SPOT // FESTIVAL-REPORTAGE – Efter et par år med Corona genindtog Aarhus festivalen SPOT sin efterhånden traditionsrige plads som festivalsæsonens kickstarter i begyndelsen af maj. I 2020 blev festivalen helt aflyst, i 2021 blev den forvist til september. Sidste weekend optrådte flere end 200 navne på festivalen, der breder sig ud over det meste af Danmarks næststørste by. Denne reportage fra festivalen, der bragte alt fra norsk rap på toppen af Salling til, bringes i samarbejde med Side33.dk.
I løbet af korte koncerter på 30-45 forsøger de fortrinsvis nye, upcoming bands at tage det næste skridt i karrieren, hvad det så bliver. Som eksempel fik The Raveonettes for 20 år siden deres internationale karriere skudt i gang, da deres koncert på SPOT Festival udløste positiv omtale hos den legendariske musikskribent David Fricke fra det amerikanske magasin Rolling Stone. Det er det, SPOT kan.
Crowdsurf på Salling rooftop
Årets SPOT Festival startede præcist, som jeg kun kunne håbe. Jeg havde egentlig planlangt at tage til nogle helt andre koncerter, men en kammerat fik mig overbevist om, at Salling Rooftop var the place to be fredag eftermiddag. Og ja for fanden. En ung norsk rapper, jeg aldrig i mit liv har hørt om, spillede den mest malplacerede scene, han kunne befinde sig på, op – som var det en klub klokken lort i Oslos undergrund. Safario hedder han, 17 år gammel hører jeg. Og han fik altså Salling Rooftop til at vibe, som var det et undergrundsrave.
”I wanna stagedive,” råber han overbevisende til det engagerede crowd på 10-15 publikummer, han har sat bevægelse i. Han hopper ud, crowdsurfer i cirka fire sekunder, ryger ned på scenen igen, kravler op på mixerpulten, hopper på stedet. Det var vanvittigt overbevisende. Hvis vi kun måler på energien, er knægten altså oppe på FABRÄK-niveau. Unge norske Safario er i den grad one to watch.
Videre til næste koncert med Sauna Senere på Radar.
”De ligner lidt, at de er klædt ud som deres fædre,” siger en kammerat til mig, inden koncerten med de unge drenge går i gang.
Og det har han fuldstændig ret i. Pæne skjorter, anonyme frisurer og gule juletræsørepropper. På nær trommeslager Anders Nebeling, der sidder i hvid tanktop og pandebånd og smiler selvtilfreds, hver gang et godt fill lykkes. Han er blank af sved, da koncerten er færdig.
Frontmand Johan Bølling-Ladegaard ligner lidt, at han har købt en indie/shoegaze-starterpack – en hvid Squier Jazzmaster spændt om skulderen og en Roland Jazz Chorus forstærker bag sig. Det meste af tiden spiller han åbne akkorder i simple mønstre, men det bliver også til vilde distortion-udbrud.
Fastlåst af backtracks
Ud i den stadig milde aftenluft og videre til SPOT Festivals hjerte, Musikhuset, hvor der hele fredag og lørdag konstant er koncerter på samtlige scener. Fredag aften havde School Of X overraskende fået Store Sal, der lidt er SPOTs pendant til Orange Scene. Der virkede også halvtomt, 5-10 minutter inden koncerten gik i gang, men selv balkonen blev fyldt i løbet af de første par numre. Aarhusdrengen får stadig masser af kærlighed med fra hjemstavnen.
Og det forstås, for Rasmus Littauers seneste plade under kunstneraliasset School Of X, Dancing Through The Void, er fremragende, og det er hovedsageligt sange fra det album, der udgør sætlisten. Jeg anmeldte den i starten af året, så jeg har virkelig musikken under huden og så frem til at høre sangene live. Mine forventninger blev desværre kun til dels indfriet.
