Genforeningen af de to fløje i det demokratiske parti i USA fortsatte på dag to af deres konvent. En række talere reparerede i løbet af tirsdagen mere og mere på den splittelse, som primærvalget mellem Bernie Sanders og Hillary Clinton har sået. Bedst i talegaver var Bill Clinton, men Bernie Sanders spillede den vigtigste rolle som Healer-in-Chief.
Der var ingen tvivl om at den indledningsmæssige manøvre, der for alvor salvede sårene kom fra den socialistiske senator fra Vermont. For at respektere alle Bernie Sanders-vælgerne havde de to kampagner nemlig aftalt, at staterne fik lov til at afgive deres stemmer, som om der rent faktisk var en afstemning i gang – selvom man godt vidste, hvad udfaldet ville blive.
Og den sidste stat var – ikke spor tilfældigt – Vermont, Bernie Sanders’ hjemstat. Da staten havde afgivet dens stemmer, rejste Bernie Sanders sig op. Fik tildelt ordet og gik hen til mikrofonen, hvorefter han foreslog – lidt udenfor den traditionelle procedure – at man registrerede stemmerne som afgivet, og derefter suspenderede resten af proceduren og valgte Hillary Clinton som præsidentkandidat:
Samling på tropperne
Som det er kutyme i amerikansk foreningsret, spurgte dirigenten om nogen ville støtte forslaget. Hun blev mødt af et bekræftende brøl fra gulvet. Så spurgte dirigenten forsamlingen, om hvem, der ville stemme ja til forslaget. Et endnu højere brøl. Fulgt af nær totalt stilhed, da dirigenten spurgte forsamlingen, hvem der ville stemme nej. ”The ayes have it”, proklamerede dirigenten, og så kom dagens største brøl. For nu var der skrevet historie. Et af USAs to store partier havde langt om længe nomineret en kvinde til præsidentposten.
Det symbolske i, at det var Bernie Sanders, der fremsatte forslaget om at tilsidesætte resten af proceduren, kan ikke undervurderes. Det var den sidste brosten, der manglede i den bro, der nu er bygget mellem de to fløje. Kun de allermest obsternasige vil ikke gå på den, og de ser nu ret ensomme ud for enderne at broen.
Så begyndte talerne. Og det var alvorssnak, der fyldte dagens taler. Der var det stærke øjeblik, hvor mødrene til Trayvon Martin, Sandra Bland og andre afroamerikanske ofre for dødelig politivold sætte tårer i øjnene på hele publikumsskaren. Der var de mange taler, der fortalte om alt det, Hillary Clinton allerede har gjort for især børn og handicappede tidligt i sin karriere.
Krigsspekulanten Trump
Men så kom 9/11-talerne. Og her kom fløjlshandskerne af overfor Hillary Clintons modkandidat. En af de politifolk, der var først på pletten, da World Trade Center styrtede sammen, fortalte om, hvordan Hillary Clinton havde været en af de eneste, der havde hjulpet ham og hans kolleger med at få behandling for følgesygdommene, der kommer af at inhalere alle giftstofferne fra smadrede bygninger.
Det symbolske i, at det var Bernie Sanders, der fremsatte forslaget om at tilsidesætte resten af proceduren, kan ikke undervurderes. Det var den sidste brosten, der manglede i den bro, der nu er bygget mellem de to fløje. Kun de allermest obsternasige vil ikke gå på den, og de ser nu ret ensomme ud for enderne at broen.
Det var dog et af medlemmerne af repræsentanternes hus fra New York, der hev øksen frem. Han havde mistet sin fætter, da tårnene styrtede sammen. Og han gjorde helt nøgternt opmærksom på, at Hillary Clinton som New Yorks senator havde sikret en hjælpepakke til New Yorks forretningsdrivende, især de små, så byens økonomi kunne komme på fode igen. Lige så nøgternt gjorde han opmærksom på, at Donald Trump gjorde alt for at få fingre i så mange af de midler, som han kunne. Han fik omkring 150.000 dollar ud af det, lød det fra scenen. Han tjente penge, mens Hillary Clinton prøvede at hjælpe. På MSNBC kaldte den velrespekterede, republikanske strateg Steve Schmidt det for ”en forhammer lige i hovedet på Trump”. Han blev simpelthen kaldt krigsspekulant.
