åbenlyst noget vrøvl – hvad hele debatten om bogen og nu retssagen i sig selv jo viser. Der går en meget tydelig sti tilbage til virkeligheden. Mennesker bliver påvirket af det, forfattere skriver, og det er vel selve formålet med at skrive litteratur?
Og selv hvis man tager Bobergs påstand for gode varer, er der vel ingen grund til at køre folk ned og kvæste dem på vejen fra virkeligheden og ind i fiktionen? Medmindre, selvfølgelig, det tjener et bestemt formål og ikke bare er udtryk for kunstnerisk dovenskab.
Det sidste har man indtryk af gælder for Boberg, der har kalkeret en række af de personer, han mødte under sit ophold på Fejø, så meget 1:1 fra virkeligheden ind i sit univers, at de ikke kan undgå at føle sig genkendte og udstillede.
En virkelig giftig bog
Derimod ser der ud til at være tale om bevidst ondskab fra Johanne Myginds side i forbindelse med hendes bog Giftig om miljøskandalen på Cheminova ved Lemvig.
Mygind vælger at fortælle hele Danmark om det seksuelle forhold, hun kortvarigt har haft til forfatteren Kim Blæsbjerg, som har skrevet De bedste familier, der også handler om miljøskandalen på Cheminova ved Lemvig, men udkom for et par år siden.
Det seksuelle forhold fandt sted, mens Blæsbjerg var i et fast parforhold, og Johanne Mygind har åbenlyst været ligeglad med virkningen af at fortælle om det.
Samtidig fremstiller hun sig selv som det uskyldige offer for en kynisk forfatter, der kun går i seng med hende for at pumpe hende for oplysninger om Cheminova (en af Myginds bedsteforældre var driftschef på Cheminova, og Mygind har tidligere lavet et længere interview med ham). Mygind får derfor insinueret, at hun har en form for ejerskab over fortællingen om Cheminova. Senere mener hun det så ikke helt alligevel, for det er jo i strid med dogmet om kunstnerisk frihed.
Alligevel bruges argumentet i en annonce, forlaget har lagt på Facebook, hvor Mygind siger, at ”Det blev en helt anden historie (fordi Blæsbjerg kom først), som jeg synes rejser et interessant dilemma om, hvem der må fortælle en historie.”
”Man skal ikke gå i seng med sine kilder,” har Johanne Mygind indigneret udtalt og dermed gjort sig selv til uskyldigt offer. Og nej, det er ikke altid en god idé – men skulle Johanne Mygind ikke selv have sagt nej? Var det ikke Mygind, der var øverst i den relation? Som havde magten, fordi hun ifølge sin egen fremstilling lå inde med oplysninger, Blæsbjerg havde brug for? Og som superbevidst feminist har Mygind vel en ret høj bevidsthed om den slags magtrelationer – og dermed mulighed for at foretage et valg?
Politiken har (selvfølgelig) bragt et indigneret læserbrev, hvor en anden forfatter hævder, at ”Johanne Mygind handler på vegne af alle de kvinder, hustruer, muser og elskerinder, som gennem tiden har leveret stof til mandlige kunstnere”.
Kort sagt: Fordi nogle mænd tidligere har misbrugt kvinder omkring sig i deres kunstneriske karriere, er det helt ok, at hun også gør det. Hvad skal man kalde det? Toksisk feminisme?
Thomas Bobergs dovenskab
Thomas Bobergs Insula er ikke nær så giftig. Intet tyder på, at den har haft potentiale til at ødelægge et parforhold. Men han kan i mine øjne alligevel ikke undslå sig for at forholde sig til virkningen af det, han skriver.
Når han laver en autofiktiv roman om et meget lille samfund, må han tage et ansvar på sig for, hvordan medlemmer af det lille samfund reagerer på det, han skriver – uanset at det ikke 1:1 afspejler virkeligheden.
Det er selvfølgelig umuligt at forudse alle reaktioner, og mange mennesker har gennem årene fejlagtigt troet, at de var inspiration til en bestemt figur i en roman. Men man kan gøre meget, også uden at det går ud over den kunstneriske frihed.
