KULTUR // FILM – The Gilded Age i 1880’ernes USA var en spændende periode præget af forandring og konflikt mellem gamle normer, nye systemer og gigantiske formuer. Så når manden bag Downton Abbey, Julian Fellowes, laver en serie, der udspiller sig i den tid, sætter det nogle seerforventninger, skriver Adrian Lloyd Hughes. Han er slemt skuffet.
Mine ører strittede som en schæfers, da jeg hørte, at Julian Fellowes, kendt fra Downton Abbey og Gosford Park, har skrevet en Upstairs, Downstairs om 1880’ernes nye og gamle rige i New York.
Omsider udsigt til frydefulde stunder foran fladskærmen med fyldte chokolader i armslængde og smukke ting, som skinner i synsfeltet.
Hvordan kan det gå galt?
Manuskriptet til – i hvert fald første time af – The Gilded Age er hårrejsende ringe, med plot- og baggrundsorientering så klumpet som Rip, Rap og Rup, der uafhængigt af hinanden over tre talebobler i én sætning udtaler, at de er kede af det, fordi Onkel Anders hellere vil holde ferie i bjergene end ved vandet.
Skaldyrene, fiskenettene og glaskuglerne på væggene i dit lokale tyrkiskejede pizzeria med det italienske navn er mere autentiske
En butler udtaler Gud hjælpe mig, næsten direkte til kameraet, ”måske har vi NETOP brug for noget disruption”. Som om ikke alle karakterer inklusive skødehunden har sagt netop det med blokbogstaver i alle foregående scener.
Værst af alt er dog det gennemført klamme og pornografisk feticherede produktionsdesign. Lad gå, at den nyrige families palads på hjørnet ud mod Central Park lige har fået pillet stilladset ned, men alle andre interiører og rekvisitter ser nøjagtigt lige så plastikagtigt højglanspolerede ud, selv de antikviteter, som der gøres meget ud af at oplyse, er indkøbt fra gamle europæiske kongehuse.
Alle indstillinger er mættet til kanten med signalfarver som et pack shot for Quality Street, også hos de gammelrige i palæet overfor, som skal forestille at have siddet på det amerikanske flæsk, siden Mayflower ankom med de første White Anglo-Saxon Protestants. To tanter ses første gang i hver deres henholdsvis signalrøde og signalblå nypressede silkekjole friske fra studiets systue.
Men jeg tabte alle forhåbninger om produktionens greb om virkeligheden, da jeg så opdækningen til en stor soirée ”efter spisetid”. Til et stående taffel er der dækket op med hele stege, hele oste og … wait for it … HELE hummere!
The Gilded Age er herudover martret af computergenererede byprospekter, som må stamme fra Titanics tid, (filmen, ikke færgen); jeg ved ikke, har projektet været længe undervejs?
Altså, er der nogen i den produktion, som nogensinde har givet sig i lag med at spise en hel hummer? Stående, iført handsker, i tidens dyreste haute couture tournure-kjoler?
Skaldyrene, fiskenettene og glaskuglerne på væggene i dit lokale tyrkiskejede pizzeria med det italienske navn er mere autentiske. De har i det mindste fået et lille lag støv og stegeos.
The Gilded Age er herudover martret af computergenererede byprospekter, som må stamme fra Titanics tid, (filmen, ikke færgen); jeg ved ikke, har projektet været længe undervejs?
Summa summarum: Historien fremstår som et besøg i en Las Vegas temapark om The Glorious Vanderbilts.
Øv. Nu havde jeg lige glædet mig. Så meget!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