Og langt hen ad vejen lød det også helt rigtigt. Brimheim sang guddommeligt godt, men hun virkede fraværende, reserveret
Først og fremmest fejler Littauers tilstedeværelse på scenen absolut ingenting. I de stille numre sidder han inderligt med den akustiske guitar eller ved klaveret, og i de energiske løber han rundt på scenen og fyrer sine umage moves af. Han ligner noget fra en stop motion-film, når han hopper rundt i stroboskoplyset.
Men ellers var det ikke, som om musikken fik noget ekstra live. Det lød meget som på pladen. Udover enkelte steder, hvor der var en eller anden form for tekniske problemer, der gjorde, at musikerne ikke kunne høre hinanden – det virkede i hvert fald sådan. For eksempel i ”Feel Of It”, der skulle have været aftenens største banger, men desværre sejlede rundt i tempo og mistede pusten.
Min fornemmelse var, at backing tracksene mere var en stopklods for bandet, end det var en udvidelse. De ellers virkelig kompetente musikere virkede simpelthen lidt for fastlåste. Det kunne være virkelig spændende at høre musikken uden backing tracks, mere nedbarberet og med mere plads til de musikere, Littauer har omkring sig i live-setuppet.
Udenfor igen og over til Alléscenen for at høre koncert med det norske punkband Brenn, hvis debutalbum fra i år hentede 4½ ‘Side 33 skiver’. Der er fuld gas på drengen fra begyndelsen af koncerten. I første nummer kaster frontmand Edvard Smith Save sin guitar rundt, kysser lead guitaristen og hopper rundt som en galning.
Bagefter må han konstatere, at guitarremmen er gået i stykker, så han må tage resten af koncerten uden guitar. Man kan nu ikke mærke, at der mangler noget, for det her band vinder på energien og charmen. Bag hegnet til Allé-scenen står en hel flok, der er blevet revet med og må ærgre sig over, at de droppede at købe SPOT-billetter i år.
Fra fravær til nærvær
Efter at have hoppet med rundt som galninge til nordmændenes punk, står vi med aftenens sværeste valg: Zar Paulo eller Brimheim? Begge spiller klokken 22.15. Vi ender med at sidde til Brimheim i Store Sal, men efter koncerten var konklusionen desværre, at vi nok skulle være gået til Zar Paulo. Sådan er det på festivaler.
Selv fra anden række var det svært at mærke Brimheim. Det var, som om hun ikke rigtig var der. Sætlisten bestod ellers mest af numre fra hendes formidable album can’t hate myself into a different shape, der landede i januar, så der var virkelig lagt i ovnen til noget godt.
Det så også helt rigtigt ud. Alle musikere klædt helt i sort på nær Brimheim selv, der var iført blå kjole og en Telecaster så hvid, som håret og eyelineren var sort. Og langt hen ad vejen lød det også helt rigtigt. Brimheim sang guddommeligt godt, men hun virkede fraværende, reserveret. Selv når hun rendte rundt på scenen i de støjende instrumentale passager, var det, som om hun ikke nåede ud over kanten af den. Der var langt til den seksstjernede anmeldelse, hun fik af Gaffa for sin optræden på SPOT Festival sidste år.
Koncerten slutter, og der er fire minutter til at nå videre til mit fredagsprograms nok mest ukendte navn – rockbandet Spraglgevær, et 6-mand højt orkester, der anføres af sanger og bassist Sebastian Gall. For et par måneder siden udgav de debut-EP’en Hjernebrand, og den lever i allerhøjeste grad op til den selvopfundne genrebetegnelse ”romantisk smadderrock”. Det gjorde aftenens koncert også.
Det, der virkelig lykkes for Spraglgevær fredag aften på Klubscenen, er deres ubesværede bølgen op og ned i dynamik. I det ene øjeblik er de helt oppe at ringe, guitarernes sustain synes uendelig, der tæskes løs på bækkenerne. I det næste er de helt nede, ofte kun med Gall selv på sagte bas som akkompagnement til hans intense stemme.
Frontmand Sebastian Wolffs stemme, der er afsindigt kraftfuld og på samme tid synes at være ved at gå i stykker i hver frase, er ubønhørligt medrivende
Når musikken er stor og smadret, skal han kæmpe for at nå igennem lydbilledet, ofte af lungernes fulde kraft. Som på nummeret ”Hjernebrand”, hvor det både lyder som et vredesudbrud og et sammenbrud, når han råber:
”Se her, jeg har bygget os et hus af lort!”
