POV SPORT // ANMELDELSE – Fitness er jo også sport. Og folk, der gerne vil i form på den ene eller anden måde, går for langt de flestes vedkommende i Fitness World. Motionsmastodonten kunne nu godt gøre sig lidt mere umage.
Ups, op ad trappen igen. Tre etager. Måske det i virkeligheden er nok workout for i dag, brummer jeg i lettere raseri til mig selv på vejen op, velvidende at jeg jo skal have mine kilometer i benene. Jeg havde bare glemt kortet. KORTET for crying out loud.
Mobilen havde jeg naturligvis husket. Derpå har jeg jo både mit kørekort, mit sundhedskort og mit betalingskort. Men når jeg skal en tur i Danmarks største fitness-kæde skal jeg bruge kort med magnetstribe og håndskrevet sprittusch-medlemsnummer.
Tænk, hvis ungerne stadig kom slæbende hjem med en skråskrifts-kontaktbog for at meddele forældrene, at deres yndlinge skulle oppe sig lidt for at få UG minus i dansk. Nej, vel. Hvordan i himlens navn, det er lykkedes Fitness World at komme upåtalt igennem uden en app som adgangshjemmel til sine centre må skyldes deres geografiske styrke. I et ellers hårdt konkurrencemarked i byerne virker det aldeles bagstræberisk.
Jo, de har en app, men kun til træningsprogrammer og den slags. Og okay, sikkert et såkaldt first world-problem at skulle huske sit medlemskort. Det går jo nok, selvom jeg overhovedet ikke forstår det. Alene det må da skubbe nogle kunder over til SATS i hovedstadsområdet. Konkurrenten er så også en pæn del dyrere, men har dog efter sigende en app som adgangshjemmel, selv DSB kan finde ud af det, og opdatereret udstyr.
Jeg er sådan en gammelmandsløber på godt 57, der ikke har brug for andet end et løbebånd. Intet andet. Et gulv til at strække ud på og lave lidt sit ups, til nøds et par lette håndvægte, så jeg kan træne min frosne skulder. Men jeg er ikke afhængig af gulvøvelserne eller vægtene. Derhjemme bruger jeg bare en træningselastik bundet fast i dørhåndtaget til selvsamme.
Vognparken er slidt ned. Utidssvarende og dårligt nivellerede maskiner med coronaafspritningstrætte armaturer
Men jeg en frossenpind, endnu mere med årene, så i de mørke måneder, det tidlige forår og sene efterår, vil jeg gerne løbe indendørs. Helst på et løbebånd, der er nogenlunde tidssvarende eller i det mindste står stabilt. Gerne med kølefane på, eventuelt en lille skærm til adspredelse, hvis jeg har glemt mine AirPods eller ikke lige kan finde dem som forleden.
Så må jeg i mit lokale center nede i Købmagergade i København i stedet strække hals og kigge op på den halvstore fladskærm med promovideoer, klip fra alverdens skæve sportsgrene, som ræs i lastbiler, speedbådskapløb, hårrejsende skøjteløb på noget, der minder om bobslædebaner. Tilsat en håndfuld hakkende nyheder fra Jyllands-Posten som ticker i bunden og lidt musik i lokalets højtalere.
Baller af stål
Vognparken er slidt ned. Utidssvarende og dårligt nivellerede maskiner med coronaafspritningstrætte armaturer. Faktisk er der kun to maskiner, jeg gider at bruge dernede. Hvis de er optaget, venter jeg gerne til en af dem er ledig, eller løber til nøds på de vakkelvorne modeller, der er et hak billigere og end ikke kan have både tid og afstand i samme skærmbillede, så man skal stå og fumle frem for sig, mens man løber.
Jeg er ikke til holdtræning med tjikker likker tjau tjau-hold kæft hvor har vi det sjovt sammen med en yberspændstig og overtændt itaktsætter til at guide os igennem et hårdtpumpet program med baller af stål eller tidens spinningræs på stedet, som om vi skal nå at slå os selv ihjel inden dagen er omme.
Jeg vil bare gerne løbe. Betale for strøm og brug af maskinen og lokaler. Så derfor smider jeg heller ikke en 50’er for et dagspas, så vil jeg dog hellere tage turen i modvind på Langelinje. I øvrigt forstår jeg slet ikke betalingsmodellen. Eller det gør jeg jo, for det handler velsagtens om at kradse så mange 0’er ned på bundlinjen som mulig.
Abonnementsmetoden er velkendt og udbredt, men hver gang man tegner et abonnement på Fitness World er man tvangsindlagt til at betale for indeværende måned plus endnu én, så det nytter ikke noget, når vejrudsigten melder 14 dages regn lige at nappe en måned.
Fitness Worlds forretningsmodel
Det kan streaming-tjenesterne fint finde ud af. Du melder dig til, framelder dig et par dage senere, og du kan se en abonnementsmåned færdig. Simple as that. Fitness World-modellen er sådan lidt optrækker-Hjallerup Marked-agtig, og du bilder dig selv ind, at du har gjort en fin handel, indtil du kommer hjem.
Jeg ved godt, at corona var hård ved fittness-branchen, det modsatte ved streaming-industrien. Nu er det lige omvendt. Vi skal have brændt det stillesiddende fedt af, og streamingtjenesterne mærker nedgang. Således også Netflix, der for første gang i sin levetid for nylig havde brugernedgang, crashede 25 procent på aktiemarkedet, og nu venter der reklamer forude.
Men hey, det går op og ned i showbizz, og hvis man for alt i verden vil være noget i den, må man også feje for egen dør. Eller i det mindste stille en advarselstrekant op med ”jordkørsel”, som den lange flisegang ind til trapperne i Købmagergade mindede om i vinter. Altså, i samme periode hvor jeg lykkedes med at krølle et stykke aftørringspapir og lægge ved siden af et løbebånd. Ti dage senere lå det der stadig.
Alt imens det fremdeles overgår min forstand, at man ikke kan købe sig til klippedigital løbeadgang 10 eller 25 gange for en time eller halvanden for et rimeligt beløb, så man netop kan slippe for regnvejrs- eller pelikanblæsedagene også på en sommerdag. En chip kunne vel klare den del. Og om ikke andet en fitnessbetjent til at overvåge, at man ikke benytter sig af andet materiel.
Én stjerne må alene gå på Fitness Worlds geografiske udbredelse og sene åbningstider. Resten trænger i den grad til en upgrade. Fitness World er i dårlig form, og den altdominerende kæde skulle jo gerne hjælpe os med det modsatte…
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her