LONGREAD // USA – Den 14. juni 2019 bragte Seattle Times en artikel med overskriften: ”Extraordinary Generosity Will Help Homeless Crisis”. To af byens store virksomheder, Microsoft og Amazon, samt en række andre donorer havde hver givet 5 millioner dollars så der kunne bygges 800 boliger til Seattles voksende hjemløse befolkning. Der var god grund til at applaudere, men alt er ikke så rosenrødt, som overskriften antyder, skriver Kristian Næsby, der ser på USA’s filantropiske godhedsindustri i historisk kontekst.
Lad os starte med et hop tilbage i tiden.
Omkring samtidig med at Georg Brandes gik på talerstolen på Københavns Universitet i 1871 og indledte sin berømte forelæsningsrække, der indvarslede Det Moderne Gennembrud i Danmark, oplevede USA begyndelsen på et enormt økonomisk opsving. ”The Gilded Age” kaldes den periode som i grove træk strækker sig over den sidste fjerdedel af det 19. århundrede.
Det var en periode med industrialisering og med kraftige stigninger i realløn. Den gennemsnitlige industriarbejder gik fra en årsløn på $380 i 1880 til $564 i 1890,en stigning på 48 procent.
Efter Carnegie solgte sin virksomhed, sad han på en helt enorm sum penge, og han udtalte ifølge White at: ”Denne formue ville være uanstændig, hvis jeg beholdt den for mig selv. Men jeg vil donere formuen til formål, der tjener menneskehedens fremgang
Men det var også en periode med horribel fattigdom og en eksplosion i økonomisk ulighed. Eksempelvis beskriver Richard White i sin bog The Republic for Which it Stands fra 2018 at ”The Gilded Age” blev et symbol på korruption, grådighed, og udnyttelse af USA’s liberale lovgivning til at rage til sig.
Andrew Carnegies imperium
En af de helt store personligheder fra den tid er Andrew Carnegie. Carnegie blev født i Skotland i 1835 og kom til USA med sine forældre som 12-årig. Carnegie grundlagde det som senere blev US. Steel, og da han i 1901 solgte sit firma i Pittsburgh: Carnegie Steel Co. til J.P. Morgan, var prisen 480 millioner dollars. Det svarer ifølge magasinet Money til 2.1 procent af USA’s bruttonationalprodukt det år.
Carnegie var uden tvivl en dygtig forretningsmand, men han var, ifølge Richard White, også god til at bestikke den amerikanske regering til at bibeholde høje toldtakser på udenlandsk, især engelsk stål. Det betød, at igennem det meste af industrialiseringen havde Andrew Carnagie monopol på at levere stål til opbyggelse af industrien i USA, udbyggelsen af jernbanen og meget mere.
At Carnegie blev en af historiens rigeste personer betød ikke, at han behandlede sine stålarbejdere godt. Der var adskillige strejker imod ham, og det påstås at omkring 6000 mennesker mistede livet i løbet af de 9 år, der var mest fart på stålmøllerne.
Der er rapporter om groteske arbejdsforhold, og hvad der må betegnes som grov udnyttelse af immigrantarbejdere, som absolut ingen rettigheder havde. Gennemsnitslønnen for en stålarbejder hos Carnegie var 12 cents i timen.
Carnegie brugte sine penge. Indtil sin død i 1919 donerede han omkring 90 procent af sin formue væk
Efter Carnegie solgte sin virksomhed, sad han på en helt enorm sum penge, og han udtalte ifølge White at: ”Denne formue ville være uanstændig, hvis jeg beholdt den for mig selv. Men jeg vil donere formuen til formål, der tjener menneskehedens fremgang”.
Carnegie skrev endda i 1889 et essay, som han kaldte The Gospel of Wealth.
I dette essay anerkender Carnegie, at der er enorm ulighed i USA, og at skatten nærmest er ikke-eksisterende. Det anser Carnegie dog ikke som et problem, for som han siger: ”Jeg ved meget bedre end arbejderen, hvordan vi bedst bruger pengene.”
Og Carnegie brugte sine penge. Indtil sin død i 1919 donerede han omkring 90 procent af sin formue væk. Eksempelvis byggede han i omegnen af 2000 offentlige biblioteker, så arbejderne kunne uddanne sig, og han gav New York den ikoniske Carnegie Hall; han investerede også penge i bedre uddannelse og universiteter, i et institut for verdensfred og meget, meget mere. Det var fantastisk generøst.