Beboerne på Fejø er forsvarsløse i Bobergs hænder. De kan ikke på nogen meningsfuld måde svare igen
En forfatter må gerne hænge bestemte mennesker ud, hvis det er det, han eller hun ønsker, men så skal det gøres bevidst og med et bestemt formål – ikke som i Insula, hvor det fremstår som ubevidst og uovervejet. Og først og fremmest som udtryk for Bobergs manglende lyst eller vilje til som prosaist at transformere sine oplevelser til noget mere alment, tid- og stedløst.
Efter at være blevet kontaktet af en kvinde fra Fejø, der følte sig hængt ud, valgte Boberg at ændre beskrivelsen af hende. Det fortrød han senere, og nu har han gjort et nummer ud af at give vedkommende ny frisure i hvert nyt oplag af bogen – senest går personen rundt med nissehue med bjælder. Jeg kan ikke opfatte det som andet end foragt for vedkommende.
Beboerne på Fejø er forsvarsløse i Bobergs hænder. De kan ikke på nogen meningsfuld måde svare igen, som den lidt patetiske retssag og beskrivelsen af kvinden med nissehue viser. Den magt har Boberg efter min mening misbrugt ved ikke at (gide) tage sig tid til at fiktionalisere sine oplevelser bare lidt mere.
Som historieprofessor Jes Fabricius Møller har skrevet om Boberg-sagen i Kristeligt Dagblad: ”Man kunne jo også overveje, om ikke skønlitterære forfattere som Thomas Boberg bare skulle blive bedre til faktisk at opdigte ting? … Jeg savner digtere, der er bedre til at – digte.”
Boberg frabad sig omtale i bog
Det lettere surrealistiske – og ret morsomme – er, at Thomas Boberg ifølge forfatteren Madame Nielsen selv udtrykkeligt frabad sig at blive omtalt i en af Madame Nielsens romaner. Afsløringen skete i et mageløst essay, som Madame Nielsen 20. februar 2022 skrev i Politiken om sit forhold til Thomas Boberg, som hun havde været på en meget mislykket vandretur i Etiopien sammen med.
Ifølge Nielsen havde Boberg inden rejsen tryglet hende om, at de to ikke skulle skrive noget om hinanden i forbindelse med rejsen. Men det gjorde de begge. Boberg først i bogen Africana, og Madame Nielsen så i dette essay, hvor hun beskriver, hvor rasende og såret hun blev over Bobergs beskrivelse af hende.
Efter ankomsten til Addis Ababa vågner de to i et herskabshjem i ambassadekvarteret, og Madame Nielsen skriver:
”Og næste morgen, da jeg kom ud fra det ideelt spartanske betonskur, jeg var blevet tildelt, sad han (Boberg, BL) allerede ude i skyggen på terrassen og skrev løs som en rasende. Hvilket gjorde mig rasende, af jalousi og selvhad, at jeg bare havde ligget derinde i betonmørket til ingen verdens nytte, mens han allerede var vandret af sted, uden mig, ind i skriften. Og hvad skrev han nu om? Vel ikke om mig? Netop det – rædslen for at blive magtesløst indskrevet i den andens værk – havde i ugerne op til været anledning til overfølsomme forbehold og forsigtig spørgen til mine hensigter. ’Jeg ville så nødig ende op som Madame Nielsens sprællende objekt,’ havde han skrevet.”
Vandreturen går galt. Rigtig galt. Ikke mindst fordi Madame Nielsen i dametøj og makeup vækker en del opsigt, hvilket Boberg ifølge Nielsen har svært ved at håndtere. Madame Nielsen skriver i essayet:
”Jeg foreslog, at vi indgik en gensidig aftale om ikke at skrive ét ord om hinanden. Men nu var det pludselig ham, der ikke så nogen grund til, at vi skulle lægge bånd på vores europæiske ytringsfrihed.”
