ISRAEL-PALÆSTINA // ANALYSE – Med FN’s nye Gaza-resolution, som blev vedtaget i denne uge, presses Mellemøstens magtbalance ind i et amerikansk styret spor, hvor Trump sætter tempoet, og Netanyahu må følge efter. Men planen har mange løse ender, ikke mindst når det kommer til den bebudede internationale sikkerhedsstyrke, der skal indsættes for at opretholde ro og orden i Gaza – og som ingen tilsyneladende har den store lyst til at bidrage til, skriver POV’s udlandsredaktør Hans Henrik Fafner.
HAIFA – Verden over fandt medierne de store overskrifter frem, da FN’s Sikkerhedsråd mandag vedtog en resolution om Gaza. Men når man læser teksten, er det temmelig vanskeligt at få et klart overblik over, hvad dette rent faktisk kommer til at betyde.
Det mest bemærkelsesværdige er nok, at resolutionen, der blev formuleret af USA og ligger i direkte forlængelse af Donald Trumps plan for fred eller våbenhvile i Gazastriben, overhovedet blev vedtaget.
Umiddelbart lyder dette besnærende, men det er en plan med mange løse ender
Tretten af Sikkerhedsrådets medlemmer stemte for, mens Rusland og Kina, der begge kunne have aflivet resolutionen ved at benytte deres indbyggede vetoret, undlod at stemme.
Og det umiddelbart mest synlige produkt af resolutionen vil i givet fald være indsættelsen af en såkaldt international stabiliseringsstyrke, der skal opretholde ro og orden i Gaza og dermed berede overgangen til en ny ledelsesstruktur i det krigshærgede område.
Denne styrke skal indsættes i de østlige dele af Gazastriben, som lige nu er under fuld israelsk kontrol, og dermed bane vejen for en israelsk tilbagetrækning.
Hamas lever endnu
Umiddelbart lyder dette besnærende, men det er en plan med mange løse ender.
Resolutionen kan ses som et skridt, der gør idéen om den internationale styrke til en beslutning med opbakning fra en række førende magter. Vi husker, at mere end 20 af dem mødte op, da Trump den 29. september lancerede sin plan formelt ved et topmøde i den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh.
Frankrig, Storbritannien, Canada og Tyskland var der, sammen med en håndfuld arabiske ledere, og FN’s generalsekretær António Guterres troppede også op. Denne betegnede det som en afgørende mulighed for fred i regionen.
Ingen af deltagerne har sidenhen trukket deres tilsagn tilbage, og det har uden tvivl været bidragende til, at planen ikke er kuldsejlet i den mellemliggende tid.
Det er tydeligt, at Hamas efter bedste beskub har søgt at trække denne fase i langdrag for at undgå planens fase 2
Det kan også være grunden til, at hverken Kina eller Rusland ønskede at skyde planen ned i forbindelse med ugens afstemning i Sikkerhedsrådet. Men dette kan så også være tidspunktet, hvor planen for alvor kan løbe ind i mere end almindeligt uvejr.
Trump-planens første fase har humpet sig igennem en stadig mangelfuld implementering. Den omfattede løsladelse af næsten 2.000 indsatte palæstinensere fra israelske fængsler mod frigivelse af de israelske gidsler.
De endnu levende gidsler blev udleveret næsten gnidningsfrit, mens Hamas gentagne gange har søgt at forhale udleveringen af de 29 afdøde gidsler, og i skrivende stund er der stadig tre, som fortsat befinder sig et sted i Gaza – to israelere og en thailandsk landbrugsarbejder med beskæftigelse i en israelsk kibbutz.
Det er tydeligt, at Hamas efter bedste beskub har søgt at trække denne fase i langdrag for at undgå planens fase 2, og det er her, FN-resolutionen kommer ind i billedet.
For denne fase omhandler blandt andet afvæbningen af Hamas, og denne skal tilses eller ligefrem gennemtvinges af den internationale stabiliseringsstyrke, som nu er kommet på bordet. Og på den baggrund er det ikke spor overraskende, at de involverede parter ikke just er ved at træde hinanden over tæerne for at komme til at bidrage til styrken.
Det er med andre ord uklart, hvordan denne styrke skal opbygges, og hvem den kommer til at bestå af. Både Tyrkiet, Indonesien og Egypten har været nævnt, men ingen af landene har meldt klart ud. Det hænger givetvis sammen med, at mandatet er uklart, ligesom ledelsen.
Hamas lever altså endnu. Bestemt ikke i bedste velgående, men bevægelsen er fortsat en potent faktor i det komplicerede spil
Formelt kommer styrken til at sortere under det, som i Trump-planen betegnes som et Board of Peace, og som reelt er et slags styringsråd.