Og når musikken er helt nede, romantisk og tragisk, står Galls vokal knivskarpt, mens sveden fra energiudladningerne pibler frem på panden. Man kan høre alle facetterne i hans stemme. Dyb, røget, hviskende. Man kan næsten ikke nå at følge med i de følelser, der bliver formidlet, men på den bedst tænkelige måde. Vi slynges fra foragt til en form for ro. Det dobbeltspil er ret magisk.
Det her band burde få meget, meget mere opmærksomhed. Sæt pladen på, gå til koncert med dem. Nyd, at der findes musikere, der krænger deres sjæl ud for os på den måde. Lad mig sige det sådan her: Efter Spraglgevær spillede Kellermensch i Store Sal. Og Spraglgevær var den helt perfekte opvarmning.
Alt en festivalgænger kunne drømme om
”Fuck, der er mange,” siger jeg til min kæreste, mens Kellermensch går på scenen. Bagefter tæller jeg ni og lægger mærke til ham, der spiller klaver. ”Vent, til han begynder at synge,” siger jeg.
Det gør han i andet nummer, Kellermensch’ nyeste single, ”6705”. Han growler kompromisløst, som en ond skygge af forsanger Sebastian Wolffs i forvejen dystre vokal. Derefter må jeg stoppe med at tage noter.
Jeg har aldrig hørt Kellermensch live før, men ved udmærket, at de er et af de bands, der ofte høster fuld plade hos anmelderne. Og det med rette. Aftenenes koncert, afslutningskoncerten i Musikhusets Store Sal, tog mig med bukserne nede, selvom jeg vidste, at jeg skulle prøve at beholde dem på. Så let skulle det sgu ikke være for dem. Men lige lidt hjalp det.
Frontmand Sebastian Wolffs stemme, der er afsindigt kraftfuld og på samme tid synes at være ved at gå i stykker i hver frase, er ubønhørligt medrivende. Han væver ind og ud af sagte strygerarrangementer, tunge riffs spillet på to-tre guitarer og overvældende sang fra publikum. Jeg taber kæben, hver gang han har sunget en linje. Det går simpelthen så rent ind.
En håndfuld numre inde i koncerten hopper han ud til publikum og får på en eller anden måde cuttet strømmen til hele bandet på vejen. Han står på en stol på en af de forreste rækker og skriger af sine lungers fulde kraft, men man kan kun høre trommesættet helt akustisk og salen, der trofast, smukt, gribende ironisk synger med:
”I’m not like everybody else!”
Den rørende ”Another Drink”, en single fra den kommende plade, hvor Wolff for hver linje mejsler sin sorg dybere og dybere ind i enhver, der måtte høre på ham, er også uimodståelig:
”One more drink and I will forgive you,” synger han.
Han omgives af cello, violin, klaver, forvrængede elguitarer. Publikum, der loyalt synger med, når strømmen går. Og selvfølgelig energien, der smitter som bare fanden, når han smider sin elguitar på gulvet, efter han er færdig med at spille på den, når han kaster mikrofonstativet væk, efter han er færdig med at synge, og når han kyler tamburinen ad helvede til, fordi det er tid til at synge og spille guitar igen.
Fredag på SPOT anno 2022 med Kellermensch som kronen på værket, var alt, en festivalgænger kunne drømme om. Og hvis lørdag byder på en koncert, der er bare halvt så god, som den, der blev leveret klokken midnat i Store Sal, så sover vi sgu også trygt i Aarhus natten til søndag.
SPOT Festival lørdag
SPOT Festival om lørdagen startede lige så skønt, som den gjorde om fredagen – med en fremragende overraskelse. Eftermiddagssolen varmede godt over Park-scenen, som Rigmor havde fået lov til åbne. Nok karrierens hidtil største hjemmebane. Aarhusbandets musik er ret forrygende, men den er inderlig og poetisk anlagt, så jeg havde en idé om, at den godt kunne falde lidt til jorden på en stor udendørs festivalscene. Jeg blev heldigvis modbevist.
