FILM // ANMELDELSE – Colombianske Alejandro Landes imponerer med Monos, en overvældende skildring af en guerillahær i opløsning.
Alejandro Landes’ Monos er en stor film fyldt med storslåede landskaber, nykomponeret musik, og endda et par slagscener med eksplosioner og alt muligt. Men den er båret af en enkel idé: Teenage-guerillasoldater.
Det lyder virkelig forfærdeligt. Det er det også. En lille gruppe teenagere er blevet udstationeret højt oppe på en colombiansk bjergside som vogtere af et amerikansk gidsel, spillet af Julianna Nicholson fra tv-serier som Ally McBeal, Boardwalk Empire og Law & Order.
De er helt åbenlyst placeret på så kedelig en post, fordi de rangerer allerlavest i hierarkiet, men fordi ingen tager sig af dem, har de heller ikke styr på noget som helst, så snart følger den ene ulykke efter den anden, mens filmen blot bliver mørkere og mørkere.
Monos føles som en fortælling, der aldrig holder op. Det gør den helt reelt heller ikke, den handler jo om Colombias uendelige guerillakrig, som på trods af en fredsaftale og en nobelpris til præsident Juan Manuel Santos, alligevel ikke lader til at være afsluttet.
Men Monos skildrer noget, som jeg sjældent har set: En disintegrerende hær. Når man læser historie, så er det næsten altid sådan, at der går et stykke tid fra en krig egentlig er tabt til, den reelt bliver stoppet. Kampagner slår fejl, disciplinen forsvinder og det degenerer til blot at handle om vold.
Vi bliver med andre ord revet rundt, og det er ekstremt manipulerende. En sådan æstetik skal man dæleme have et køligt overblik for at håndtere i så stor skala som her
Monos skildrer krig så gennemført forfærdeligt, fordi den i virkeligheden ikke er så voldelig, der er ikke så mange medvirkende, så der er heller ikke så mange døde, men den formår at skildre en helt central absurditet ved soldaterlivet: De bliver trænet til at kunne forholde sig til de mest grufulde og ekstreme situationer, får fortalt, at de kæmper på liv og død og en glorværdig sag, og så bliver de egentlig det meste af tiden sat til at vente et eller andet gudsforladt sted… De unge soldater har for mange våben, for meget alkohol og for meget adrenalin, og så er det dømt til at gå galt.
Æstetikken er vidunderlig, så modig og så gennemført. Nogle film forsøger med håndholdt kamera at få os til at føle, som om vi er en del af handlingen. Nogle film observerer køligt og tålmodigt og lader os tænke selv. Monos er et sted imellem. Kameraet glider gerne rundt med steadycam, de flydende bevægelser får det til at ligne en observerende ånd. Der skiftes konstant fokus, og der klippes hastigt, som om filmen siger ‘se her! og her! og nu her! og også det her!!!’
Vi bliver med andre ord revet rundt, og det er ekstremt manipulerende. En sådan æstetik skal man dæleme have et køligt overblik for at håndtere i så stor skala, som det er tilfældet her.
Det er bare så fremragende udført alt sammen. Og det virker, som om det er den eneste æstetik, der ville fungere.
Filmens situation er simpelthen for kaotisk, for omskiftelig, for absurd, til at kunne fremstilles på anden vis. Det bør blive et gennembrud for Alejandro Landes, som stiller sig op ved siden af Ciro Guerra og Cristina Gallego (Slangens Favntag, Trækfugle) som Colombias bedste nye instruktører.
Monos
1 time 43 minutter
Angel Films
Foto: PR, Angel Films
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