Øverste chef for dette er Trump selv, men da præsidenten næppe forventes at deltage i det daglige arbejde, bliver det nok Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair, der kommer til at tegne det sammen med en gruppe amerikanske eksperter.
Hvis man forestiller sig, at denne konstruktion kommer på benene, vil styrken skulle stå over for Hamas, som fortsat har kontrollen over den anden halvdel af Gazastriben.
Bevægelsen er oppe mod en voksende opposition fra den lokale palæstinensiske civilbefolkning, men har ikke desto mindre benyttet tiden med den haltende fase 1 til at omorganisere de resterende styrker, så den nu har store mængder bevæbnede mænd på gaden og efter alt at dømme kører dagligdagen med hård hånd.
Hamas lever altså endnu. Bestemt ikke i bedste velgående, men bevægelsen er fortsat en potent faktor i det komplicerede spil.
Internationalisering
Her er det store spørgsmål, om den internationale sikringsstyrke på nogen måde vil have viljen til og muligheden for at gå ind og afvæbne Hamas, som det er hensigten i planen. Som resolutionen er udformet, lægger teksten mere eller mindre op til, at det system, den sigter efter at sætte i værk, også vil kunne sætte sig ud over FN’s sædvanlige kontrolsystemer.
Der er altså ikke tale om en fredsbevarende styrke, som det eksempelvis er tilfældet med UNIFIL, der siden 1978 har søgt at adskille de stridende parter langs den israelsk-libanesiske grænse.
Dette er ofte blevet betegnet som et inderligt impotent foretagende, og derfor ligger udkastet til den aktuelle, men endnu ikke sammensatte styrke i Gaza, som en enhed, der godt kan gå i åben kamp mod Hamas, hvis det skulle blive nødvendigt.
Dette er nok hovedårsagen til, at de mulige bidragydere til styrken holder sig tilbage, for det kan ende som en kaotisk og temmelig beskidt sag. Hamas viser nemlig ingen interesse for at lade sig afvæbne og vil næppe opgive posten uden sværdslag.
I den forbindelse skal man nok kaste blikket på resolutionens andre dele. Her kan man se, at sigtet er en tydelig internationalisering af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det palæstinensiske selvstyre i Ramallah har tilkendegivet interesse for at indgå i en kommende ledelse af Gazastriben.
Hvis Qatar tager teten, kan det meget vel tænkes, at nogle af de velhavende olieøkonomier fra golfområdet træder aktivt til
Det er den tydeligt alderdomssvækkede præsident Mahmoud Abbas og hans Fatah, der i årevis har stået som en uforsonlig rival til Hamas. I den givne situation er selvstyret imidlertid stærkt svækket og kontrollerer kun dele af Vestbredden, så det er temmelig illusorisk at forestille sig, at Abbas kan træde ind og lede Gazastriben blot nogenlunde effektivt.
Derfor opererer både planen og resolutionen med andre parter i regionen, og her taler vi ikke kun om bidrag til stabiliseringsstyrken, men om aktiv deltagelse i den civile administration og ikke mindst genopbygningen af den stærkt ødelagte krigszone.
Verdensbanken er i den forbindelse blevet nævnt som en partner, men mere og mere opmærksomhed samler sig aktuelt om Qatar, der i årevis har spyttet millioner i Hamas’ kasse, men som nu viser interesse for at indgå i en anden rolle. Og hvis Qatar tager teten, kan det meget vel tænkes, at nogle af de velhavende olieøkonomier fra golfområdet træder aktivt til.
Kronprinsens besøg
Hvad det angår, kan man med rimelighed betragte den israelske leder, Benyamin Netanyahu, som en hurdle. Han ser det i hvert fald som utidig indblanden i den israelske kurs i Gaza, som ganske vist er blevet udstukket som følge af pres fra Netanyahu-regeringens yderste højrefløj.
Efter den væbnede konfrontation mellem Israel og Hamas i 2014 talte premierministeren (hvilket han også var dengang) i glødende vendinger om Israels ret til selvbestemmelse, når det kom til snakken om at indsætte en international styrke. Han afviste blankt at overlade ansvaret for Israels sikkerhed til nogen udefrakommende model.
Manden ved roret hedder Donald Trump, og det betyder, at Netanyahu ikke vover at stritte imod
Situationen i dag er nogenlunde den samme. Netanyahu bryder sig bestemt ikke om tanken, men han står i en langt svagere situation end for 11 år siden. Havde Joe Biden eller Kamala Harris siddet i Det Hvide Hus i den aktuelle situation, havde han med stor sikkerhed ladet hånt om deres udspil, selv om dette havde været identisk med den nuværende Trump-plan.
Men manden ved roret hedder Donald Trump, og det betyder, at Netanyahu ikke vover at stritte imod. Ikke ret meget i hvert fald.
