Når jeg fra tid til anden går forbi Lagkagehuset på Christianshavn Torv i København, kommer jeg til at tænke på kvindefængslet, der engang lå dér. Og når jeg tænker på Kvindefængslet på Christianshavn, så glider tankerne uvægerligt hen på Mary Thomas – en sort, dansk heltinde, som ingen længere husker i Danmark, men som alle kender i U.S. Virgin Islands, det tidligere Dansk Vestindien.
Hendes synes jeg godt, man kan mindes i dag, hvor vi markerer Kvindernes Internationale Kampdag. Og herhjemme blandt andet mindes kvinder, der har kæmpet, gået forrest og gjort en forskel i Danmarkshistorien. En sådan kvinde var Mary Thomas – eller Queen Mary, som hun kaldes på U.S. Virgin Islands.
Mary Thomas var tilbage i 1880’erne en af fangerne i det mørke, dystre kvindefængsel på Christianshavns Torv. Sat bag lås og slå dér for sin rolle i en blodig arbejderopstand i det daværende Dansk Vestindien, der kostede omkring 100 sorte plantagearbejdere, to hvide soldater og en hvid plantageejer livet. Opstanden, der fandt sted i oktober 1878, har fået tilnavnet The Fireburn – på dansk “Den Store Ildebrand“. Omkring 50 sukkerplantager på St. Croix, den største af de tre danske øer derude, blev angrebet, raseret og brændt af. Mary Thomas – eller Queen Mary som den sorte befolkning respektfuldt kaldte hende – var en af de oprørsledere, der efterfølgende blev dømt til døden. Imidlertid blev dommen omstødt til livsvarigt fængsel, og Mary blev sammen med tre andre oprørskvinder sendt til Danmark. Og indsat i Kvindefængslet på Christianshavn.
Arbejderbevægelsen og Fireburn
Man kan spørge sig selv, hvor vigtig denne Mary Thomas nu også er i dag. Og hvis hun er så vigtig, hvorfor vi så ikke kender hende i Danmark. Derfor besøgte jeg Arbejdermuseet i København for at vende netop disse spørgsmål med Rikke Halberg, museumsinspektør, historiker og kender af det tidligere Dansk Vestindien.
”Min oplevelse er, at hun er enormt vigtig derovre”, siger Rikke Halberg.
”Dels er en af hovedvejene på St. Croix opkaldt efter hende. Den hed tidligere Kongevejen efter den danske konge, men nu altså Queen Mary Highway. Dels er hun et ikon, der bruges i musikvideoer og lignende”, forklarer Halberg og henviser bl.a. til de tidligere danske øers ledende reggaekunstner Pressure Busspipe og hans hit “Virgin Islands Nice”.
“Under skolebesøg derovre har jeg set Queen Mary på store vægmalerier, hvor hun står med sin sukkermachete. Så hun er rigtig, rigtig vigtig”, fastslår museumsinspektøren.
Rikke Halberg er selv i færd med at lægge sidste hånd på en særudstilling, Arbejdermuseet åbner 31. marts i anledningen af 100-året for Danmarks salg af De Vestindiske Øer. Udstillingen, der får navnet ”Stop Slaveri”, vil ikke mindst beskæftige sig med arbejderopstanden på St. Croix i 1878 og de kvindelige plantagearbejdere, der spillede en fremtrædende rolle i denne.
”I vores udstilling får Fireburn en ret prominent plads”, fortæller Halberg.
Det er bestemt ikke noget, The Fireburn eller for den sags skyld Mary Thomas og de andre oprørskvinder fra 1878 hidtil har haft i dansk arbejderhistorie. Som Rikke Halberg påpeger, så har Queen Mary og de andre ”dronninger” fra opstanden på St. Croix på ingen måde fået den ”heltekanonisering” i den danske arbejderbevægelse, som eksempelvis mere hjemlige arbejderledere som Louis Pio og Harald Brix.
Jeg spørger Rikke Halberg, hvad der er grunden til dette, når nu The Fireburn i Dansk Vestindien var så skelsættende en begivenhed, som den var. Det er et faktum, at det var denne arbejderopstand var Danmarks største og mest blodige. Og at den satte skub i en forbedring af arbejdsforholdene for de sorte arbejdere i Dansk Vestindien – sorte, hvis arbejds- og levevilkår ikke var blevet meget forbedret siden ophævelsen af slaveriet på øerne i 1848.