Det, vi kan lære af at kigge på historien om Carnegie, er imidlertid mangesidet.
Mangemillionærer som Andrew Carnegie vurderede det som bedre, at de selv gav deres penge væk, end at en uduelig statsforvaltning skulle indblandes
Det er i dag ukontroversielt at sige, at den måde industrimoguler skabte deres formuer på i ”The Gilded Age” var problematisk. Både fordi den var hjulpet på vej af korruption og regeringer, der vendte det blinde øje til, og fordi den var grundlagt på baggrund af grov udnyttelse af arbejderne.
Mangemillionærer som Andrew Carnegie vurderede det som bedre, at de selv gav deres penge væk, end at en uduelig statsforvaltning skulle indblandes.
Den store ulighed, der opleves i USA i dag, kaldes af Richard White for ”The Second Gilded Age”. Han argumenterer for, at der findes mange ligheder imellem de to perioder.
Skattesystemet er eksempelvis særdeles fordelagtigt for dem, der tjener rigtig mange penge i begge perioder, og man kan observere, hvordan politiske forslag som skal omfordele penge, bliver kraftigt modarbejdet af magtfulde personer og lobbyorganisationer.
Store industrier er deregulerede, de tjener styrtende med penge og unddrager sig skattebetaling. Det er velkendt, at en håndfuld amerikanere har lige så mange ressourcer som den fattigste halvdel af den amerikanske befolkning tilsammen.
To af denne håndfuld enormt rige amerikanere kommer fra Seattle: Jeff Bezos, grundlæggeren af Amazon og Bill Gates som er én af to grundlæggere af Microsoft.
Amazon, Bezos og Seattle
Seattle er en af de mest progressive byer i USA. Det var her, en 15 dollar mindsteløn først fik vind i sejlene, fodgængerovergangene er permanent regnbuemalede, og man har endda forsøgt sig med en form for formueskat.
I 2018 vedtog et enstemmigt byråd en såkaldt ”head tax”, en virksomhedsskat, hvor firmaer inden for bygrænsen med en omsætning på over 20 millioner dollars om året betaler en årlig medarbejderafgift, 275 dollar per medarbejder, som arbejder i byen Seattle – ikke om måneden, men om året.
Denne sum skulle specifikt bruges på at afhjælpe Seattles problem med hjemløshed.
Amazon er den største virksomhed i Seattle med omkring 45.000 medarbejdere i centrum af Seattle. Den nye ”Head Tax” ville have betydet, at de skulle betales omkring 12 millioner dollars i skat til Seattle by. Det ville Jeff Bezos ikke.
Nogle få uger efter at bystyret havde vedtaget lovet, vedtog de samme byrødder imidlertid med stemmerne 7-2 at afskaffe loven igen. Flere medlemmer af bystyret fortalte, hvordan lobbyarbejde fra Amazon havde fået dem til at ændre holdning.
Amazon er den største virksomhed i Seattle med omkring 45.000 medarbejdere i centrum af Seattle. Den nye ”Head Tax” ville have betydet, at de skulle betales omkring 12 millioner dollars i skat til Seattle by. Det ville Jeff Bezos ikke.
Amazon stoppede alle virksomhedens igangværende byggerier i byen og truede med at flytte deres hovedkvarter til en anden stat. Firmaet truede også medlemmer af bystyret med, at hvis de ikke ændrede deres holdning, ville Amazon finansiere kandidater, der kunne stille op imod dem til næste valg.
Det lykkedes ikke blot at omvende 7 medlemmer af bystyret, men den meget aktive og velorkestrerede reklamekampagne vendte også en del af folkestemningen, så der var ligeså mange læserbreve for som imod skatten. Historierne er mange, men faktum er, at der ikke blev nogen ”Head Tax” i Seattle.
Dette var tilsyneladende glemt året efter, da Seattle Times publicerede den positive artikel om, at Amazons ”ekstraordinære generøsitet” via en donation på 5 millioner var med til at afhjælpe byens problem med hjemløshed. Artiklen nævner ikke et ord om, at Amazon med vold og magt modsatte sig at skulle betale 12 millioner i skat året før til at afhjælpe selv samme problem.
Amazon havde fået det, som de ville. De kunne bestemme specifikt, hvad deres donation skulle bruges til, og de fik den gode omtale i pressen som tilbagebetaling. Det er svært i denne sammenhæng ikke at mindes Carnegies ord om, at han meget bedre end staten vidste, hvordan de mange penge skulle bruges.
