
RACISME // KOMMENTAR – En episode i Kastrup, hvor en muslimsk familie verbalt overfaldes af en mand, har fremkaldt fordømmelse fra en række folketingspolitikere. Også Mette Frederiksen har erklæret, at vi alle bør sige fra over for racisme og diskrimination. Statsministerens opsang er fornuftig, men bør ikke kun gælde marginale typer fra havnen i Kastrup, men også magtfulde folketingspolitikere, der spreder fremmedfjendsk propaganda fra Christiansborg.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Statsministeren tog i går afstand fra en mand, der verbalt overfaldt en muslimsk familie i Kastrup. Hun skrev:
”Vi har alle et ansvar for at sige fra – overfor racisme, had og diskrimination.”
Godt at statsministeren markerer en grænse i forhold til racisme og diskrimination. Men den rasende racist fra Kastrup, som nu er blevet projektionsfigur for en større understrøm, lignede en marginal eksistens uden nogen som helst magt.
Ikke engang sit eget sprog havde han magt over. Langt mere farligt og undergravende end hans sørgelige, ukontrollable udbrud, er den kontrollerede fremmedfjendske propaganda, som udgår fra magtfulde folketingspolitikere. Mest oplagt fra det succesfulde, fremstormende parti Nye Borgerlige.
Den kalkulerede fremmedfjendskhed fra magtfulde politikere er langt farligere end en afmægtig idiot fra Kastrup, der nærer en blind modvilje mod ”fremmede”
Her kunne jeg ønske mig, at Mette Frederiksens bud om at sige fra over for racisme og diskrimination også blev efterlevet. To eksempler:
1. Pernille Vermund iscenesatte i et Facebook-opslag fra februar indvandrere som den afgørende årsag til Corona-restriktioner. De gjorde det ifølge partilederen utåleligt for danskerne: ”Det er utåleligt, at danskerne skal betale så høj en pris, som vi gør, fordi der stadig er problemer med at stoppe smitten i indvandrertætte byer og områder.”
Afslutningsvis satte hun trumf på med en drøm om et muslimfrit Danmark eller i hvert fald uden muslimske parallelsamfund:
”Tænk, hvor frit og trygt vi kunne leve, hvis ikke vi havde haft muslimske parallelsamfund i Danmark.”
Koblingen af indvandrere og virus er gammel og giftig. Og utopien om det muslimfri Danmark, som også understreges af Nye Borgerliges gentagne mantra om, at islam INGEN indflydelse må have, er ikke mindre giftig.
2. Nye Borgerlige har i forhold til statsborgerskab – en grundpille i demokratiet – en politik, der er indiskutabelt diskriminerende, de mener ikke én eneste person med oprindelse i et muslimsk land må få statsborgerskab. ”Det ville være at grave den danske grav”, udtaler Mette Thiesen.
Den fremmedfjendske propaganda og de åbenlyst diskriminerende politiske forslag fra magtens højborg bør også omfattes af statsministerens fornuftige bud om at sige fra. Den kalkulerede fremmedfjendskhed fra magtfulde politikere er langt farligere end en afmægtig idiot fra Kastrup, der nærer en blind modvilje mod ”fremmede”.
Topfoto: Statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketingssalen. Af Klaus Holsting
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her