Halberg henviser til den måde The Fireburn – eller ”Oktobernegrenes Oprør” – blev behandlet i den danske arbejderpresse dengang.
”Man kan læse kommentarer om ’vore sorte landsmænd’. Men selv om det bliver skrevet på den måde, og udtrykket landsmænd bliver brugt, så er det meget tydeligt, at den sorte befolkning i Vestindien aldrig rigtig blev betragtet som landsmænd. Og derfor tror jeg også, at det har været svært at indlemme de der heltehistorier i en sådan traditionel national historieskrivning”, vurderer Rikke Halberg.
”Det er først nu, hvor der er gået så mange år, at tiden er moden til det”.
I alt fire sorte oprørsledere blev indsat i Kvindefængslet på Christianshavn i sommeren 1882. Som man kan læse i datidens danske aviser, ankom de ”fire Negerinder” til København den 19. juli det år. Om bord på barkskibet ”Thea”.
Ud over Mary Thomas, der ved ankomsten til Danmark var 40 år gammel, var der Susanna Abrahamson, som ude på St. Croix gik under kaldenavnet ”Bottom Belly”. Hun var 48 år gammel. Og så var der to unge oprørsledere, Axeline Elizabeth Salomon og Mathilde McBean. De kendte ikke deres fødselsdato, men blev begge skudt til at være mellem 20 og 22 år gamle. I forbindelse med opstanden havde de sorte plantagearbejdere givet dem tilnavnene Queen Agnes og Queen Mathilde. Af respekt. De to unge kvinder havde på Carlton-plantagen ledet de kamphandlinger, der kostede de to danske soldater livet.
Læser man den danske presse fra dengang, står det klart, at myndighederne gjorde, hvad de kunne for at male et billede af disse kvinder, som det rene udskud. De måtte for alt i verden ikke gå hen og få heltestatus. Så man nedgjorde dem. Dette var spin fra myndighedernes side, før begrebet spin var opfundet.
”Det var nedladende og formindskende”, siger museumsinspektør Halberg, der har set på især datidens beskrivelser af Mary Thomas alias Queen Mary.
”Hun bliver gjort til en forkert kvinde på alle mulige måder. Hun æggede mændene. Hun var forførerske, lokkende. Og hun blev dømt for at have slået sit barn”, forklarer Rikke Halberg.
Især denne dom for børnemishandling har hun bidt mærke i. Den ”undrer” hende. Den virker som en falsk anklage, der bare blev hægtet på de toneangivende, de trodsige kvinder på plantagerne. Sådan for at sværte dem. Som Halberg udtrykker det: ”Normalt var de danske myndigheder fuldstændig ligeglade med hvordan, man behandlede børnene. De kunne gå for lud og koldt vand”.
Wayne James på St. Croix
For at blive klogere på den sorte befolknings syn på Fireburn-kvinderne, ringede jeg til Wayne James på St. Croix. Han er tidligere senator på U.S. Virgin Islands, en engageret lokalhistoriker, og har om nogen beskæftiget sig indgående med disse oprørskvinder.
I mange generationer troede befolkningen på U.S. Virgin Islands, at der kun fandtes tre ”Fireburn Queens”. Det skyldes, at Queen Mary, Queen Agnes og Queen Mathilde blev løsladt fra Kvindefængslet samlet i december 1887 – og sendt hjem til St. Croix. ”Bottom Belly” derimod var blevet benådet inden da og sendt hjem i marts 1886. Uden den store opmærksomhed.
Det var Wayne James, der i august 2004 gik ud i medierne på U.S. Virgin Islands og ”afslørede”, at der faktisk fandtes en fjerde ”Fireburn Queen”. Jeg husker det, for inden da havde han været i løbende kontakt med mig om spørgsmålet. I en e-mail fra marts 2003 var han eksempelvis interesseret i at finde ud af om der eventuelt fandtes danske fotografier af oprørskvinderne. ”My goal is to find photos or newspaper clippings with photos of the three queens and/or anyone else from here who went to Denmark to serve prison sentences because of the 1878 Fireburn. People here would really love to see what those women looked like”, skrev han.
Mine undersøgelser afdækkede ikke fotografier af Fireburn-dronningerne, men Wayne James fortsatte undersøgelserne på egen hånd. Blandt andet ved et besøg til Danmark i december 2009. Det er paradoksalt nok disse aktiviteter, der i dag er årsag til, at den tidligere senator sidder i husarrest på St. Croix.
