OPERA // ANMELDELSE – Ikke kun fataliteten af sygdommen er det bestemmende for fortællingens udfald, men i lige så høj grad tidens samfundskonventioner og disses magt over menneskelivet, skriver Knud Arne Jürgensen om Det Kongelige Teaters genopsætning af Giuseppe Verdis mesterværk, La Traviata.
Titelfiguren i Verdis måske mest publikumspopulære opera La Traviata betyder på dansk noget i nærheden af ”den vildfarne” eller ”den afsporede”. Det er beretningen om pariserkurtisanen Violetta, der lever et glamourøst liv, men for sent erkender, at den ægte kærlighed ikke opnås eller manifesterer sig ved pengenes magt, men alene gennem opofrelse og betingelsesløs hengivenhed.
Forlægget var Alexandre Dumas’ roman og skuespil Kameliadamen fra 1847, som beretter om den i samtiden velkendte kurtisane i datidens øverste samfundskredse, Marguerite Gautier, der i 1846 som kun 23-årig udåndede som offer for tuberkulose.
Operaen er blandt Verdis mest intime kærlighedshistorier, og er måske kun overgået af hans langt senere mesterværk Otello fra 1884. Den er samtidig en fortælling om datidens hykleriske forherligelse og fordømmelse af samtidens kurtisanevæsen, hvilket også Verdi fik mere tæt ind på livet, end han følte var acceptabelt.
En hyldest til den kvinde, han elskede
I sine modne år – og efter hans første hustrus og to små børns ulykkelige død – levede han i en årrække sammen med sangerinden Giuseppina Strepponi, der senere blev hans ægteskabelige hustru og livsledsager.
Men før deres ægteskab var han – og især hun – udsat for megen skepsis og snagen i deres samliv, idet hun som en tidligere holdt kvinde i datiden blev anset som en uværdig ledsagerske i det offentlige selskabsliv for den så fremtrædende og succesrige komponist.
Den kærlighed, som er universets hjerteslag” er en gennemgående replik i operaen og var også Verdis personlige motto for hele værket
Temaet i Dumas’ skuespil om netop den faldne kvinde, der udstødes af samfundets toneangivne kredse, har derfor været følt som yderst nærværende for Verdi, og det især efter han og Strepponi sammen havde overværet en teateropførelse af Dumas-dramaet i Paris. Resultatet heraf blev en af komponistens egne og mest intenst formulerede menneskeskæbnefortællinger med La Traviata.
“Den kærlighed, som er universets hjerteslag” er en gennemgående replik i operaen og var også Verdis personlige motto for hele værket, idet han med La Traviata netop ville hylde den kvinde, som valgte kærligheden for ham, fremfor en livsbane som holdt kvinde.
La Traviata blev derfor også en personligt vidnesbyrd om komponistens eget liv og hans måske vigtigste beslutning om at ville ægte den kvinde, der elskede ham, og som han elskede. Måske derfor blev operaen til et af de mest intime af hans værker midt i sin komponistkarriere, hvilket også tydeligt afspejles i værkets stærke kammermusikalske karakter.
Ensomhed og fornedrelse
I Den Kongelige Operas nylige repremiere af teatrets tidligere opsætning fra 2005 lader åbningsbilledet os klart antyde, at vi ikke er i Paris i slut-1840erne men snarere i 1920’erne, hvor den vildeste modernitet og mondænitet nærmest var blevet synonyme.
Det er iscenesættelsesmæssigt set et fint træk i 1. akten, at kurtisanen Violetta afleverer sin store bravurarie stående mutters alene i sin store selskabssalon overfor sine imaginære gæster.
Arien kommer derved til at virke som et stærkt sindbillede på hendes egen personlige ensomhed midt i den mondæne societyverden, som hun ellers er det funklende midtpunkt for. Især opleves figurens voksende erkendelse i ariens da capo-del, der stemmemæssigt holdes i et fint kontrolleret sotto voce-leje. Her som om hun også langsomt og mere klart indser overfladiskheden ved sit eget hidtidige reelt kærlighedsløse liv.
Arien kommer til at virke som et stærkt sindbillede på hendes egen personlige ensomhed midt i den mondæne societyverden, som hun ellers er det funklende midtpunkt for
2. akt udspilles i en noget derangeret version af 1. akts parisersalon, og skal her gøre det ud sovekammeret på Violettas landsted udenfor Paris, hvor hun har tilbragt den første ægtefølte elskovsnat sammen med Alfredo, der af et ærligt hjerte elsker sin kurtisane.
Scenografisk er scenen her noget uheldigt grebet an, fordi netop miljøet, hvori hver enkelt scene udspiller sig, er så præcist konciperet fra komponistens hånd og derfor er afgørende vigtig for formidlingen af intimiteten. Hvad de to elskende gør i en derangeret salon midt om natten i Paris virker lodret forkert.
I 3. akt er vi endnu engang i Seine-staden – og i den samme scenografi – men nu angiveligt i en helt anden parisisk festsalssalon. Denne gang hos veninden Flora, der holder en ganske anden form for sammenkomst, uagtet at scenografien altså igen er den eksakt samme som hos Violetta i de forudgående to akter.
Det er et ikke så lykkeligt greb og igen stik mod intentionen i værket om netop at vise en anderledes form for mondænitet i de parisiske miljøer, nemlig nu i den nyrige og vulgære demimondes verden, som modsætning til den fornemme og adelige i Violettas salon i 1. akt.
Matadorernes og sandsigerskernes kor og ensemblescene i 3. akten (der musikalsk er et klart ekko fra Verdis skæbneopera Trubaduren skrevet kun to måneder tidligere) bliver i genopsætningen dog vokalt glimrende udført i al sin festlige vulgaritet og sanselighed.
Violettas fornedrelse i samme akt skildres ikke mindre stærkt og vitalt, alt imens hun sotto voce forkynder sin dybe smerte gennem en næppe hørlig bøn om sit offer ved at opgive kærligheden til Alfredo, for derved at gøre hans liv ærefuldt. Alfredos efterfølgende erkendelse af sin egen vildfarelse om Violettas sande motiv til at handle, som hun har måtte gøre, står i samme akt ikke mindre skarpt.
En kurtisane værdig
Slutakten er igen både smukt og intenst fortolket, men scenisk alt for statisk instrueret, her primært hvad angår de fem personers meget ubehjælpsomme gestik i det ellers voldsomt dramatiske sluttableau. Det samme gælder Violettas endeligt i Alfredos arme, alt imens faderen Germont udtrykker sin fortrydelse og forfærdelse over sin egen tidligere indgriben i de elskendes kærlighedsforhold.
Når man ser bort fra nogen temposlingren og upræcise indsatser i 1. akt, leverer kapellet (anført af Sesto Quatrini) et både dynamisk og fint billeddannede akkompagnement.
Såvel Violetta (Anush Hovhannisyan) som Germont (Palle Knudsen) fremstår ægte i deres personskildringer, mens Alfredos (Matteo Lippi) forvandling fra en total hengiven til senere en forsmået tilbeder og tilbage igen til en nu indsigtsfuld elsker bliver fremstillet lidt vel forceret gennem sangerens gestaltning af figuren. Vokalt har han dog både smukke og præcist formede indsatser især i duetterne med hans elskede Violetta.
Man går fra forestillingen med indtrykket af et ægtefølt skæbnedrama, hvor ikke kun fataliteten af sygdommen er det bestemmende for fortællingens udfald, men i lige så høj grad tidens samfundskonventioner og disses magt over menneskelivet. I den henseende er forestillingen en stor kurtisane værdig.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
