Fem stjerner til Patricia Asbæk: Hun giver mig håb, fordi hun tør

Jytte Bødker 23.02.2020

TV // KOMMENTAR – Jeg er blevet klogere af at se ‘Familien Asbæk’ på DR2 og styrket i min tro på, at vi kvinder også skal turde sige vores mening og byde ind med vores fortællinger, skriver Jytte Bødker. Hun er især imponeret over familiens matriark, der tør noget, skribenten aldrig selv ville turde ved familiesammenkomsten over frokostbordet.

Kunsthandlerfamilien Asbæk er skildret i en serie programmer, der for tiden sendes på DR2, og da jeg gennem mange år har været interesseret i kunstverdenen, og også drømt om at blive mønsterbryder og skabe mit eget galleri med dertilhørende væksthus for kunstnere, satte jeg mig for at se serien.

På charterferier på Mallorca er jeg kørt forbi Asbæks Kunstcenter, men har aldrig turdet kigge ind. Til dels på grund af manglende selvværd og en opvækst og opdragelse så langt fra tanken om at realisere drømmen om at skabe sit eget, som man overhovedet kan komme.

Patricia Asbæk, der oprindelig er fra Frankrig, giver mig håb, fordi hun tør noget, som jeg aldrig har turdet ved familiesammenkomsten over frokostbordet

Nu sluger jeg hvert afsnit af serien og elsker den, og Patricia Asbæks jongleren mellem en stort set fraværende ægtemand, tre sønner og tre svigerdøtre og en flok børnebørn er imidlertid genkendelig for mig. Det overrasker og imponerer mig, at hun ikke er bange for at kritisere de unge forældre.

Ved familiens søndagsfrokoster krydses der klinger, og især svigerdøtrene tager til genmæle og giver kvalificeret modspil med gode argumenter. Alle parter lærer noget nyt om hinanden, freden og samarbejdet genoprettes, og alle går hjem og fortsætter deres metier tilsyneladende uden at bære nag.

Det er stormfuldt, for Patricia Asbæk har passion, og hendes sønner elsker og respekterer hende på trods af, at kritikken hagler ned over dem, men man fornemmer altid kærligheden til kunsten, humoren og respekten for at gøre sig umage – fundamentet i familiens værdier.

Pengene har naturligvis betydning, ikke som en værdi i sig selv, men som et redskab til at realisere især Jacob Asbæks drømme, og da Patricia både sørger for forretningen og holder sammen på familien og det sociale netværk, der gør det hele muligt, er hun på hårdt arbejde.

Er man yngre kvinde, forstår man måske ikke, hvorfor hun ikke bryder ud af mønstret og trædemøllen med den både psykisk og fysisk sårbare ægtemand, der nu lever på Mallorca mellem minderne om det, de sammen har skabt, og ingen lyst og evne har til at tage rollen som far, svigerfar og farfar på sig.

Brændstof til stor kunst

Jeg sidder klistret til skærmen og får meget mere end forventet og aflæser hver bevægelse og hvert ord, Patricia leverer, i håb om at lære noget nyt om, hvordan man støtter sin aldrende ægtemand, om at være svigermor og farmor med integriteten i behold.

Ser man bort fra penge, høj status og indflydelsesrigt socialt netværk, så ligner vores tilværelser hinanden, og jeg lærer, at det er de samme udfordringer, vi ældre kvinder står med, uanset om vi har stiftet familie på et fundament dannet af arbejder- eller iværksætterværdier.

Jeg er blevet klogere af at se serien og styrket i min tro på, at vi kvinder også skal turde sige vores mening og byde ind med vores fortællinger. på trods af at vi ofte kan opleve konflikter med døtre og svigerdøtre, hvis vi ikke nøjes med at liste stille rundt og tage opvask, rengøring og passe børnebørn.

I mit eget netværk af ældre kvinder med rødder i arbejder- og bondekultur oplever jeg, at frygten for at blive fravalgt, afskåret og blokeret af sine voksne børn, og dermed miste forbindelsen og samvær med børnebørnene, ligger latent i luften.

Vi har en vigtig rolle som kulturformidlere i børnefamilierne, og jeg tror, vi kan lære noget af andre landes kulturer, hvor den ældste kvinde i familien kun har én, men til gengæld meget vigtig, rolle: At fortælle historier

Den er båret oppe af tidens falden på halen for den positive psykologi, hvis fortalere prædiker, at det gode liv kun opnås ved at skære de negative og kritiske bort fra sit sociale netværk, og derfor er frygten berettiget for ældre kvinder, der ikke altid kun er positive og elskelige praktiske grise i de forskellige og nye familieformer.

Vi har en vigtig rolle som kulturformidlere i børnefamilierne, og jeg tror, vi kan lære noget af andre landes kulturer, hvor den ældste kvinde i familien kun har én, men til gengæld meget vigtig, rolle: At fortælle historier.

Patricia Asbæk, der oprindelig er fra Frankrig, giver mig håb, fordi hun tør noget, som jeg aldrig selv ville turde ved familiesammenkomsten over frokostbordet. Det er på tide, at ældre kvinder finder styrken til at trodse frygten og være dem, vi er på godt og ondt, for det er i sidste ende sådan mennesker er skruet sammen: Ingen er perfekte, og det er den positive psykologi heller ikke.

Vi ”boomere” kan levere brændstof til at skabe stor kunst, hvis vi giver los og tør komme med konstruktiv kritik af nutidens ungdom og dele vores erfaringer og historier fra gamle dage.

Illustration: DR.

Jytte Bødker

Jytte Bødker er uddannet korttegner, pædagog og billedkunstner, der i 90'erne fandt tilbage til sit skabende barn og har skabt sig lige siden. Hun er født i 1959, gift i 42 år med en håndværker, mor til to voksne børn, svigermor, bedstemor og farmor. Interesserer sig bl.a for kunst, historie og samfund. Skriver i øjeblikket på sin første roman om psykiske lidelser, kunst, opvækst, slægt og mønsterbryding. Nu også skribent på POV. Hun kan træffes på mail: jboedker@live.dk Du kan donere til hendes arbejde på POV International som skribent på MobilePay 22540248.