I juni sidste år blev Wayne James anholdt i Italien, udleveret til U.S. Virgin Islands anklaget for uretmæssigt som senator at have modtaget i alt 93.914 dollar i forbindelse med rejser til og research i Danmark. Wayne James afviser anklagerne. Datoen for retssagen er endnu ikke fastsat, og imens må den tidligere senator sidde i husarrest.
Da jeg ringede til Wayne James mandag, var han kun glad for lejligheden til at forklare folk her i Danmark, hvorfor kvinderne fra opstanden på St. Croix i 1878 er så vigtige.
”Det må først og fremmest understreges, at det ikke kun er Queen Mary der er vigtig. Man må også rette opmærksomheden mod Queen Agnes, Queen Mathilde og Bottom Belly”, forklarer den tidligere senator.
”Og det er ikke fordi de blev sendt til Danmark, at de bliver kendte”, fortsætter James og påpeger, at der i forbindelse med opstanden i 1878 også var flere mænd, der blev sendt til afsoning i Danmark Nærmere bestemt til Horsens Tugthus.
”Danmark er ikke grunden. Selv om der selvfølgelig var mænd med i opstanden, var det kvinderne, der blev bemærket. I kønshistorisk sammenhæng er dette historien om fire kvinder, der bragte en ø i knæ og forårsagede forandringer”, fastslår han.
Wayne James er, ligesom Rikke Halberg i København, inde på det med, at de danske myndigheder gjorde hvad de kunne for at bagvaske disse kvinder. Der fremstår to billeder af Fireburn-kvinderne. Der er det billede af dem, de hvide prøvede at formidle, og så er der det billede, de sorte holdt sig til. En mundtlig overlevering, der gik i arv blandt slaveefterkommerne.
I den forbindelse påpeger den 55-årige Wayne James, at han er vokset op med bedsteforældre, der personligt kendte og kunne huske Fireburn-dronningerne.
”Min farfar, Isaac James, døde i 1978. Han blev født i 1893 og kunne huske at have set dem som dreng. Hans mor, Roxcelina James var født i 1863, og kendte alle Fireburn-dronningerne. De kom jo alle fra Frederiksted, hvor min familie også er fra”, siger han.
Dansk propaganda
Den sorte befolkning var oppe imod det, som Wayne James kalder en omfattende ”propaganda” fra myndighedernes side. Et forsøg på at punktere disse kvinders heltestatus. Blandt andet ved at forsøge at latterliggøre dem.
Et eksempel på dette finder man i bogen ”25 Aar i Vestindien. Fra Firsernes og Halvfemserne St. Thomas”, udgivet i 1934. Den er skrevet af en N.A. Kjær fra Fredericia, som i 1880’erne og 1890’erne var udstationeret som politifuldmægtig i Dansk Vestindien. Her er, hvordan han – ganske fejlbehæftet – beskriver Mary Thomas ankomst til St. Thomas efter afsoningen i København.
”Den berygtede ’Queen Mary’ havde været en af hoveddeltagerne i oprøret på St. Croix i 1878. Hun havde bl.a. været med til på oprørende måde at lemlæste to soldater og derefter dræbe dem. Hun blev idømt tugthusarbejde på livstid, som hun afsonede i Horsens Tugthus. Men da kronprins Frederik i 1890erne aflagde besøg i tugthuset, benådede han hende, og hun kom tilbage til Vestindien. Da hun var hjemmehørende på St. Croix, meddelte jeg hende, at hun samme dag, hun arriverede, ville blive oversendt til St. Croix. Hun stillede sig imidlertid i positur med begge hænderne i siden og lod mig vide, at kronprinsen havde frigivet hende, og at han havde sagt, at hun kunne rejse, hvorhen hun ville, og at hun kun behøvede at skrive til ham, hvis der blev gjort hende uret. Hun måtte dog afsted med skonnerten, og senere hørte vi ikke mere om hende”.
Som nævnt blev Mary Thomas løsladt i 1887, ikke i 1890’erne. Fra Kvindefængslet på Christianshavn og ikke Horsens Tugthus. Hun var ikke dømt for drab, men for ”delagtighed i plyndring og ildspåsættelse”. Som der står i de gamle fængselspapirer: ”Hun var en af de voldsomste til at ægge mændene til ødelæggelse”.