Forsanger Sarah Wichmann sang usvigeligt sikkert med den skrøbelige stemme, der blev svøbt i lækre rumklangs- og tremoloeffekter fra guitarist Oliver Stewart. Trommeslager Lasse Lykke spillede kraftfuldt og overbevisende, og Victor Sousas baslyd var en af de bedste, jeg længe har hørt. Der var også skruet godt op for den.
Et glimrende eksempel er selvfølgelig kæmpehittet ”Daarligt”, der jo fungerer fuldstændig genialt som livesang, når publikum skriger ”Dårligt!” til hvert fænomen, Anton og Sixten remser op. Latte art? Dårligt. Hængeaber? Dårligt. Kählervaser? Fucking dårligt!
Og så tog Rigmor ellers røven på os. Efter en mindre hitparade med sange som ”Træ” og ”Pendul” gik de fire musikere lige pludselig fuldstændig punket freejazz midt i koncerten. Wichmann gik på knæ og skreg, sådan virkelig længe, mens Sousa og Stewart manipulerede deres effektpedaler til at fremmane støj, og Lykke tæskede løs på hele sættet.
Det var vanvittigt medrivende – publikums reaktion på den tilsyneladende semi-indadvendte forsanger med den pæne stemme, der lige pludselig gik fuldstændig grassat, forvandlede sig hurtigt fra måben til et skud ekstra energi til resten af koncerten, som bandet flot og sikkert sluttede af med ”Vægtløs” og ”Gyroskop” og beviste, at de i den grad er klar til de større festivaler.
Fra den ene anmelder-darling til den anden
Videre i programmet, ind i Musikhuset og ned i en propfyldt Rytmisk Sal, hvor Lucky Lo fra første strofe har publikum lige, hvor hun vil have dem. Hun er virkelig stormet frem det seneste års tid og fejrede det for en måneds tid siden med udgivelsen af det fremragende debutalbum, Supercarry. Popfans og anmeldere har labbet albummet i sig, og koncerten i Rytmisk Sal blev også ædt råt.
80’er-nostalgiske synths og halvbeskidt elguitar fylder rummet og smyger sig om Lucky Los androgyne stemme, der selv i det lyse leje har noget rundt og groft over sig. Den kan både bære det inderlige og det festlige – det er vanvittigt intenst på den sårbare ”Sunrise/Sunset”, hvor Lucky Lo får publikum til at lukke øjnene og være helt stille, så der bliver plads til hendes dybe, hviskende klang. På den rytmisk lækre ”Ever” bliver det gudhjælpemig lidt småfunky, og på hittet ”Supercarry” er der selvsagt fællessang.
Med alt det, Lucky Lo har formået at bygge op på bare et år, bliver det vanvittigt spændende at følge med i, hvad fremtiden byder på for det svenske stjerneskud.
Lige en kebab til den ene hånd og en gå-bajer til den anden, og så ellers videre fra en anmelderdarling til en anden. PRISMA spillede Park-scenen op under aftensolens sidste stråler, og det var, som man kunne forvente. Ungdommeligt, højenergisk og samtidig stramt koordineret. Det er en fornøjelse at høre de fremragende numre fra EP’en Inside/Out, men de føles også allerede lidt som PRISMAs sange. Derfor var det skønt, at der også blev smidt et par nye sange i puljen. Blandet andet nummeret ”Honey”, der med bombastiske trommer og en fantastisk catchy melodi gik helt rent ind. Ingen ved helt endnu, hvornår PRISMAs næste udspil lander, men det tegner altså virkelig godt.
To slags punk
På HeadQuarters var der dømt total TAPE-aften, både Modest, Holm og Loose Ends var at finde på det sene program. Førstnævnte indtog omkring klokken 20 den lille scene i orangerødt lys og spillede sange fra deres netop udgivne debutalbum, Friend, der i øvrigt er ganske glimrende.