Robert Reich og filantropiens fallit
Så hvad er egentlig problemet? Skal vi ikke bare fejre, at de rigeste iblandt os giver noget af deres rigdom tilbage til samfundet?
Svaret må være et: ”Jo, men…”
Reich beskriver, hvordan Carnegie og Rockefellers godgørenhed blev set som en måde at hvidvaske måden, man havde skabt sin formue på. Den amerikanske præsident Teddy Roosevelt var også imod skabelsen af store godgørende fonde
Robert Reich, tidligere arbejdsminister under Bill Clinton, er i dag professor ved Stanford University og leder af ”Center for Ethics in Society”. I 2018 udkom hans bog Just Giving – Why Philanthropy is Failing Democracy and How It Can Co Better.
Her beskrives den moderne filantropis etiske udfordringer.
Helt grundlæggende undrer det Reich, at den stærke skepsis, som prægede diskussionerne omkring filantropi i den første ’gilded age’, synes at være helt forsvundet i dag.
Reich beskriver, hvordan Carnegie og Rockefellers godgørenhed blev set som en måde at hvidvaske måden, man havde skabt sin formue på. Den amerikanske præsident Teddy Roosevelt var også imod skabelsen af store godgørende fonde: Because big philanthropy is an exercise of power, and in a democracy, any form of concentrated power deserves scrutiny, not gratitude, som han udtrykte det.
I vores moderne æra oplever vi ikke den samme skepsis, og såvel rige enkeltpersoner som virksomheder og kapitalfonde hyldes for deres arbejde. Men ifølge Reich hober de demokratiske og etiske problemstillinger sig op. Lad mig nævne et par af dem her:
1) De store kapitalfonde er ”unaccountable” som det hedder på amerikansk. De er private og derfor ikke underlagt noget politisk demokrati; de kan bruge deres penge på lige præcis, hvad de vil, uden at stå til regnskab for nogen.
Det betyder naturligvis, at pengene ikke nødvendigvis bruges på det, som samfundet har mest brug for, men det der reflekterer mest positivt tilbage på fonden, virksomheden eller ejerne.
2) Der er ofte ringe transparens, hvilket betyder at der stilles få eller ingen spørgsmål til, om de donerede penge faktisk afhjælper problemet. Der er i USA heller ingen krav om offentligt, gennemskueligt skatteregnskab.
3) Fonde skal honorere donorens ønsker, selv efter han/hun har været død i årtier eller århundreder. Dette bliver kaldt ’zombie donors’, og kan have uhensigtsmæssige følger – der har fx været berettet om racisme i USA i krav, der stammer fra for længst afdøde donorer. Det kan man læse mere om i bogen Immortality and the Law: The Rising Power of the American Dead.
4) Men det største og vigtigste punkt i Reichs bog og i nærværende artikel er skattespørgsmålet.
Som Reich påpeger, er filantropi støttet af skatteborgernes penge.
Filantropi er magtudøvelse uden demokratisk kontrol
Som systemet fungerer i dag, så forsøger de mest succesfulde virksomheder konstant at minimere deres skattebetaling. Af og til sker det lovligt, nogle gange ved at finde tvivlsomme huller i skattelovgivningen og andre gange gennem ulovligt skattely. Dette gælder i øvrigt både for virksomheder og for virksomhedsejernes private formuer.
Når de ikke kan få skattebilletten længere ned, oprettes der private fonde, som giver yderligere skatterabat.
Filantropi er ikke nødvendigvis dårligt, men det er en form for magtudøvelse. Og magtudøvelse uden demokratisk indblanding er farligt
Det betyder, at de penge som ellers ville være betalt i skat, hvor der er en eller anden grad af demokratisk hånd i hanke med, hvad skattekronerne bruges på, kan filantroperne nu bruge på lige præcis det, som de synes er vigtigt.
Og det medfører naturligvis også, at de penge som ikke kommer ind i skat fra store virksomheder, og som skulle bruges til at betale for veje og skoler og lufthavne og anden nødvendig infrastruktur, bliver nødt til at komme ind fra lønmodtagerne, som ikke kan lave skattefiksfakserier, men må betale ved kasse ét.
Reich mener, at i stedet for at udtrykke vores enorme taknemmelighed til filantroperne for deres borgerlige velgørenhed, som Seattle Times gør, bør de gås kraftigt efter i sømmene og kritiseres.
Filantropi er ikke nødvendigvis dårligt, men det er en form for magtudøvelse. Og magtudøvelse uden demokratisk indblanding er farligt.
Topfoto: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