Guldkystens stærke kvinder
Når jeg sidder og skriver denne artikel i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. Jeg er ikke i tvivl om, hvad det er, vi ser her. Hvad det er, myndighederne i Dansk Vestindien var oppe imod dengang i 1878. Hvad der kom bag på dem. Og hvad de i den grad undervurderede. Det var slaveefterkommere med rødder i Vestafrika, som stadig bar på og håndhævede de samfundsstrukturer og organiseringsformer, deres forfædre havde med sig, da de blev bragt over Atlanten på slaveskibene.
En altovervejende del af slaverne i Caribien kom fra høvdingesamfund på Guldkysten i Vestafrika – det nuværende Ghana. Min egen farfar var Omanhene – øverstehøvding og overhoved for Fantifolket – her. Nana Aduku Ababio III hed ham. Med sæde i Fantiernes hovedby, Mankessim.
Jeg ved, hvor vigtige og magtfulde kvinderne er i disse høvdingesamfund. Det er dem, der sidder på den økonomiske magt. Det er dem, der har de organisatoriske evner. Og det er dem, de såkaldte Queenmothers, der ene og alene udpeger høvdingene. Kort sagt: det er kvinderne, der har det sidste ord.
Jeg er ikke i tvivl om, at Mary Thomas på sin plantage på St. Croix havde en status blandt slaveefterkommerne svarende til en vestafrikansk Queenmother. Derfor fik hun navnet Queen Mary. Og derfor havde hun så stor en organisatorisk gennemslagskraft i forbindelse med arbejderoprøret i 1878.
Sammenligningen med ”Tacky’s War” – en slaveopstand på Jamaica i 1760 – falder lige for. Lederen af denne opstand, Tacky, var oprindeligt Omanhene – øverstehøvding for Fantierne på Guldkysten, ligesom min farfar. I forbindelse med oprøret på Jamaica, fik Tacky afgørende hjælp af en Queenmother ved navn Cubah. Hun var af slaverne på Jamaica blevet kronet til ”Queen of Kingston” – hovedstaden på øen. Cubah kom oprindeligt fra Cormantin på Guldkysten. Jeg kender godt denne lille kystby. Har besøgt det gamle slavefort på stedet. Det ligger ganske få kilometer fra Mankessim, hvor min farfar var Omanhene.
Desværre endte slaveoprøret på Jamaica 1760 ikke godt for hverken Tacky eller Cubah. Mens Tacky var på flugt, blev han skudt af soldater, der huggede hans hoved af som trofæ. Cubah blev taget til fange og henrettet.
I kølvandet på opstanden i Dansk Vestindien i 1878 blev 12 oprørere dømt til døden og skudt. Oprørets ledende kvinder – Mary Thomas, Susanna Abrahamson, Axeline Elizabeth Salomon og Mathilde McBean – blev også alle dømt til døden. Men dommen blev for dem alle omstødt til livsvarigt fængsel. Hvorfor de blev sendt til Kvindefængslet på Christianshavn. Her sluttede deres afsoning, da de hver især blev benådet af kongen.
“De var ikke knækkede”
Der er meget få skriftlige kilder til Fireburn-dronningernes liv efter de vendte hjem. Folk på øerne måtte længe leve med den version af historien, der blev spredt af myndighederne.
”Der er meget lidt skrevet ned om denne side af sagen. Det er mundtlig historie”, fortæller Wayne James i telefonen fra St. Croix.
Han understreger, at både Mary Thomas og Susanna Abrahamson havde en høj status blandt plantagearbejderne inden opstanden. De havde længe inden da haft deres kaldenavne Queen Mary og Bottom Belly. De var ikke bange for at sætte sig op mod myndighederne og de var stærke kvinder. Både psykisk og fysisk.
“På plantagerne var der ikke noget, der hed det svage køn. Mænd og kvinder blev sat til det samme arbejde. At hugge sukkerrør. Og det gjorde dem stærke på alle måde”, forklarer Wayne James.
”Men vi blev fortalt, at disse stærke kvinder blev tortureret i Danmark. Og at de kom hjem knækkede. Det var propaganda, der skulle viser os: ’Don’t mess with the Danes’”, forklarer han.