Angrebet fortsatte. For som opvarmning til the main event – Hillary Clintons ægtemand, som nogen måske kender – kom sidstnævntes udenrigsminister, Madeleine Albright, på scenen. Hun fortalte om, hvordan hun var flygtet fra kommunisternes invasion af hendes hjemland, Tjekkoslovakiet, til USA, hvor hun var blevet et eksempel på den amerikanske drøm:
https://www.youtube.com/watch?v=N8UN49JPtmE
Men også Albright havde taget en hammer med. Med henvisning til gårsdagens hacking-historie, og Trumps forbindelser til Rusland og lune forhold til Vladimir Putin, bad hun inderligt amerikanerne om at stemme Hillary Clinton ind i Det Hvide Hus i stedet for Trump.
For som hun sagde, hun havde ”set med egne øjne, hvad der sker, når man giver russerne grønt lys”. En af USAs mest historiske diplomater sagde simpelthen indirekte, at en stemme på Trump er en stemme på Putin. Av.
Bill lugtede lidt af gamle dage
Så var det godt, at Bill-drengen – Bubba – kom på banen bagefter. Med en tale, der blev beskrevet af førnævnte Steve Schmidt som en ”bryllupstale, der gik helt galt”. Og det er ikke helt ved siden af. Bill Clintons tale var 75 procent hyggesludder om hvordan han mødte Hillary og hvordan de kom op igennem årtierne sammen.
Donald Trump gjorde alt for at få fingre i så mange af midlerne fra 9/11, som han kunne. Han fik omkring 150.000 dollar ud af det. Hillary Clinton sikrede omvendt som New Yorks senator en hjælpepakke til byens forretningsdrivende, især de små, så byens økonomi kunne komme på fode igen.
Desværre handlede en hel del af talen lige præcis så meget mere om Bill end om Hillary, at det kom til at lugte lidt af gammeldags mandedominans. Især fordi, Bills historie om hans ungdomsforelskelse i Hillary efterlod alle de tillyttende med to ord i tankerne: Monica. Lewinsky.
Det var ikke så heldigt på et konvent, der har handlet helt utroligt meget om third wave feminism. Først i den sidste del af talen fik han kørt sig selv op i det niveau, som vi kender ham for, da han hamrede den ene præstation fra Hillarys politiske karriere igennem efter den anden. Først da føltes det som det, det skulle være – en storslået anbefaling af Hillary til præsidentposten. På CNN var rosen til Bill Clinton gengæld enstemmig, og selv på Fox News kaldte de ærkekonservative kommentatorer noget modstræbende den tidligere præsident for “den bedste historiefortæller i Amerika.”
At de så mente, at den kvinde, den tidligere præsident talte om, slet ikke fandtes i virkeligheden, var en anden ting. “Hun er en gennemført løgner. Hvis hun var, som han portrætterede hende, ville jeg overveje at stemme på hende. Men sådan er det ikke,” lød det f.eks. fra Newt Gingrich, den tidligere Speaker of The House. Der dog havde format nok til at rose den tidligere senator for New York for det samarbejde han havde med hende om forsvarspolitik, som hun “er seriøs i arbejdet med,” som han sagde.
Heldigvis blev Bill fulgt op af Meryl Streep, der satte kvinde-dagsordenen på skinner igen ved at sætte Hillary Clinton ind som en af en lang række af kvinder, der – ligesom hun gjorde med sin officielle nominering tidligere på dagen – har ændret historiens gang.
Aftenen fik herefter lov at slutte med et kæmpe brag. Efter en flot minikoncert med mega-popstar Alicia Keys kom hele præsidentrækken, alle 44, op på skærmen. Alle mændene. Og så knustes billedet som et glasloft. Og bag glasset ventede Hillary Clinton, der gav en hilsen via satellit live fra New York. Symbolikken var tyk, men også bevægende. Nogle ville sikkert kalde det cheesy. Men målet er nået. Der er nu fuld opbakning til Clinton og samling på partiet. I hvert fald indtil onsdag.
Topfoto: Skærmbillede fra det demokratiske konvent.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her