Det så man tydeligt understreget, da den saudiarabiske kronprins Muhammed bin Salman i denne uge var på officielt besøg i Det Hvide Hus og blev hjerteligt modtaget af Trump. Det blev til et møde med mange perspektiver, og hvor Trump konkluderede ved at betegne Saudi-Arabien som en ”major non-Nato ally”.
Saudi-Arabien har besluttet at opgradere de bebudede investeringer i den amerikanske økonomi fra 600 mia. dollars til en rund billion, og samarbejdet mellem de to kommer til at omfatte kunstig intelligens og kritiske mineraler, ligesom der er tale om nukleart samarbejde.
På bordet er også indkøb af op mod 300 amerikanske kampvogne, og ikke mindst har Trump givet grønt lys for leverance af avancerede F-35-kampfly.
Alt dette har naturligvis været i støbeskeen gennem længere tid, og navnlig i forbindelse med kampflyene havde Netanyahu tydeligvis sat næsen op efter en form for belønning eller kompensation.
For ved at besidde de amerikanske jagerfly vil Saudi-Arabien på papiret rykke ved hele den mellemøstlige magtbalance, i hvert fald som Netanyahu ser billedet. Og derfor havde han regnet med, at denne del af mødet også ville afføde en form for beslutning i retning af en normaliseringsaftale mellem Saudi-Arabien og Israel.
Men igen valgte Trump at sætte Netanyahu stolen for døren. Mens han sad i Det Ovale Værelse, udtalte kronprinsen, at han skam håber på, at hans land på et tidspunkt kan tilslutte sig Abraham-aftalerne, men at han lige nu kun kan se det ske på betingelse af, at der først skal være udstukket en klar vej frem mod en palæstinensisk stat.
Det er dette, man kan betragte som internationaliseringen af Gaza. Våbenhvilen humper videre, og de to stridende parter kører deres let genkendelige spil, som på mange måder får det hele til at stå i stampe.
Til Hamas lyder beskeden, at uanset hvad det bliver til med den internationale stabiliseringsstyrke og den truende afvæbning af Hamas, så er en ny koalition i Mellemøsten på klare trumpske betingelser ved at gå i stilling
Men imens kører der et parallelt forløb helt andre steder i regionen og ude i verden, og det er med til at gøre situationen speciel. Der er mange forskellige spor, men i denne uge har det saudiarabiske uden tvivl været det vigtigste, og det rummer nogle klare budskaber.
Ved således at bevilge Saudi-Arabien de attråede F-35-fly giver Trump Netanyahu besked på, at der ikke er nogen umiddelbar belønning at komme efter, men at der kan vente noget godt på betingelse af, at han holder sig pænt på måtten.
Og til Hamas lyder beskeden, at uanset hvad det bliver til med den internationale stabiliseringsstyrke og den truende afvæbning af Hamas, så er en ny koalition i Mellemøsten på klare trumpske betingelser ved at gå i stilling, hvorved man kan sige, at Hamas mere eller mindre lever på lånt tid.
Om alt dette bygger på reelle forhold eller måske snarere er et flygtigt luftkastel, er vanskeligt at sige. Nede på jorden har amerikanerne indrettet sig i en gammel lagerbygning, som ligger i et industrikvarter i udkanten af den israelske by Kiryat Gat.
Stedet har fået navnet Civil-Military Coordination Center (CMCC), og det har allerede i en måned været centrum for bestræbelserne på at skabe den fremtid for Gazastriben, som Trump forestiller sig.
Det er her, man arbejder på at implementere Trump-planens 20 punkter, og det bliver så også udgangspunktet for de tiltag, som den nylige FN-resolution vil sætte i værk i den beskrevne tidsramme på to år.
Øverste chef for aktiviteterne er den amerikanske admiral Brad Cooper, bistået af USA’s tidligere ambassadør i Yemen, Steven Fagin, og sammen med det amerikanske team holder de til i lagerbygningens øverste etage.
For Hamas er dette blevet til en af begrundelserne for at se Trump-initiativet som et oplæg til en ny udefrakommende besættelse af Gaza
Nede i stueetagen finder man hele det israelske mandskab, og på midteretagen befinder sig en lang række udenlandske eksperter og diplomater.
Bemærkelsesværdigt er det her, at der i hele CMCC-bygningen ikke befinder sig en eneste palæstinenser, hvilket naturligvis har givet anledning til en vis kritik. For Hamas er dette blevet til en af begrundelserne for at se Trump-initiativet som et oplæg til en ny udefrakommende besættelse af Gaza.
Dette kan dog forklares som endnu et af bevægelsens forsøg på at klynge sig til magten, men uanset hvordan man stiller det, kan det også ses som endnu et af de elementer af kaos, som omslutter situationen lige nu, og som kun skaber yderligere tvivl om både resolutionen og Trump-planens bæredygtighed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og