Wayne James har i mange år forsøgt at stykke sammen, hvad der rent faktisk skete med de fire Fireburn-dronninger efter deres hjemvenden. Og han er sikker på en ting:
”De var ikke knækkede”, fastslår han og påpeger, at dette var stærke kvinder, stærke mødre med tilsammen 18 børn mellem sig. Bottom Belly havde ni børn, og Queen Mary, Queen Agnes og Queen Mathilde havde hver tre.
”Queen Mathilde blev gift i 1907”, fortæller Wayne James. ”Folketællingen fra 1930 viser, at hun på dette tidspunkt havde varetægt over et barnebarn. Det signalerer ikke nogen knækket kvinde. Hun døde 1935 i en alder af 78 år. Min farfar var med til hendes begravelse”, tilføjer han.
”Queen Mary giftede sig i 1902. Og brugte i den forbindelse sit mellemnavn Leticia. Derfor har hun været svær at finde. Hun døde i 1905 på plantagen Williams Delight. Der blev ikke skrevet nogen nekrolog i aviserne”, forklarer Wayne James.
”Susanne Abrahamson – Bottom Belly – var heller ikke knækket. Hun havde livet igennem været trodsig overfor myndighederne. I 1906 døde hun i Richmond-fængslet i Frederiksted”.
Den eneste, det ikke er lykkedes den tidligere senator at lokalisere, er Axeline Elizabeth Salomon alias Queen Agnes.
Kendsgerningen er, at det lykkedes disse fire kvinder at foranstalte et arbejderoprør, der tvang de danske myndigheder til omsider at indfri nogle af de løfter, de havde givet de sorte, da slaveriet blev ophævet i 1848.
Som Rikke Halberg fra Arbejdermuseet siger: ”Fireburn førte til, at Arbejdsregulativet af 1849 blev sløjfet, og der blev indført en tydendelov, der var inspireret af tyendeloven i Danmark. En moderat forbedring”.
Hun peger samtidig på den amerikanske sociolog Clifton E. Marsh, der forsker i afrikansk-amerikansk historie. Undersøgelser, han har lavet af Fireburn-opstanden, viser, at der ikke bare var tale om en uorganiseret oprør, et amokløb af berusede sorte plantagearbejdere.
”Han betegner det som en arbejderopstand. Man kan se The Fireburn som en spirende organisering – og det gør Marsh”, påpeger Rikke Halberg.
Wayne James går videre endnu.
”Ud over fysisk at brænde en ø af, lykkedes det disse fire kvinder at skabe forbedrede arbejdsforhold. Ved at gøre det, gav de kvinderne mere styrke”.
”Kvinderne i U.S. Virgin Islands i dag påberåber sig Fireburn-dronningerne. De læser om Fireburn. De lærer om Fireburn. Det er en daglig hyldest til disse fire kvindelige oprørere. Bliver historien om dette oprør skrevet rigtigt, vil Fireburn 1878 en dag blive studeret af kvindeforskere verden over”, slutter Wayne James.
Når jeg næste gang går forbi Lagkagehuset på Christianshavn Torv, vil jeg ikke kun tænke på Mary Thomas. Jeg vil også tænke på Susanna Abrahamson, Axeline Elizabeth Salomon og Mathilde McBean. Og håbe på, at nogen en dag vil opsætte en mindeplade et sted dér på huset. Bare en lille mindeplade. Hvor der står, at her på dette sted afsonede fire af Danmarks sorte heltinder fængselsdomme for deres rolle i den historiske arbejderopstand på St. Croix i oktober 1878.
Fotos: Lagkagehuset (Philip Sampson), Fireburn-udstillingen (Arbejdermuseet), “De Vestindiske Bloddomme” (Arbejdermuseet), “Fire Negerinder” (Statsbiblioteket), Hoffet i Mankessim (Philip Sampson), Kvindefængslet på Christianshavn (Det Kongelige Bibliotek).
OPDATERING 12.04.2018: Artiklen har tidligere som illustration bl.a. haft en tegning fra Charles Taylors “Leaflets from the Danish West Indies”, udgivet 1888, som det oplystes forestillede Queen Mary. Denne tegning forestillede imidlertid en unavngiven oprørskvinde – og er nu blevet erstattet med den tegning fra Taylors værk, der faktisk forestiller Queen Mary.
Kunne du lide min artikel? POV lønner ikke sine skribenter men du kan donere et beløb til mig på MobilePay: 2083 9096.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