Forsanger og bassist Julius Kruse Lykkes nasale stemme leder straks tankerne hen på Communions, og det gør bandets samlede lyd sådan set også – det er bare lige en tand mere punket og råt. Samtidig er det tydeligt at høre, at det er dygtige, erfarne musikere, vi har med at gøre. Især guitararbejdet synes virkelig delikat – de to guitarister får sammenvævet dybe, distortiontunge akkorder med sarte melodier på de lyse strenge på en virkelig smagfuld måde. Det er både støjende og virkelig melodisk.
Fra en slags punk til en anden, nu med rap som præfiks. Jeg var til koncert med FABRÄK på Ridehuset, hvor aftenens koncert med rapgruppen finder sted, for knap et års tid siden, hvor de varmede op for Joyce. Der havde de svært ved at få gang i den lille del af publikum, der havde forvildet sig tidligt af sted. Nu kender de fleste efterhånden de to frontmænd Anton og Sixten med deres afblegede hår og tatoverede overkroppe. Lørdag aften har de fyldt Ridehuset til randen, og det siger meget om, hvad det er for et år, FABRÄK har haft.
Der bliver hoppet, moshpittet og skrålet med på sangene fra gruppens dugfriske debutalbum, Rige Børn Leger Bedst, hver sang er en publikumsfavorit. For det første er det pissesjovt, ironien og satiren i teksterne er sylespids, men det er også noget af den bedste samfundskritik, der er derude lige nu. Et glimrende eksempel er selvfølgelig kæmpehittet ”Daarligt”, der jo fungerer fuldstændig genialt som livesang, når publikum skriger ”Dårligt!” til hvert fænomen, Anton og Sixten remser op. “Latte art? Dårligt. Hængeaber? Dårligt. Kählervaser? Fucking dårligt!” Så blev en hel generations forbrugsmønstre lige savet i småstykker af et stuvende fyldt Ridehuset. FABRÄK er en vital kunstner lige nu.
Loose ends er løs
På vej ud af Ridehuset klistrer koncerteuforien sig som fugt til ansigtet, så det er en befrielse lige at få en mundfuld aftenluft, inden vi skal tilbage til lavloftede HeadQuarters for at høre rockbandet Loose Ends. De har netop udgivet den lovende EP, Yearning For Something Else, og jeg håbede, at de kunne leve op til den live. De skuffede heldigvis ikke.
Koncerten er en lang udskejelse. Musikken er larmende, vred og fyldt med vildskab. De her drenge har altså lyttet til noget Iceage anno New Brigade, ment på den bedst tænkelige måde. De har så afgjort deres egen lyd, det her ikke bare punk, der er også elementer af shoegaze, og nogle gange lyder guitarerne sågar helt country-agtigt. Og så er Loose Ends, ligesom Modest, vanvittigt melodiske som en rød tråd igennem al musikken. Lyt bare til den sønderrivende ”Drainage”, hvor råbene i omkvædet altså sidder fast i hovedet som et pophit bagefter.
Frontmand Holger Møller Dybro sidder også fast i hovedet bagefter. Han ser ud præcis, som musikken lyder. Sort, tilbagestrøget hår og mørkt tøj. Han kaster sig selv ud til publikum i næsten hvert nummer, han udnytter virkelig, at scenen nærmest er i gulvhøjde. Og så synger han ikke sine tekster, han råber dem. I alle 30 minutter.
Jeg forstår ikke et ord af dem, men forestiller mig, at de må fortælle noget om, hvor al den vrede og energi kommer fra. Og det er tydeligt, at begge dele ræsonnerer voldsomt med de fremmødte, der farer rundt i moshpits og hopper med, når Dybro hopper så imponerende højt rundt på scenen, at han er lige ved at ryge op i loftet. Rummet kan bogstaveligt talt ikke håndtere energien. Og det er lige præcis den slags oplevelser, der er så unikke for SPOT Festival. Små, kondenserede, ofte intense koncerter, der tvinger kunstnerne til at komme ud med det hele på virkelig kort tid, så vi måske når et niveau af intensitet, vi ellers ikke ville have nået.
Hold kæft, det føltes godt at være på festival igen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
