VALGKAMP // ANALYSE – Mette Frederiksen har udskrevet folketingsvalg, så tirsdag den 24. marts skal vi til stemmeurnerne. Valgkampen bliver forholdsvis lang, så der bliver meget at holde øje med. I Frank Korsholms analyse får du en guide til at bevare overblikket, mens politikerne udkæmper sværdslag, kommer med nye meldinger og sikkert også tyer til beskidte tricks indimellem.
Valgkampen er i gang. Der er mange udmeldinger og begivenheder at holde øje med. Forude venter uger med intense politiske sværdslag, kampagner, beskidte tricks, fake news og meget mere.
Alt sammen skal koges ned til et kryds på valgdagen, som sammen med ca. 4.000.000 andre krydser afgør magten i de næste fire år.
Valgkampen er for de fleste uoverskuelig. Medierne bringer væg-til-væg-dækning fra tidlig morgen til sen aften. For nu gælder det om at sætte dagens dagsorden. Kampen om vælgernes opmærksomhed, og her handler det primært om at være først med sin fortælling.
Ingen kan komme ud i alle hjørner af en valgkamp. Det er heller ikke nødvendigt for at følge godt med.
Ingen kan komme ud i alle hjørner af en valgkamp. Det er heller ikke nødvendigt for at følge godt med
Det er typisk nogle få, men afgørende begivenheder, der afgør slaget – eller slagene.
For ud over det helt store slag om, hvem der bliver statsminister, bliver der også udkæmpet andre betydningsfulde slag mellem parterne indbyrdes.
Partierne er nødt til at tænke på egen stemmemaksimering – også når det kan risikere at gå ud over blokkens samlede styrke.
Flere partiformænd har således også noget på spil. Kommer de i regering, er meget tilgivet, men ender de udenfor med et fesent valgresultat og uden nævneværdig indflydelse, kan det blive skæbnesvangert. Spørg blot Poul Nyrup Rasmussen om valget i 2001, Mogens Lykketoft i 2005. Uffe Ellemann-Jensen, Per Stig Møller m.fl.
Højdepunkter i valgkampen
Også under den igangværende valgkamp vil man se partier, der mod slutningen prøver at hive vilde kaniner op af hatten, hvor man med rette kan stille spørgsmålstegn ved, hvem det gavner. Om forslaget samlet skubber flere vælgere væk fra blokken, end det trækker til.
For det parti, der er i frit fald eller kæmper en overlevelseskamp omkring spærregrænsen, vil overvejelserne om en ny markant melding således ikke blive standset af hensynet til, om det skader den samlede røde eller blå blok. For partiet gælder det liv eller død.
Hvordan holder man sig så orienteret om valgkampens forløb?
Det enkleste råd er selvfølgelig at sidde klistret til skærmen døgnet rundt, men det vil nok være lige lovlig meget at forlange, og så spændende er statsministerens møde i en børnehave trods alt heller ikke, selvom Mogens Lykketoft prøvede at få testet sit temperament uden for en børnehave i Helsingør i 2005.
Valgkampen har flere højdepunkter og helt afgørende slag. Det er primært de stort opsatte partileder-runder, hvor alle mødes.
TV 2 byder i år ind med et helt nyt koncept, hvor partilederne så vidt vides spærres inde på et slot eller en højskole i 24 timer. Det er en slags realityshow, hvor vælgerne oplever politikerne på en anden måde end hidtil.
Det skal ses, og det skal det naturligvis også, når DR byder op til dans. Ikke mindst til den sidste partilederrunde søndagen før valgdagen, hvor ca. en million vælgere endnu ikke har bestemt sig for, hvor krydset skal sættes.
Her bliver der for alvor flyttet rundt på stemmerne. Den debat kan være altafgørende for, hvem der vinder valget, og hvordan den kommende regering strikkes sammen.
Her skal man holde øjne og ører stive.
Hvad siger valgkampens hovedpersoner?
Hvem angriber hvem, og hvem taler pænt om hinanden?
Hvad kan man tolke på Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, der ser ud til at få de afgørende mandater?
Hvilken side hælder han mest til? Hvilke krav stiller han, og kan han finde på at bringe sig selv i spil til statsministerposten?
Hvad siger Morten Messerschmidt? Nægter han fortsat at pege på en regering med deltagelse af Lars Løkke?
Og hvad med Mona Juul?
Kan Konservative finde på at gå i regering med Mette Frederiksen? Er hun totalt afvisende, eller åbner hun en dør på klem?
Det gælder som sagt om at høre godt efter – også efter det, som ikke bliver sagt, selvom det ofte kan være ret svært at tyde de usagte ord.
Under valgkampen vil det regne med meningsmålinger fra de forskellige institutter, som medierne samarbejder med. Verian i Berlingske (det gamle Gallup), Megafon i Politiken og TV 2, Epinion og Voxmeter for Ritzau.
Det er en palet, som udadtil giver parterne mulighed for at støtte sig til de målinger, som er nådigst ved dem. Det er blot ikke særlig seriøst, men nok uundgåligt for at stive partiernes moral af.
Det seriøse er derimod at følge et gennemsnit af målingerne, som også bliver udarbejdet, og så i øvrigt fokusere på tendenserne.
Står partiet i stampe, eller har det positivt eller negativt momentum?
Det kræver som regel 3-4 observationer, før man for alvor kan sige noget kvalificeret om, hvordan bundtrækket er for de enkelte partier.
Dykker man ned i tallene, vil man fx kunne få et indblik i, hvordan partierne interagerer med hinanden. Med andre ord:
Hvem stjæler de vælgere fra, og hvem afgiver de vælgere til?
At forstå disse understrømme er alfa og omega for slagets gang og for forståelsen af valgkampens udvikling.
Bløder et parti konsekvent vælgere til et eller to andre, skal blødningen stoppes. Partiets politik skal justeres, budskaberne skæres anderledes, og målgrupper på Facebook, X, Instagram m.fl. justeres til.
Vi kommer til at drukne i kampagner på nettet. De er for længst produceret. De er professionelt udført og typisk med et gran af humor og satire
Det sidste er den del af valgkampen, som vælgerne ikke ser meget til. Kampen på de sociale medier.
Præsident Obama var den første til at opfange Facebooks kolossale betydning i midten af 00’erne, men i dag er alle partier til stede på alle sociale platforme sammen med nok også russiske og amerikanske troldehære, der forsøger at påvirke udfaldet af det danske valg.
Vi kommer til at drukne i kampagner på nettet. De er for længst produceret. De er professionelt udført og typisk med et gran af humor og satire, men de kan også være ondskabsfulde og fulde af fake news. Her gælder alle tricks – også de beskidte.
God valgkamp.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.