Lone Scherfigs nye film er et rørende, vittigt og romantisk portræt af en ung kvinde, der finder sig selv og sine livsværdier i et utroligt kaos af krigslarm og personlige forviklinger. Instruktøren holder af sine personer, skriver Karen Hammer, og vi kommer derved til at forstå briternes særlige evne til at tage det roligt, hjælpe hinanden og loyalt at støtte hinanden i vanskelige tider.
Autenticitet, optimisme, en amerikansk helt – og en hund. Sådan lød recepten på en vellykket propagandafilm ifølge det britiske informationsministerium i årene 1940-41, hvor det med alle midler gjaldt om at holde befolkningens moral oppe og lokke amerikanerne til at gå ind i 2. Verdenskrig.
Catrin Cole, der af en charmerende kunstmaler, Ellis, er blevet lokket fra Wales til London, får tilbudt arbejde i den britiske propagandafilmproduktion. I begyndelsen skal hun bare lave kvindereplikker – omtalt som bavlet – til reklamefilm. Hun avancer imidlertid hurtigt til den langt vigtigere post som manuskriptforfatter på en ny propagandafilm, der skal gribe USA’s kvinder om hjertet og få dem til at kræve, at deres mænd glemmer alt om isolationspolitikken. Hitlers nådesløse flyangreb bomber hver eneste nat London og andre store byer sønder og sammen; England vil ikke i længden kunne holde stand, man behøver hjælp fra USA.
Catrin skal arbejde sammen med den mandchauvinistiske Tom Buckley, der ikke har høje meninger om kvinder og fra første møde belærer hende: ”Kvinder vil ikke være helte, de vil have helten”. Catrin rejser ud i landet for at finde den historie, som filmen skal hægtes op på: Rygtet går, at to modige tvillingesøstre tidligere på året var med til at redde sårede soldater hjem fra slaget ved Dunkirk.
Romantiske forviklinger
Hun besøger dem og kommer der til at erfare den mindre heroiske sandhed; tvillingerne nåede faktisk ikke frem i tide, men sejlede dog adskillige soldater fra overfyldte både ind til land. Begejstrede journalister havde blæst ”heltedåden” op. Men Informationsministeriet hopper på historien; en arbejdsløs dokumentarfilmsinstruktør griber med glæde chancen for atter at komme i sving, to kønne unge kvinder hyres som tvillingerne, og den store og meget krukkede skuespiller Ambrose Hilliard hyres til rollen som den onde onkel Frank.
Hele filmholdet flytter ud til et lille fiskerleje, hvilket får Catrins malerven til beordre hende til at sige op: Han kan ikke leve og male uden hendes daglige service i hjemmet. Catrin er på trods af informationsministerens jævnlige indblanding meget lykkelig for sit meningsfyldte arbejde og tager afsted. Hun har lovet at komme til London til den store eneudstilling, som skal give ham et kunstnerisk gennembrud og chancer i udlandet, med Hilliards evindelige krav om ændringer i manuskriptet forsinker hende så meget, at hun, da hun endelig på udstillingens sidste dag låser sig ind i lejligheden, tager Ellis på fersk gerning med en anden.
Også optagelserne byder på mange vanskeligheder, og onkel Franks rolle bliver mere og mere heroisk, for Informationsministeriet ønsker en rigtig helt. En superflot amerikaner med en stor udstråling hyres; han skal hjælpe tvillingerne i en dramatisk situation på havet. Da han imidlertid ikke kan sige en eneste replik troværdigt, må Catrin anbringe en jeg-fortæller i manuskriptet. Hen imod slutningen af optagelserne må producenten dog acceptere Catrins krav om at lade en af tvillingerne klare den drilske motor! Pludselig kan en kvinde, når nøden er størst, godt være en helt i en krigsfilm. Sam Buckley er blevet forelsket i Catrin, og er helt tilfreds med at finde ud af, at hun lever på polsk med sin maler; moralen er altså (ikke?) i orden, så han selv kan lægge an på hende.
Hun kæmper for sin historie og ønsker ikke unødvendige komplikationer, men de vælter ind fra alle sider. Producenten af skibsmotorer kan f.eks. ikke acceptere, at tvillingernes båd får motorskade; det vil sende et budskab om, at man ikke kan stole på den britiske industri!
Manuskriptet må skrives om, så onkel Frank i stedet skal kæmpe med undersøisk søgræs, der har viklet sig ind i motoren, hvorefter han skal dø heltedøden for en tysk kugle. Det bliver en langsom død, for publikum skal gerne gribes og græde over deres helts skæbne. Imens bomber tyskerne løs i London, hvor den utroligt tålmodige befolkning må bo nat efter nat nede i undergrundsbanen.
Livsværdier i et kaos af krigslarm
Lone Scherfig fortæller denne historie om en film i filmen helt fortryllende. Det er et rørende, vittigt og romantisk portræt af en ung kvinde, der finder sig selv og sine livsværdier i et utroligt kaos af krigslarm og personlige forviklinger. Instruktøren holder af sine personer, og vi kommer derved til at forstå briternes særlige evne til at tage det roligt, hjælpe hinanden og loyalt at støtte hinanden i vanskelige tider.
Lone Scherfig har ikke lavet en bedre film siden gennembruddet med dogmefilmen Italiensk for begyndere (2000). Som tilskuere lever man med hendes personer og gribes voldsomt, da tragedien rammer Catrin på et tidspunkt, hvor hun tror, at lykken endelig har fundet hende.
Lone Scherfig har ikke lavet en bedre film siden gennembruddet med dogmefilmen Italiensk for begyndere (2000). Som tilskuer lever man med hendes personer og gribes voldsomt, da tragedien rammer Catrin på et tidspunkt, hvor hun tror, at lykken endelig har fundet hende.
Hun giver op efter den meget vellykkede succes med propagandafilmen The Nancy Starling, og afslår et økonomisk favorabelt tilbud om endnu en film. Men så let slipper hun ikke! Ambrose Hilliard, meget morsomt og gribende spillet af Bill Nighy, opsøger hende som Onkel Frank og overbeviser hende om, at dette skrøbelige liv og dets værdier skal hjælpes videre; at man skal holde af hinanden og loyalt arbejde sammen. De to har, han som gammel og hun som kvinde, ét til fælles: De har kun fået chancen for at gøre en forskel, fordi alle mændene er i krig, og nu har man ønsket dem begge til en ny propagandafilm. Han har sikret sig, at hun og kun hun skal skrive manuskriptet, så han atter kan stråle som stjerne.
Their Finest Hour er på samme tid romantisk komedie og realistisk krigsdrama. Lone Scherfig har udtalt: ”Ødelæggelserne og døden i London, og den gru man dagligt oplevede, er der ikke noget sjovt eller rart ved. Alligevel var der på den tid et utroligt sammenhold blandt folk, der var helt unikt. Folk fra den generation omtaler pudsigt nok ofte tiden som nogle af de bedste dage i deres liv; Englands ”finest hour”, fordi folk blev bragt sammen om et fælles mål. Det var meget vigtigt for mig at få den følelse frem i filmen”.
Gemma Arterton, Sam Claflin (fra The Hunger Games og Lone Scherfigs The Riot Club) og Bill Nighy (kendt fra Love Actually og The Best Exotic Marigold Hotel) er alle suveræne. Det er helt sikkert deres hidtil bedste præstationer.
SF FILM
Fotos: SF Film.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her