Rejsen ødelægger deres venskab, og senere får Madame Nielsen tilsendt Bobergs bog Africana:
”Dette var en tyksak, jeg bladrede lidt, og pludselig, midt inde i bogblokken, så jeg navnet ’Madame’, overalt i hele kapitlet, ’Madame’, ’Madame’, det flimrede for øjnene af mig, hjertet sitrede som en hares på flugt, jeg forsøgte at fokusere, hvad var det dog, der stod, det var forfærdeligt, det var ikke et karaktermord, det var meget værre, det var en hån, så fuldt af foragt, fortælleren blottede sig ikke det mindste, han var selvgod og hængte bare denne ’Madame’ ud til skue uden kristen kærlighed eller bare respekt for næsten, og værst af alt: Det var løgn, eller der var selvfølgelig spor af sandhed, det var ’bygget på virkelige hændelser og personer’, men hver eneste sand detalje var fordrejet og fordigtet ud i det groteske.”
Jeg kunne aldrig igen vise mig i Københavns litterære cirkel, der i forvejen er så trang, at den snarere er et punktum
”Min hele eksistens styrtede som et sort vand ned i mig, grædefærdig og rasende rejste jeg mig af sofaen, og med en mig ukendt kraft lykkedes det mig at rive den tykke bog midtover, idet jeg gik gennem stuen, jeg åbnede lugen til kaminen og kastede den flåede bog ind i flammerne.”
Og senere:
”Men én ting er forholdet til næsten, hint gådefulde, noget andet er alle de andre omkring os, massen, samfundet og ikke mindst kulturlivet. De kendte intet til det uendeligt komplicerede forhold mellem mig og den store digter, intet andet end det, de kunne læse i hans nye såkaldte rejseroman.”
”Og det var ikke sandheden, det var, om ikke lodret løgn, så fuldkommen fordrejet, kort sagt digt. Men kendte jeg Lidenlandets såkaldte kritikere ret, deres mangel på kritisk sans, så ville de læse Africana, som var det ikke bare en nøgleroman, men én til én som dokumentarisk realisme. Og det gjorde de, læste digterens ord, som var de et holocaustvidnesbyrd, han var offeret ’et verdensoptaget digterisk jeg’ og Madame Nielsen ’et selvoptaget’, suk.”
”Jeg kunne aldrig igen vise mig i Københavns litterære cirkel, der i forvejen er så trang, at den snarere er et punktum, eller i København overhovedet.”
50 år gammelt nag
At vrede og forbitrelse over den måde, en forfatter beskriver en person eller et miljø på, kan vare længe, er Achton Friis’ storværk De Danskes Øer et eksempel på. Achton Friis rejste rundt til de danske øer i starten af 1920’erne, boede hos de lokale beboere og skrev de følgende år et værk i mange bind om de forskellige øer.
Det gjaldt også Agersø i Storebælt, hvor min kones forældre havde sommerhus i 1970’erne – altså 50 år efter Achton Friis’ besøg. Og vreden over den måde, Agersø blev beskrevet på, var stadig stor. Det forstår man godt, når man læser, hvad der står. Fx denne omtale af husene i Agersø By:
”Mere spartanske og skønhedsfattige Interiører end i Bondehjemmene i denne By skal man lede længe efter, tiltrods for at Beboerne nu som Modsætning til tidligere er ganske velstillede.”
Og derfra bliver det værre og værre.
Vejen tilbage
Så jo – der går en sti fra litteraturen tilbage til virkeligheden. Litteratur påvirker mennesker. Litteratur har en etisk, en moralsk dimension.
For at sætte det på spidsen: Der er selvfølgelig forskel på en bog, der ukritisk hylder holocaust og forsøget på at udrydde Europas jøder, og en bog, der hylder kampen mod nazismen – uanset hvor blændende førstnævnte måtte være skrevet.
Jeg håber, som skrevet tidligere, at Boberg bliver frifundet fredag. Og at vi fremover kan få en mere nuanceret debat om kunstnerisk ansvar end bare: ”Det er kunst. Det er fiktion. Der er intet at diskutere.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og